Karl Marx

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Vestlig filosofi
19. Århundrede
Karl Marx.jpg
Portræt af Karl Marx fra 1875.
Navn Karl Marx
Født 5. maj 1818
Død 14. marts 1883 (64 år)
Skole/tradition Marxisme
Fagområde Politisk filosofi, sociologi, økonomi
Betydningsfulde idéer Klassekamp, Fremmedgørelse, Historisk materialisme
Påvirket af Hegel, Feuerbach
Har påvirket Engels, Lenin, Rosa Luxemburg, Mao Zedong, Che Guevara, Fidel Castro, Hugo Chavez, Evo Morales
En del af serien af politiske ideologier om
Kommunisme
Hammer and sickle.svg

Kommunismens historie


Skoler indenfor kommunismen
Marxisme · Leninisme
Venstrekommunisme
Trotskisme · Autonom marxisme
Eurokommunisme
Rådskommunisme
Luxemburgisme
Anarko-kommunisme


Politiske partier
Kommunisternes Forbund
Danmarks Kommunistiske Parti
International Communist Current
Fjerde Internationale


Relaterede artikler
Urkommunisme · Matriarkat‎
Socialisme · Kapitalisme
Planøkonomi · Den Kolde Krig
Historisk materialisme
Marxistisk filosofi
Venstrekommunisme
Stalinisme . Juche . Maoisme
Demokratisk centralisme
Sovjetdemokrati
Antikommunisme
Anarko-kommunisme


Betydningsfulde kommunister
Karl Marx · Friedrich Engels
Vladimir Lenin · Lev Trotskij
Emma Goldman · Nestor Makhno
Josef Stalin · Rosa Luxemburg
Anton Pannekoek · Antonio Gramsci
Karl Liebknecht · Amadeo Bordiga
Che Guevara · Georg Lukács
Herman Gorter · Mao Zedong
Ted Grant· Alan Woods
Alexander Berkman · Peter Kropotkin
Mansoor Hekmat · Antonio Negri
Karl Korsch · Fidel Castro

Kommunismeportalen

Karl Heinrich Marx (5. maj 1818- 14. marts 1883) var en tysk sociolog, politisk økonom og filosof.

Karl Marx er (sammen med Friedrich Engels) grundlægger af hvad han selv kaldte for den videnskabelige socialisme. Denne socialisme tog ideologisk udgangspunkt i den såkaldte utopiske socialisme som eksempelvis blev repræsenteret ved Charles Fouriers ideer, men kombinerede denne ideologi med en økonomisk og sociologisk teori for den historiske udvikling. Marx påstod deri at samfundene udvikler sig som resultat af samfundsklassernes indbyrdes kampe om herredømmet. Denne udvikling ville ifølge teorien nå sit højeste stadie med det kommunistiske samfund, hvor proletariatet (de besiddelsesløse, arbejderklassen) havde erobret magten over produktionsmidlerne og stillet dem i hele befolkningens tjeneste. Arbejderklassen ville således afskaffe klassesamfundet. Dette skulle gøre alle mennesker lige, så alle kunne udfolde sig frit, og ingen skulle udsættes for udbytning eller undertrykkelse. Dette kommunistiske endemål havde den såkaldt videnskabelige socialisme til fælles med den utopiske socialisme, men den økonomiske og sociologiske analyse af, hvordan det skulle komme i stand, var noget nyt hos Marx og Engels. Den såkaldt videnskabelige socialisme er i eftertiden også blevet kendt under betegnelsen marxisme, et begreb som Karl Marx dog aldrig selv anvendte.

Karl Marx og Friedrich Engels udgav i 1848 Det Kommunistiske Manifest. Manifestet var et kampskrift, der redegjorde for de vigtigste marxistiske idéer og hvis formål var at samle socialisterne i hele verden i kampen for frihed. Manifestet blev udgivet midt i konfrontationen mellem revolutionen, der hærgede Europa og gav løfte frihed og demokrati, og de feudale undertrykkeres forsøg på at fastholde deres eneherskersamfund.

Karl Marx anses som en af de fire klassiske sociologer. Marx er epokegørende for den historiske videnskab. I sin levetid var Karl Marx en relativt ukendt skikkelse udenfor de socialistiske kredse; mange af hans værker blev heller ikke udgivet i hans levetid. Men kort tid efter hans død begyndte hans tanker at få stor indflydelse indenfor en større del af arbejderbevægelsen i mange lande. Den første socialistiske revolution i historien førte til oprettelse af Pariserkommunen, men denne blev hurtigt knust af franske regerings styrker. I 1917 førte den russiske revolutionen til at først zaren og senere den provisoriske regering i Rusland blev styrtet, hvilket førte til oprettelsen af Sovjetunionen, der var funderet på marxistiske principper og erfaringerne fra Pariserkommunen. På grundlag af de marxistiske principper for udviklingen socialismen, der blev praktiseret i Sovjetunionen, og erfaringerne indhøstet i de første år af opbygningen af Sovjetunionen udvikledes marxismen-leninismen, der blev virkeliggjort i Sovjetunionen. Forskellige teoretikere anser imidlertid at marxismen-leninismen ikke har noget med marxismen at gøre, og en del marxister tager afstand fra de styrer i Østeuropa der angav at bygge på marxismen-leninismen. Mange nationale befrielsesbevægelser i kolonierne og de halvkoloniale lande blev inspireret maxismen-leninismen af og byggede på marxismen i 1950– 60– og 70'erne. Befrielsesbevægelserne betød et sammenbrud for den imperialistiske opdeling af verden, og kontinenter med mange folkeslag vandt gennem deres kamp friheden fra de imperialistiske stormagters hegemoni. Mange statsledere, teoretikere, revolutionære, aktivister og politikere har angivet at basere sig på Marxs tanker som inspiration for deres aktiviteter, herunder blandt andre Vladimir Lenin, Lev Trotskij, Karl Kautsky, Rosa Luxemburg, Josef Stalin, Antonio Gramsci, Josip Broz Tito, Enver Hoxha, Ho Chi Minh, Mao Zedong, Che Guevara, Fidel Castro, Kwame Nkrumah, Tenzin Gyatso (den nuværende Dalai Lama)[1], Daniel Ortega[2], Hugo Chavez[3] og Prachanda.

Indholdsfortegnelse

Baggrund og opvækst[redigér | redigér wikikode]

Familien og byen[redigér | redigér wikikode]

Karl Marx blev født i 1818 på 664 Brückergasse i Trier som den tredje i rækken af en søskendeflok på syv børn efter det velstående ægtepar Heinrich Marx (1777–1838) og Henrietta Marx (født Presborck, 1788–1863). Faren var advokat og i en periode formand for byens advokatforening. Han nedstammede fra en slægt med en lang række af rabbinere og forretningsmænd (oprindelig Marx Levi). [4]

Gamlebyen i Trier

Trier, Tysklands ældste by, var blevet til en af Tysklands mest kosmopolitiske byer. Dette er blandt andet blevet forklaret med reformer og impulser fra tiden 1794-1814 hvor Frankrig regerede over Tyskland vest for Rhinen. Dengang var Trier (Trèves) departementshovedstad i det franske departement Sarre.

Allerede i 1819 flyttede familien til dette hus i Trier, her voksede Marx op.
Foto: Stefan Kühn

Landområderne omkring Trier oplevede nedgangstider på grund af flere års fejlslåede vinaflinger. En fjerdedel af befolkningen overlevede med hjælp fra fattigdomskassen, og greve Henri de Saint-Simons (1760–1825) og Charles Fouriers (1772–1837) socialistiske teorier fik en del indpas.[5]

I 1816, eller måske 1817, konverterede faren fra jødedommen til luthersk kristendom, og ændrede samtidig navn fra Hirschel Ha Levi til Heinrich Marx. Egentlig tenderede farens livsanskuelse mod deismen, og han følte sig tiltrukket af oplysningstidens skikkelser som Voltaire (1694–1778) og Rousseau (1712–1778). Når han gik over til kristendommen, var det fordi det ellers ikke ville have været muligt for ham at fortsætte som justitsråd hvis han forblev jødisk. Dette embede havde han fået under napoleonstiden, men i 1815 var Trier blevet prøjsisk.

Nu var Rhinlandet, som Trier ligger i, et overvejende katolsk område. Men luthersk kristendom (hvori optaget den reformerte kalvinisme) var statskirke i Preussen og således den foretrukne trosretning i den prøjsiske forvaltning, og det indebar klare fordele for ham at tilhøre denne statsbærende konfusion. Katolikker blev diskrimineret i Preussen og havde ingen udsigter til ansættelser i embedsværket eller i en række andre offentlige stillinger.

Hans kone Henrietta, Marx' mor, var købmandsdatter, også af jødisk slægt. Hun gik noget senere over til kristendommen.

Dåb[redigér | redigér wikikode]

I 1824 blev også børn konverteret. Karl Marx blev døbt, med dåbsnavnet Karl Heinrich Mordechai Marx. Han fik altså ingen jødisk opdragelse, men heller ikke nogen luthersk, i hvert fald ikke hjemmefra, hvor deismen var det fremherskende livssyn. I stedet voksede han op med oplysningstidens idealer og fik en klassisk uddannelse, både i hjemmet og på gymnasiet. Han blev altså hverken troende kristen eller troende jøde.[6] Der vides ikke meget om Marx' barndom.[7]

Skolegang[redigér | redigér wikikode]

Han blev undervist hjemme til han var 13 år gammel. Derefter studerede han ved Triers kongelig-prøjsiske gymnasium fra 1830 til 1835 og tog abitur i en alder af 17 år.

