EM i fodbold 2022 – Finalen (kvinder)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
EM-finale 2022
Wembley-STadion 2013.JPG
Finalen blev spillet på Wembley Stadium i London.
Turnering: EM i fodbold for kvinder 2022
Efter forlænget spilletid
Dato: 31. juli 2022; 5 måneder siden (2022-07-31)
Stadion: Wembley Stadium, London
Man of the Match: Keira Walsh (England)[1]
Dommer: Kateryna Monzul (Ukraine)
Tilskuere: 87.192
Vejr: 25 °C
Delvist overskyet
54% luftfugtighed
2017
2025

Finalen ved europamesterskabet i fodbold for kvinder 2022 var den 13. siden turneringens etablering i 1984. Den blev spillet den 31. juli 2022Wembley Stadium i London.[2] Finalekampens to deltagere var hjemmebaneholdet fra England og de mangedobbelte europamestre fra Tyskland.

Kampen blev ledet af den ukrainske dommer Kateryna Monzul. Den engelske midtbanespiller Keira Walsh blev kåret til kampens bedste spiller.

England vandt finalekampen 2–1, efter forlænget spilletid, der dermed sikrede den første titel til den engelske kvindelandshold nogensinde, og det første engelske internationale mesterskab siden det engelske herrelandshold vandt VM i fodbold 1966.[3][4]

Målscorerne i finalen var Ella Toone (62. minut), Lina Magull (79. minut) og Chloe Kelly (110./90+20. minut).

EM-finalen blev samtidig rekordbrydende for antallet af tilskuere. Finalen slog tilskuerrekorden med 87.192 mennesker på Wembley Stadium, hvilket var det højest antal tilskuere til en EM-kamp, på tværs af køn.[5][6] Allerede 100 dage inden EM-turneringens start, altså den 28. marts 2022, meddelte UEFA at billetterne var udsolgt efter bare 43 minutter.[7]

Vej til finalen[redigér | rediger kildetekst]

For flere detaljer om dette emne, se EM i fodbold for kvinder 2022.

England[redigér | rediger kildetekst]

Efter de blev udnævnt som værtsland for EM 2022, kvalificerede landsholdet sig automatisk som værtsnation for turneringen. Førhen har England nået EM-finalen to gange, men begge gange tabt til. Første gang i EM's første udgave 1984, da de tabte til Sverige på straffespark og anden gang, da de led et tungt 2-6 nederlag til selvsamme Tyskland ved EM i Finland 2009. Under et år inden EM-slutrunden havde forbundet ansat den hollandske succestræner, forsvarende europa- og viceverdensmester, Sarina Wiegman.[8]

Som vært var England seedet i gruppe A sammen med Østrig, Norge og debutanterne fra Nordirland. I åbningskampen på Old Trafford, der i øvrigt slog den hidtidige tilskuerrekord for en EM-kamp med i 68.871 tilskuere, mødte holdet Østrig der blev slået med 1–0, med scoring af den senere EM-topscorer Beth Mead i 16. minut.[9] England skabte derefter en historisk overraskelse, da de slog Norge med hele 8–0 i Brighton and Hove, hvilket også slog rekord for største sejr ved en EM-slutrunde, på tværs af køn.[10] Efterfulgt af storsejren fortsatte holdet suveræniteten og slog Nordirland med 5–0 i Southampton og fik dermed maksimumpoint i gruppen og kunne således kalde sig gruppevinder.[11] I kvartfinalen viste toeren fra gruppe B, Spanien, sig dog at være en svær modstander, hvor England kom bagud for første gang i EM-turneringen med scoring efter 54 minutter af spanske Esther González. Det tog England over 30 minutter, før Ella Toone udlignede i 84. minut og efterfølgende bragte kampen i forlænget spilletid. Her scorede Georgia Stanway i 96. minut og sikrede en 2-1-sejr og videre avancement i turneringen.[12] I semifinalen mødte de verdensranglistens nummer 2 fra Sverige. Svenskerne viste sig dog ikke som nogen svær modstander og blev nedlagt med hele 4–0, hvilket sikrede England deres tredje EM-finale og første i 13 år.[13][14] I semifinalen scorede Alessia Russo i øvrigt et af EM's bedste mål, idet hun scorede et backheel-mål mellem benene på svenske Hedvig Lindahl i 68. minut.[15]

Tyskland[redigér | rediger kildetekst]

Den tyske stjerne Lina Magull scorede tyskernes eneste mål i EM-finalen.

