Marias lovsang

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Marias lovsang (Luk 1,46-56), også kendt som Magnificat, er en helt central Maria-tekst i Bibelen. Lovsangen er en fast bestanddel i de liturgiske aftenbønner i mange kirkesamfund, særlig i den katolske kirkes vesper.

Indhold[redigér | redigér wikikode]

Maria bryder ud i denne lovsang, efter at hun af sin slægtning Elisabeth har fået bekræftet den guddommelige undfangelse, der er sket inde i hende (Luk 1,26-45).

Den starter med en lovprisning til Gud (v46-47) for, at han har set til Maria, hans ringe tjenerinde, så hun vil blive prist salig af alle slægter, ikke på grund af noget Maria har gjort, men på grund af, hvilke store ting Gud har gjort mod hende (48-49).

Ud af dette konkrete eksempel om Gud, der ophøjer den ringe tjenerinde Maria, udleder hun en lære om Guds væsen. Gud er en hellig og barmhjertig Gud, som ydmyger de hovmodige og ophøjer de ringe, mætter de sultne og gør de rige tomhændede (v50-53).

Dette er et yndet tema i evangelierne, særligt i Lukasevangeliet, hvor det svage fremstilles som det, Gud finder behag i, for netop i menneskers afmagt kan Guds almagt, barmhjertighed og kærlighed særligt komme til udtryk. Derved bliver Maria som den ringe, unge og ukendte pige en repræsentant og et symbol på de ringe, som Gud på grund af sin storhed og barmhjertighed netop kan gøre store ting imod. Her trækker teksten for øvrigt også på Hannahs lovsang, der er nedskrevet i Første Samuelsbog 2,1-10, hvor Hannah var uden børn og ringe; men Gud gav hende et barn, der skulle blive en af Bibelens store profeter, nemlig Samuel. Denne lovsang ligger uden tvivl som inspiration til Marias lovsang. Til sidst henviser Marias lovsang til, at Gud nu, ved at lade Jesus komme til jorden, har taget sig af Israel, vist dem barmhjertighed og holdt sit løfte til Abraham.

Virkningshistorie[redigér | redigér wikikode]

Marias lovsang har en særlig plads, især i forbindelse med Maria-dyrkelsen. Lovsangen siger jo selv "Herefter skal alle slægter prise mig salig". Derudover har dens centrale placering i hver eneste dags aftenbøn, vesper, gjort den kendt og elsket af mange. På grund af den sociale tone blev den engang i 1980'erne forbudt af diktatorne i Guatemala. [1]

Tekst – Marias lovsang[redigér | redigér wikikode]

v46 Da sagde Maria:
Min sjæl ophøjer Herren,
v47 og min ånd fryder sig over Gud, min frelser!
v48 Han har set til sin ringe tjenerinde.
For herefter skal alle slægter prise mig salig,
v49 thi den Mægtige har gjort store ting mod mig.
Helligt er hans navn,
v50 og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham,
varer i slægt efter slægt.
v51 Han har øvet vældige gerninger med sin arm,
splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker;
v52 han har styrtet de mægtige fra tronen,
og han har ophøjet de ringe;
v53 sultende har han mættet med gode gaver,
og rige har han sendt tomhændet bort.
v54 Han har taget sig af sin tjener Israel
og husker på sin barmhjertighed
v55 – som han tilsagde vore fædre –
mod Abraham og hans slægt til evig tid.
v56 Maria blev hos hende hen ved tre måneder og vendte så hjem. [2]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. 'The Gospel in Solentiname', Ernesto Cardenal (Maryknoll: Orbis Books, 1978) s.25.
  2. Luk 1,46-56 Bibelen, Det Danske Bibelselskab
Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: