Hans af Danmark

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Kong Hans)
Gå til: navigation, søg
Hans
Valgsprog:
PRO LEGE ET GREGE
(For lov og folk)
Skulptur af Kong Hans udført omkr. 1530 af Claus Berg til altertavlen i Sankt Knuds Kirke i Odense
Konge af Danmark, de Venders og Gothers
Kroning 18. maj 1483
Vor Frue Kirke, København
Regerede 21. maj 1481
20. februar 1513
Forgænger Christian 1.
Regent Hans
Efterfølger Christian 2.
Ægtefælle Christine af Sachsen
Børn med Dronning Christine:
Hus Huset Oldenborg
Far Christian 1.
Mor Dorothea af Brandenburg
Født 2. februar 1455
Aalborghus Slot
Død 20. februar 1513
Aalborghus Slot
Hvilested 1513
Graabrødre Klosterkirke, Odense (til 1807)
Sankt Knuds Kirke, Odense (fra 1807)
Religion Romersk-katolsk

Hans (5. juni 1455 i Aalborg – 20. februar 1513 sst.) var konge af Danmark fra 1481 til 1513, af Norge fra 1483 til 1513 og af Sverige fra 1497 til 1501.

Han var søn af Christian 1. og Dorothea af Brandenburg.

Liv og gerning[redigér | redigér wikikode]

Opvækst[redigér | redigér wikikode]

Hans blev født den 2. februar 1455Aalborghus Slot som den tredje men ældste overlevende søn af Christian 1. og Dorothea af Brandenburg.

Ægteskab[redigér | redigér wikikode]

Dronning Christine

Hans blev trolovet i 1477og gift den 6. september 1478Københavns Slot med Christine af Sachsen[1] (1461-1521), datter af kurfyrst Ernst af Sachsen og Elisabeth af Bayern-München. Christine fødte ham 5 børn, hvoraf kun Christian og Elisabeth overlevede forældrene.[2]

Udnævnelsen til konge[redigér | redigér wikikode]

Hans var allerede som barn bleven valgt til sin faders efterfølger i alle 3 riger, i Danmark i 1456 og i Norge og Sverige på et møde i Skara den 19. januar 1458; desuden havde Hertugdømmernes stænder den 20. maj 1466 erklæret ham for faderens efterfølger, såfremt han var eneste søn; var der flere sønner, skulle sagen ordnes på et møde af danske rigsråder og slesvig-holstenske landråder.[1] Uagtet disse mange aftaler blev Hans ikke straks anerkendt som konge i de forskellige riger.[3] I Sverige havde det lange udsigter, da Sten Sture var rigsforstander der, og da de danske forgæves havde søgt at nå til en afgørelse på et unionsmøde i Halmstad, hvor nordmændene imidlertid ikke kom til stede, besluttede de efter nogen vaklen at udsætte den endelige anerkendelse af kong Hans for om muligt at få de to andre riger med.[4]

Hertugdømmerne[redigér | redigér wikikode]

I hertugdømmerne var situationen den, at enkedronning Dorothea sad inde med hele området som pant måtte. Hun havde ønsket, at den yngre søn Frederik skulle udnævnes til herre over hele området, men Hans fik gennemtrumfet en deling af magten. Hyldingen foregik ved Levensau den 29. december 1483, året efter overtagelsen af regeringen, og da Frederik i 1490 blev myndig, foretoges den 10. august en deling af landene, ikke efter arealet, men efter indtægterne, hvorved kongen fik den segebergske del og hertugen den gottorpske, således kaldte efter hovedslottene.[4] For ikke at bryde traktaten om at hertugdømmerne skulle forblive udelt sammen, hed det sig, at Hans og Frederik skulle regere dem i fællesskab.[1]

Norge[redigér | redigér wikikode]

