Idealisme

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning

Idealisme er både en betegnelse for en generel tilgang til verden og for bestemte filosofiske standpunkter.

Hvis man er idealistisk, betegner dette i almindelig sprogbrug, at man handler ud fra idealer. Dvs. at man ikke bøjer sig for de faktiske forhold i verden, men forsøger at omforme disse efter ens egne ideer. Især bruges begrebet på denne måde inden for politik.

Idet idéer for det meste opfattes som åndelige og ikke materielle, kan der spores en sammenhæng mellem den ovennævnte betydning og betydningen inden for metafysikken. Her betegner idealismen den filosofiske retning, der anser det sjælelige/åndelige/psykiske for det eneste eksisterende. (Se det psykofysiske problem).

Som filosof kan man også være idealist inden for partikulære områder. Fx inden for matematikkens filosofi, hvor man kan mene med Platon, at matematikken ikke er noget, der foregår i vores materielle hjerner eller på en anden måde er til stede 'ude i verden', men afspejler ideale begreber, som rent faktisk eksisterer i en slags idéhimmel.[1]

Idealisme i international politik[redigér | redigér wikikode]

I studiet af international politik er idealisme udtryk for en særlig retning. Idealisme understreger indenfor international politik troen på staters mulighed for at fredeligt samarbejde. En typisk antagelse indenfor Idealisme er at "bløde magtmidler" såsom politiske forhandlinger og dialog samt økonomiske sanktioner er overlegen til "hårde magtmidler" (så som militær magt). Det forbindes også med en tro på at hvis stater bindes tæt nok sammen igennem handel og politiske aftaler vil det i sidste ende ikke kunne betale sig for dem at gå i krig. Dette har været en måde at forstå fx EU betydning for fred i Europa.

Grundlaget for idealisme indenfor international politik findes især ved franske oplysningstænker der talte om at skulle have en organisation hvor stater kunne bilægge og gå i dialog om deres uoverensstemmelser. Men det er især den Amerikanske præsident Woodrow Wilson som er en central tænker inden for Idealisme som IP-teori. Wilson blev en af hovedkræfterne bag dannelsen af Folkeforbundet, som blev FN's forløber, efter 1.verdenskrig.[2]

De centrale værdier som stater ifølge idealisme som IP-teori, er drevet af er fremskridt, fornuft og demokrati. Troen på fremskridt kommer til udtryk ved at man antager at stater er fornuftige og de derfor lærer af tidligere tiders konflikter og derfor ikke gentager dem. Troen på demokrati, hænger sammen med at demokratiske stater vil fordi de er bygget op på brugen af stemmesedlen snarere end militær og fysisk magt vil også på den internationale scene agerer mere fredeligt. Troen på fornuft og fremskridt bliver også til en historieforståelse som er lineær - vi går imod stadigvæk bedre og bedre levevilkår globalt. Dette står i kontrakt til realisme som IP-teori hvor troen er på en mere cyklisk historieforståelse hvor tidligere tiders konflikter gentages i nye former og evt med nye former for teknologi.

Se også[redigér | redigér wikikode]

  • Materialisme – som står i modsætning til metafysisk – og til dels politisk idealisme.

Kilder og henvisninger[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Absolut idealisme – et glemt potentiale? Nikolaj Pilgaard Petersen tidsskrift.dk
  2. ^ Idealisme som styrepind for udenrigspolitikken? Det kan føre lige lukt i ulykken David Rehling 4. november 2005 i information.dk
Question book-4.svg Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.
filosofiStub
Denne filosofiartikel er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den.