Dette var et af Tysklands aller ældste gymnasier, og havde frem til 1774 været under jesuitternes ledelse, før det blev til et kurfyrstelig gymnasium, et fransk collège og så fra 1815 kongelig prøjsisk. Læreplanen på Marx' tid var sammensat lokalt, ligesom at den var præget af en underlig blanding af lærestof og undervisningsstil fra jesuitskolens, det kurfyrstelige gymnasie og det franske kollegiets tider. Da Marx gik der, var det på en tid hvor liberale ideer og indflydelsen fra den franske revolution prægede samfundet og den politisk tænkning.

I gymnasiet blev han kendt med sin kultkammerat, den lavadelige Edgar Freiherr von Westphalen (1819–1890), som senere skulle blive hans svoger. Året efter han tog eksamen, forlovede han sig i hemmelighed med Edgars søster, Jenny Freiin von Westphalen (1814–1881). Hun skulle få en stor indflydelse på Karl Marx' tænkning.

Studenterårene (1835–1841)[redigér | redigér wikikode]

Bonn (1835–1836)[redigér | redigér wikikode]

Efter gymnasietiden begyndte Marx, i en alder af 17år, i oktober 1835 ved universitet i Bonn for at studer jus.[8] Det var mens Marx gik på universitet at han begyndte sin politiske karriere.[9] Han var medlem af en studenterforening af studenter fra Trier (Landsmannschaft der Treveraner), og fungerede en stund som foreningens præsident.[10] Meget af foreningens virksomhed kredsede omkring besøg i byens saloner. Dette gik angiveligt ud over hans karakterer.

Karl Marx ville selv heller have studeret filosofi og litteratur, men dette godtog hans far ikke, da han ikke kunne forestille sig at sønnen kunne sikre sig selv et godt livsgrundlag med sådan en uddannelse. Dermed blev Karl det efterfølgende år tvunget af sin far til at flytte over til det mere seriøse og akademisk orienterede Friedrich-Wilhelms-universitet i Berlin.[11]

Berlin (1836–1841)[redigér | redigér wikikode]

I Berlin vendte Marx for alvor sine interesser mod filosofien, til trods for de advarsler han havde fået af sin far.

Til at begynde med var det digterkunsten som blev hans store interesse. Han kom med i et digterforbund og skrev digte som han sendte til sin «tilbedte Jenny» og sin far. Hans digt og essays havde temaer som kredsede om livet; han benyttede en deistisk-teologisk terminologi som han havde fra sin liberale og deistisk orienterede far. Et af dem blev kaldt «Guddommen».

Han beskæftigede sig også med filosofferne Immanuel Kants (1724–1804) og Johann Gottlieb Fichtes (1762–1814) tanker, men blev allermest engageret i den nylig afdøde filosof Georg Wilhelm Friedrich Hegels (1770–1831) historiefilosofi og lære om dialektiske fremskridt. Ved siden af interesserede han sig for naturvidenskab, gammel og moderne historie, kunsthistorie og æstetik.

Filosofen Hegels indflydelse var efter hans død kun vokset ved universiteterne og fået en dominerende position indenfor det intellektuelle liv i Tyskland.[12]I Preussen var en version af hegelianismen nærmeste blevet den statsbærende filosofi.

Det var i løbet af denne periode Marx blev begejstret for «Die Freien», en gruppe unge filosofer og journalister som hentede sin inspiration fra Hegel, men som støttede sig til en anden måde end den udgave af hegeliansk filosofi som blev fremmet af de prøjsiske myndigheder. Die Freien var eksponerede for en bevægelse han allerede havde stiftet en smule bekendtskab med mens han studerede i Bonn. Eftertiden gav dem betegnelsen unghegelianere eller venstrehegelianere. Det var en sammensat gruppe.

Nogle af de bedst kendte navn fra 1800'tallets litteratur og filosofi var medlemmer af denne diskussionsgruppe, blandt dem var personer som Bruno Bauer (1809–1882), Friedrich Engels (1820–1895), Ludwig Feuerbach (1804–1872), Arnold Ruge (1802–1880) og Max Stirner (1806–1856). De mødtes gerne til diskussioner i en Weinstube (vinkro) i Friedrichstrasse i Berlin. Marx var noget i udkanten af kredsen; der var flere af unghegelianerne han aldrig eller ikke før senere mødte.

Det hegelianske «establishment» (som senere blev betegnet som «gammel- eller højrehegelianerne») var kommet til den konklusion at de historisk dialektiske udviklingsspring som indgik i Hegels historisk-filosofiske teori var kommet til sit endepunkt i det prøjsiske samfund, med dets effektive bureaukrati, det gode universiteter, dets industrialisering og lave arbejdsløshed. Mens venstrehegelianerne så for sig yderligere dialektiske ændringer indenfor det prøjsiske samfund, som handlede om problemstillinger med fattigdom, statslig censur og diskriminering af ikke-lutheranere.

Ludwig Feuerbach havde en klar indflydelse på Marx hvad gjaldt hans udvikling fra deisme og mod ateisme. Feuerbach, som var frataget sin lærestilling af de prøjsiske myndigheder allerede i 1832 og nægtet at få lov og vende tilbage til universitetet i 1836, begyndte det sidstnævnte år at rette kritik mod teologien og udviklede et materialistisk verdensbillede (i modsætning til den hegelianske idealisme).

I nogen grad blev Marx også påvirket af Max Stirner, selv om det faktisk ikke er helt afklaret om de to mødte hinanden – Stirner tilhørte en ældre generation. Og hvor meget Stirner i virkeligheden var influeret af Hegel, er også genstand for diskussion. I hvert fald var hans tænkning nihilistisk, og det er klart at Marx kendte til hans tanker fra hans skrifter. Selv om Stirner havdde få andre tilhængere blandt sine kolleger, var hans bog hovedårsagen til at Marx forlod dele af det feuerbachianske syn. I stedet udviklet han grundkonceptet til det som han senere formulerede som historisk materialisme.

Doktor i filosofi, flytning til Trier (1841)[redigér | redigér wikikode]

I 1841 promoverede Marx per post til doktor i filosofi ved universitetet i Jena med et arbejde der sammenlignede de græske filosoferne Demokrits og Epikurs naturfilosofier (Differenz der demokritischen und epikureischen Naturphilosophie).[13]

Et moment var at drøfte de to ateistiske filosoffers betydning for udviklingen af ateistisk filosofi; Marx mente at Epikur var den vigtigste, fordi i hans system med sin atomteori var der rum for den frie vilje. At den frie vilje var vigtig for Marx ses også af at han ved en senere korsvej forkastet Carl Vogts (1815–1895) teorier som gik ud på at mennesket og dets handlinger kunne tilbageføres til komplekse biokemiske processer.

Selv om det økonomiske system Marx senere skulle udvikle havde stærke deterministiske træk, er det altså ikke så enkelt at Marx var gennemført determinist.[14] Han var ingen monist. Selv om han udviklede en helstøbt materialisme lagde han aldrig helt sin overbevisning om den frie viljes betydning fra sig eller sin afstandtagen til Vogts biologiske determinisme.

Grunden til at Marx dimitterede fra Jena, var at han var blevet advaret om at hans rygte som unghegeliansk radikal ikke ville gøre noget godt for ham i akademiske kredse i Berlin. Han dedikerede doktorgradsopgaven til sin forlovedes far, Johann Ludwig von Westphalen (1770–1842).

Som doktor regnede han med at få et professorat ganske hurtigt. Men den prøjsiske regering så ham som en ledende skikkelse blandt de oppositionelle venstrehegelianerne, og nægtede ham – ligesom Ludwig Feuerbach, Bruno Bauer og andre – nogen videre akademisk løbebane. Marx rejste i stedet tilbage til hans hjemby Trier.

Rheinische Zeitung

Journalistisk mellemspil (1842–1843, Bonn og Köln)[redigér | redigér wikikode]

Før han kom til Trier, havde Marx fået et tilbud om at skrive for en avis som var i færd med at blive lanceret i Köln. Det var et tilbud som interesserede ham. Da hans mentor Bruno Bauer blev afskediget fra Friedrich-Wilhelms-universitetets filosofiske fakultet i 1842, opgav Marx selv hans anstrengelser for at få en stilling indenfor filosofiundervisning til fordel for journalistiken, og flyttede til Bonn, som ikke ligger mange kilometer syd for Köln. Den 5. marts skrev han sin første artikel for den nye radikale kølner avis Rheinische Zeitung für Politik, Handel und Gewerbe. Avisen, som blev stiftet af liberale kølnere, var udkommet med dets første nummer den 1. januar 1842, opfattede sig som fællesorgan for de forskellige oppositionelle strømninger fra monarkistiske liberale og til radikale demokrater. Også Bruno Bauer begyndte at arbejde i redaktionen.

I efteråret 1842 flyttede Marx fra Bonn til Köln, og den 15. oktober blev Marx avisens redaktør. Fra da af blev den mere radikalt oppositionel. En af Marx' vigtigste artikler i Rheinische Zeitung var viet til levevilkårene for vinbønderne i Moseldalen.

Den 16. november 1842 kom fabrikantsønnen Friedrich Engels forbi avisens redaktion. Han var på vej til Manchester i England. Dette skulle blive det første møde mellem Marx og Engels.[15] Et resultat af avisens kontakter med Engels blev en serie artikler om den engelske arbejderklassens levevilkår. Engels' far var medejer af et firma der, og i 1842 havde familien sendt ham fra deres hjem i Bremen for at arbejde i firmaet. Engels benyttede opholdet til systematisk at granske proletariatets vilkår, med alt dets elendighed.

Den prøjsiske pressecensur så med særlig opmærksomhed på Rheinische Zeitung, og den prøjsiske øvrighed sendte en specialcensor fra Berlin som skulle gennemgå artikelmanuskripterne. Da det viste sig at være utilstrækkelig, blev der etableret en eftercensur. Ikke bare blev avisen forhåndscensureret, men de færdige artikler måtte også forelægges for Kölns regeringspræsidentsembede. Eftersom Marx' redaktion til stadighed klarede at omgå denne dobbeltcensur, blev der sat en trippelcensur ind fra myndighedernes side.

