Den sproglige vending

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Den sproglige vending er en udvikling inden for humaniora, der problematiserer "den umiddelbare (neutrale) forbindelse mellem et fænomen eller en ting og et bestemt sprogligt udtryk"[1] og fremfører det synspunkt, at fænomener og begreber ikke kan eksistere uden et sprog; "eller mere præcist, de er ikke mere fundamentale end det sprog, hvorigennem de formuleres."[2] Denne indsigt medfører, at "adgangen til virkeligheden uundgåeligt går gennem sproget."[2] Derfor bliver sproget et særligt centralt fænomen at forholde sig til, da sproget ikke som sådan er "et neutralt redskab, der blot formilder virkeligheden til os. [...] Kort sagt skaber sproget, hvad det benævner. "[2] En central for den sproglige vending er, at sprog har en central rolle samfundsstrukturer.[3] For historiefaget har kritikere med udgangspunkt i den den sproglige vending argumenteret for, at videnskabelig forskning i fortiden ikke længere er mulig.[4] Kritikere som Roland Barthes og Hayden White påstår således, at historie ikke adskiller sig fra fiktion, men er en form for fiktion.[4] White argumenterer for, at forskere nok kan finde frem til fakta om fortiden, men det at skrive om historiske sammenhænge bunder i æstetiske og etiske overvejelser og ikke i videnskabelige overvejelser. Disse opfattelser er ofte opfattet som radikale i historiefaget, omend mere "afmålte" indsigter fra den sproglige vending har påvirket historiefagets diskussioner. For nogle kritikere er den sproglige vending relateret til Thomas Kuhns videnskabssociologiske hovedværk The Structure of Scientific Revolutions (1960).[5] Selve udtrykket opstod i akademiske diskussioner i USA[3][6] og blev især især kendt efter Richard Rortys antologi The Linguistic Turn. Essays in Philosophical Method fra 1967.[2] Ludwig Wittgenstein betragtes som en central figur i orienteringen mod sproget i 1900-tallet, både i det første arbejde fra 1921 Tractatus Logico-Philosophicus ("Logisk-filosofisk afhandling"), hvor hovedideen var, at filosofiske problemer opstår ved misforståelser af sprogets logik, og i hans senere arbejde Philosophische Untersuchungen ("Filosofiske undersøgelser" 1953, posthumt), hvor det især er de såkaldte sprogspil, der undersøges.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Christiansen, Palle Ove (2007) "Kulturhistoriens genkomst" i Historisk Tidsskrift, Bind 107, Hæfte 1, s. 207-235.
  • Clark, Elizabeth A. (2004), History, Theory, Text: Historians and the Linguistic Turn. Cambridge, MA: Harvard University Press.
  • Iggers, Georg (1997) Historiography in the Twentieth Century. London: Wesleyan University Press.
  • Jensen, Thomas Wiben (2011) Kognition og konstruktion. Frederiksberg: Samfundslitteratur.
  • Simonsen, Dorthe Gert (2003) Tegnets tid. Fortid, historie og historicitet efter den sproglige vending. København: Museum Tusculanum.
  • Toews, John E. (1987), "Intellectual History after the Linguistic Turn: The Autonomy of Meaning and the Irreducibility of Experience" i The American Historical Review 92(4), 879–907.
  • White, Hayden (1973) Metahistory: The Historical Imagination in Nineteenth-Century Europe. Baltimore, MD: Johns Hopkins University Press.

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Christiansen 2007, s. 211.
  2. ^ a b c d Jensen 2011, s. 103.
  3. ^ a b Iggers 1997, s. 123.
  4. ^ a b Iggers 1997, s. 118.
  5. ^ Iggers 1997, s. 120.
  6. ^ Toews 1987.