George Berkeley
 |
Der er ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket muligvis er et problem. Du kan hjælpe ved at angive kilder til de påstande, der fremføres i artiklen. |
 |
| George Berkeley Vestlig filosofi Det 18. århundrede |
|
|---|---|
 |
|
| Personlig information | |
| Født | 12. marts 1685 County Kilkenny |
| Død | 14. januar 1753 (67 år) Oxford |
| Gravsted | Christ Church Cathedral |
| Religion | Den anglikanske kirke |
| Ægtefælle | Anne Forster (fra 1728) |
| Børn | Lucia Berkeley, Henry Berkeley, George Berkeley |
| Uddannelse og virke | |
| Uddannelsessted | Trinity College, Kilkenny College |
| Beskæftigelse | Epistemolog, videnskabsfilosof, metafysiker, anglikansk præst, skribent, filosof |
| Fagområde | Epistemologi |
| Kendte værker | De Motu, An Essay Towards a New Theory of Vision, The Querist, Three Dialogues between Hylas and Philonous, The Analyst, med flere |
| Skole/tradition | Idealisme, empirisme, fænomenalisme |
| Påvirket af | Locke, Descartes |
| Har påvirket | Hume |
| Betydningsfulde idéer | subjektiv idealisme, "esse est percipi" (at være er at blive perciperet) |
| Signatur | |
 |
|
Information med symbolet  hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. |
|
George Berkeley (født 12. marts 1685 i County Kilkenny, død 14. januar 1753 i Oxford) er en irsk filosof fra oplysningstiden, der hører til den fortrinsvis britiske empiriske retning, som står i modsætning til den især franske rationalisme. Som sådan står han i forbindelse med filosofferne John Locke og David Hume, der tilsammen kaldes for de britiske empirister.
Berkeley (udtales omtrent som 'bargli') arbejdede indenfor kirken. Han tog bl.a. til Bermuda for at missionere og blev senere udnævnt til biskop af Cloyne.
Indholdsfortegnelse
Filosofi[redigér | redigér wikikode]
Berkeleys lære er stærkt idealistisk og anerkender ikke nogen fysisk materie, der skulle ligge bag sanseoplevelserne som årsag til dem. At være er at sanse, eller omvendt at være er at blive sanset. Esse est percipi. Esse est percipere. Det er hans hovedsætninger på latin. At noget materielt skulle kunne bevirke noget sanseligt og dermed åndeligt er for Berkeley nonsens.
Berkeleys system kan lede til et paradoks: findes træet i skoven, der falder med et brag, men uden at nogen er tilstede til at sanse det? Her kommer Berkeleys gudstro ind i billedet, idet Gud er den allestedsnærværende ånd, i hvilken alt der sker bliver sanset og derfor findes.
Skrifter[redigér | redigér wikikode]
Hovedværket er A Treatise concerning the Principles of Human Knowledge (1710) og af andre værker kan nævnes An Essay towards a New Theory of Vision (1709), Three Dialogues between Hylas and Philonous (1713) samt De Motu. Som et kuriosum kan desuden nævnes, at hans mest læste skrift i samtiden handlede om den gavnlige virkning for legemet af tjærevand.
Han var opført på Index librorum prohibitorum, den katolske kirkes indeks over forbudte bøger.
Malet af John Smibert
Olie på lærred (1730)
National Portrait Gallery.[1]
Noter[redigér | redigér wikikode]
Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]
|