Som Europas mest vindende landshold gik Tyskland ind til EM-turneringen som blandt de største favoritter. Landsholdet havde forinden vundet europamesterskabet hele otte gange, inklusiv EM-finalen i 2009 over England. I kvalifikationen var tyskerne placeret i øverste seedningslag, som efterfølgende placerede dem i gruppe I sammen med Ukraine, Irland, Grækenland og Montenegro. Her vandt de kvalifikationsgruppen sikkert med otte sejr ud af otte, gruppevinder med 24 maksimumpoint og en målscorere på +45. Dog gik holdet ind til turneringen som nummer 5 på FIFA's verdensrangliste, hvilket var deres dårligste rangering nogensinde.[16]

Ved slutrunden trak de viceeuropamestrene fra Danmark, turneringens storfavoritter fra Spanien og Finland der gjorde comeback ved EM. Tyskerne begyndte deres jagt på endnu et EM-trofæ med en formstærk favoritsejr på 4–0 mod Danmark i Brentford, hvilket tog revanche fra de to landes sidste møde i EM-kvartfinalen i EM i 2017, hvor Danmark overraskede og vandt 2–1.[17] Efterfølgende vandt de formstærkt 2–0 over Spanien, til trods for at spanierne havde boldbesiddelsen i langt størstedelen af kampen.[18] Efter at have sikret førstepladsen i gruppe B med to sejre, viste det finske hold sig heller ikke at være en for stor mundfuld. Her vandt de en sikker pligtsejr på 3–0 og cementrede deres førsteplads med maksimumpoint. Tyskland vandt derefter over overraskelsen og nabolandet fra Østrig i kvartfinalen med sikker 2-0-sejr.[19]

I semifinalen, i Milton Keynes, havde Tyskland svært ved at kæmpe mod et kreativt og frembrusende fransk hold, og indkasserede endda det første mål i turneringen, på et selvmål af målmand Merle Frohms efter 44 minutter. Det var dog ikke nok til en nedlægge tyskerne, i og med stjernespilleren Alexandra Popp scorede to gange i 40.- og 76. minut.[20] Tyskland kvalicerede sig dermed til deres niende EM-finale i historien.[21] Popp blev efterfølgende delt EM-topscorer med engelske Beth Mead med i alt seks mål og blev ovenikøbet den eneste spiller til at score mål i hver kamp ved slutrunden, bortset fra finalekampen hvor hun pådrog sig en skade under opvarmningen.[22]

England Round Tyskland
Modstandere Resultat Gruppespil Modstandere Resultat
Flag of Austria.svg Østrig 1–0 Kamp 1 Flag of Denmark.svg Danmark 4–0
Flag of Norway.svg Norge 8–0 Kamp 2 Flag of Spain.svg Spanien 2–0
Flag of Northern Ireland (1953–1972).svg Nordirland 5–0 Kamp 3 Flag of Finland.svg Finland 3–0
Gruppe A vindere
Pos Hold K P
1 Flag of England.svg England 3 9
2 Flag of Austria.svg Østrig 3 6
3 Flag of Norway.svg Norge 3 3
4 Flag of Northern Ireland (1953–1972).svg Nordirland 3 0
Kilde: UEFA
Tabeloversigter Gruppe B vindere
Pos Hold K P
1 Flag of Germany.svg Tyskland 3 9
2 Flag of Spain.svg Spanien 3 6
3 Flag of Denmark.svg Danmark 3 3
4 Flag of Finland.svg Finland 3 0
Kilde: UEFA
Modstandere Resultat Slutspil Modstandere Resultat
Flag of Spain.svg Spanien 2–1 (efs) Kvartfinaler Flag of Austria.svg Østrig 2–0
Flag of Sweden.svg Sverige 4–0 Semifinaler Flag of France.svg Frankrig 2–1

Kampen[redigér | rediger kildetekst]

Referat[redigér | rediger kildetekst]

Mary Earps der efterfølgende modtog stor ros for hendes målmandspræstationer.

