Determinisme

Determinisme er betegnelsen for den metafysiske opfattelse, at hele verden inklusiv én selv og alle ens handlinger har et bestemt udfald i pågældende situationer. Dette er dog betinget af forskellige faktorer såsom arv og miljø samt andre karakteristika for objekter, – man har altså ingen fri vilje.

Teorien hæftes i dag mere end ofte sammen med argumentationen for, at denne determinerethed er fysisk, snarere end teologisk. Det er altså ikke Gud eller nornerne, der har bestemt de store eller små linjer i ens liv, men fysiske love, der bestemmer hver enkelt detalje. At se determinismen i en fysisk kontekst (naturdeterminisme) er dog mest en tendens der især har fået styrke i nyere tid, hvorimod man tidligere i historien snarere kunne opfatte verden ifølge forskellige former for religiøs determinisme. Det er dog tydeligt, at mennesket altid har haft en tendens til at tolke verden som udtryk for et årsag/virkning forhold, eller en form for nødvendighed.

Former for determinisme

Religiøs determinisme

Den religiøse determinisme gør de guddommelige magter ansvarlige for hvad der sker i verden. En variant af denne tankegang er astrologien, hvor ideen om menneskets frie vilje bliver afkræftet i forhold til ideen om, at det er himmellegemernes position der afgør vores skæbne. Der har også været en del deterministiske træk ved kristendommen, da i og med, at Gud har almagt og er alvidende, hvilket giver sig i udtryk af hans forsyn, da vil han have forudset alle begivenheder i verden, og i en forstand også have determineret dem. Dog har mange markante tænkere indenfor kristendommen ment, at ideen om Guds almagt er forenelig med den frie vilje – f.eks. Thomas Aquinas – og de tager derved en position man kalder kompatibilisme. Men det er ikke alle der mener dette. Martin Luther kendes for kategorisk at have afvist, at mennesket skulle besidde en egentlig fri vilje, og skaber altså grobund for prædestinationslæren, hvor det enkelte menneskes frelse eller fortabelse allerede på forhånd er bestemt af Gud.

Naturdeterminisme

Ingen fysikere kan undersøge, om universet er deterministisk, da fysikken per definition altid kun kan beskæftige sig med den empiriske del af universet, og ofte kun det der er kausalt bestemt. Således er de statistiske love indenfor kvantemekanikken netop også kun love for, hvor sandsynligt noget er og kan ikke omhandle tilfældigheden selv. Indtil fremkomsten af kvanteteorien troede mange dog, at universet også var beregnbart til mindste detalje, men det rykkede bl.a. Niels Bohr ved til Albert Einsteins "store skuffelse".

Det skal bemærkes, at selvom kvanteteorien ved bl.a. Niels Bohr mener at have udelukket, at der bagved kvantefænomenerne skulle være skjulte determinanter, dette er dog et metafysisk udsagn, som ikke kan fastslås eksperimentelt. Men en logisk følge af empiriske undersøgelser fra f.eks. fysikken vil hælde imod et deterministisk univers.

Politisk determinisme

I poltisk filosofi er determinisme en betegnelse for politiske ideologier, der stipulerer, at historiens gang er forudbestemt. Denne antagelse forekommer især indenfor marxistisk teori, hvor der gennem tiden er foregået et internt opgør om "den rette lære". Determinister hævder, at Karl Marx's begreb proletariatets diktatur betegner en samfundsudvikling, som er uundgåelig, mens den anden fløj indenfor marxismen hævder, at klassekampen er en dynamisk relation mellem kapitalister og arbejdere, hvis udfald ikke er forud bestemt.

Biologisk determinisme

Biologisk determinisme beskæftiger sig med en udvikling af arter, der er deterministisk, uden at fysikken som helhed behøver at være det. Et eksempel på biologisk determinisme ville være påstanden om, at alle arter har mulighed for at opnå et intelligensstadie som menneskets, men at hver partikels bane i universet ikke derfor er forudbestemt. Biologisk determinisme er beslægtet med evolutionsteorien.

Filosofisk diskussion

Antinomi

Tanken om determinisme lader til at have antinomisk karakter. En antinomi er en tanke, hvor tesen er lige så logisk gyldig som antitesen, og dette er også tilfældet med determinismen. Determinismen kan antinomisk beskrives således:

Tesis: Summen af fænomener verden kan ikke udledes af den kausalitet alene, der reguleres af naturens love. Derfor er det nødvendigt at antage, at der må findes en anden kausalitet – en ekstra kausalitet – der er bestemt ved friheden til at forklare disse fænomener.

Bevis: Hvis enhver eksisterende kausalitet sker ifølge naturens love, og blive reguleret i forhold til disse, da vil enhver virkning være en følge af en årsag, men årsagen selv må også have en årsag, og derved selv være virkning af en forudgående årsag, og således fortsætter det i det uendelige. Alt sker således udelukkende i forhold til en underordnet begyndelse, men aldrig en første begyndelse. Dette kan dog ikke blive ved, da rækken aldrig vil være fuldstændig, hvilket er grunden til, at man må antage en anden form for kausalitet, før denne tække af årsager og virkninger kan give mening. Denne kausalitet man må antage må altså, være en kausalitet der er årsag til at noget finder sted, en årsag til en virkning, men som ikke selv er en virkning af en forudgående årsag. Vi er altså nødt til at antage en transcendental frihed.

Antitesis: Alt sker i forhold til naturens love, og bliver reguleret af disse, hvorfor der ikke findes nogen fri vilje.

Bevis: Hvis der fandtes en transcendental frihed, der var den første årsag til alle efterfølgende årsager og virkninger, da ville det være en spontan begyndelse af en række, hvilket er ganske uforklarligt og ulogisk. Men enhver påbegyndelse af en handling forudsætter dog en tilstand, der rummer en årsag, som endnu ikke er blevet til handling. Ideen om den transcendentale frihed er med andre ord i modstrid med årsagsloven, som var den lov der brugtes til at bevise den i begyndelsen, da en dynamisk påbegyndelse af en handling forudsætter en tilstand, der ikke har nogen kausal sammenhæng med en forudgående tilstand. Når vi skal søge sammenhæng i verden, er der således ikke andet end naturens love.

Selve spørgsmålet om determinismen i forhold til den frie vilje er altså af antinomisk karakter, hvor den ene holdning virker lige så gyldig som den modsatte. Dette beskæftigede især filosoffen Immanuel Kant.

Noter

Se også

• Fatalisme
• Fri vilje