Jagt

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Disambig bordered fade.svg For alternative betydninger, se Jagt (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Jagt)
Kvinder på mågejagt, oliemaleri omkring 1900, signeret „Fr. Tonin“

Jagt er den praksis at indfange et dyr, alternativt forfølge eller vente på det, med den hensigt at dræbe det.

Jagt udøves med mange forskellige formål, hvilket kan indføres i et spektrum af, hvor meget af dyret der efterfølgende anvendes: fra at skyde og dræbe dyr for fornøjelses skyld (så kaldt sportsjagt), over jagt på særlige kropsdele (fx med handel for øje, eller prestigefyldte dele som skind, gevir eller hoved, så kaldt trofæjagt), til jægere der spiser så meget af vildtet som muligt eller endda er afhængig af jagten som betydeligt del af deres fødegrundlag (så kaldte subsistensjægere).[1] Jagt bruges også til regulering af skadedyr. Regulering af vilde dyr udføres for at forebygge sygdomme forårsaget af for høje vildtbestande og indgår i statslig og privat vildtforvaltning.

De jagtbare arter betegnes som vildt og er normalt pattedyr eller træk- og standfugle. I USA, hvor sportsjagten er udbredt, kaldes vildtet ofte for game (fra oldengelsk betydning for "fornøjelse, sport eller lystighed").

Historie[redigér | redigér wikikode]

Urtid[redigér | redigér wikikode]

Mens vores tidligste forfædre sandsynligvis var altædende, er der bevis for at den tidlige Homo erectus-slægt (og muligvis allerede australopithecus-arten) har brugt større dyr som føde. Jagt kan have været en miljøfaktor der førte til udskiftningen af megafaunaen med mindre planteædere. Af vores nærmeste overlevende slægtninge blandt menneskeaberne er chimpanserne altædende; flokken jager sammen. Derimod spiser bavianerne mere frugt.

Selv om det er ubestridt at de tidlige mennesker var jægere, er det grundlag for det sidste skridt i etableringen af Homo sapiens (med oprejst gang, fremstilling af stenværktøj og i sidste ende også kontrol af ilden) understreget i jagthypotesen. Og deres opskrift på succes og samvær som parringsadfærd er afgørende for den adfærdsmæssige modernitet.

Jægerstenalderen[redigér | redigér wikikode]

Med fremkomsten af sprog, kultur og religion blev jagt et tema i eventyr, historier og mytologi foruden i ritualer som dans og dyreofringer.

Jagt var en afgørende del af jæger og samler-samfundet før tæmning af dyr og dyrkning af jorden, der begyndte for omkring 11.000 år siden. Jagtens effektivitet voksede med udviklingen af buen for omkring 18.000 år siden og tæmningen af hunden for omkring 15.000 år siden. 16.200 år gamle fossiler viser brug af spyd ved jagt i Asien.

I Danmark begyndte mennesker at gå på jagt for ca. 15.000 år siden,[2] efter isen smeltede og gav plads til at mennesker og andre dyr kunne indvandre. På den tid var landskabet tundralignende og blev efterhånden helt dækket af lysåben skov. De få mennesker, der levede i Danmark, havde formodentlig en varieret kost bestående både af urter, rødder, svampe, samt fisk. At de flyttede fra sted til sted, hænger sandsynligvis sammen med årstidernes jagtmuligheder. De bosatte sig især ved bredden af søer og vandløb og også langs kysterne. Byttedyr var rensdyr, kronvildt, urokse, vildsvin, bæver og fugle.

Fra Bondestenalder til Jernalder[redigér | redigér wikikode]

Selv efter overgangen til landbrugsssamfund, hvor opdræt af dyr blev den primære kilde til animalsk føde, forblev jagt et betydeligt bidrag til føde: Jagten gav kød, ben til redskaber, sener til reb; pels, fjer og læder til tøj. De tidligste jagtredskaber var sten, klippestykker, slynger, spyd og buer.

Jagt på vildsvin i middelalderens Italien, 1300-tallet

På relieffer fra Mesopotamien er kongerne afbildet som løvejægerestridsvogne. Den kulturelle og psykologiske betydning af jagt i de gamle samfund er vist ved guder: den hornede Cernunnos og måne/jagtgudinden (græsk Artemis, romersk som Diana). Den mytologiske forbindelse mellem byttedyr og guddom afspejles i jagt omkring et tempel. Euripides historie om Artemis og Acteon kan ses som en advarsel mod frækt praleri og respektløshed mod gudinden og byttet.

Middelalder[redigér | redigér wikikode]

I lang tid forsøgte kongen at begrænse jagten til ham selv og hans mænd. Straffen for at skyde vildt var hård og bøndernes hunde kunne få hugget et ben af, så de ikke kunne løbe efter vildtet på kongens jagtrevirer.[2]

Vildtbanesten til markering af kongens jagtrevir, ved Christianshede kirke.