Til sidst blev avisen gjort forbudt den 1. januar 1843. Marx var blevet tvunget til at gå af som redaktør noget før dette, men det var ikke nok til at redde avisen. Den ophørte i marts 1843.

Bryllup (1843)[redigér | redigér wikikode]

Karl Marx’ hustru Jenny

Det var også i 1843, at Marx giftede sig med sin forlovede Jenny von Westphalen, som var datter af den da nyligt afdøde friherre Johann Ludwig von Westphalen, som havde været prøjsisk regeringsråd. Deres forlovelse havde været en hemmelighed i flere år, og både familierne Marx og Westphalen var modstandere af deres forhold og deres bryllupsplaner. Vielsen fandt sted i Pauluskirken i kurbyen Bad Kreuznach i Rhinlandet den 19. juni 1843.

Marx og Jenny von Westphalen fik syv børn: Jenny Caroline (1844–1883), Jenny Laura Marx (kaldet Laura,1846–1911), Edgar (1847–1855), Henry Edward Guy (kaldet Guido, 1849–1850), Jenny Eveline Frances (kaldet Franziska, 1851–1852); Jenny Julia Eleanor (kaldet Eleanor eller Tussy, 1855–1898) og et til, som døde, før noget navn var bestemt (juli 1857). Det var altså kun tre af børnene, som voksede op.

Overgangen til kommunismen (1843–1848)[redigér | redigér wikikode]

Paris (første ophold, 1843–1845)[redigér | redigér wikikode]

Nu gik Marx tilbage til filosofien og til politisk aktiviteter mens han ernærede sig som freelance-journalist. Grundet hans synspunkter blev han dog nødt til at flytte igen samme år. Herefter flyttede med sin kone først til Paris, som på denne tid var tilholdssted for store grupper af tyske, britiske, polske og italienske revolutionære. De ankom Paris i slutningen af oktober 1843.

Manuskriptet Zur Kritik der Hegelschen Rechtsphilosophie[redigér | redigér wikikode]

Omkring årsskiftet 1843/44 skrev Marx et manuskript som kritiserede Hegels retsfilosofi. Det skulle forblive upubliceret i hele hans levetid, selv om mange af tankerne derfra fandt vejen ind i De tysk-franske årbøger (se nedenfor). I manuskriptet kommenterede Marx afsnit for afsnit Hegels bog om retsfilosofi fra 1819: Grundlinien der Philosophie des Rechts. En af Marx' vigtigste indvendinger var at så mange af Hegels dialektiske argumenter begynder i abstraktioner. Dette værk indeholder for første gang Marx' bemærkning om at religion er "folkets opium". Det indeholder også formuleringer om Marx' særegnede fremmedgørings-begreb, som var inspireret af Feuerbach.

Passagen om folkets opium forekom også i artiklen i de tysk-franske årbøger, i et afsnit hvor Marx hævder at religionskritik er forudsætningen for enhver samfundskritik:

Kampen mod religionen er altså indirekte kampen mod den verden hvis åndelige aroma er religionen. De religiøse elendighed er både et udtryk for den virkelige elendighed, og en protest mod denne virkelige elendighed. Religionen er den undertrykte skabnings suk, en hjerteløs verdens ømhed, og de sjæleløse tilstanders sjæl. Det er folkets opium.

De tysk-franske årbøger[redigér | redigér wikikode]

Han var kommet til Paris i den hensigt at samarbejde med sin ven Arnold Ruge.[16] De begyndte at utgive de såkaldte tysk-franske årbøger (Deutsch-Französische Jahrbücher). Men det blev kun til et enkelt nummer og kun på tysk; de katolsk prægede franske socialister og kommunister ønskede nemlig ikke at samarbejde med de tyske ateister anført af Marx.

Også som tysk projekt strandede det hele, delvist på grund af problemerne med at af gennemført den nødvendigvis hemmelige distribution i Tyskland, dels fordi det snart kom for dagen principielle meningsforskelle mellem de to redaktørene. Ruge forblev knyttet til den hegelianske filosofi og til det borgerlige demokrati. Mens Marx begyndte at beskæftige sig med politisk økonomi. Marx' artikler i tidsskriftet de tysk-franske årbøger vidner om at han på dette tidspunkt havde udviklet en overbevisning om nødvendigheden for en væbnet proletarisk revolution. Vinteren 1844 var samarbejdet over.

Manuskriptet Teser om Feuerbach: I løbet af 1845 forfattede Marx essayet Thesen über Feuerbach, men lod være at offentliggøre det. Det skete først i 1888, på Friedrich Engels' initiativ. I dette opgør med Feuerbach finder man blandt andet Marx' første gennemarbejdede religionskritik. Essensen var at religion er et samfundsprodukt. Det er altså noget mennesker og kun mennesker gør, siger og tænker.

Så langt var Marx og Feuerbach på linje, men Marx byggede videre på denne kritik. Godt nok anerkendte Marx Feuerbachs religionskritik, men problemet for Marx er at menneskers behov for religion kommer af samfundsbetingelserne, og det er derfor selve samfundet som man må gå ind på at kritisere. Så langt strakte Feuerbachs kritik sig ikke og derfor var den ikke fuldendt, mente Marx. Teksten kulminerede i den 11. tese: «Filosofferne har kun fortolket verden forskelligt, men hvad det kommer an på er at forandre den.»

Jødespørgsmålet[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Om Jødespørgsmålet

Et centralt bidrag til de tysk-franske årbøger var essayet Zur Judenfrage («Om jødespørgsmålet», 1845). Det var for det meste en kritik av de gængse opfattelser om borgerrettigheder og politisk frigørelse, men indeholdt også en række kritiske holdninger til jødedommen såvel som til kristendommen fra et ateistisk ståsted.

Essayet kritiserede to studier af Bruno Bauer om jødernes fremstød for at opnå politisk frigørelse i Preussen. Bauer mente at jøderne bare kunne opnå politisk frigørelse ved at give afkald på sine særegne religiøse selvforståelser, eftersom politisk frigørelse forudsætter en sekulær stat, som han formodet ikke kunne give rum for sociale størrelser såsom religion. Bauer mente at religiøse krav var uforenlige med tanken om menneskets rettigheder.

Marx kritiserede Bauer for ikke at gå langt nok. En politisk frigørelse forudsatte, ifølge Marx, at religionen blev undertrykt med magt. Marx mente at hvis folk tillodes at praktisere nogen religion ville de ikke være frie, og hvis de kunne besidde det de skabte ville de heller ikke være fri. Marx spåede at jødedommen ville forsvinde, dvs. slutte med at være jøder i religiøs forstand, så snart det ville blive forbudt at praktiser religion, eje ting eller at arbejde for sig selv.

Essayet forholdt sig for det meste til religion i sin almindelighed, ikke bare jødedommen. Men det var også fuldt af passager som senere er blevet opfattet som antisemitiske. For eksempel identificere han de europæiske jøder som symbol på grov egoisme, som ågerkarle hvis verdslige gud var pengene. Men det må også nævnes at Marx forsvarede jødernes lighed for loven som borgere.

Hvad angår Marxs kritik af det han opfattede som den jødiske økonomisk kontrol over verden, var den mere end en kritik af jøderne; den rettede sig mod hele den politiske, økonomiske og religiøse elite, deriblandt kristne, som havde forårsaget at så mange økonomiske nøglepositioner var blevet indtaget af jøder.

Det nære samarbejde med Engels begynder[redigér | redigér wikikode]

Den 28. august 1844 knyttet Marx det som skulle blive det vigtigste venskab i hans politiske liv. På Café de la RégencePlace du Palais-Royal mødtes han med Friedrich Engels.[17] Engels, som per post havde været med på det fejlslået projekt med de tysk-franske årbøger, var kommet på besøg i Paris med det formål at træffe Marx og forelægge for ham, det som skulle blive et af hans vigtigste værker, Die Lage der arbeitenden Klasse in England.[18][19][20] Dette værk var en frugt af Engels' ophold i Manchester, som også havde affødt en artikelserie i Marx' gamle avis i Köln.

Den hellige familie[redigér | redigér wikikode]

Engels blev nogle dage i Paris, dette blev begyndelsen på et livslangt tæt samarbejde. Det første resultatet var kampskriftet Die heilige Familie. Gegen B.[runo] Bauer und Konsorten (marts 1845, Engels' bidrag var vist kun på ti sider). På dette tidspunkt var de begge store tilhængere af Ludwig Feuerbach. Bemærkelsesværdig med dette skrift er også at Marx, som polemiserede mod Berlins unghegelianere og sin tidligere mentor Bruno Bauer, undlod at nævne nogen af medlemmerne i denne gruppen: Max Stirner, hvis bog Der Einzige und sein Eigentum var udkommet i oktober 1844. Engels havde i et brev til Marx den 19. november kommet med en overvejende positiv bedømmelse af denne bogen.

Vorwärts! og Proudhon[redigér | redigér wikikode]

Efter at projekterne med de tysk-franske årbøger slog fejl, begyndte Marx at skrive for avisen Vorwärts. Den var skrevet og udgivet af et hemmelig selskab ved navn De retfærdiges forbund, som Marx senere skulle blive medlem af og benyttede til at fremme sine overbevisninger. Avisen blev med Marxs bidrag hurtigt den mest radikale af alle de tyske aviser i Paris (og Europa). Avisen, som agiterede mod det prøjsiske monarkiets absolutisme, fik en tydelig socialistisk profil.

Han læste også den franske anarkist Pierre-Joseph Proudhons (1809–1865) skrifter[21], som Qu'est-ce qua la propriété? Ou recherches sur le principe du droit et du gouvernement («Hvad er ejendom?» fra 1840). Det var i denne bog man finder Proudhons berømte anarkistiske svar: La propriété, c'est le vol, «ejendom er tyveri». Senere skulle Marx rette skarp kritik mod Proudhon.

Notaterne Pariserdokumenter[redigér | redigér wikikode]

Samtidig fordybede Marx sig i Den franske revolutions historie. Hans kritik af de tidlige franske socialisters standpunkter vidner om hans udvikling af et nyt og kommunistisk standpunkt. Marx brugte ellers meget tid til at gøre sig kendt med en side af virkeligheden han ikke tidligere havde kikket på, leveforholdene for de store byproletariater (byarbejdere). I de såkaldte Pariserdokumenter, som er de fragmenter af Marx' notater fra Paris som er blevet bevaret, finder man hans første udkast til et økonomisk system som vidner om den filosofiske inspiration der er bagved hans system. Her udviklede Marx for første gang udførlig sin teori om «fremmedgørende arbejde», og den hegelianske inspiration er tydelig. Dokumenterne blev dog ikke offentliggjort før i 1932.

I et andet af disse dokumenter, manuskriptet Privatejendom og kommunisme (1844) antyder Marx en slags marxistisk humanisme :« ... kommunisme som fuldt udviklet naturalisme, er lig med humanisme, og som fuldt udviklet humanisme er lig naturalisme».

Videre vurderede Marx også at humanismen ikke kan løfte sig højere op end den sociale bevidsthed i den epoke den er en del af. Den borgerlige humanisme har som grundlag den private ejendom eftersom det er den centrale værdi for bourgeoisiet, mens proletar humanisme er grundlagt på kooperative sociale virksomheder, fremføre Marx i manuskriptet. Disse tanker kunne imidlertid ikke udvikles eller få genklang i Marx' samtid, eftersom de ikke blev kendt før senere. Det er også vanskelig at se at om tankerne enlig blev videreudviklet af Marx selv, såvel i udgivet eller ikke-udgivet materiale fra ham.

Bryssel (1845–1848)[redigér | redigér wikikode]

Efter at Vorwärts havde givet sin helhjertede støtte til et fejlslået attentatforsøg mod pressens kong Friedrich Wilhelm 2. blev Marx og mange andre i januar 1845, efter prøjsisk pres beordret til at forlade Paris. Sammen med Engels drog han i stedet til Bryssel i Belgien. Under en studierejse de to foretog til England i sommeren 1845 knyttede de kontakter med den revolutionære fløj af chartisterne.

Manuskriptet Den tyske ideologi[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Den Tyske Ideologi

I Bryssel skrev Marx og Engels manuskriptet Den tyske ideologi, men de lod være at offentliggøre det. Det regnes i dag som et af de vigtigste filosofiske værker fra de to. Det blev skrevet omkring 1845, men først i 1932 blev det meste af manuskriptet, som ikke længer var komplet i sin originale form, udgivet af Marx-Engels Instituttet i Moskva (samtidig som Pariserdokumenterne). Teksten var formet som en hård kritik af Ludwig Feuerbach, Max Stirner og Bruno Bauer og var en første omfattende udlægninger af Marx' og Engels' historieteori, som senere er blevet kaldt historisk materialisme. Særlig kritik havde det især mod Stirner.[22]

I manuskriptet forkastede forfatterne også den i samtiden og også senere herskende forståelse af begrebet kommunisme som et utopisk mål i det fjerne. De anså kommunismen som et resultat af en pågående bevægelse som ikke kan ses løsrevet fra den virkeligheden.

I december 1845 valgte Marx at fralægge sig sit prøjsiske statsborgerskab, dette skete fordi han havde fået nys om at den prøjsiske regering ville forsøge at presse belgierne til og udvise ham fra Belgien.

Filosofiens elendighed[redigér | redigér wikikode]

Derefter skrev Marx Filosofiens elendighed (1847, fransk originaltitel: Misère de la philosophie. Réponse à la philosophie de la misère de M. Proudhon). Dette var en kritik af de franske socialisters og specielt de politiske tanker hos Pierre-Joseph Proudhons. Proudhon havde i mellemtiden udgivet et nyt værk, Système des contradictions économiques, ou Philosophie de la misère (1846), som Marx meget lidt brød sig om. Han sablet i stedet Proudhon ned og skrev som en opsummering:

I Frankrike kan han [Proudhon] passere som dårlig økonom fordi han gjelder for å være en god eksponent for tysk filosofi. I Tyskland får han passere som en slett filosof fordi han går for å være en dyktig økonom. Men jeg, i egenskap av å være både tysker og økonom, vil protestere mot denne doble feiltakelse.

Den tyske korrespondancekomite[redigér | redigér wikikode]

Tidlig i 1846 grundlagde Marx og Engels Den kommunistiske korrespondancekomite (Kommunistische Korrespondenz-Komitee) i Bryssel. Den skulle arbejde for at tyske og andre landes kommunister og arbejdere fik en samlet ideologisk organisatorisk platform, dette skete for at forberede grundlæggelsen af proletarisk politisk parti.

Huset hvor de to tyske revolutionære boede fra januar 1847 til februar 1848, rue Jean d' Ardenne 50 i Bryssel-forstaden Ixelles, blev et mødested for politisk oppositionelle af mange forskellige slags. Marx deltog i Bryssels demokratiske forening (Association Démocratique de Bruxelles), som han blev vicepræsident for. Han skrev også af og til artikler for den tysksprogede avis Deutsche-Brüsseler-Zeitung.

De retfærdiges forbund - Kommunisternes forbund[redigér | redigér wikikode]

I vinteren 1847 blev Marx og Engels medlemmer af en hemmelig politisk gruppe kaldt De retfærdiges forbund. Gruppen var blevet dannet af den tyske radikale skrædderlærlingen Wilhelm Weitling (1808–1871) i Paris i 1836[23] og byggede på Gracchus Babeufs (1760–1797) tænkning, og var oprindeligt præget af utopisk socialisme og kristen kommunisme. I 1839 flyttede gruppen dens hovedkvarter til London. Forbundet bestod for det meste af tyskere i landsflygtighed.

Forsiden til den oprindelige udgave af Det kommunistiske manifest, med parolen Arbejdere i alle land, foren jer!

På forbundets første kongres, i London juni 1847, fik Marx og Engels, sammen med den samtidig indmeldte Wilhelm Wolff (1809–1864), væsentlig ændret forbundet; de fik det grundlagt på ny som et hemmeligt revolutionært socialistisk forbund med internationale ambitioner, under navnet Kommunisternes forbund.

Det nye forbund holdt en ny kongres i London nogle måneder senere, fra den 29. november til den 8. december 1847. Ved mødet deltog udsendinge fra 30 lokalgrupper i Frankrig, Holland, en række stater i Det tyske forbund, Sverige, Schweiz, Storbritannien og USA. Under denne kongres spillede Marx og Engels en meget fremtrædende rolle.

Det kommunistiske manifest[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Det kommunistiske manifest

Under kongressen blev Marx og Engels bedt om at forfatte en programerklæring for forbundet. Det blev til Det kommunistiske manifest (egentlig Det kommunistiske partis manifest), som blev offentliggjort den 21. februar 1848, på tysk (Manifest der Kommunistischen Partei). De første udgaver angav ikke nogen forfatternavne, men det blev snart ændret. Selv om både Marx og Engels navne skulle opføres som forfattere, var det dog kun helt indledningsvis at de havde et konkret samarbejde om teksten. Allerede i december drog de til hvert deres sted, Marx til Bryssel og Engels til Paris. Det antages derfor at det var Marx som selv stod for at skrive manifestet. Han blev færdig med det i januar 1848 og sendte det samme måned til London for trykning.

Både indledningen og slutappellen er blevet stående som nogen af marxismens mest kendte paroler:

Et spøgelse går gennem Europa - kommunismens spøgelse. Alle magter i det gamle Europa har sluttet sig sammen til en hellig klapjagt på dette spøgelse, paven og tsaren, Metternich og Guizot, franske radikale og tysk politi.

og;

Arbejdere i alle land, foren jer!

Manifestet blev hurtigt oversat til en række sprog, engelsk, fransk, italiensk, nederlandsk og dansk.

1848-revolutionerne og deres sammenbrud (1848–1849)[redigér | redigér wikikode]

Barrikaderne i Paris i 1848. Maleri af Emile Jean Horace Vernet

Til Paris under revolutionen (1848)[redigér | redigér wikikode]

I 1848 oplevede Europa en række revolutionære oprør i flere land. Først udbrud var i Frankrig i februar, da en arbejderbevægelse greb magten fra kong Ludvig Filip og sendte ham i landflygtighed til England i det som kaldes «februarrevolutionen». Under revolutionen var Marx i fare for at blive udleveret fra Belgien til Preussen. Da der snart efter også udbrød optøjer Bryssel blev han arresteret og udvist, men blev inviteret af den franske provisoriske arbejderregering til at komme tilbage til Paris. Hvor han ankom den 4. marts.

Atter avisredaktør i Köln (1848–1849)[redigér | redigér wikikode]

Neue Rheinische Zeitung – Organ der Demokratie

Efter at revolutionen spredte sig til Tyskland (den såkaldte martsrevolutionen), tog Marx og Engels til Köln. De ankom den 3. april, og grundlagde her den revolutionære demokratiske forening. Hurtigt blev Marx en af de vigtigste anfører for den revolutionære bevægelse i den prøjsiske Rhin provins. Kort efter blev han chefredaktør for den nye avis Neue Rheinische Zeitung – Organ der Demokratie som udkom første gang den 1. juni 1848. Også Engels var med i avisprojektet og bidrog også med artikler.

Avisen anså sig som efterfølger til Rheinische Zeitung, som Marx tidligere havde redigeret. At avisen i det hele taget kunne genoplives skyldes at pressecensuren var blevet ophævet som følge af martsrevolutionen, både i Preussen og i de fleste andre af staterne i Det tyske forbund. De fleste af avisens medarbejdere var medlemmer af Kommunisternes forbund. Om arbejdsforholdene skrev Engels senere at «redaktionsførelsen var ret og slet et diktatur under Marx».

Hurtigt begyndte myndighederne dog at stramme til igen, Marx forstod dog at udnytte nye presselove til det fulde: For eksempel kunne særlig provokerende artikler dukke op blandt avisens annoncer, og dermed havde myndighederne ikke noget brugbart udgangspunkt for at gribe ind med censur.

Politiet kunne dog også udvise kreativitet: Da der blev udråbt undtagelsestilstand efter arbejderurolighederne i Köln den 25. september blev de fleste af avisens skribenter retsforfulgt – formelt ikke for deres journalistik, men for taler de havde holdt ved forskellige forsamlinger. Næsten alle af medredaktørerne, Heinrich Bürgers (1820–1878), Ernst Dronke (1822–1891), Friedrich Engels, Wilhelm Wolff og Ferdinand Wolff (1812–1895) slap for arrestation ved at flygte fra Köln. De kunne dog gradvist vende tilbage senere, da retsforfølgelserne mod den ene efter den anden ble indstillet. Engels kom tilbage i januar 1849.

Kun en af de seks medredaktører flygtede ikke, Georg Weerth (1822–1856), men han var allerede blevet arresteret efter at fyrste Felix Lichnowsky (1814–1848) var blevet myrdet i Frankfurt i september 1848. Han blev anklaget for tilsvining af den døde og dømt til en fængselsstraf på fem år og tab af borgerrettighederne.

Den revolutionære bevægelses nederlag fik konsekvenser over hele Europa. De borgerlig liberale så nu langt mere alvorlig på kommunistfaren, og fandt det bedst og prøve at danne fælles front med den halvfeudale absolutisme. Efter statskuppet i Preussen i november reagerede Neue Rheinische Zeitung med at opfordre folk til skattestrejke og til at gengælde vold med modvold.

I avisens korte levetid blev Marx to gange stillet for retten, første gang den 7. februar 1849 for en mindre overtrædelse, og anden gang dagen efter fordi han havde opfordret til væbnet oprør. Begge gange blev han frikendt. Til hans forsvar erklærede han foran juryen blandt andet:Det er nemlig pressens fornemmeste pligt at undergrave fundamenterne til det nuværende politiske system..

Avisen var helt isoleret i presseverdenen i dens opposition mod de nye magtforhold i Tyskland. Den forsøgte at sammenkalde til en tysk arbejderkongres i Leipzig. Herefter, og også som følge af russernes indmarch i Ungarn, oprørerne i Dresden, Iserlohn, Elberfeld, Pfalz og Baden, valgte den prøjsiske hær at «genoprette den borgerlige orden» i maj. Neue Rheinische Zeitung blev til sidst standset den 19. maj 1849. Marx blev herefter erklæret statsløs.

Lønarbejde og kapital[redigér | redigér wikikode]

Et af de varige resultater af Marxs virksomhed som redaktør blev værket Lønsarbejde og kapital. Det udkom som en række lederartikler i Neue Rheinische Zeitung fra 5. april 1849 og til avisen ophørte. Det byggede på de forelæsninger som Marx i 1847 havde holdt i den tyske arbejderforeningen i Bryssel. At det er blevet bevaret som en (ufuldstændig) enhed, skyldes at Friedrich Engels udgav dem samlet i 1891, efter Marxs død. Marx kunne have fortsat serien af lederartikler, men Engels fandt ikke de manuskripter blandt Marxs efterladte papirer.

Igen i Paris efter revolutionen (1848)[redigér | redigér wikikode]

Marx blev udvist fra Preussen, og vendte derefter først tilbage til Paris, hvor revolutionen også var blevet slået ned og kontrarevolutionen havde medført et strengere styre. Efter demonstrationerne den 13. juni gav den franske regeringen Marx valget mellem at blive interneret i Vannes i Morbihan(Bretagne), eller helt forlade Frankrig. Her valgte Marx at tage i eksil i London med hans familie, familiens rejste i juni 1848, Marx forblev herefter resten af sit liv i London.

Eksilårene i London (1849–1883)[redigér | redigér wikikode]

Bak: Friedrich Engels og Karl Marx; foran: Jenny Marx og børnene Laura og Eleanor (1864)

Stor nød: Sygdom, børnedød, isolation (1849–1861)[redigér | redigér wikikode]

Årene i eksil i London skulle blive meget vanskelige for familien Marx, noget som hans breve også vidner om. Tiltrods for økonomisk hjælp fra Engels måtte familien gennem den ene prøvelse efter den anden:

Min kone Jenny er syg, Leni har en slags nervøs feber. Jeg hverken kunne eller kan tilkalde læge, for jeg har ikke penge til medicin. I otte dage har jeg livnæret familien på brød og poteter, og undres på om jeg kan få fat i nogle til dem i dag

— brev til Engels, 4. september 1852

I løbet af nogle få år mistede han tre af sine børn: Heinrich Guido (1849–1850) og Franziska (1851–1852) døde af sult, og Edgar (1847–1855) af tuberkulose.[24] Karl Marx var meget nedbrudt ovenpå dette.

Marx havde lidt indtægter fra journalistisk arbejde, men det hjalp ikke nok for at få familien ud af elendigheden. Han skrev hundredvis af avisartikler for indtægtens skyld, blandt andet for New York Tribune, som han blev tilknyttet i 1852. Den var en af USA's ledende aviser, og forløberen for dagens International Herald Tribune. I mange år var han avisens Europa-redaktør. Artiklerne var ikke som de gængse reportager: Han skrev omfattende analyser, ofte som lange artikelserier, om den politiske og økonomiske situation i forskellige europæiske lande. Engagementet ved New York Tribune varede helt til udbruddet af den amerikanske borgerkrig.

Det var ikke før i 1861 at økonomien bedrede sig noget, takket være øget bistand fra Engels. I 1864 fik familien endnu et løft da arven efter Marx mor kom. Men til nogen rigdom blev det ikke; det blev kun en forandring fra armod til beskedne kår.

Studier og nye værker[redigér | redigér wikikode]

Politisk viede Karl Marx sig i alle London-årene til international agitation for kommunisme og sin endegyldige kritiske analyse af kapitalismen. Næsten hver dag tilbragte han i læsesalen på British Museum.

Louis Bonapartes Attende Brumaire[redigér | redigér wikikode]

Link til tekst på dansk: Louis Bonapartes Attende Brumaire[25]
Titelblad til førsteudgaven af Der achtzehnte Brumaire des Louis Bonaparte (1852)

Først udgav han i form af en artikelserie 1849–50 en beskrivelse om klassekampene i Frankrig 1848–1850 (Klassenkämpfe in Frankreich 1848 bis 1850). Den bearbejdede og udvidede han med Der achtzehnte Brumaire des Louis Bonaparte (1852). Her analyserede han Den andre franske republik som den 4. november 1848 afskaffede juli-monarkiet og til republikken blev styrtet ved det bonapartistiske statskuppet i Frankrig den 2. december 1851, da Napoleon III (1808–1873) kom til magten og indledte det Andet franske kejserrige.

Analysen af hændelser disse omkring revolutionsårene gav Marx muligheden til at videreudvikle sine teser. For ham fremstod februarrevolutionen og det senere statskup som tydelige illustrationer på hvad klassekamp handler om. Marx videreudviklede i dette værk hans forståelse af klassebegrebet og hans historiefilosofi, som fremholdt at samfundet uafvendelig stævner fremover mod det klasseløse samfund.

Dette værk er en vigtig fremstilling af marxistisk samfundsanalyse og historisk teori, og indeholder en række af Marx' mest kendte og citerede formuleringer.

Der achtzehnte Brumaire skulle få stor indflytelse på senere marxistisk totalitarisme- og fascisme-forskning. Indenfor statskundskab anses det som et betydelig værk om politisk teori. Noget som skulle blive lagt særligt vægt på indenfor senere marxisme og marxisme-leninisme skoler var værkets tese om at proletariatets revolution undgåeligt ville knuse det borgerlige statsapparat i stedet for bare at overtage det.

Grundrids[redigér | redigér wikikode]

I 1857/58 blev Marx færdig med et gigantisk 800 sider langt manuskript som dækkede alle seks dele af hans økonomiske teori: kapital, landejendom, lønarbejde, staten, udenrigshandel og verdensmarkedet. Men værket blev tilføjet i rækken af skrifter som ikke blev udgivet før efter hans levetid. Det var ikke før længe efter hans død, i 1941, at det så dagens lys, under titelen Grundrisse der Kritik der Politischen Ökonomie.

Karl Marx i 1861

Af de seks felter var det kun det om kapitalen som Marx nåede at lave en større afhandling om (storværket Kapitalen, hans magnum opus). Grundrids bliver ofte beskrevet som et udkast til Das Kapital, selv om der hersker stor uenighed om det nøjagtige forhold mellem de to tekster, specielt hvad angår metodologi spørgsmålet.

Til kritikken af den politiske økonomi[redigér | redigér wikikode]

Link til tekst på dansk: Til kritikken af den politiske økonomi[26]

Det første af Marx' udviklede centrale økonomiske hovedværker fulgte så. I 1859 kom Zur Kritik der politischen Ökonomie (dansk:Til kritikken af den politiske økonomi). Egentlig var det tænkt som første hæfte i en serie, men Marx fastslog snart at han ikke var helt fornøjet med detaljerne. Derfor begyndte han på et nyt manuskript, og dermed kan man også betragte Zur Kritik... som et udkast til Kapitalen, som begyndte at udkomme otte år senere.

