Gunnar Larsen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Axel Gunnar Larsen (10. januar 1902Frederiksberg1. februar 1973 i Irland) var en dansk minister. Han var civilingeniør og var administrerende direktør og bestyrelsesformand for og storaktionær i cementkoncernen FLSmidth, som hans far, ingeniør Poul Larsen, havde etableret sammen med F.L. Smidth og Alexander Foss. Gunnar Larsen var således en fremtrædende erhvervsmand, som efter ophold i USA hele sit liv forblev angelsaksisk orienteret; det kan i lyset af hans ministerkarriere forekomme paradoksalt. Gunnar Larsen blev som 38-årig udnævnt til minister for offentlige arbejder i Ministeriet Thorvald Stauning III, fortsatte i Regeringen Vilhelm Buhl I og Regeringen Scavenius fra 8. juli 1940 til 29. august 1943.

Han var en af de tre "upolitiske", dvs. partiløse ministre, som konservative kredse i erhvervslivet og kong Christian 10. ønskede udnævnt. Regeringspartiernes hensigt med at acceptere disse udnævnelser var at hindre krav fra den tyske besættelsesmagt om optagelse af nazistiske ministre. (De to andre var justitsminister Eigil Thune Jakobsen og udenrigsminister Erik Scavenius.)

Gunnar Larsen var en meget aktiv fortaler for samarbejdet med besættelsesmagten. Han var ofte i kontakt med Cecil von Renthe-Fink og senere Werner Best, men han var ikke nazist, snarere må han betegnes som en pragmatisk orienteret samarbejdspolitiker.[1] Han gennemførte bl.a. aftalen om Fugleflugtlinjen, en trafikkorridor mellem København og Tyskland (Hamborg), som set fra dansk side primært havde betydning for beskæftigelsen. Det kendteste foto af Gunnar Larsen er taget ved det første spadestik til Fugleflugtslinjen, hvor DSBs generaldirektør P. Knutzen gnæggende ser på, at Gunnar Larsens spade knækker.[1]

Generelt var Gunnar Larsens ministerperiode præget af store beskæftigelsesmæssige projekter, som i befolkningen og især i den illegale presse hyppigt blev udlagt som ministerens forsøg på at fremme privatøkonomiske interesser. Gunnar Larsen var også blandt initiativtagerne til Østrumsudvalget, som fra efteråret 1941 støttede og søgte at udbygge danske erhvervsinteresser i de baltiske lande. I den anledning foretog Gunnar Larsen en rejse til Baltikum i maj 1942 – en rejse, der bevirkede, at F. L. Schmidt & Co. generhvervede sin cementfabrik Port Kunda i Estland.

Efter krigen blev han som den eneste danske minister fra besættelsestiden dømt ved byretten for samarbejdet med besættelsesmagten, men frikendt ved landsretten og Højesteret, hvorefter han udvandrede til Irland.[1]

Gunnar Larsens dagbøger fra ministerperioden er i privateje, og en kopi findes på Det Kongelige Bibliotek. Den 9. april 2015 udkom de efter tilladelse fra Gunnar Larsens familie i en udgave, kommenteret af John T. Lauridsen og Joachim Lund. Dagbøgerne giver et indblik i de forhandlinger, regeringen førte internt og i samarbejdet med besættelsesmagtens repræsentanter i Danmark.[1]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ a b c d Henrik Larsen: Den forhadte minister, Politiken (PS-tillæg) 5. april 2015, s. 1 og 6

Dagblade[redigér | redigér wikikode]

  • Henrik Larsen: Den forhadte minister, Politiken (PS-tillæg) 5. april 2015, s. 1 og 6

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Hvem var hvem 1940 – 1945, Gads Forlag, 2005
  • Joachim Lund: Hitlers spisekammer. Danmark og den europæiske nyordning 1940 – 1943, 2005
  • Niels Erik Hansen: Ro og orden – Danmark i 1940erne, Forlaget Columbus 2004
  • HVEM-HVAD-HVOR 1974, Politikens Forlag, København 1973.
  • John T. Lauridsen og Joachim Lund(red:)Samarbejdets mand - minister Gunnar Larsen. Dagbog 1941-1943, Forlaget Historika 2015
Dansk Stub
Denne artikel om en dansk politiker er kun påbegyndt. Du kan hjælpe Wikipedia ved at tilføje mere.
Politiker