Heinrich Schütz

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Heinrich Schütz

Heinrich Schütz (8. oktober 1585 (JK) i Köstritz6. november 1672 i Dresden[1]) var en tysk komponist og organist. Den tyske musiks fader, som han blev kaldt, var sin tids betydeligste tyske tonekunstner. Schütz kom viden om i sit liv med ophold i Kassel, Venedig, København, Hannover, Wolfenbüttel, Gera, Weimar og Zeitz.

Musikalsk placeres Schütz som overgangsfigur mellem den tidlige og den sene barokmusik. Store dele af hans musik var vokal, men desuden skrev han en hel del musik beregnet for særlige begivenheder, således til festlighederne i anledning af den udvalgte prins Christians bryllup med den sachsiske prinsesse Magdalene Sibylle i 1634. Selv var han inspireret af blandt andre Giovanni Gabrieli og Claudio Monteverdi, og han var selv inspiration for den nordtyske orgelskole, der kulminerede med Johann Sebastian Bach.

Ved siden af sin komponistvirksomhed fungerede Schütz som organist og kapelmester.

Liv og karriere[redigér | redigér wikikode]

Ungdom[redigér | redigér wikikode]

Heinrich blev født i en fremstående borgerlig familie af frankisk oprindelse[2] som den næstældste af Christoph Schütz' og Euphrosyne Biegers 8 børn. Da han var fem år gammel, flyttede familien fra Köstritz i Østthüringen til Weißenfels i Sachsen-Anhalt, hvor faderen overtog gæstehuset "Zum güldenen Ring" efter sin fader. Senere købte han et gæstehus til, som han kaldte "Zum Schützen". Christoph fik en fremstående position i byen og blev med tiden borgmester. Sine børn gav han en grundig uddannelse, også musikalsk. To af Heinrichs fire yngre brødre, Benjamin og Georg, blev velkendte jurister. Schütz var nært knyttet til familien hele livet og ser ud til at have haft et specielt nært forhold til broderen Georg.

I 1598 overnattede landgreve Moritz von Hessen-Kassel i Christophs gæstehus. Greven var en kyndig musiker og habil komponist, og da han hørte Heinrich synge, indså han straks drengens talent og opfordrede forældrene til at sende ham til grevens hof i Kassel. Forældrene var egentlig imod, at Heinrich skulle slå ind på en musikalsk løbebane, men greven fristede med udsigter til en alsidig uddannelse, og forældrene gav til sidst efter. Opholdet ved hoffet i Kassel startede i 1599, og greven holdt sit løfte: Heinrich sang i koret samtidig, som han gik på grevens akademi Collegium Mauritanum, og fra 1607 bekostede greven studier i jura og etymologi ved universitetet i Marburg[3] samtidig som Heinrich studerede orgelspil og komposition.

Venedig[redigér | redigér wikikode]

Giovanni Gabrieli.

Landgreve Moritz besøgte Marburg i 1609 og gav Schütz følgende opfordring: "eftersom den vidt bekendte, men ganske gamle musiker og komponist Giovanni Gabrieli endnu er i live, ville jeg ikke gået glip af chancen til at høre ham og lære noget af ham".[4] Opfordringen blev fulgt op af et toårig stipendium, som skulle bruges til at studere hos Gabrieli. Schütz skrev senere, at han først fandt det vanskeligt at komponere og angrede, at han havde forladt studierne i hjemlandet. Men det må være gået bedre efterhånden, for Gabrieli brugte Schütz' store fremgang i komposition og orgelspil som begrundelse til at opfordre grev Moritz til at forlænge stipendiet med et tredje år. Schütz afsluttede de to første år med at udgive madrigalsamlingen Il Primo libro di Madrigali[5], og dedikerede den til greven. Også efter det tredje år blev han stærkt opfordret til at fortsætte, hvilket han også gjorde, nu med støtte fra forældrene som antagelig var blevet mere positivt indstillede til sønnens musikalske interesser. Gabrieli og Schütz knyttede åbenbart et tæt personligt venskab, og på dødslejet forærede Gabrieli en af sine ringe til Schütz, som på sin side altid omtalte Gabrieli med den største ærbødighed og regnede ham som sin eneste lærer.