Den første internationale (1864–1872)[redigér | redigér wikikode]

Mens Marx arbejdede på Kapitalen fik han igen anledning til at engagere sig praktisk for arbejderbevægelsen: I 1864 var han den ledende organisator af Den internationale arbejder forening (kendt som: Den første internationale). Støtten til organisationen var de store solidaritetsdemonstrationer i London den 22. juli for polakkerne som havde gjort oprør mod Zsar-Rusland. Franske og engelske arbejderledere mødtes derfor og blev enige om at organiser sig internationalt. Den store konference fandt sted i St. Martin's Hall, og foregik fra den 28. september og i over en måned. Repræsentanter for engelske, franske, italienske, polske, irske, Schweiziske og tyske arbejderforeninger deltog, blandt dem også Marx. Marx indtog hurtigt en ledende rolle. Han forfattede vedtægter og principprogrammet, som blev enstemmig vedtaget den 1. november 1864, og blev derefter valgt som Internationales leder. I sin indledningstale tog Marx udgangspunkt i de britiske erfaringer og fremhævede særlig to begivenheder: (1) loven om 10-timers arbejdsdag og (2) kooperativ bevægelsen. Ligesom reformer blev betegnet som en sejre for arbejderklassens økonomiske udvikling.

Den 26. juni 1865 præsenterede Marx for generalrådet teksten Om lønning, pris og profit hvori han argumenterede imod teserne om den tætte sammenhæng mellem lønsøgeren(arbejderen) og inflation.

Den første internationale havde så vidt forskellige grupperinger som tyske kommunister, britiske fagforeningsfolk, britiske liberale, tyske lassallister og franske proudhonister, og skikkelser som den franske kommunist Louis Auguste Blanqui (1805–1881), den russisk anarkist Mikhail Bakunin (1814–1876) og italieneren Giuseppe Mazzini (1805–1872).

Konflikter var ikke til at undgå. Den største omhandlede anarkisterne. Men først gjaldt det for Marx om at fjerne indflydelsen fra mazzinianernes, proudhonianernes og særlig owenianerne. De sidste var eksponenter for det som er blevet kendt som utopisk socialisme, en retning inden tidlig socialisme som fortsat vandt fodfæste i engelske fagforeningskredse. Det lykkes Marx lang hen ad vejen at neutraliser disse gruppers indflydelse under Internationales konference i Genève i september 1866.

Derefter tog Marx et uforsonligt opgør med anarkisterne, repræsenteret specielt af Bakunin, som Marx kendte fra tiden i Paris i 1844 og som nu boede i Schweiz. Selv om Marx vandt kampen mod anarkistfløjen, som blev ekskluderet under kongressen i Haag den 2. september 1872, blev sejren kort. Flytningen af generalrådet fra London til New York i 1872, som Marx støttede, ledte hurtigt til Internationale faldt sammen og praktisk gik i opløsning. Den formelle nedlæggelse skete den 15. juli 1876 i Philadelphia.

Kapitalen[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Kapitalen
Førsteutgaven av Kapitalens første bind, 1867.

Arbejdet med Kapitalen (Das Kapital) tog lang tid.[27] Det var først i 1867 at første bind af det som skulle blive et sæt på tre bind blev udgivet. Forlæggeren var Otto Meissner i Hamburg, som også udgav de efterfølgende bind i 1885 og 1894.

Det er især de sidste bind som er blevet dem der prægede senere marxisme, blev først redigeret af Engels og fik forord skrevet af ham (1895). Senere blev værket gennemarbejdet af den østrigske sosialdemokratiske partiideolog Karl Kautsky (1854–1938) og med forord af ham (1910); Kautsky tilføjede også en såkaldt fjerde bog, med «Teorien om merværdien» på grundlag af et manuskript fundet i Marx' efterladenskaber. Både Engels' og Kautskys arbejde med at fuldføre Kapitalen er blevet udsat for kritik fra forskellige sider.

Værkets fulde navn var Das Kapital. Kritik der politischen Oekonomie (Kapitalen. Kritik af den politiske økonomi). Det bind som udkom i 1867, Der Produktionsprocess des Kapitals, drejede sig om produktionsmidlerne. De to sidste bind havde temaerne (Bind II:) Der Cirkulationsprocess des Kapitals (Kapitalens cirkulationsproces) og (Bind III: Der Gesamtprocess der kapitalistischen Produktion (Den kapitalistiske produktions samlede process).

Marx anså selv hans mål som «at frembringe en videnskab [dvs. politisk økonomi] ved kritik til det punkt hvor den kan fremlægges dialektisk», og på dette vis «afdække det moderne samfunds bevægelseslove». Ved at påvise hvordan kapitalistisk udvikling var en forløber for en ny og socialistisk produktionsmåde ville han lægge et videnskabelig fundament for den moderne arbejderbevægelse.

Et klart træk ved Kapitalen er at fremstillingen reflekter den dialektiske metodologi som var udviklet af Georg Wilhelm Friedrich Hegel i hans bøger Wissenschaft der Logik (1812/16) og Phänomenologie des Geistes (1807). Man finder også klare resultater af den indflydelse franske socialister som Charles Fourier, de Saint-Simon og Pierre-Joseph Proudhon havde haft på Marx.

Aristoteles og græsk filosofi i sin almindelighed havde også en vigtig indflydelse på Marx’ analyse af kapitalismen. Marx’ uddannelse i Berlin gjorde ham fortrolig med græske og romerske digtere og filosofer, og hans doktorarbejde fra de yngre år havde været at sammenligne to filosofer fra antikkens Grækenland.

Karl Marx i 1869

Marx byggede i høj grad hans arbejde på værker fra klassiske økonomer som Adam Smith (1723–1790, forfatter af «The Wealth of Nations»), David Ricardo (1772–1823, med værket «Principles of Political Economy and Taxation»), John Stuart Mill (1806–1873, som skrev «The Principles of Political Economy») og til og med Benjamin Franklin (1706–1790, blandt andet «The Way to Wealth»). Næsten alt det han benyttet som empirisk underbygning kom også fra engelske kilder, særlig fra økonomidelen i tidsskriftet The Economist og rapporter fra The Royal Commission of Inquiry.

Fra læsesalen i British Museum
Foto: Robert Swinney

Når han som relativt fattig mand kunne sætte sig ind i adskillige kilder, skyldes det at han tilbragte lange dage i læsesalen på British Museum, som han nemt kunne komme til fra den nærliggende bydel Chelsea, hvor han boede i dele af sit Londoneksil. Men i tillæg til at bygge på disse økonomer, omarbejdede han materien på en sådan måde at hans værk blev en syntese som var hans eget originale værk og ikke bare var en videreføring af andre økonomers tanker.

Et særtræk er at Marx i modsætning til de forfattere han læste, foretog en integrering af økonomiske og sociale omstændigheder. Både Smith og Ricardo tenderede mod at holde disse adskilt fra hinanden. Marx overtog Ricardos inddeling i tre klasser (landejere, kapitalejere/kapitalister og arbejdere). Ricardo havde senere i hans arbejde påpeget negative sociale følger af industrialiseringen på en måde som ikke Marx reflekter i Kapitalen.

De økonomiske studier Marx foretog overbeviste ham om at store fremskridt var indenfor rækkevidde; ja, at det ved hjælp af stadig forbedret teknologi absolut ville være mulig at komme frem til et stadium hvor alle menneskelige behov kunne dækkes godt for alle og enhver. Men for at få denne rette fordeling af goderne ville det være helt nødvendig at styre samfundet socialistisk eller kommunistisk.

De liberale var kritiske til Marx' model fordi den opfordrede til klassekamp. Det var ifølge Marx' model nødvendig at arbejderne tog alt magt, ellers ville man hverken nå dette mål, og fremmedgørelse ville bare fortsætte.

Nøglebegrebet fremmedgørelse fik stor plads i Kapitalen. Dette er et koncept som går tilbage til Hegel. Unghegelianerne havde grebet fat i det, og Feuerbach og Marx videreudviklede det. Marx omgjorde det fra et rent filosofisk fænomen til en karakteristik af en social mekanisme. Hos Marx eksistere fremmedgørelse (Entfremdung eller Entäusserung) på grund af den kapitalistiske produktionsprocess og ejendomsstruktur, når arbejderne ikke selv har kontrol med produktionsmidlerne og kapitalisterne får hovedparten af den merværdien som skabes i produktionen af arbejderne. Produktet fremstår derfor for arbejderen som noget fremmed, og noget han ikke har kontrol over.

Pariserkommunen (Borgerkrigen i Frankrig)[redigér | redigér wikikode]

Barrikade i Paris den 18. marts 1871, bemandet af kommunardere
Link til tekst på dansk: Pariserkommunen (Borgerkrigen i Frankrig)[28]

Den vigtigste politiske begivenhed for kommunisterne i disse år blev Pariserkommunen i 1871, da parisiske borgere gjorde oprør og klarede selv at kontroller byen i to måneder. Marx skrev i april/maj samme år et af hans i eftertiden mest berømte tekster om den blodige nedkæmpelse af oprøret, Borgerkrigen i Frankrig, hvor han kom med et entusiastisk forsvar af Kommunen. Igen drejer det sig om et værk som ikke blev offentliggjort; det blev først kendt i 1930erne. I manuskriptet trak Karl Marx sig fra hans tidligere konklusion om at proletariatet ikke må slå sig til ro med at få grebet om statens magtapparat, det må rykke det op med roden. Marx hyldede den nye form for folkestyre som «kommunarderne» etablerede.

Kritik mod Gotha-programmet[redigér | redigér wikikode]

Link til tekst på dansk: Kritik af Gotha-programmet[29]

I de sidste ti år af Marx' liv blev hans helbred dårligere og dårligere, han var ikke længer i stand til at opretholde hans mange skriverier. Maratonløbets tid var forbi. Marx magtede dog at engagere sig tungt i enkelte dagsaktuelle spørgsmål, særligt i Tyskland og i Rusland.

