Guptariget

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Guptariket karta.jpg

Guptariget (hindi: गुप्त राजवंश) er en tidligere statsdannelse, der blev styret af medlemmer fra gupta-dynastiet fra perioden fra ca. 280 til 550. På sit højdepunkt (ca. 350-450) omfattede Guptariget det meste af Nordindien, dele af det østlige Pakistan og det som i dag er det vestlige Indien og Bangladesh. Hovedstaden i Guptariget var Pataliputra, det nuværende Patna i den indiske stat Bihar.

Guptarigets hovedstad var Pataliputra (nutidens Patna), hvor der var kontrol over forvaltningerne i rigets provinser med fastlønnede embedsmænd, ligesom der blev opkrævet skatter fra vasalkonger.

Guptarigets fremgang under guptaernes lederskab skabte grundlag for i kunst og videnskab, og tiden under Guptariget beskrives af historikere[kilde mangler] som Indiens guldalder indenfor videnskab, teknologi, matematik, astronomi, religion og filsosofi. Historikere placerer Gupta-dynastiet sammen med Han-dynastiet, Tang-dynastiet og Romerriget som eksempel på en klassisk civilisation.

Hinduismen var hovedreligionen i Guptariget og sanskrit det officielle sprog.

Guptarigets grundlæggelse[redigér | redigér wikikode]

In contrast to his successor, Chandragupta I, who is mentioned as Maharajadhiraja, he and his son Ghatotkacha are referred to in inscriptions as Maharaja[24] At the beginning of the 4th century, the Guptas established and ruled a few small Hindu kingdoms in Magadha and around modern-day Bihar.

Det er uklart, hvornår Guptariget blev grundlagt. Den mest sandsynlige dato for etableringen knytter sig til Sri-Gupta, der regerede ca. 240-280. Hans efterfølger Ghatotkacha herskede sandsynligvis fra ca. 280-319. I inskriptioner benævnes de begge som "Maharaja".[1]

Op gennem 300- og 400-tallet ekspanderede Guptaene riget og indlemmede en række mindre kongedømmer i Magadha og i området omkring nutidens Uttar Pradesh.

Guptarigets nedgang og fald[redigér | redigér wikikode]

Guptariget blev i slutningen af 400-tallet truet af invaderende heftalitter eller "hvidehunerne", kendt i Indien som Huna, fra nordvest. Hvidehunnerne blev slået tilbage omkring 477, men krigene tærede på rigets ressourcer og bidrog til dets nedgang.

I 480'erne gennembrød den heftalittiske konge Toramana guptaenes forsvar i nordvest, og meget af Guptariget blev overtaget af heftalitterne inden år 500. Imperiet faldt fra hinanden under angreb fra Toramana og hans efterfølger Mihirakula. Heftalitterne erobrede flere provinser i Guptariget, herunder Malwa og Gujarat, mens Thanesar brød ud under lokale dynastier. Inskriptioner tyder på, at guptaene fortsatte med at kæmpe mod heftalitterne, selv om Guptaernes magt var meget mindre, lykkedes det med alliancer med de uafhængige kongedømmer at drive heftalitterne tilbage fra det meste af det nordlige Indien i løbet af 530'erne.

Arven efter Guptariget[redigér | redigér wikikode]

Lærde fra denne perioden inkluderer Aryabhatta, som tilskrives "opfindelsen" af konceptet nul, samt formulerede teorien om, at jorden bevæger sig rundt om solen, og Kalidasa, der var en stor skuespilforfatter og skrev stykker som Shakuntala, som skal have inspireret Johann Wolfgang von Goethe, og markerede højdepunktet i sanskritlitteraturen.

Titalssystemet, der ofte fejlagtigt tilskrives araberne, blev oprindeligt udviklet af matematikere i Guptariget.

Indenfor medicin og lægevidenskab var guptaene kendt for etablering af et gratis sygehusvæsen. Selv om fremgang indenfor fysiologi og biologi blev hindret af religiøse indvendinger mod kontakt med døde legemer, der forhindrede dissekering og anatomi, var indiske læger dygtige i brug af medicin, kejsersnit, benbrud og hudtransplantation. Indiske medicinske fremskridt blev hurtigt adopteret i de arabiske og vestlige verdendele.

Herskere over Guptariget[redigér | redigér wikikode]

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Andrea Berens Karls & Mounir A. Farah, World History The Human Experience

Eksterne links[redigér | redigér wikikode]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Majumdar (1977), R.C.. Ancient India. New Delhi, Indien: Motilal Banarsidass. s. 474. ISBN 81-208-0436-8.