Begge holds startopstillingerne var uændret fra de tidligere kampe under EM-turneringen, bortsæt fra den tyske stjerne Alexandra Popp der pådrog sig en skade under opvarmningen.[22] Ellen White forsøgte allerede tidligt i kampen, men headede direkte mod den tyske målmand Merle Frohms, hvorefter både hvor White og Georgia Stanway modtog gule kort i henholdsvis 23.- og 24. minut. I det 25. minut var det tyske hold tæt på at scorer på hjørnespark, hvorefter Marina Hegering i flere omgange forsøgte sig mod målet, inden Mary Earps samlede bolden op. En appel om en straffespark på grund af bolden, der ramte anfører Leah Williamsons arm, blev afvist. White missede endnu en chance lige før halvleg og sendte bolden over overliggeren. I pausen foretog den tyske landstræner Martina Voss-Tecklenburg en udskiftning og erstattede Jule Brand med Tabea Waßmuth.[23]

Fem minutter inde i anden halvleg missede Lina Magull en god chance for Tyskland, da hun skød bolden lige forbi stolpen. I det 55. minut foretog England to udskiftninger og erstattede White og Fran Kirby med målræven Alessia Russo og Ella Toone.[23] Blot syv minutter efter scorede sidstnævnte Toone i 62. minut og bragte England foran 1–0. En lang bold fra Keira Walsh sendte Toone fri af forsvaret, og den engelske midtbanespiller vippede bolden over målvogter Frohms. Tre minutter efter forsøgte Lina Magull sig igen med en chance der ramte overliggeren, inden Lea Schüller forsøgte sig på en direkte skudchance i returen, inden Mary Earps grep ud efter bolden. Selvsamme Magull udlignede i 79. minut og udlignede til 1–1 på et indlæg fra Waßmuth. Det betød efterfølgende, at EM-finalen gik i forlænget spilletid med stillingen 1-1.

Der var få chancer at bemærke i den første halvdel af forlænget spilletid, men efter 110 minutter lykkedes det værtsnationen at komme foran 2–1. Et hjørnespark af Lauren Hemp der sendte bolden videre til Lucy Bronze, der sparkede ind til indskiftede Chloe Kellys bane der i et kikset tysk forsvar scorede, hvor hun scorede i andet forsøg.[24] Englænderne styrede derefter spillet og gav ingen chancer til tyskerne. De afsluttende 5 minutter inklusiv overtid formåede englænderne at holde bolden nede i højre hjørnefelt.[25]

Detaljer[redigér | rediger kildetekst]

31. juli 2022 (2022-07-31)
17:00
England Flag of England.svg 2–1 Flag of Germany.svg Tyskland
Rapport


Wembley Stadium, London
Tilskuere: 87.192
Dommer: Kateryna Monzul (Ukraine)