Tidligt i maj 1875 skrev Marx, med støtte fra Engels, et brev til Eisenach-fraktionen af den tyske sosialdemokratiske bevægelse. Brevet blev ikke udgivet som sådan før i 1891, altså efter Marx død. Marx og Engels havde længe stået denne bevægelse nær. Brevet gav meget detaljerede anvisninger og kommentarer fra Marx' hånd om bevægelsens program for en revolutionær strategi. Her drøftede han «proletariatets diktatur», overgangsfasen mellem kapitalisme og kommunisme, proletarisk internationalisme og arbejderklassens parti.

Brevet, kaldet Kritik des Gothaer Programms, er kendt for sin uddybning af princippet for det kommunistiske samfund: Fra hver efter evne, til hver efter behov. Kritikken mod Gothaprogrammet sluttede med den berømte sætningen «Dixi et salvavi animam meam» (Jeg har talt og reddet min sjæl).

Dette brevet blev det sidste større værk fra Marx' hånd.

Foranledningen var en planlagt partidannelse og kongres i byen Gotha. To grupper eller partier skulle her tilnærme sig hinanden: Efter planen ville eisenacherfraktionen faktisk slå sig sammen med lasallefraktionen og sammen danne et forenet parti, det som efter yderligere nogle år blev til Tysklands socialdemokratiske parti (SPD). Eisenacherne (navnet kommer fra byen Eisenach hvor de havde vedtaget et strengt marxistisk program i 1869) havde sendt et programudkast, «Gothaprogrammet», til Marx for kommentar. Marx mente det var negativt påvirket af ideer fra afdøde tyske socialist Ferdinand Lassalle (1825–1864), en mand som Marx havde betragtet som en opportunist der var villig til kompromisser med regeringen om arbejderbevægelsens krav.

Karl Marx i 1882

Men da kongressen blev afholdt i Gotha sent i maj, blev det kritiserede program vedtaget med nogle mindre ændringer.

Brev til Véra Zasúlitj[redigér | redigér wikikode]

En anden af Marx' interesser, dog mindre, handlede om Rusland og afdækkede en interessant ideologisk fleksibilitet. Det drejede sig om Marx korrespondance med Vera Ivanovna Sassulitsj (1849–1919), en russisk narodnika som var kommet til Schweiz efter at have udført et politisk attentat i Sankt Petersborg og nu var på vej til at blive marxistisk revolutionær.

I det som er blevet kendt som Sassulitsj-brevet (8. marts 1881) drøftede Marx muligheden for at Ruslands situation kunne være udvikle sig sådan at det feudale samfund kunne hoppe over i det kapitalistiske udviklingsstadium og derefter over til at bygge kommunismen på grundlag af fælleseje traditioner i russiske landbrugslandsbyer.

En anden fleksibilitet fra det normale mønster Marx havde viste en anden åbenhed: Han ville ikke udelukke at visse lande med stærke demokratiske institutionelle strukturer, som Storbritannien, USA og Nederland, kunne klare overgangen fra kapitalisme til kommunismens opbygning ad fredelig vej. Dog i et land med stærke centraliserede statsorienterede traditioner som Frankrig og Tyskland opfattede han en voldelig omvæltning som forventeligt.

Teori og begreber[redigér | redigér wikikode]

Klasseteori[redigér | redigér wikikode]

Marx' klassebegreb er ikke skitseret et samlet sted af ham selv; tættest på en definition kommer vi i Elendighedens filosofi, Det kommunistiske manifest samt Kapitalen. Kort sagt siger teorien, at der finder en udbytning sted klasserne imellem. Der er to hovedklasser (borgerskabet og proletariatet). Borgerskabet ejer produktionsmidlerne og udbytter proletariatet, idet de ikke lader arbejderne få den fulde økonomiske udbytte af deres indsats (se merværdi). Denne konflikt vil blive større og større gennem kriserne og vil ultimativt forandre verden, når proletariatet gør oprør. Proletariatets oprør skal grundlæggende bygge på solidaritet mellem de enkelte medlemmer af samfundsklassen.

Fremmedgørelse[redigér | redigér wikikode]

Marx' fremmedgørelsesteori bygger på Feuerbachs tanker. Ifølge Feuerbach er gud menneskeskabt, men får så at sige sit eget liv. Marx' pointe er at der også eksisterer fremmedgørelse på arbejdspladsen: den store arbejdsdeling gør produktionen så kompleks at den får et eget liv der kommer til at bemægtige sig menneskets daglige handlinger. Fremmedgørelsen eksisterer også på markedet. Der får varen et eget liv, og det omtaler Marx som varefetichisme.

Den økonomiske betydning af ordet er for Marx især at producenten (arbejderen) ikke ejer produktionsmidlet (maskiner, bygninger m.v.). Den brede samfundsmæssige betydning af ordet er for Marx, at "...sammenhængen i totalproduktionen påtvinger sig produktionsagenterne (arbejdere OG kapitalister) som en blind lov, ikke som en lov som de kollektivt har erkendt og kollektivt behersker, og som bringer produktionsprocessen under deres fælles kontrol."[30] Betragtningen har mange ligheder med Adam Smiths usynlige hånd[31]. Men hvor Smith så den usynlige hånd som udtryk for en harmonisk og i det væsentligste selvregulerende dynamik, så Marx en kapitalisme præget af indre modsætninger der især i tilstande af økonomisk krise producerede destruktive resultater.

Basis og overbygning[redigér | redigér wikikode]

Marx deler samfundet op i en basis og en overbygning. Basis er den økonomiske og materielle struktur som præger samfundet. Den kapitalistiske økonomi og forholdet mellem proletariatet (arbejderklassen) og bourgeoisiet (borgerskabet) hører til i basis. Overbygningen er vores kultur, politik og ideologi og er til en vis grad bestemt af basis. Overbygningen virker dog også tilbage på basis; man siger derfor, der er et gensidigt (dialektisk) forhold mellem basis og overbygning.

Ideologi[redigér | redigér wikikode]

Marx definerede ideologi således at der i samfundet hersker en hegemonisk ideologi der er den herskende klasses ideologi. Denne ideologi legitimerer den herskende klasse ved at fremstille en eksisterende magtfordeling som naturlig og naturgiven .

Falsk bevidsthed[redigér | redigér wikikode]

Er mennesket underlagt den herskende (borgerlige) ideologi, ser mennesket ikke sine "virkelige" (objektive) interesser. Mennesket har en falsk bevidsthed.

Merværdi[redigér | redigér wikikode]

Merværdi er ikke det samme som profit. Merværdien er forskellen på den værdi i form af varer som arbejderen frembringer ved sit arbejde, og den værdi han modtager som betaling for brugen af sin arbejdskraft (løn). Merværdien forvandles på markedet til profit (kapitalistens renter), der så anvendes til investeringer eller forbrug for kapitalistklassen. Marx betragter merværdien som et merprodukt der tilfalder kapitalisten, uden at denne selv begår et reelt stykke arbejde; at arbejderen arbejder et antal timer gratis for kapitalisten, da produktet er mere værd end det, kapitalisten betaler arbejderen i løn.

Arbejdsværdilæren, varens dobbeltkarakter og profittens oprindelse[redigér | redigér wikikode]

Marx’ teori bygger på arbejdsværdilæren, som han overtog og forfinede fra de klassiske økonomer Adam Smith og David Ricardo. Varen der for Marx er kapitalismens mest grundlæggende bestanddel, har en dobbeltkarakter. Den har en nytte og den har en værdi. Nytten er den grad af behovstilfredsstillelse som forbruget af varen giver, mens værdien er den mængde arbejde i bred forstand som er brugt til dens fremstilling. Se eventuelt Adam Smith’s vand-diamant-paradoks[32]. Vand er nok nyttigere end diamanter, men billigere at fremstille og derfor den store prisforskel.

For den specielle vare arbejdskraft gælder at dens nytte (for kapitalen) er den mængde varer som den kan fremstille, mens dens værdi er lønnen (=den mængde varer, som arbejderen kræver for sit arbejde – og som bestemmes på arbejdsmarkedet). Da arbejdskraftens nytte således kan udtrykkes i værdi – værdien af de varer, som den skaber – og da denne værdi (sædvanligvis) er højere end lønnen, bliver der således skabt en merværdi der under de rette betingelser på markedet kan forvandles til profit.

Nyere økonomisk teori har afskaffet arbejdsværdilæren til fordel for en samlet nytteteori[33] der ophæver varens og dermed arbejdets dobbeltkarakter. Profit er således (betaling for) kapitalens nytte – og kan derfor ikke forstås som et udbytningsforhold (selvom ingen vil benægte, at 'kapitalistklassen' disponerer over profitten). Nytteteorien rummer imidlertid også nogle modsigelser og implikationer i form af den generelle ligevægtsteori, der har svært ved at forklare kriserne som andet end midlertidige problemer med markedstilpasning.

Marx’ kriseteori[redigér | redigér wikikode]

Marx er en af de første til at anføre, at krisen er indbygget i det kapitalistiske system. I modsætning til de generelle ligevægtsteorier[34] der antager at markedet af sig selv etablerer ligevægt, hævder Marx at markedet styrer mod en uligevægt der kun voldsomt kan forløses i krisen. I loven om profitratens tendens til fald’[35] er teorien i grove træk at der i højkonjunkturen sker en overophobning af kapital der skal forrentes, og en dis-proportionalitet mellem aktiviteten og kapitalbeholdningen i forbrugs- og investeringsindustrierne. Når krisen så kommer, sker der en voldsom nedskrivning af kapitalen. Konkurser er det voldsommeste udtryk. Den kapital der før var bogført til en milliard, sælges nu for en million – og kan atter kaste en acceptabel profitrate af sig. Virksomhedslukninger og frisætning af arbejdere (arbejdsløshed) er den måde hvorpå krisen omfordeler ressourcerne mellem samfundets forskellige sektorer. Marx adskiller sig måske især fra sine ’kolleger’ ved at hævde at denne proces ikke sker glidende, men i ryk (krisen) og alt andet end fredeligt.