I senmiddelalderen forvandlede Danmark sig langsomt til et agerbrugssamfund. De store skove forsvandt efterhånden som landbruget spredte sig og træhugsten voksede pga. behovet for byggemateriale til huse, skibe og brændsel. Jagten fortsatte som et supplement til fødegrundlaget og for at skaffe råmaterialer som skind og horn. I vikingetiden og den tidlige middelalder blev skovene betragtet som frie områder, en slags fælleder, som alle måtte have lov til at benytte sig af og ingen havde særlig ejendomsret over. Dette brød kirken, stormændene og kongen sig dog ikke om og de besluttede sig for at sætte en stopper for den folkelige brug af skoven og dens livsformer. I Jydske Lov fra 1241 stod der derfor, at selvom bønderne nok ejede skoven, så ejede kongen grunden. I 1537 var det så slut med frit at kunne jage alle former for vildt uden frygt for repressalier. Straffen for at udøve jagt uden ejendomsret til grunden, så kaldt krybskytteri, var hård og kunne lyde på fængsel eller hængning. Bøndernes jagtret blev således indskrænket og det moderne fænomen, hvor jagten hovedsageligt kan udøves frit af de øverste samfundslag på jord som de nu havde fuld ret over, blev hermed grundlagt. På denne tid underholdt adelen sig med jagt på bl.a. ulve, oddere, råvildt og vildsvin. Falkejagt blev desuden en ridderlig form for idræt blandt fine herrer og damer.

Kongemagten[redigér | redigér wikikode]

Gennem tiden har kongemagten spillet en stor rolle for jagtens vilkår i Danmark. I en forordning fra 1537 forbeholder kongen fx jagten på harer til adelen. Kong Frederik II (1534-1588) organiserede de største kongelige vildtbaner i Danmark. Med adelen byttede han sig til ejendomsret på jord og bygninger, og da kirkens jord efter reformationen i 1536 tilfaldt kongen, fik han på den måde samlet krongodset og skabt store sammenhængende arealer, hvor han havde eneret til jagt. Den Nørrejydske Vildtbane strakte sig fx fra Horsens til Viborg med Skanderborg som centrum, og her kunne kongen bl.a. jage vildsvin og ulve.

Straffen udmåltes også forskelligt efter stand: En adelsmand, der gik på jagt på den kongelige vildtbane, fik måske fængselsstraf, men alle andre blev hængt. Fæstebønder og andre jordejere, der boede inden for vildtbanerne, måtte kun holde én hund, og den skulle have det ene forben hugget af ved knæet. Udover grusomheden ved dette, viser det samtidig at mennesker i Danmark har haft hunde som andet end nyttedyr, hvis de tilsyneladende har kunne leve med at forkrøble dyret.[3] På kongens jagtrevir skød man bl.a. dådyr, vildsvin, rådyr, harer, vildænder, snepper, duer, traner, hejrer og gæs.

Nogle vildtarter blev indført fra udlandet, bl.a. fasanen, som kongen og herremændene importerede i 1562 fra Kina som nyt jagtbytte.

På trods af de barske straffe, fortsatte bønderne dog at betragte skovene som et fælles gode, og kongen tog dermed initiativ til at oprette et forstvæsen med skovriddere og dyrevogtere for at bekæmpe krybskytteriet og den ulovlige hugst. I 1588 var der omkring 30-40 ansatte bestående af skovfogeder, som blev udtaget blandt bønderne, og skovriddere, som blev udvalgt blandt kongens jagtpersonale eller lavadelen. Jobbet bestod i på hest at patruljere skovene og forfølge almuen, når den høstede vilde dyr eller huggede træer. Desuden skulle de bekæmpe omstrejfende hunde, holde geder borte fra skovene og i øvrigt indhegne dem.

Under en rejse til det franske hof havde Christian d. 5 oplevet parforcejagten, en meget pladskrævende jagtform, som han indførte i Danmark i 1670. Dyrehaven i Jægersborg, som allerede dengang var kongelig vildtbane, lod han derfor udvide og anlagde veje i stjerneformation efter forskrifterne. Parforcejagt foregår til hest og har karakter af selskabsjagt, hvor hattedamer fra åbne vogne eller pavilloner kunne være tilskuere til spektaklet. Ofte varede begivenheden flere timer og foregik på de anlagte stier, hvor hundene forfulgte vildtet til det var helt udmattet og så kunne nedlægges af kongen eller en, han havde udpeget. I stedet for at nedlægge dyret med dræbende skud, benyttede man sig en lang kniv, kaldet en hirschfänger. Parforcejagten var en kostbar affære og var afhængig af et stort antal tjenestefolk, såvel som hunde, heste og tilstrækkeligt terræn til at kunne løbe hjortevildt til udmattelse. Den sidste kongelige parforcejagt blev gennemført omkring 1777, formodentlig pga. de mange resourcer den krævede. Men med parforcejagten blev den grænse, hvor det kunne tages for at givet, at hensigten var at skaffe føde, også blev overskredet, og jagten var blevet en sport. I dag lever parforcejagtens historie videre i Hubertusjagten.[4]