Schütz opholdt sig hos Giovanni Gabrieli i 4 år fra 1609 til 1612 (da Gabrieli døde)[6] og fik her, altså først i en fremrykket alder, sin egentlige faguddannelse som musiker. Ved sin hjemkomst begyndte han atter på sit juridiske studium, men blev dog samtidig organist hos landgreven.[1]

Politisk kastebold[redigér | redigér wikikode]

Efter, at Schütz var tilbage i Kassel i 1613, fik han ansættelse som andenorganist ved landgreve Moritz' hof. I august 1614 skrev kurfyrst Johann Georg I. af Sachsen i Dresden til landgreven og bad om at måtte låne en organist ved navn Schütz. Dette fik han, men nægtede derefter at levere ham tilbage. Grev Moritz, som jo havde bekostet Schütz' uddannelse, forsøgte i en række henvendelser at få sin musikalske juvél tilbage, men på grund af den politiske situation var greven afhængig af at stå på god fod med kurfyrsten og måtte til sidst acceptere, at Schütz forblev i kurfyrstens "eje".[7] I august 1615 blev Schütz fungerende kapelmester ved kurfyrstens hofforkester i Dresden, på den tid Tysklands ledende hofkapel. Den formelle titel Koncertmeister fik han ca. 1619 og beholdt den resten af livet. Samme år offentliggjorde han Psalmen Davids[8] og giftede sig med den 18 år gamle Magdalena Wildeck.

Som kapelmester havde Schütz overopsynet med hofkapellets medlemmer og var ansvarlig for al musik ved hoffet: kirkelig såvel som verdslig – til underholdning, ved gudstjenestene og ved politiske anledninger. Desværre er hans dramatiske verdslige værker (syngespil og balletter) forsvundet, da det almindeligvis kun var teksten, som blev trykt.

Trediveårskrigen[redigér | redigér wikikode]

Heinrich Schütz 1627, det år Dafne blev opført

I 1618 brød trediveårskrigen ud med en så ødelæggende virkning, at den kostede næsten en tredjedel af den tyske befolkning livet. Kulturlivet blev selvsagt stærkt ramt, og Schütz skrev: "Som følge af den vedvarende og farlige krig i vort kære tyske fædreland er den seriøse musik i store vanskeligheder og ligger mange steder helt nede".[9] Følgelig måtte han nedsætte kravene til opførselspraksis og orkesterstørrelse "således at talentet Gud gav mig i denne ædle kunst ikke skal forblive uvirksomt, men i det minste skabe noget".[10][11] Oveni krigen kom gentagne pestepidemier.

Schütz gjorde hurtig karrière i Dresden, allerede 1617 udnævntes han således til sachsisk overkapelmester, i hvilken stilling han med enkelte afbrydelser forblev indtil sin død.[1] Allerede hans første større værk "Psalmen Davids" fra 1619[8] viser afgjort venetianske impulser, Schütz er heri den ny tids mand, hylder 17. århundredes ny musikstil, den såkaldte stylo recitativo med dens fremtrædende solistiske element, vokalt som instrumentalt.[1] Men hans næste kirkelige arbejde "Historia der frölichen und siegreichen Auferstehung Jesu Christi" fra 1623[12] viser afgjort træk fra den gamle musikstil, så at Schütz straks ved sine første værker fremtræder som den ejendommelige overgangskunstner, bestemt til at forbinde to forskellige tidsaldres stilarter med hinanden.[1] Lignende overgangsformer viser hans motetter "Cantiones sacrae" fra 1625.[13] Gennemgående er det dog den ny tids stil, der overvejende præger værkerne fra Schütz egentlige manddomsperiode, således hans "Festmusik" ved fyrstesammenkomsten i Mühlhausen fra 1627[14], hans "Madrigaler" til tekster af Opitz, sikkert også hans første og eneste opera "Dafne" fra 1627, hvortil imidlertid musikken er gået tabt, fremdeles de værker, han skrev efter et fornyet besøg i Italien i 1628, blandt hvilke "Symphoniæ sacræ" i 3 dele særlig rager frem.[1]

