Knud Pedersen Gyldenstierne

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning

Knud Pedersen Gyldenstjerne (omkring 1480- 20. juni 1552), var en dansk rigsråd.

Han var søn af Peder Nielsen Gyldenstjerne til Tim og Regitse Torbensdatter Bille fra Søholm og må være født omkring 1480, for i 1498 blev han indskrevet ved Københavns Universitet. I 1502 deltog han som hofsinde i den unge Christian 2.s tog mod Elfsborg; 1517 blev han lensmandÅlholm, men mistede kort efter denne forlening, da han beskyldtes for at have hjulpet sin fætter Torben Oxe med Dyvekes formodede giftmord. Han kastedes i fængsel, men blev frigivet mod at forpligte sig til ikke mere at vise sig for kongens øjne og opholdt sig i den følgende tid på sin gård Tim ved Ringkøbing. Sin voldsomme karakter viste han dog også her; thi kort efter klagedes til Christian 2. over en rå og voldsom adfærd, han havde vist mod en bonde. Frederik 1. udnævnte i 1523 Knud Gyldenstierne til lensmand på Vordingborg Slot, og han deltog fra nu af lige til sin død på en meget fremtrædende måde i tidens begivenheder.

I Skåne[redigér | redigér wikikode]

I juli 1524 var han sammen med en del adelsmænd medunderskriver af en forpligtelse til at modstå Luthers kætteri, blev af Frederik 1. udnævnt til fodermarsk og deltog som sådan det følgende år i kampen i Skåne mod Søren Norby, men sendtes i juni måned af Johan Rantzau og de skånske råder til Sverige for at fremskynde den hjælp, kong Gustav Vasa havde lovet. Han skal have været meget ivrig for at få Søren Norbys fangne medhjælper Otte Stigsen Ulfeldt henrettet, af forbitrelse over, at denne havde ladet Lyngbygård i Skåne afbrænde, der havde tilhørt den 1523 afdøde Jens Holgersen Ulfstand, med hvis datter Sidsel Knud Gyldenstierne fik denne gård i besiddelse; men, tilføjer sagnet, da Otte Stigsen lovede at vise ham, hvor Christian 2. havde gemt en efterladt skat af arabisk guld, fik han ham benådet, men nu kunde Otte Stigsen ikke finde skatten, hvilket Knud Gyldenstierne måtte døje megen spot over. Sagnet er dog vist upålideligt; i alt fald blev Knud Gyldenstierne først omkring 1528 gift med Sidsel Ulfstand.

Reformationen[redigér | redigér wikikode]

I 1525 ombyttede Knud Gyldenstierne Vordingborg len, som Henrik Gjøe nu fik, med Kalundborg og blev 1529 optaget i rigsrådet. Som rigsråd ledsagede han samme år kongens søn hertug Christian (senere Christian 3.) på dennes rejse til Norge for at ordne de urolige forhold i dette rige. I maj 1531 måtte han afstå Kalundborg len til Mogens Gjøe, men forlenedes til gengæld med Nykøbing SlotFalster, der hørte til det enkegods, der var bestemt for Frederik 1.s dronning Sophie.

Som lensmand her fik han en del at gøre med gråbrødrenes opgivelse af deres kloster uden dog selv endnu at have sluttet sig til Luthers parti. Da Christian 2. i juli måned 1532 var bragt til København, overdroges det Knud Gyldenstierne sammen med Otte Krumpen og et par holstenske råder at føre den ulykkelige konge til Sønderborg (9. august 1532). Det var første gang, de atter sås siden Dyvekes dage. Sit had til kongen skal han ved denne lejlighed have vist på en rå måde, i det han med voldsom hånd rev Den gyldne Vlies' ordenskæde af kongens hals, ja endog skal have trukket ham i skægget, en råhed, der fremkaldte stor forbitrelse mod ham hos Christian 2.s tilhængere.

