Henrik Cavling

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Henrik Cavling
Personlig information
Født 22. marts 1858Rediger på Wikidata
Død 7. august 1933 (75 år)Rediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Beskæftigelse Selvbiograf, journalistRediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Paulus Henrik Cavling (22. marts 1858 i Kgs. Lyngby7. august 1933 på Stutgården ved Hillerød) var en dansk journalist, redaktør og forfatter. Henrik Cavling er søn af teglbrænder Jeppe Olsen og hustru Bengta Olsen, f. Cavling, og døbt Paulus Henrik Olsen 2. maj 1858 i Lyngby Kirke, fik tilføjet efternavnet Cavling ved bevilling af 16. oktober 1889. Han var chefredaktør for Politiken fra 1905 til 1927. I den periode blev Politiken Danmarks største avis og oplaget blev tredoblet (fra 22.000 i 1904 til ca. 75.000 i 1924)

Henrik Cavling blev Danmarks første egentlige journalist. Han startede som reporter ved Morgenbladet, men skiftede i 1884 til avisen Politiken. Hans varemærke blev en evne til at være dér, hvor historierne var, eller bare at se historier, hvor andre ikke så nogen. Således var hans reportage fra sprængningsulykken på Donse Krudtværk 16. maj 1882 karakteristisk for ham, samtidig med at den bragte tidender om indførelsen af en ny type journalistik i Danmark[1]. Han stil var levende, og hans evne til at beskrive alt med få og rammende ord blev hurtigt en af årsagerne til den nydannede avis Politikens succes i slutningen af det 19. århundrede.

Hans første bidrag til Politiken var små notitser fra Berlin i 1885. Året efter blev han ansat, og 19 år senere blev han avisens chefredaktør. På denne tid var parlamentarismen kommet til Danmark, og den meget intense politiske aviskrig mellem Venstre, som Politiken tilhørte, og Højre var stilnet af. I Cavlings tid var det især arbejdet med at skabe respekt for det meget ringeagtede journalistarbejde, der blev intensiveret.

Som chefredaktør revolutionerede Cavling den danske bladverden, der snart blev tvunget til at følge Politikens eksempel. I stedet for at være gammeldags partiaviser, skulle aviser være nyhedsaviser, der berettede om dagens hændelser. Hvor mange emner før havde måttet vige for partiavisens paroler, blev meget af avisen nu også fyldt af sport og udenlandske nyheder. Aviser skulle i Cavlings verden informere det moderne travle storbymenneske om dagens begivenheder.

Journalistprisen Cavlingprisen er oprettet til minde om Henrik Cavling.

1914 fik Henrik Cavling ideen til at opstille det store juletræ, der siden da er blevet tændt hvert år den første søndag i advent, på Rådhuspladsen i København, hvor Politiken sammen med Ekstra Bladet var flyttet til to år tidligere.

Han udgav de selvbiografiske værker Efter Redaktionens Slutning (1928) og Journalistliv (1930). I 1910 udkom en samling af hans journalistik under titlen Nogle avisartikler, der blev genudgivet i 2000.

Menneskehandel[redigér | redigér wikikode]

I 2017 kom det frem, at Cavling havde købt en 10-årig dreng fra Dansk Vestindien - en tidligere dansk slavekoloni - som efterfølgende blev brugt flittigt til bl.a. udbringning af aviser for Politikens redaktion.[2]

Henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Hakon Stangerup, Henrik Cavling og den moderne avis, Gyldendal, København, 1968.
  • Sven Ove Gade, Journalisten : en biografi om Henrik Cavling, Politiken, 2009. ISBN 978-87-567-7824-4.
  • Tage Kaarsted, Henrik Cavling som krigskorrespondent. Artikler og breve fra den græsk-tyrkiske krig 1897, udgivet af Institut for presseforskning og samtidshistorie, Universitetsforlaget i Aarhus 1960.
  • Henrik Cavling, Journalistliv, Gyldendal, København, 1930.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]