Brexit

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Ambox currentevent.svgDenne artikel beskriver en aktuel begivenhed
Informationerne kan blive ændret hurtigt, som begivenheden skrider frem.
Brexit.png

Brexit er en proces, der forventes at føre til, at Storbritannien (Det Forenede Kongerige) og også Gibraltar træder ud af EU den 12. april 2019, medmindre det britiske parlament og Europa-Parlamentet godkender udtrædelsesaftalen mellem Storbritannien og EU. I så fald træder Storbritannien ud af EU den 22. maj 2019.[1][2]

Baggrunden for Brexit er folkeafstemningen om Storbritanniens EU-medlemskab den 23. juni 2016, hvor 51,89 procent af vælgerne stemte for at forlade ("leave") EU, mens 48,11 procent stemte for at forblive ("remain") i EU.

I marts 2017 vedtog Underhuset og Overhuset en lov, der bemyndiger regeringen til at forhandle om Storbritanniens udtræden af EU. Loven blev stadfæstet af dronningen den 16. marts 2017 [3].

Forhandlingerne om Storbritanniens udtræden af EU startede formelt, da den britiske regering aktiverede artikel 50 i Traktaten om Den Europæiske Union. Denne bestemmelse kom ind i traktaten, da Lissabontraktaten trådte i kraft i 2009. Artikel 50 blev aktiveret den 29. marts 2017 [4]. Forhandlingerne forventes at vare to år, men tidsfristen kan forlænges.

Resultat efter konstituerende land[redigér | redigér wikikode]

Storbritannien som land består af 4 konstituerende lande. Af disse ligger England, Skotland, og Wales, på hovedøen Storbritannien og det sidste, Nordirland, på øen Irland grænsende til Republikken Irland. På grund af sin størrelse er England yderligere delt i 9 regioner. Ved valg til Europaparlamentet har Nordirland, Skotland, Wales, og de engelske regioner, tjent som valgkredse, og det gjorde de også ved Brexit-afstemningen.

Nordirland, Skotland, og den engelske London-region stemte for at blive i EU. Wales og 8 af de engelske regioner (og desuden også England som helhed) stemte for at forlade EU. Sammenlagt stemte briterne 51,89 procent for at forlade EU.

Udenfor selve Storbritannien[redigér | redigér wikikode]

Gibraltar er et Britisk oversøisk territorium (BOT) grænsende til Spanien. Modsat andre BOTer er Gibraltar del af EU sammen med Storbritannien. Gibraltar regnes for del af South West England-regionen i EU-parlamentsvalgsligt øjemed, og stemte for at blive i EU.

De tre britiske kronbesiddelser Jersey, Guernsey, og Man, er ikke del af Storbritannien og heller ikke af EU, hvorfor der ikke blev holdt afstemning på øerne. På grund af øernes tætte forbindelser til Storbritannien vil den britiske udtræden af EU alligevel få betydning for øerne.

EUs strategi[redigér | redigér wikikode]

EU-ledere fra 27 lande (alle på nær Storbritannien), vedtog lørdag 29. april 2017 deres strategi for udmeldelsesforhandlingerne med Storbritannien. Det er et dokument på 8 sider, der blev vedtaget enstemmigt uden diskussion. [5] [6]

Forhandlingernes forløb[redigér | redigér wikikode]

  • Torsdag 23. juni 2016: Ved en folkeafstemning stemmer 52 procent (51,89 procent) af de britiske vælgere for at forlade EU, mens 48 procent (48,11 procent) stemmer for at forblive i EU.
  • Onsdag 29. marts 2017: Storbritannien meddeler officielt EU, at landet vil melde sig ud af EU. Selve udmeldelsen vil ske to år senere (dvs. den 29. marts 2019).
  • Mandag 19. juni 2017: EU's chefforhandler, Michel Barnier, og den daværende britiske chefforhandler, brexitminister David Davis, indleder de egentlige forhandlinger om britisk udmeldelse af EU.
  • Mandag 29. januar 2018: De 27 lande, der forbliver i EU, vedtager på et europaministermøde i Bruxelles et mandat til forhandlingerne om en overgangsordning efter den britiske udmeldelse.
  • Torsdag 12. juli 2018: Theresa May fremlægger en hvidbog med britiske planer for fremtidens forhold til EU. Få dage tidligere har David Davis og udenrigsminister Boris Johnson forladt regeringen i protest mod en ifølge dem alt for blød brexitplan.
  • Torsdag 19. juli 2018: Den nye brexitminister, Dominic Raab, mødes for første gang med Michel Barnier i Bruxelles, efter at David Davis er trådt tilbage. Raab lover mere fart på forhandlingerne.
  • Oktober 2018: EU ønskede at afslutte forhandlingerne om udtrædelsen samt om en overgangsordning og rammerne for det fremtidige forhold. Det skulle give tid til ratificering i Europa-Parlamentet. Et topmøde midt i oktober blev dog afsluttet uden en aftale.
  • Tirsdag 13. november 2018: Det bekræftes fra Downing Street i London, at der er enighed om et udkast til en aftale om briternes udtræden af EU. Udkastet skal underskrives fra officielt hold.
  • Onsdag 14. november 2018: Den britiske regering godkender udkastet til en brexitaftale.
  • Søndag 25. november 2018: EU's stats- og regeringschefer godkender udtrædelsesaftalen og den politiske erklæring, der tilsammen udgør Storbritanniens udtræden af EU. Aftalen skal godkendes i det britiske parlament og i Europa-Parlamentet, før den træder i kraft.
  • Natten mellen fredag 29. marts og lørdag den 30. marts 2019 (forventet): Briterne træder efter planen ud af EU ved midnat. Det kan enten være med eller uden en aftale med EU.

Artikel 50[redigér | redigér wikikode]

I artikel 50 i Traktaten om Den Europæiske Union hedder det blandt andet:

  • 1. Enhver medlemsstat kan i overensstemmelse med sine forfatningsmæssige bestemmelser beslutte at udtræde af Unionen.
  • 2. Hvis en medlemsstat beslutter at udtræde, meddeler den det til Det Europæiske Råd. På baggrund af Det Europæiske Råds retningslinjer forhandler og indgår Unionen en aftale med den pågældende stat om de nærmere bestemmelser for statens udtræden under hensyn til rammen for dens fremtidige forbindelser med Unionen. Denne aftale forhandles i overensstemmelse med artikel 218, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde. Den indgås på Unionens vegne af Rådet, der træffer afgørelse med kvalificeret flertal efter Europa-Parlamentets godkendelse.
  • 3. Traktaterne ophører med at finde anvendelse på den pågældende medlemsstat på datoen for udtrædelsesaftalens ikrafttræden eller, hvis en sådan aftale ikke foreligger, to år efter meddelelsen i stk. 2, medmindre Det Europæiske Råd efter aftale med den pågældende medlemsstat med enstemmighed beslutter at forlænge denne frist.

Noter[redigér | redigér wikikode]