Heinrich og Magdalena Schütz fik to døtre, Anna Justina, født i 1621, og Euphrosyne, født i 1623. Ægtefællerne var nært knyttede til hinanden, og da Magdalena døde allerede i 1625, tog Heinrich det meget tungt og giftede sig aldrig påny. Schütz opplevede, at alle hans kære døde, som broderen Georg og begge døtrene.

For at ikke miste kontakten med trenderne i tidens musikliv reiste Schütz til Italien i 1628 og opholdt sig der et år. Det er tænkeligt, at han mødte Claudio Monteverdi, men det er ikke sikkert. Opholdet gav Schütz mange nye impulser, for eksempel begyndte han at skrive i den nye deklamatoriske monodiske stil, som blandt andet Monteverdi havde været med til at udvikle. Han stiftede bekendtskab med en ny genre, operaen, der ifølge ham selv var helt ukendt i Tyskland.[6] Også den første bog i Symphoniae sacrae, som han udgav efter at være vendt tilbage til Tyskland i 1629, viser tegn på impulser fra opholdet i Italien.

Hos Christian den 4.[redigér | redigér wikikode]

Titelblad til Heinrich Schütz: Geistlische Chormusik fra 1648.

Hofkapellet i Dresden havde på denne tid så store problemer med at forsørge og lønne medlemmerne, at Schütz stadig søgte at finde arbejde udenfor Dresden. Han var derfor glad for at kunne takke ja til et tilbud fra kong Christian IV, der satte ham som højtlønnet kapelmester i spidsen for sit udmærket besatte kapel. To gange ved vi, at Schütz i denne egenskab fungerede ved hoffet i København, 1633-1635 samt 1642-1644[6], muligvis har han også været der et par gange til, men dette kan dog ikke bestemt oplyses. Ved sit første ophold i Danmark forestod han blandt andet som musisk leder de storartede festligheder i København i anledning af den udvalgte prins Christians bryllup med den sachsiske prinsesse Magdalene Sibylle i 1634 og har da sandsynligvis komponeret musikken til de forskellige festforestillinger, der gaves ved denne lejlighed, således musikken til den indledende operaballet, fremdeles til Lauremberg’s to skuespil "Aquilo" og "Die Harpyiæ" samt til den afsluttende "Tragoedia von den Tugenden und Lastern".[1] Al denne musik er dog desværre gået tabt. Schütz tilegnede den senere Frederik 3. sine "Kleine geistliche Koncerte" fra 1639 og den udvalgte prins Christian 2. del af sin "Symphoniæ sacræ" fra 1647.[1]

Ind imellem sine ophold i Danmark arbejdede Schütz som musikalsk rådgiver ved fyrstehofferne i Hannover, Wolfenbüttel, Gera, Weimar og Zeitz. I anledning af prins Heinrich II. Posthumus Reuß' gravlæggelsesceremoni komponerede Schütz i 1635/36 Musikalische Exequien, hans største og vigtigste komposition for sådanne anledninger. I 1636 offentliggjorde han første del af Kleinen geistlichen Konzerte[15] og anden del i 1639[16]. Højdepunktet af hans publikationsvirksomhed kom i slutningen af 1640-erne med anden del af Symphoniae sacrae i 1647[17], i 1648 Geistliche Chormusik[18] og i 1650 tredje og siste del af Symphoniae sacrae.[19]

Sene år[redigér | redigér wikikode]

Heinrich Schütz-Haus i Weißenfels efter restaurering.