I Norge havde der efter Christian I’s død vist sig stærk stemning for at skilles fra Danmark og slutte sig nærmere til Sverige, men da svenskerne viste sig temmelig lunkne i at understøtte disse bestræbelser, anerkendte det norske rigsråd på et møde i Halmstad 1483, hvor kun 4 svenske rigsråder var mødte, sammen med det danske rigsråd Hans som konge, der så i februar udstedte en fælles dansk-norsk håndfæstning. Samme år den 18. maj blev Hans og hans dronning Christine kronede i København af ærkebiskop Jens Brostrup og i Trondhjem den 20. juli af ærkebiskop Gaute.[4][5]

Sverige[redigér | redigér wikikode]

Også i Sverige fik unionsvennerne overhånd, og et aftalt møde i Kalmar fandt virkelig sted. Her modtog det svenske rigsråd og også Sten Sture Halmstad-håndfæstningen med få tilføjelser af hensyn til svenske forhold og forpligtede sig ved Kalmar-recessen af 7. september 1483 til at antage Hans til Sveriges konge. Den egentlige overdragelse af riget skulle finde sted det følgende år i Kalmar, hvor Hans skulle komme til stede, og tillige en strid om besiddelsen af Gulland (Gotland) afgøres. Det således aftalte møde blev også afholdt, men til nogen endelig afgørelse kom man ikke.[4]

Uløste problemer[redigér | redigér wikikode]

I de følgende år var Hans stadig optagen af forholdet til Sverige og til sin broder. Frederik var fortsat utilfreds, idet han på grund af delingen efter indtægter stadig regnede efter, om han nu også havde fået nok, hvad han ikke syntes. Han gjorde endog krav på et større len i Danmark og en del af Norge, idet overenskomsten i Bergen af 29. august 1450 sagde, at de kongesønner, der ikke bar kronen, skulle forsørges på tilbørlig vis. Over for Sverige viste Hans stadig stor tålmodighed, men opgav aldrig sin ret. Da Sten Sture var kommen i strid med den mægtige Iver Axelsen, der var lensmand på Gulland, på grund af, at han drev sørøveri i Østersøen og skadede Hansestæderne, Sten Sture’s forbundsfæller, opfordrede denne Hans til et fælles angreb på Sverige. Men han lod sig ikke lokke ud af sin afventende holdning, og da Iver Axelsen ikke kunde stå sig mod Sten Sture, overgav han øen til Hans mod at få sin gård Lilø i Skåne tilbage. I de følgende år blev forholdet mellem Sten Sture og det svenske rigsråd stedse mere spændt, og da Hans sluttede forbund med zar Ivan Vasilievitsch, frygtede svenskerne et angreb fra to sider og gjorde tilløb til at fuldbyrde Kalmar-recessen, men Sten Sture forstod stadig at trække alle forhandlinger i langdrag.[5] Imidlertid angreb russerne Finland, og under forsvaret, som han førte lunkent, kom Sten Sture i strid med sin slægtning Svante Sture og blev ved sin hjemkomst til Stockholm overøst med beskyldninger af rigsrådet og afsat i 1497. Han havde dog endnu Almuen på sin side og belejrede sine modstandere, der førtes af ærkebiskop Jakob Ulfsen, på Stäket.[4]

Kalmarunionen genoprettes[redigér | redigér wikikode]

I Danmark var enkedronning Dorothea, der altid skulle have rådet til fred, død 1495, og Hans samlede nu en stor hær og brød ind i Sverige og lod sine tropper rykke Stäket til undsætning. Krigen førtes med kraft, de af Sten Sture rejste dalkarle blev slåede i slaget ved Rotebro den 28. september, og næste dag besejredes han selv, der var rykket ud fra Stockholm for at forene sig med dalkarlene. Kort efter mødtes kongen og Sten Sture, og en overenskomst sluttedes, hvor efter denne nedlagde sit rigsforstanderskab mod at få tilgivelse og få Finland m. m. som len. Den 26. november 1497 kronedes Hans på Mora ting som Sveriges konge, og den 5. december valgte rigsrådet hans søn Christian til hans efterfølger. Kalmarunionen var genoprettet[5], men kun for en kort tid. Hans gjorde hvad han kunne, for at opfylde sine forpligtelser og forsone de stridende partier, men desværre kun med lidet held.[4]

Togt mod Ditmarsken[redigér | redigér wikikode]

Slaget ved Hemmingstedt 17. februar 1500, hvor Kong Hans og Hertug Frederik led et forsmædeligt nederlag til Ditmarskens bønder.

