Corfitz Ulfeldt

Der er flere personer med dette navn, se Corfitz Ulfeldt (flertydig).

Corfitz Ulfeldt.
Portrætsamlingen på Frederiksborg Slot.

Corfitz Ulfeldt (10. juli 1606 på Hagenskov ved Assens – mellem 14. og 20. februar 1664). Søn af rigskansler Jakob Ulfeldt og dennes hustru Birgitte Brockenhuus. Gift 9. oktober 1636 med Christian 4.’s og Kirsten Munks datter Leonora Christina. Opkaldt efter farbroderen. Kendt som Danmarks største landsforræder.^{[kilde mangler]}

Baggrund og familie

Oldefædre på moderens side var rigsmarsk Frands Brockenhuus (død 1569 af de sår han pådrog sig under belejringen af Varberg) og admiral Peder Skram. Også Oluf Axelsen Thott" en af Akselsønnerne – er blandt hans forfædre, ligesom Tyge Krabbe der var hans tipoldefar.

Corfitz var på Herlufsholm skole 1613-1617; derefter blev han sendt på studierejse i flere europæiske lande sammen med fem af sine brødre fra 1618. Immatrikuleret ved universitetet i Padova 1628-29 hvor han studerede hos venetianeren Cesare Cremonini.

Arbejde hos kongen

I oktober 1629 blev Corfitz Ulfeldt hofjunker og i 1630 kammerjunker hos Christian 4. Som kammerjunker var det hans ansvar at tilrettelægge kongens dagligdag. Da han var 23 år gammel blev han trolovet med den 9-årige kongedatter Leonora Christine, og i 1636 gjorde Christian 4. ham til medlem af rigsrådet og i 1637 tillige statholder på Københavns Slot, hvorved han fik tilsyn med Københavns forvaltning og ansvaret for orlogsværftet på Bremerholm, for Tøjhuset og for Provianthuset. På diplomatisk mission til England 1640 og 1642, og til kejseren i Regensburg 1641. Udnævnt til rigshofmester 1. april 1643. Sammen med Leonora Christine sendt på diplomatisk mission (ambassade) til Haag og Paris i 1646.

Konge i Danmark og flugten til Sverige

Efter Christian 4.s død styrede Ulfeldt Danmark i flere måneder, inden svogeren Frederik 3. blev indsat som konge. Forholdet mellem de to herskelystne herrer var ikke godt. Rigshofmester Ulfeldt gjorde i forbindelse med kongevalget 1648 alt for at indskrænke kong Frederiks magt. Denne indledte på sin side en undersøgelse mod Ulfeldt, hvor hans finansadministration blev gransket. Kongen underskrev 1651 et dokument i hvilket en hel række anklager blev rettet mod rigshofmesteren, bl.a. blev han mistænkt for at have begået underslæb for flere hundredtusinder daler fra Øresundstolden, som han personligt administrerede.

Ulfeldt fandt det da bedst at flygte til udlandet og gik derefter i svensk tjeneste. I Sverige arbejdede han år efter år på at ophidse den svenske regering mod Danmark. Da Karl X Gustav 1657 bestemte sig for at invadere Danmark, sluttede Corfitz Ulfeldt sig personligt til den svenske hær og drog som fjende frem gennem sit eget fædreland. Ulfeldt lånte også velvilligt og af egen lomme den svenske konge den på denne tid svimlende sum af 150.000 rigsdaler som understøttelse; penge han med stor sandsynlighed havde stjålet fra den danske stat.

Med en dansk hjælper ved sin side og med den danske stats penge i sin kasse lykkedes det således Karl X Gustav at erobre næsten hele Danmark.

I 1658 blev Ulfeldt udnævnt til en af guvernørerne over de erobrede Skånelande. Han kom imidlertid snart på kant med Karl X Gustav og blev bl.a. anklaget for at have røbet stormen på København under den anden danske krig.

Corfitz Ulfeldt blev idømt husarrest, mens han ventede på rettergang, men havde held til at flygte sammen med Leonora Christine til Danmark, hvor de blev fængslet og anbragt på Hammershus fæstning på Bornholm. De blev dog utroligt nok løsladt efter et bønskrift^{[kilde mangler]} mod at de afstod alt, hvad de ejede.

