Spring til indhold

Grógaldr

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Den døde Groa genopvækkes af sin søn Svipdag med bøn om hjælp.

Grógaldr eller Groa-galderet er et kvad fra Den ældre Edda, og det første af to digte, Grógaldr og Fjölsvinnsmál, der i dag normalt publiceres samlet under titlen Svipdagsmál.

Digtene blev fundet i manuskripter på 1600-tallet. Svend Grundtvig påviste i 1854 en forbindelse mellem historien fortalt i Grógaldr og første del af en skandinavisk middelalderballade om Ungen Sveidal/Herr Svedendal/Hertig Silfverdal. I 1856 bemærkede Sophus Bugge, at balladens sidste del sammenfaldt med Fjölsvinnsmál.[1]

Groa-galderet handler om Svipdag, der påkalder sin døde mor, Groa, med bøn om hjælp mod sin onde stedmor, der tvinger ham til at prøve at befri Menglød, der sidder i fangenskab. Han lykkes i sin nekromantik, og digtet er en opremsning af de galdere - tryllesange - hans mor benytter for at beskytte sin søn mod farerne undervejs.[2]

  1. ^ Einar Ólafur Sveinsson: Svipdag's Long Journey, Hereditas, Folklore of Ireland Society, Dublin, 1975
  2. ^ Grógaldr (Grógaldr) – heimskringla.no

Eksterne henvisninger

[redigér | rediger kildetekst]
  • [1] Forskellige afskrifter
  • [2] Sammenligning
  • [3] Ulige versioner på dansk og svensk