Hans mente nu, at han var stærk nok til at tage sig af andre problemer. Et af disse var Ditmarsken. Formelt var Ditmarsken under faderen, Christian I, blevet en del af hertugdømmet Holsten, reelt fungerede det fortsat som en selvstændig bonderepublik. Kongen og hertugen krævede ret til at bygge 3 borge i Ditmarsken og krævede skat af indbyggerne. Disse krav blev afviste af indbyggerne. I året 1500 angreb de to brødre, hertug Frederik og kong Hans sammen med det holstenske ridderskab Ditmarsken med en hær på 12.000 mand. Hovedbyen Meldorf måtte hurtigt overgive sig. Landsknægte og adelige ryttere drog derpå nord over ud i marsken fulgt af artilleri og vogne (hvoraf nogen var tomme, beregnede til at transportere det forventede bytte). Vejen mod Hemmingstedt var mudret. Bønderne åbnede imidlertid digerne mod Vesterhavet således, at vandet steg i de brede grøfter langs vejen. Ved en skanse inden det højere land, gesten, havde nogle hundrede ditmarskere tage opstilling. Da de forreste tropper stormede skansen, smed bønderne rustninger og støvler, og med lanser som springstokke sprang de over grøfterne og angreb hæren, der ikke kunne flygte, fordi vejen var blokeret af vogne og kanoner. Omkring en tredjedel af hæren blev hugget ned eller druknede. Kong Hans og hertug Frederik undslap kun med nød og næppe, mens store dele af den holstenske adel døde.[6]

Angiveligt skulle den originale Dannebrogsfane fra Estlandstoget, som man havde medtaget i forventning om, at det skulle være sejrsbanner, ved denne lejlighed være blevet erobret af ditmarskerne og senere ophængt i kirken ved Meldorf.[6]

Nyt oprør i Sverige[redigér | redigér wikikode]

Nederlaget i Slaget ved Hemmingstedt fik et nyt svensk oprør mod kong Hans til at bryde ud. Den mest aktive person ved denne lejlighed var Hemming Gad, der nærede et ualmindeligt had til de danske, og hvem det lykkedes at forsone de gamle modstandere Sten og Svante Sture, og i august 1501 opsagde man huldskab og troskab til kong Hans, der personligt var kommet tilstede i Stockholm for at stille stormen. Hans skyndte sig til Danmark for at hente undsætning og overlod forsvaret af Stockholm Slot til sin dronning Christine, der også holdt sig med ære i 7 måneder.[4] Da der samtidig var oprør i Norge og strid med lübeckerne, kom Hans for sent til at undsætte hende, og i maj 1502 måtte hun overgive sig på hæderfulde vilkår, men blev imod overenskomsten holdt tilbage i Sverige i over eet år og nød en behandling, der var til liden ære for Sten Sture. Først efter lange forhandlinger blev dronning Christine løsladt i oktober 1503. Samme år døde Sten Sture og Svante Nilsson Sture overtog hans hverv.[4] Der udbrød et oprør i Norge, men Hans' søn Christian slog opstanden ned og blev indsat som vicekonge i Norge i 1506.

Prins Christian var 1502 blevet sendt til Norge for at kue oprøret der og havde held med sig.

Forsøgene på at blive unionskonge igen[redigér | redigér wikikode]

Resten af Hans regeringstid gik hen med krige og frugtesløse underhandlinger med Sverige og Hansestæderne. Undertiden så det ud til, at der skulle komme fred. Således havde svenskerne i juni 1505 fastsat et møde i Kalmar, hvor rigernes mellemværende skulle afgøres, men da kun de danske og norske rigsråder mødte, nedsatte disse sig som en slags højesteret og dømte efter romerretten Sten Sture og hans tilhængere som majestætsforbrydere. Denne dom fik de Kejser Maximilian til at bekræfte, og han lyste Rigens Acht ikke blot over dem af hans undersåtter, der støttede Sverige, men også over de oprørske svenskere. Dette fik dog ingen betydning, da ikke engang Hansestæderne respekterede hans dom.[4]