Fra 1645 sendte Schütz stadig ansøgninger om at blive pensioneret, med sine 60 år følte han sig gammel og hofkapellet lå nede. Kurfyrst Johann Georg I afviste alle henvendelserne, ofte uden at svare eller ved at returnere brevene ulæste.[20] Da Johann Georg I døde i 1656, slog sønnen og efterfølgeren Johann Georg II. imidlertid sit eget og faderens hoffkapel sammen og gav Schütz den efterlængtede pension samt titlen "ältesten Kapellmeister", som han beholdt til sin død.

Schütz nød sitt otium i Weißenfels - stedet hvor han voksede op. Fra denne tid stammer "Lukaspassionen" (ca. 1664), "Matteuspassionen" (1665) og "Johannespassionen" (1666), samt "Weihnachtshistorie" (1664). Han sidste værk er en fuldstændig tonsætning af Salme 119 (1671), opdelt i 11 motetter med et tilhørende tysk magnificat og musik til Salme 100. Salme 119 er Bibelens længste, og hele værket er gennemgående med dobbeltkor. Eftersom dette er hans sidste værk, kaldes det også "Schwanengesang".[21]

I sine senere værker greb Schütz med stigende konservatisme tilbage til den gamle musikstil, således i "Die sieben Worte Jesu Christi am Kreuz" fra 1645, endnu mere i motetterne "Geistliche Chormusik" fra 1648 og allermest i hans tre gange gentagne behandlinger af Passionen (efter henholdsvis Johannes, Matthæus og Lucas evangelier) fra hans sidste leveår. Til samme stilretning hører ligeledes hans ved deres melodiske fylde interessante 4-stemmige melodier til Becker’s salmer fra 1628.[1]

Død og begravelse[redigér | redigér wikikode]

Frauenkirche, hvor Schütz blev begravet. Stik fra 1714.

Schütz døde i Dresden 87 år gammel og blev begravet i den gamle Frauenkirche i Dresden. Gravstenen forsvandt, da den gamle kirke blev revet ned i 1727.

Musikalsk stil[redigér | redigér wikikode]

Titelsiden til
Psalmen Davids

Heinrich Schütz regnes som den tidlige baroks mest betydelige tyske komponist. Selv om han oprindelig fik organistuddannelse, komponerede han næsten kun vokalmusik. Efter de tidlige madrigaler med italiensk tekst skrev han frem for alt vokalmusik til tyske bibeltekster, både for gudstjenester og til underholdning ved det fyrstelige taffel. Schütz selv så det nok som sin hovedopgave at skrive musik til særlige anledninger som store hof-fester og politiske begivenheder.

Schütz startede sin karriere i et strålende hofmiljø og levede frem til sin kones tidlige død et lykkelig familieliv, men sammenfaldet af trediveårskrigen, epidemier og sociale omvæltninger førte til noget, han selv beskrev som en "næsten uudholdelig tilværelse".[22] Kun i ringe udstrækning afspejles disse livserfaringer i hans musik – komponister på hans tid skildrede sjældent sine egne følelser men betragtet sig - og blev betragtet - som håndværkere, som producerede det, tjenesteherren krævede af dem.

Schütz' kompositioner er påvirket af læreren Gabrieli, af Monteverdi og af nederlandske 1500-talskomponister. Tidligt i karrieren komponerede Schütz musik i et stort og ekspansivt format, men musikken blev efterhånden enklere og nærmest spartansk - en stil som kulminerer med passionerne. De forværrede sociale forhold er den mest sandsynlige årsag til denne udvikling.

