Hedelærke

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Hedelærke
Škovránok stromový (Lullula arborea) 2.jpg
Videnskabelig klassifikation
Rige Animalia (Dyr)
Række Chordata (Chordater)
Klasse Aves (Fugle)
Orden Passeriformes (Spurvefugle)
Familie Alaudidae (Lærker)
Slægt Lullula
Kaup, 1829
Art L. arborea
Videnskabeligt artsnavn
Lullula arborea
(Linnaeus, 1758)
Hjælp til læsning af taksobokse

Hedelærke (Lullula arborea) er en mindre spurvefugl, der er udbredt i størstedelen af Europa, Mellemøsten og Nordafrika. Den lever i større lysninger i nåleskove eller på heder med spredtstående træer. I Danmark er den almindeligst som ynglefugl i Midt-, Vest- og Nordjylland, men findes spredt over hele landet.

Arten er kendt for sin smukke sang, der har givet anledning til slægtsnavnet Lullula. Hedelærken er den eneste art i slægten. Den kendes fra den lidt større sanglærke på bl.a. lys øjenbrynsstribe og kortere hale samt en meget anderledes stemme.

Udseende[redigér | redigér wikikode]

Hedelærken er en 15 centimeter stor fugl, der ligner de andre beskedent farvede lærker. Den kan på nært hold kendes på lyse øjenbrynsstriber, der mødes i nakken samt på en mørk og en lys plet i vingekanten. Flyvende fugle kendes på kort hale uden hvidt i de yderste styrefjer.

Stemme[redigér | redigér wikikode]

Sangen er smuk og vedvarende som hos mange andre lærker. Den består af 3-5 sekunder lange rækker af lyde i faldende tonehøjde, f.eks. ly-ly-ly.... Den kan både fremføres fra jorden, fra en trætop eller i sangflugt, hvor den kan ses cirkle syngende over samme sted i over en halv time. Arten er kendt for at være natsanger, især ved måneskin.

Hannens sang kan høres fra ankomsten i marts til klækningen af det første kuld unger i april og igen i forbindelse med andet kuld samt om natten. Dog kan enlige hanner høres synge hele sommeren.

Hedelærkens videnskabelige slægtsnavn Lullula, givet af Johann Jakob Kaup i 1829, stammer oprindelig fra den franske naturhistoriker Georges-Louis Leclerc de Buffon (1707-1788), der gav fuglen navnet "Lulu" på grund af dens sang.[1]

Kaldet er et karakteristisk, blødt og smukt klingende dlyd-dlyd eller ty-li-ti.

Udbredelse[redigér | redigér wikikode]

Hedelærken findes i alle europæiske lande bortset fra Island og Irland. Grænsen for udbredelsen i øst følger Volga-flodens løb til det vestlige Iran. I syd findes den i Mellemøsten og i den nordlige bjergrige del af Afrika samt på de større øer i Middelhavet. Den største europæiske bestand findes i Spanien, hvor den dog er gået tilbage på grund af mere intensiv landbrugsdrift.

I Norden findes hedelærken i det sydøstligste Norge, Mellem- og Sydsverige samt det sydligste Finland. I Danmark findes den over hele landet, men er gået stærkt tilbage siden 1950'erne. Den findes nu især i Midt-, Vest- og Nordjylland samt i Nordsjælland og på Djursland.

Hedelærken er fortrinsvis en trækfugl, der ankommer i marts og trækker bort i oktober. Den overvintrer i det vestlige og sydvestlige Europa.

Føde[redigér | redigér wikikode]

Hedelærken finder sin føde på jorden og lever i højere grad af insekter som biller, græshopper og sommerfuglelarver end de andre lærker, men kan også leve af frø.

Ynglebiologi[redigér | redigér wikikode]

I Danmark forekommer oftest to kuld årligt. Det første kuld, på normalt fire æg, lægges i første del af april og det andet kuld, på oftest fem æg, midt på sommeren.

Reden anlægges på jorden skjult i vegetationen, f.eks under en busk. Redebygningen varer 2-7 dage, længst tid bruges på reden til første kuld. Æggene ruges udelukkende af hunnen i 13-15 dage. Hun forlader kun reden i en halv til en hel time dagligt for at fouragere. Ungerne fodres af begge mager i 9-15 dage. De er flyvefærdige, når de 16 dage gamle.

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Oeuvres complètes de Buffon: avec les descriptions anatomiques de Daubenton, son collaborateur, Bind 35, Del 6. Verdière et Ladrange, 1826. Google Books

Kilder/Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]