Spilledragt
Kit body nikevapor3ww.png
Spilledragt
Spilledragt
Spilledragt
England[26]
Kit left arm gerw22a.png
Spilledragt
Kit body gerw22a.png
Kit right arm gerw22a.png
Spilledragt
Kit shorts gerw22a.png
Spilledragt
Kit socks gerw22t.png
Spilledragt
Tyskland[26]
GK 1 Mary Earps
RB 2 Lucy Bronze
CB 6 Millie Bright
CB 8 Leah Williamson (c)
LB 3 Rachel Daly Udskiftet efter 88 minutter 88'
CM 10 Georgia Stanway Gult kort efter 23 minutter 23' Udskiftet efter 88 minutter 88'
CM 4 Keira Walsh
RW 7 Beth Mead Udskiftet efter 63 minutter 63'
AM 14 Fran Kirby Udskiftet efter 55 minutter 55'
LW 11 Lauren Hemp Udskiftet efter 120 minutter 120'
CF 9 Ellen White Gult kort efter 24 minutter 24' Udskiftet efter 55 minutter 55'
Indskiftninger:
MF 20 Ella Toone Indskiftet efter 55 minutter 55'
FW 23 Alessia Russo Gult kort efter 100 minutter 100' Indskiftet efter 55 minutter 55'
FW 18 Chloe Kelly Gult kort efter 111 minutter 111' Indskiftet efter 63 minutter 63'
DF 5 Alex Greenwood Indskiftet efter 88 minutter 88'
MF 16 Jill Scott Indskiftet efter 88 minutter 88'
FW 17 Nikita Parris Indskiftet efter 120 minutter 120'
Cheftræner:
Holland Sarina Wiegman
ENG-GER (women) 2022-07-31.svg
GK 1 Merle Frohms
RB 15 Giulia Gwinn
CB 3 Kathrin Hendrich
CB 5 Marina Hegering Udskiftet efter 103 minutter 103'
LB 17 Felicitas Rauch Gult kort efter 40 minutter 40' Udskiftet efter 113 minutter 113'
CM 20 Lina Magull Udskiftet efter 91 minutter 91'
CM 6 Lena Oberdorf Gult kort efter 57 minutter 57'
CM 13 Sara Däbritz Udskiftet efter 73 minutter 73'
RF 9 Svenja Huth (c)
CF 7 Lea Schüller Gult kort efter 57 minutter 57' Udskiftet efter 67 minutter 67'
LF 22 Jule Brand Udskiftet efter 46 minutter 46'
Indskiftninger:
FW 18 Tabea Waßmuth Indskiftet efter 46 minutter 46'
FW 14 Nicole Anyomi Indskiftet efter 67 minutter 67'
MF 8 Sydney Lohmann Indskiftet efter 73 minutter 73'
MF 16 Linda Dallmann Indskiftet efter 91 minutter 91'
DF 23 Sara Doorsoun Indskiftet efter 103 minutter 103'
MF 4 Lena Lattwein Indskiftet efter 113 minutter 113'
Cheftræner:
Martina Voss-Tecklenburg

Kampens spiller:
Keira Walsh (England)[1]

Linjedommere:[27]
Maryna Striletska (Ukraine)
Paulina Baranowska (Polen)
Fjerdedommer:
Stéphanie Frappart (Frankrig)
Reservedommer:
Karolin Kaivoja (Estland)
Videodommer:
Paolo Valeri (Italien)
Videodommerassistent:
Maurizio Mariani (Italien)
Pol van Boekel (Holland)

Kampregler[28]

  • 90 minuter
  • 30 minutters forlænget spilletid (15x15), hvis nødvendigt
  • Straffesparkskonkurrence, hvis scoren stadig står lige.
  • Maksimalt tolv navngivne udskiftninger.
  • Maksimum fem indskiftninger, med en sjette tilladt i ekstra tid.

Statistikker[redigér | rediger kildetekst]