Skamstøtten, nu i Nationalmuseets gård

Under en udenlandsrejse i 1662 fortalte Ulfeldt kurfyrsten Frederik Wilhelm af Brandenburg, at han planlagde at styrte den danske konge, og han tilbød kurfyrsten Danmarks krone. Da Frederik Wilhelm afslørede ham, blev Ulfeldt dømt til døden i Danmark. Fordi han stod i ledtog med svenskerne i Karl-Gustaf-krigene og havde forrådt det danske folk, blev han erklæret for Danmarks største landsforræder. Hans ejendomme blev konfiskerede, og huset ved Løvstræde jævnet med jorden. Grunden er blevet til nutidens Gråbrødre Torv, hvor der blev rejst en skamstøtte i sten over hans forræderi.

Ham selv fik man aldrig fat på, men Leonora Christine blev arresteret under et besøg i England og sat i fængsel i Blåtårn på Københavns Slot. Hun blev først løsladt efter 22 år og døde i 1698. Corfitz Ulfeldt døde i 1664 på en lille båd på floden Aare mellem Basel og Neuenburg, som en ludfattig og forfulgt mand. Det vides ikke, hvor han ligger begravet. Den prostituerede Dina Vinhofer blev halshugget i 1651 for at have udspredt falske rygter. Tilskyndet af sin faste elsker, oberstløjtnant Walter, lod hun Frederik 3. vide, at hun efter at have stået i forhold til Ulfeldt, havde fået at vide, at han og Leonora Christine planlagde at tage livet af kongen med gift. Hun udlagde også Ulfeldt som far til sit ventede barn. Adam Oehlenschläger brugte senere motivet i sit stykke "Dina" fra 1842.

Ulfeldt selv blev halshugget og parteret på slotspladsen in absentia og in effigie: en dukke, der forestillede ham, blev henrettet. Den var fyldt med rigtige tarme for virkningens skyld, blot var tarmene ikke helt friske. Leonora Christine kunne fra sin celle i Blåtårn høre det hele og troede, hendes mand faktisk blev henrettet – vinduet sad for højt til, at hun kunne se noget.

Efterkommere

Corfitz Ulfeldt efterlod sig fire sønner og tre døtre:

1. Christian Ulfeldt (1637-88), kammerherre 1669, blev katolsk præst i Rom 1688.
2. Anna Katrine Ulfeldt (1639-1707), gm Greve Castella men skilt i 1680. Boede på Maribo kloster sammen med moderen, dernæst på et kloster i Wien.
3. Ellen Kirstine Ulfeldt (1643-77), ugift, boede hele livet i Brügge.
4. Ludwig Ulfeldt (1644-68), blev sendt i eksil i Nordsverige for faderens forræderi mod den svenske krone. Døde i eksil.
5. Corfitz Ulfeldt II (1645-88), kammerjunker hos den polske konge, døde af sygdomme og elendighed.
6. Leonora Sophie Ulfeldt (1647-98) gm skåningen Greve Lave Beck, stammoder for den nulevende skånske adelsfamilie Beck-Friis.
7. Leo Ulfeldt (1651-1716), feltmarskal i den kejserlige garde, svensk gehejmeråd, greve.

Men selve Ulfeldt-familien uddøde omkring 1760'erne, slægtens sidste mand var den østrigske storkansler Anton Corfitz Ulfeldt (1699-1769). Han fik ingen børn, så med ham uddøde slægten Ulfeldt.

Kilder

• Steffen Heiberg, Enhjørningen Corfitz Ulfeldt, Gyldendal, 2003 (3. udgave). ISBN 87-02-02429-2.
• Christina Grevinde Ulfeldts Historie (1879–1881).
• E. Rostrup, To danske gaadefulde Skuespil.

Eksterne henvisninger

Wikimedia Commons har medier relateret til: Corfitz Ulfeldt

• http://www.roskildehistorie.dk/stamtavler/adel/Ulfeldt/Selsoe.htm