Schütz indførte den nye italienske koncerterende stil med obligat generalbas til Tyskland og forenede den med tysk bibelprosa. Hans mesterlige "oversættelser" af tyske tekster til musik – præget af erfaringerne med den italienske madrigal – har altid troldbundet publikum. Bortset fra bibelprosaen, med særlig vægt på Salmernes bog, satte han sjælden tekst til rim eller strofisk tekst. Dette kan skyldes, at han ikke fandt tyske tekster efter det italienske madrigal-mønster og ikke så sig i stand til at skrive sådanne selv. Schütz samarbejdede ikke desto mindre med kendte digtere, for eksempel førte samarbejdet med Martin Opitz til pastoralkomedien Dafne. Musikken er gået tabt, og man ved ikke sikkert, om dette var en gennemkomponeret opera eller et teaterstykke med musik.

Ved siden af generalbas-stilen skrev Schütz i den ældre generalbas-frie stil, som han holdt for at være et godt grundlag for al komposition. Dette viste han i praksis, ikke bare i madrigalerne, men også i Cantiones sacrae-motetterne (1625) og i Geistliche Chormusik (1648). Schütz' specielle særtræk var måden, han fusionerede begge stilarter til helhedsværker gennem en virtuos omgang med vokalstemmerne såvel som med de obligate instrumenter, og en variert håndtering af de forskelligste besætninger, fra små enstemmige koncerter til flerstemmige, klangfulde værker. Også Schütz' samtidige anerkendte hans præstationer på dette felt.

Schütz var en af de sidste komponister, som skrev i en modal stil. Hans harmonier opstod mere som et resultat af at uafhængige stemmer havnede på samme vertikale linje end af en følelse for funktionel harmoni – til gengæld opviser meget af hans musik en stærk tonal gravitation, når den nærmer sig kadencerne. Musikken indeholder megen imitation, men er struktureret således, at stemmerne ikke nødvendigvis kommer ind efter samme antal taktslag eller med forudsigelig intervalafstand. Schütz' måde at komponere på fører ofte til intense dissonanser, som skyldes en kontrapunktik, hvor de individuelle stemmer bevæger sig korrekt lineært, men således at resultatet bliver en opsigtsvækkende harmonisk spænding. Fremfor alt viser hans musik en enestående følelse for tekstens accentuering og mening, ofte formidlet ved hjælp af tekniske figurer hentet fra musica poetica.

Schütz var en vigtig formidler af nye musikalske ideer fra Italien til Tyskland og fik stor betydning for den tyske musik, som blev skabt efter hans tid. Den nordtyske orgelskoles rødder ligger hos Schütz (og hos nederlænderen Jan Pieterszoon Sweelinck). Denne musik kulminerede i J.S. Bachs værker et århundrede senere.

Modtagelseshistorie[redigér | redigér wikikode]

Heinrich-Schütz-støtte i Dresden.

I sin levetid blev Schütz tituleret som parens nostrae musicae modernae, dvs. "vor moderne musiks fader". I det første tyske musikhistoriske værk fra 1650 blev han omtalt som "den allerbedste tyske komponist"[23], og på gravstenen blev han betegnet som saeculi sui musicus excellentissimus, dvs. "århundredets mest fremragende musiker". Schütz' elever tæller blandt andet Christoph Bernhard, Matthias Weckmann, David Pohle, Johann Theile, Adam Krieger og Johann Vierdanck. Trods sit ry i samtiden blev han glemt efter sin død, og forblev glemt i henved 200 år.

Første gang, Schütz blev udførlig nævnt efter glemselsperioden, var i Carl von Winterfelds monografi (1834) over Giovanni Gabrieli. Senere gjorde korlederen Carl Riedel ham kendt gennem sine egne bearbejdelser, først og fremst af passionerne og Sieben Worte. Også Brahms opførte nogen af Schütz' værker. I 1885 begyndte Philipp Spitta at udgive de første af Schütz' samlede værker, og i 1920-erne startede et intensivt arbejde med fremfor alt motetterne i Geistliche Chormusik. En konsekvens af arbejdet var, at der i 1930 blev dannet et Heinrich Schütz-selskab, Internationale Heinrich-Schütz-Gesellschaft[24], som arrangerer Schütz-festspil og Schütz-dage for at udbrede kendskabet til og forståelsen for hans musik. En af selskabets grundlæggere, Hans-Joachim Moser, udgav i 1936 den første Schütz-biografi, og i 1955 begyndte selskabet at arbejde med en ny komplet udgave, som i december 2006 var kommet op i 34 bind, og man regner med at komme op på 45 bind. I 1979 begyndte selskabet at udgive årbøger med artikler om komponisten og relaterede emner.[25]