Referencer[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ a b "Every UEFA Women's Euro 2022 Player of the Match". UEFA.com. Union of European Football Associations. 31. juli 2022. Hentet 31. juli 2022.
  2. ^ "UEFA Women's Euro 2022 Match Schedule" (PDF). UEFA.com. Union of European Football Associations. Hentet 19. juli 2022.
  3. ^ "England vinder EM". TV2 Sport. 31. juli 2022. Hentet 31. juli 2022.
  4. ^ "England fuldender perfekt turnering og vinder EM-guld på hjemmebane". DR. 31. juli 2022. Hentet 31. juli 2022.
  5. ^ "England vinder EM-finale foran rekordpublikum". Jyllands-Posten. 31. juli 2022. Hentet 31. juli 2022.
  6. ^ "Legende omskriver sit ikoniske citat efter EM-triumf". TV2 Sport. 1. august 2022. Hentet 1. august 2022.
  7. ^ "EM-finale udsolgt på 43 minutter". TV2 Sport. 29. marts 2022. Hentet 29. marts 2022.
  8. ^ "England Women appoint Sarina Wiegman as new head coach" (engelsk). Independent. 14. august 2020. Hentet 1. august 2022.
  9. ^ "EM bliver sparket i gang med fyldte tribuner og engelsk pligtsejr". DR. 6. juli 2022. Hentet 1. august 2022.
  10. ^ "Historisk EM-ydmygelse: England slår Norge 8-0". Ekstra Bladet. 11. juli 2022. Hentet 1. august 2022.
  11. ^ News Desk (15. juli 2022). "Northern Ireland 0-5 England: 30,000+ fans watch on as Lionesses turn on the style". Football365 (engelsk). Hentet 1. august 2022.
  12. ^ "England i semifinalen efter overtidsdrama". TV2 Sport. 21. juli 2022. Hentet 1. august 2022.
  13. ^ "England udraderer Sverige i EM-semifinale". TV2 Sport. 26. juli 2022. Hentet 1. august 2022.
  14. ^ "Fodbolden er på vej hjem: England giver Sverige bøllebank og er klar til Wembley". DR. 26. juli 2022. Hentet 1. august 2022.
  15. ^ "Alessia Russo banished all fear with the cheeky backheel that foxed Sweden". The Guardian. 27. juli 2022. Hentet 1. august 2022.
  16. ^ "DFB-Frauen in der FIFA-Weltrangliste nur noch Fünfte". Sky Sport (tysk). 17. juni 2022. Hentet 1. august 2022.
  17. ^ "Danmark får tyske tæsk i EM-åbner og står allerede nu med ryggen mod muren". DR. 8. juli 2022. Hentet 1. august 2022.
  18. ^ "Tyskland slår Spanien og giver Danmark klar mission". TV2 Sport. 12. juli 2022. Hentet 1. august 2022.
  19. ^ "Tyskland klar til EM-semifinalen". TV2 Sport. 21. juli 2022. Hentet 1. august 2022.
  20. ^ "På toppen af Poppen: Tysk topscorer sikrer finalebillet med to scoringer". DR. 27. juli 2022. Hentet 1. august 2022.
  21. ^ "To fuldtræffere fra topscoreren sender Tyskland i EM-finalen". DR. 27. juli 2022. Hentet 1. august 2022.
  22. ^ a b "Germany's Popp out of Euros final after injury in warm-up". Reuters. 31. juli 2022. Hentet 1. august 2022.
  23. ^ a b "England 2 Germany 1: Match report". BBC Sport. 31. juli 2022. Hentet 1. august 2022.
  24. ^ "Chloe Kelly's extra-time goal seals Euro 2022 glory for Lionesses". Sky Sports. 31. juli 2022. Hentet 1. august 2022.
  25. ^ Wrack, Suzanne (31. juli 2022). "England crowned Euro 2022 champions after Kelly sinks Germany in extra time". The Guardian. Hentet 1. august 2022.
  26. ^ a b "Tactical Line-ups – England v Germany" (PDF). UEFA.com. Union of European Football Associations. 31. juli 2022. Hentet 31. juli 2022.
  27. ^ "Kateryna Monzul to referee UEFA Women's EURO 2022 final". UEFA.com. Union of European Football Associations. 29. juli 2022. Hentet 31. juli 2022.
  28. ^ "Regulations of the UEFA European Women's Championship, 2019–21" (PDF). UEFA.com.
  29. ^ a b c d "Full Time Summary – England v Germany" (PDF). UEFA.com. Union of European Football Associations. 31. juli 2022. Hentet 31. juli 2022.

Eksterne henvisninger[redigér | rediger kildetekst]