Over for Hansestæderne var kong Hans ikke så eftergivende som sin fader. I 8 år lod han dem vente på stadfæstelsen af deres privilegier, og da de fik den, måtte de dele handelen med andre nationer, idet Hans sluttede handelstraktater med England, Holland, Skotland og Frankrig og tilstod dem lignende rettigheder. Denne modstand mod Hansestædernes handelsvælde førte til, at der begyndte at danne sig en dansk handels- og orlogsflåde. Særlig ville Hans forbyde stæderne at handle med det oprørske Sverige, men da de ikke kunne undvære denne handel, opstod der uendelige stridigheder, som allerede begyndte i 1502. Under disse kampe skabtes den danske flåde. Der blev dog stadig gjort forsøg på at bringe fred i stand, og 1507 blev en sådan sluttet i Nykøbing Falster, men endnu samme år begyndte fjendtlighederne igen.[7]

Krigen med Sverige var imidlertid bleven fortsat med vekslende held, og da begge parter var kede af den, blev der 1509 til stor ærgrelse for Hansestæderne sluttet fred i København. Denne varede dog kun kort, og da stæderne 1510 udstedte en formel krigserklæring, fulgte Sverige deres eksempel. Den søkrig, som nu fulgte, blev ført med stor kraft fra dansk side under søhelte som Jens Holgersen Ulfstand, Søren Norby og Otto Rud, og stæderne havde kun tab af den, hvorfor de søgte fred. Også i Sverige fik fredspartiet overhånd, og man ville afsætte Svante, men så døde han pludselig 1512. Samme år sluttedes der i Malmø fred mellem Danmark og Lübeck og en overenskomst med Svenskerne. Lübeckerne skulle afbryde handelen med Sverige, dersom det ikke kom overens med Hans, og betale en sum penge. Svenskerne lovede at tage Hans, eller hvis han døde, hans søn Christian til konge eller betale en sum penge årlig. Ingen af delene skete. Svante’s søn, Sten, blev valgt til rigsforstander, rigsrådet havde atter måttet bøje sig for Sveriges almue.[7]

I 1510 erklærede Lübeck Danmark krig, og Sverige fulgte hurtigt efter. Danmark fik snart overtaget i den søkrig, der fulgte. For at kunne bekæmpe Hanseforbundet havde Hans skabt en dansk orlogsflåde, som nu vandt sine første sejre. Da Christian i vinteren 1511 rykkede ind i Sverige fra Norge, blev svenskerne tvunget til at slutte fred. Det skete den 23. april 1512 i Malmø, hvor Sverige anerkendte Hans som konge, og Lübeck skulle betale en erstatning på 30.000 gylden.

Forsøgene på at vinde jord tilbage[redigér | redigér wikikode]

Sideløbende med sine udenrigspolitiske problemer forsøgte Hans at vinde jord tilbage. Da Povl Laxmand blev dræbt, blev hans mordere ikke anklagede. I stedet blev den døde mand anklaget for højforræderi og alt hans gods blev tildømt Kronen.[8] På samme måde gik den norske adelsmand Knud Alfsen: hans mordere gik fri, men den døde mand blev dømt.

Død[redigér | redigér wikikode]

Kong Hans' ligsten i Skt. Knuds Kirke i Odense.

I begyndelsen af 1513 var kong Hans på vej til Aalborg, da hans hest styrtede i vadestedet over Skjern Å[2] mellem Skjern og Tarm. Han og hans følge fortsatte imidlertid til Aalborg, men kongen blev stadigt svagere, og den 20. februar 1513 døde han på Aalborghus Slot, hvor han blev født 58 år tidligere. Han blev efterfulgt på tronen af sønnen Christian 2.

Han blev begravet i Graabrødre Klosterkirke i Odense.[2] Da gråbrødrekirken skulle nedrives, blev lig og mindesmærker i 1805 flyttet til Sankt Knuds Kirke i Odense.

