Ånd

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Question book-4.svg Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.

Ånd er relateret til liv og åndedræt men kan også betegne intelligens, bevidsthed eller kultur. Begrebet ånd er blevet stadig mere populært i det 21. århundrede[1]. Det beslægtede begreb åndelig betegner tilsvarende det, som vedrører menneskets kunstneriske eller intellektuelle virksomhed eller dets bevidsthed.

Begrebet på forskellige sprog[redigér | redigér wikikode]

Ordet ånd betyder oprindelig "pust". Ånd kaldes på græsk pneuma, nous, på latin spiritus, mens, animus eller anima, på hebraisk ruach, på arabisk ruh, på engelsk mind ("sind") eller spirit ("sjæl"), fransk esprit og tysk Geist. På tværs af alle sprog anvendes ordet i flere betydninger.

Anvendelser[redigér | redigér wikikode]

Biologi[redigér | redigér wikikode]

Inden for biologien bruges ånd som betegnelse for åndedræt som livsbetingelse (jævnfør udtryk som "livsånde" og "opgive ånden" når man dør)[2].

Filosofi[redigér | redigér wikikode]

Inden for filosofien, og navnlig dualismen, bruges ånd som betegnelse for den substans viljen er af. Inden for eksistentiel filosofi, livsfilosofi og livskunst bruges begrebet ånd dog typisk om højere tilværelse eller bevidsthed[3].

Ifølge den tyske filosof Georg Wilhelm Friedrich Hegel er ånden en overindividuel bevidsthed, der former historiens udvikling[4]. I Åndens fænomenologi beskriver han denne som udvikling af fornuften og friheden. For filosoffen Søren Kierkegaard var ånden først og fremmest den enkeltes selvbevidsthed[5]. Filosoffen Hannah Arendt redegør i bogen Åndens liv for ånden som menneskets indre liv, og den betydning det har haft for udviklingen af den vestlige civilisation[6].

Idehistorikeren Hans-Jørgen Schanz har skrevet en indføring i åndens idehistorie med et hovedfokus på filosofien[7].

Pædagogik[redigér | redigér wikikode]

Åndelig pædagogik (eller åndspædagogik eller spirituel pædagogik) sætter fokus på pædagogik som åndelig praksis. Den danske teolog N. F. S. Grundtvig mente, at mennesket både materie og ånd. Skolen skulle i den forbindelse være præget af åndsfrihed, der indebærer tanke- og religionsfrihed[8][9]. Målet var livsoplysning. Teologien K. E. Løgstrup anvendte begrebet tilværelsesoplysning om den undervisning, der kaster lys over menneskers liv[10]. Den åndelige pædagogik findes i Danmark også hos Anders Dræby som livskunst. I bogen Livskunsten - filosofien om at vågne op til livet kommer pædagogikken til at handle om åndelig opvågning gennem de to principper ‘omdannelse’ og ‘livslang aflæring’.

Metafysik og religion[redigér | redigér wikikode]

I betydningen "bevidsthed" kan man groft set dele begrebet i to: Begrebet psyke betegner ånd som menneskets mentale dimension, mens i begrebet sjæl vises det til en åndelig, spirituel dimension (den ulegemlige del af menneskets natur). I forlængelse heraf bruges ånd også om et menneskes sindstilstand[2].

Ånd kan henføre til et væsen, som forestilles uden legeme, fx afdøde menneskers ulegemlige skikkelse (spøgelse) og til guder (ulegemlige væsner, som tænkes styrende verdensordenen) knyttede væsner[2]. I arabiske eventyr og arabisk religion betegner Djinn tjenende ånder (som ofte synes at holde til i flasker og lamper).

H.C. Ørsted anvendte "ånd" om den formløse men allestedsnærværende fornuft, som giver naturens den love[11]. En lignende opfattelse gælder for tilhængere af Intelligent design, der mener, at både naturlovene, de genetiske koder i DNA og de rammer inden for hvilke, naturen fungerer, og som muliggør tilstedeværelse af liv, må tilskrives en intelligens, hvis nærmere art ikke fastlægges.

Begrebet ånd hænger tæt sammen med begrebet spiritualitet og de to begreber bruges sommetider synonymt. På engelsk anvendes kun ordene ‘spirit’ og ‘spirituality’, hvormed der slet ikke skelnes.

Kristendommen[redigér | redigér wikikode]

Bibelen nævner ånder mange gange, hovedsagelig i det Nye Testamente hvor Jesus uddriver onde ånder (dæmoner).

Den Hellige Ånd er en del af den hellige treenighed (Gud, Sønnen og Helligånden) og er som en slags stedfortræder for Jesus Kristus. Kristendommen lærer, at når du bliver frelst og bestemmer, at du vil have Jesus i dit hjerte, strømmer Helligånden ind i dig og den gør dig stærk i troen. Særlig Pinsebevægelsen lægger megen vægt på Helligåndens kraft og mener, at det er vigtigt at bruge de gaver, som du kan få fra Ånden: (tungetale, profetier osv.).

Noter[redigér | redigér wikikode]

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Arendt, Hannah (2019): Åndens liv. Klim
  • Dræby, Anders (2018): Livskunsten. Akademisk Forlag
  • Hegel, G. W. F. (2005): Åndens fænomenologi. Gyldendal
  • Henningsen, Hans (2003): Tilværelsesoplysning - Et grundtema hos K. E. Løgstrup. Poul Kristensens Forlag.
  • Kierkegaard, Søren (2012): Sygdommen til døden. Det lille Forlag
  • Mårtensson, Brian Degn (2015): Ånd og ideal. Fjordager
  • Schanz, Hans-Jørgen (2017): Ånd. Klim
  • Ørsted, Hans Christian (1978): Aanden i Naturen, Fjerde udgave, 1 og 2 Deel, København, ISBN 87-414-8972-1.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

ReligionSpire
Denne religionsartikel er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.