Værker[redigér | redigér wikikode]

For en fuldstændig liste over Schütz' værker, se Schütz-Werke-Verzeichnis.

Omtrent 500 enkeltstykker er bevaret efter Schütz, de fleste er publiserede i samlingerne neden for:

  • Il primo libro de madrigali (første bog med madrigaler) (Venezia, 1611)
  • Psalmen Davids (Bog 1) (Dresden, 1619)
  • Historia der frölichen und siegreichen Aufferstehung ... (Historien om Jesu opstandelse) (Dresden, 1623)
  • Cantiones sacrae (Freiberg, 1625)
  • Psalmen Davids (Bog 2) (Freiberg, 1628)
  • Symphoniae sacrae (Bog 1) (Venezia, 1629)
  • Musicalische Exequien (Dresden, 1636)
  • Kleine geistliche Konzerte (Bog 1) (Leipzig, 1636)
  • Symphoniae sacrae (Bog 2) (Dresden, 1647)
  • Geistliche Chor-Music (Dresden, 1648)
  • Symphoniae sacrae (Bog 3) (Dresden, 1650)
  • Zwölf geistliche Gesänge (Dresden, 1657)
  • Psalmen Davids (revideret udgave af bog 2) (Dresden, 1661)
  • Magnificat
  • Weihnachtshistorie (juleoratorium) (Dresden, 1664)

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ a b c d e f g h i Hammerich, s. 131
  2. ^ Rifkin & Timms 1985: s 1
  3. ^ Heinrich Schutz (1585–1672): Kulturpatriotismus Und Deutsche Weltliche Vokalmusik – &Laquo; Zum Auffnehmen Der Music/Auch Vermehrung Unserer Nation: Elisabeth Rothmund
  4. ^ Rifkin & Timms 1985: s 5
  5. ^ Johnson, s. 1
  6. ^ a b c Kongsted, s. 7
  7. ^ Rifkin & Timms 1985: s 7-12
  8. ^ a b Johnson, s. 24
  9. ^ „die löbliche Music von den anhaltenden gefährlichen Kriegs-Läufften in unserm lieben Vater-Lande Teutscher Nation nicht allein in grosses Abnehmen gerathen, sondern an manchem Ort gantz niedergeleget worden“
  10. ^ „damit mein von Gott verliehenes Talentum in solcher edlen Kunst nicht gantz ersitzen bleiben sondern nur etwas weniges schaffen und darreichen möchte“
  11. ^ Forord til første del af Kleinen geistlichen Konzerte, Leipzig, 1636)
  12. ^ Johnson, s. 33
  13. ^ Johnson, s. 39
  14. ^ Johnson, s. 50
  15. ^ Johnson, s. 105
  16. ^ Johnson, s. 110
  17. ^ Johnson, s. 144
  18. ^ Johnson, s. 162
  19. ^ Johnson, s. 177
  20. ^ Rifkin & Timms 1985: s 50
  21. ^ SWV 484 - Heinrich Schütz - Schwanengesang (YouTube)
  22. ^ „nahezu qualvolle Existenz“
  23. ^ „den allerbesten teutschen Componisten“
  24. ^ Internationale Heinrich-Schütz-Gesellschaft
  25. ^ Internationale Heinrich-Schütz-Gesellschaft: "Jahrbuch. Die Artikel der Schütz-Jahrbücher 1979 - 2014" (Tysk)

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]