herredagen i København 1533 efter kong Frederiks død sluttede Knud Gyldenstierne sig til det katolske parti; han var således blandt Hans Tausens dommere. I juni 1534 sendtes han i anledning af grev Christoffer af Oldenburgs angreb på Holsten af det sjællandsk-skånske råd til hertug Christian (3.) for at undskylde, at rådet på grund af uroligheder i Malmø ikke for øjeblikket kunne yde hertugdømmerne den traktatmæssige hjælp. Her fra vendte han tilbage til København til det til Sankt Hansdag berammede kongevalg; men da grev Christoffer pludselig landede på Sjælland, ilede han tilbage til sin forlening Nykøbing.

Han søgte forgæves at få våbenstilstand indtil Mikkelsdag for imidlertid at kunne sætte sin lensherre, Dronning Sophie, ind i forholdene, men måtte 22. august overgive slottet til Anders Bille og Mikkel Blick, der var sendt imod ham med en stor krigsmagt. Han blev som fange ført til København, hvor han nu udsonede sig med grev Christoffer og blev dennes lensmand på krogen (Kronborg). I slutningen af året deltog han i den skånske adels felttog mod de tropper, som kong Gustav havde sendt Christian 3. til hjælp.

I januar 1535 blev han derpå stævnet til møde i København, men lige som en del andre rigsråder, under den store forbitrelse, som den skånske adels frafald fra greven havde fremkaldt, uden videre taget til fange og 20. maj ført til Malmø, hvor han sad fængslet, indtil han i januar 1536 tillige med de øvrige fangne adelsmænd førtes til Mecklenburg. Efter Københavns overgivelse i juli 1536 overgaves han til Christian 3. sad i nogen tid som fange i Rendsborg og senere i København, indtil han 28. oktober fik sin fulde frihed mod at forpligte sig til troskab mod Christian 3. og dennes slægt. Han fik sin plads i rigsrådet tilbage og blev udnævnt til marsk. Meningen hermed synes at have været, at han skulde have afløst Tyge Krabbe som rigsmarsk, og han kalder sig i et brev af 3. december Også «Danmarks Riges marsk»; men Tyge Krabbe beholdt dog stillingen som rigsmarsk; Knud Gyldenstierne blev derimod «hofmarskal», og således adskiltes fra nu af disse to tidligere forenede embeder.

Under Christian 3.[redigér | redigér wikikode]

Under Christian 3. indtog Knud Gyldenstierne atter en betydelig stilling; 1537 fulgte han kongen til fyrstemødet i Braunschweig, deltog 1539 i forhandlingerne i Brömsebro med Gustav Vasa og ledsagede 1548 den unge hertug Frederik (2.) på dennes hyldingsrejse til Oslo. Også Kalundborg havde han 1536 fået tilbage, og i året 1549 blev det ham, der her skulde få opsyn med den fangne Christian 2., med hvem han i sin ungdom havde haft så mange både gode og onde dage. Årene havde dog nu mildnet dem begge; de nærmede sig begge stærkt det 70. år.

Mod kong Christian synes Knud Gyldenstierne også nu at have vist så stor lemfældighed, som det gik an efter de pålæg, han stadig modtog om at passe godt på fangen. Den tidligere så strenge og voldsomme mand var også bleven gudfrygtig. Han har således efterladt sig en lang salme «om vor kristelige tros artikler og besynderlig om vor herre jesu christi pines historie». Hverken indhold eller form bærer mindste spor af poetisk begavelse, men Peder Palladius «overså» den, og i hans bearbejdelse fandt den optagelse i flere senere salmebøger.

Knud Gyldenstierne døde på Kalundborg 20. juni 1552. Med Sidsel Ulfstand, der først døde 1575, og som skal have været en virksom og kraftig kvinde, havde han 7 børn, deriblandt sønnerne Axel og Peder.

Kilder[redigér | redigér wikikode]