Gustaf Åkerhielm

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Gustaf Åkerhielm.

Johan Gustaf Nils Samuel Åkerhielm (født 24. juni 1833 i Stockholm, død 2. april 1900 sammesteds) var en svensk friherre og politiker. Han var søn af Gustaf Fredrik Åkerhielm.

Efter endte Uppsalastudier blev han ansat i Indenrigsministeriet. 1856—63 var han i diplomatiets tjeneste i Paris, Sankt Petersborg, Wien og de sidste 3 år i København. Som adelig deltog han i et par rigsdage, deraf den sidste stænderrigsdag, hvor han hørte til repræsentationsreformens tilhængere. 1870—75 sad han i Andet Kammer, 1873 og 74 som tingets næstformand. Han gjorde sig i de år særlig fortjent af den skandinaviske møntkonventions tilblivelse 1873. September 1874 indtrådte han som finansminister i det Carlesonske ministerium, men afgik allerede i maj 1875 på grund af uenighed om et værnepligtsforslag. Åkerhielm blev nu et virksomt medlem af Første Kammer. Sommeren 1889 blev han udenrigsminister i det protektionistiske ministerium Bildt og i oktober samme år statsminister. Hans ministerium var særdeles virkedygtigt: forsvaret og mellemrigsloven reformeredes, hypoteksvæsenet ligeså, og det vigtige arbejde på den nordlige stambane fremskyndedes, ligesom kolonisationen i det folketomme Norrland fremmedes. Nogle løsrevne ord ("tala svenska med norrmännen") fra et privat møde om værnepligten i landstinget, maj 1891, blev af modstanderne udlagte som trusel mod Norge og medførte til sidst, at Åkerhielm måtte gå af 10. juli 1891, efterfulgt af Boström som førsteminister. I 1893 indvalgtes Åkerhielm i Andet Kammer, men overgik i 1895 til Første Kammer og havde sæde her til sin død. I 1876 var Åkerhielm bleven øverstekammerjunker og 1888 Serafimerridder. Han nød altid stor anseelse i alle partier, og hans interesser spændte over de forskelligste for landets udvikling vigtige områder. Redelig og selvstændig og praktisk, som han var, samt statelig i sin fremtræden, lagde hans ord altid et tungt lod i vægtskålen.

Kilder[redigér | redigér wikikode]