Personlighed[redigér | redigér wikikode]

Hans var en jævn dansk mand, der omtales, også af svenskere, som en god og retfærdig konge. Han besad en stor viljestyrke og en sjælden udholdenhed i al den modgang, som mødte ham under hans regering. Han var personlig tapper, men ikke nogen stor hærfører. I sin levemåde var han beskeden og omgikkes venlig høje og lave. Han havde sans for åndelige sysler og var en flittig regent. Borgerstanden synes han at have begunstiget, men stødte ofte sammen med de højere stænder, hvad rigsrådets klager over ham efter hans død tydeligt viser.[7]

Det vides, at kong Hans havde et godt øje til adelsdamen Edele Mikkelsdatter Jernskæg, der omkring 1498 blev hofdame for dronning Christine. Edele blev gift med Torben Bille til Abrahamstrup (Jægerspris) i 1501 eller 1502, og hun døde i 1512.

Børn[redigér | redigér wikikode]

Navn Født Død Bemærkninger
Hans 1479 1480
Ernst 1480 1500
Christian 2. 1. juli 1481 25. januar 1559 Konge af Danmark, Norge og Sverige, gift med Elisabeth af Habsburg
Elisabeth 24. juni 1485 10. juni 1555 gift 1502 med kurfyrst Joachim 1. af Brandenburg
Frans 15. juli 1497 1. april 1511 død af pest

Moderne tid[redigér | redigér wikikode]

Kong Hans har lagt navn til Kong Hans' Vingård i Vingårdstræde, København. I 1976 åbnede en gourmetrestaurant i bygningens kælder under navnet Kong Hans Kælder. I 1983 blev det den første danske restaurant, som modtog en stjerne i den eftertragtede franske Michelinguide.

Noter[redigér | redigér wikikode]

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til:
 
 
 
 
 
Konrad 1. af Oldenburg
 
 
Christian 5. af Oldenburg
 
 
 
 
 
 
Ingeborg af Itzehoe
 
 
Didrik den Lykkelige af Oldenburg
 
 
 
 
 
 
Didrik 5. af Hohnstein-Heringen
 
 
Agnes af Hohnstein
 
 
 
 
 
 
Sophie af Braunschweig
 
 
Christian 1. af Danmark
 
 
 
 
 
 
Henrik 2. af Holsten
 
 
Gerhard 6. af Holsten
 
 
 
 
 
 
Ingeborg af Mecklenburg
 
 
Hedevig af Holsten
 
 
 
 
 
 
Magnus 2. af Braunschweig-Lüneburg
 
 
Elisabeth af Braunschweig
 
 
 
 
 
 
Katharina af Anhalt-Bernburg
 
Hans af Danmark
 
 
 
 
 
Frederik 5. af Nürnberg
 
 
Frederik 1. af Brandenburg
 
 
 
 
 
 
Elisabeth af Meissen
 
 
Johan af Brandenburg-Kulmbach
 
 
 
 
 
 
Frederik af Bayern
 
 
Elisabeth af Bayern-München
 
 
 
 
 
 
Maddalena Visconti
 
 
Dorothea af Brandenburg
 
 
 
 
 
 
Wenceslas 1. af Sachsen-Wittenberg
 
 
Rudolf 3. af Sachsen-Wittenberg
 
 
 
 
 
 
Cecilia di Carrara
 
 
Barbara af Sachsen-Wittenberg
 
 
 
 
 
 
Robert 1. af Liegnitz
 
 
Barbara af Liegnitz
 
 
 
 
 
 
Hedwig af Sagan
 

Se også[redigér | redigér wikikode]

Hans
Født: 2. februar 1455 Død: 20. februar 1513
Foregående:
Christian 1.
Konge af Danmark
1481 – 1513
Efterfølgende:
Christian 2.
Foregående:
Christian 1.
før interregnum
Konge af Norge
1483 – 1513
Foregående:
Sten Sture den ældre
(som rigsforstander)
Konge af Sverige
(som Johan 2.)
1497 – 1501
Efterfølgende:
Sten Sture den ældre
(som rigsforstander)