I kriserne vokser også modsætningen mellem produktionen som en samfundsmæssig nødvendighed og produktionen som middel til privat tilegnelse[36]. Og fordi produktivkræfternes udvikling bevirker en stadig større samfundsmæssiggørelse af produktionen, internationalisering og stadig større kapitalformationer, uddybes også denne modsætning, og Marx’ 'profeti' er, at hver krise bliver dybere end den forgående.

Død og begravelse[redigér | redigér wikikode]

Gravmælet i London
Foto: Markus Nilsson

Marx levede de sidste år af sit liv i fattigdom, helt afhængig af økonomisk støtte fra sine venner og specielt hans ven og medforfatter Engels, som hjalp familien med de daglige udgifter og gæld. Hans sygdomsforløb gjorde at familiens økonomiske fremgang helt stoppede; han led blandt andet af kronisk bronkitis.

Den 2. december 1881 døde hans hustru Jenny. Marx var for syg til selv at deltage i begravelsen. Den 11. januar 1883 døde datteren med samme navn. Selv døde Karl Marx den 14. marts 1883. Han blev 64 år, og var ved sin død stadigt statsløs.[37] Tabet af hustruen, og sikkert også af datteren Jenny, førte ham ind i en dyb depression der formentligt kan have fremskyndet hans død.

Han blev begravet tre dage efter i Highgate Cemetery i London. Tallet er ikke sikkert, mellem ni og elve personer overværede begravelsen.[38][39] Deriblandt Engels, Eleanor, svigersønnerne Charles Longuet og Paul Lafargue, og fem andre med nære bånd til den afdøde og overbeviste socialister – Wilhelm Liebknecht, Friedrich Lessner, G. Lochner, Carl Schorlemmer og Ray Lankester.[39]

Inskriptionen på støtten, et monument rejst i 1954 af Det britiske kommunistpartiet, er «Workers of all lands, unite!». Den oprindelige gravsten var i udgangspunktet beskedent udsmykket.

Marx' børn[redigér | redigér wikikode]

Jenny d.y. (1844–1883) med sin mand Charles Longuet
Eleanor Marx (1855–1898)
Laura Marx (1845–1911)

Kun tre af familiens børn blev voksne. Det var døtrene Eleanor, Jenny Caroline og Laura, der ligesom deres forældre engagerende sig i den socialistiske bevægelse. Laura giftede sig i 1868 med Paul Lafargue (1842–1911), Jenny giftede sig i 1872 med Charles Longuet (1839-1903), og Eleanor levede fra 1883 sammen med Edward Aveling (1849–1898). Alle tre svigersønner var aktive socialistiske agitatorer; de to førstnævnte i Frankrig og den sidste i Storbritannien. Ingen af dem gav deres far et barnebarn.

De to døtre der overlevede deres far, Laura og Eleanor, var sprogbegavede og engagerede sig i oversættelsesarbejde. Eleanor oversatte blandt andet to Ibsen stykker til engelsk: Fruen fra Havet og En Folkefjende. Noget andet de skulle få til fælles var at de skulle begå selvmord. I begge tilfælde var det i selvmordspagt med deres respektive livsledsagere, skønt i Lauras tilfælde blev hun narret til det – Edward havde aldrig haft til hensigt at tage gift selv.

Ifølge et standhaftigt rygte havde Marx en søn udenfor ægteskab: Frederick Demuth(kaldet Freddy), født 1851, sønnen af hans husholderske Lenchen Demuth (1820–1890).[40] Hun havde arbejdet hos familien helt siden 1843. Ungkarlen Engels tog ansvaret for faderskabet og tilsyneladende for at spare Marx for problemer. Efter Marx' død flyttede hun ind til Engels og blev hans husholderske. De tog sig i fællesskab af Karl Marx' historiske efterladenskaber. Hun døde af kræft i november 1890, og efter Jennys ønske blev hun begravet i familien Marx' familiegravsted.

Bibliografi (udvalg)[redigér | redigér wikikode]

(Se udførlig oversigt på tysk Wiki)

Se også[redigér | redigér wikikode]

Wikipedia-logo.png Søsterprojekter med yderligere information:

Fodnoter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ 'I Am Marxist', Says Dalai Lama
  2. ^ Daniel Ortega Is a Sandinista in Name Only - Al-Jazeera
  3. ^ Hugo Chavez admits to being Marxist, just like Christ - Sputnik International
  4. ^ Nicolaievsky & Maenchen-Helfen 1976, ss. 4–5; Wheen 2001, ss. 7–9, 12; McLellan 2006, ss. 2–3.
  5. ^ D. McLellan: Karl Marx: His Life and Thought, 1973, Basingstoke: Macmillan; Bertrand Russell: A History of Western Philosophy and Its Connection with Political and Social Circumstances from the Earliest Times to the Present Day, New York: Simon and Schuster. 1946/1990.
  6. ^ R.C. Kwant: De visie van Marx. Meppel: Boom, 1975.
  7. ^ Nicolaievsky & Maenchen-Helfen 1976, s. 12; Wheen 2001, s. 13.
  8. ^ Nicolaievsky & Maenchen-Helfen 1976, ss. 15–16; Wheen 2001, s. 14; McLellan 2006, s. 13.
  9. ^ Nicolaievsky & Maenchen-Helfen 1976, s. 20; McLellan 2006, s. 14.
  10. ^ Wheen 2001, s. 16; McLellan 2006, s. 14.
  11. ^ Nicolaievsky & Maenchen-Helfen 1976, s. 22; Wheen 2001, ss. 16–17; McLellan 2006, s. 14.
  12. ^ Nicolaievsky & Maenchen-Helfen 1976, ss. 32–34; Wheen 2001, ss. 21–22; McLellan 2006, ss. 21–22.
  13. ^ Doktorafhandlingen er tryk i «Marx-Engels-Werke» (MEW), Ergänzungsband I, s. 257-373
  14. ^ Zeitlin 1967. Banning skriver at Marx kan ha tenkt deterministisk, men ikke mekanistisk. Ifølge Wright (2006) kombinerer Marx en deterministisk teori om kapitalismens utvikling med en for det meste voluntaristisk teori om fremveksten av alternativet. [Erik Olin Wright (2006).] Compass points. New Left Review 41. besøgt 21. november 2006.]
  15. ^ Francis Wheen: Karl Marx: A Life, s. 75. Nogen steder kan man læse at det var mødet i Paris i 1844 som var det første, men det er altså ikke helt rigtigt.
  16. ^ Mansel, s. 389.
  17. ^ http://books.google.de/books?id=ZZuDP8hGg5IC&pg=PT11&dq=marx+cafe+la+regence&hl=de&sa=X&ei=tOCNUrjCK8KNtAaKpoGYBA&redir_esc=y#v=onepage&q=marx%20cafe%20la%20regence&f=false
  18. ^ Philip Mansel: Paris Between Empires, s. 390 (St. Martin Press, New York) 2001
  19. ^ P. N. Fedoseyev, Karl Marx: A Biography (Progress Publishers: Moscow, 1973) pp. 41–42 & 49.
  20. ^ Biography on Engels. Marxists.org. Hentet 2010-02-13. 
  21. ^ Mansel, s. 390.
  22. ^ Mange forskere har belyst dette længe negligeret ombrud i Marx' teoretiske udvikling; blandt dem er Ernie Thomson i The Discovery of the Materialist Conception of History in the Writings of the Young Karl Marx, New York, The Edwin Mellen Press 2004. For en kort fremstilling, se Max Stirner in a nutshell
  23. ^ Ernest Mandel. Marxists.org: The Place of Marxism in History. V. The proletarian transformation of revolutionary activity and organisation (Engelsk). Besøgt 2011-05-05.
  24. ^ D. McLellan: Karl Marx: His Life and Thought, s. 274.
  25. ^ Louis Bonapartes Attende Brumaire
  26. ^ Til kritikken af den politiske økonomi
  27. ^ Link til tekst på dansk: Kapitalen, Kapitalen
  28. ^ Pariserkommunen (Borgerkrigen i Frankrig)
  29. ^ Kritik af Gotha-programmet
  30. ^ Kapitalen, 3. bind, kapitel 15
  31. ^ den usynlige hånd | Gyldendal - Den Store Danske
  32. ^ vand-diamant-paradokset | Gyldendal - Den Store Danske
  33. ^ nytteteori | Gyldendal - Den Store Danske
  34. ^ se eksempelvis Jesper Jespersen http://altandetlige.dk/blog/jesperjespersen/makrooekonomisk-metodologi-.htm
  35. ^ Kapitalen 3. bog.
  36. ^ Jomfru Ane Band udtrykker egentligt modsætningen meget fint i Asfaltballet (1976): Tag aldrig fejl af, at penge var motivet. Intet blev bygget af kærlighed til livet. https://www.youtube.com/watch?v=_41G0nUdVZM
  37. ^ D. McLellan, s. 451.
  38. ^ Wheen 2001. p. 382.
  39. ^ a b Stephen Jay Gould; Paul McGarr; Steven Peter Russell Rose (24 April 2007). The richness of life: the essential Stephen Jay Gould. W. W. Norton & Company. pp. 167–168. ISBN 978-0-393-06498-8. Hentet 9 March 2011. 
  40. ^ Montefiore, Simon Sebag. "The Means of Reproduction". The New York Times. Hentet 25 September 2011. 

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]