Herregårdsjagten[redigér | redigér wikikode]

Med småborgernes og middelklassernes oprør mod adelen, blev jagtretten i 1840 ved en forordning knyttet til ejendomsretten. Nu blev det således jordbesiddere, dvs. større og mindre landbrug, godser og herregårde, der kunne råde over jagten. I takt med landbrugets stadige udbredelse, landboreformerne og den begyndende forvandling af landskaberne i Danmark via indvinding og udnyttelse af vild natur til landbrug (se Hedeselskabet), ændrede jagtformerne sig markant. I slutningen af 1840’erne indførte man hvad der blev kaldt "rationel vildtpleje". Det omfattende opdræt og udsættelse af vildt, mens man systematisk bekæmpede rovvildtet. Dermed blev en række toprovdyr, som spiller en afgørende rolle i deres økosystem, hårdt trængt eller til og med udryddet. Danmarks sidste ulv blev skudt i 1813 ved Estvadgård nær Skive. Også ørnebestanden blev væsentligt reduceret, mens visse arter blev udryddet.

I perioden 1880-1930 var herregårdsjagten toneangivende. Fra at have været kongens privilegium, blev jagten nu herremændenes fritidsbeskæftigelse. Den første danske jagtforening, Dansk Jagtforening, blev oprettet på initiativ fra godsejere og andre velhavende jordbesiddere i 1884. Fra Japan indførte man sikavildtet, som dels skulle bruges til jagt, dels som pyntedyr omkring godser og i dyrehaver. Med Lensafløsningen i 1919 måtte godserne afstå en række af deres rettigheder og sælge jord til de fæstebønder, som havde arbejdet på deres marker.

Jagt blandt urfolk[redigér | redigér wikikode]

Jæger-samlere lever stadig i nogle stammesamfund i Nord- og Sydamerika, i Afrika syd for Sahara og i dele af Asien, men de er i hastig tilbagegang. Nogle folk, der dyrker jagt som i den ældste stenalder, er: Ache (Amazonas) Hadza og Khoisan (Centrale og sydlige Afrika), Fauy (Ny Guinea), Mlabri (Thailand og Laos), Vedda (Sri Lanka).

Jagt er stadig afgørende i ekstreme klimaer, især dem der er uegnede til landbrug. Inuitterne i Arktis bruger fældefangst og jager dyr til beklædning. Af skind fra havpattedyr laver de kajakker, beklædning og fodtøj.

Våben[redigér | redigér wikikode]

I Danmark anvendes fem forskellige jagtvåben: haglbøsse, jagtriffel, salonriffel, luftgevær og bue. Alle undtagen haglbøsse er præcisionsvåben med ét projektil. Dertil findes en række kombinationsvåben, fx haglbøsse med "drilling" (riffelløb). Omkring 90% af alt nedlagt vildt i Danmark er med haglbøsse.

Bøsser og rifler fungerer ved at antænde en patron indeholdende krudt, somlynhurtigt forbrænder, hvorved en stor mængde krudtgas udvikles. Da gassen er fanget inde, opstår et stort tryk, som med stor hastighed skubber projektilet ud gennem løbet. For at kunne holde til disse store påvirkninger, skal krudtbaserede våben derfor være i god stand. Luftgeværer anvender komprimeret luft til at afskyde projektilet.

Haglbøsse[redigér | redigér wikikode]

Haglbøssen, et glatløbet knæklåsvåben med plads til to patroner, er det mest brugte jagtvåben i Danmark.

Haglbøssen er et glatløbet våben med patroner indeholdende et stort antal runde hagl, og anvendes hovedsaligt til vildt i bevægelse. Haglbøsser er ikke præcisionsvåben: I stedet for at sigte som ved riffeljagt, peger man med bøssen. For effektivt at dræbe dyret skydes derfor kun på afstande mellem 15-30 meter. Jagt med haglbøsse er afhængig af en refleksmæssig og hurtig bevægelse.

Den mest anvendte haglbøsse er en dobbeltløbet uden udvendige haner (s.k. "hammerless"), dvs. at slagstykkerne er indbygget i låsen. Hanerne spændes, når våbnet åbnes. I modsætning til dette sidder de udvendigt på den så kaldte hanebøsse, der sjældent anvendes i dag.

Løbene kan ligge ved siden af hinanden (side-ved-side) eller ovenpå hinanden (over-og-under). Løbene fremstilles af stållegeringer, der formår at være en smule elastiske samtidig med at de er meget stærke og tåler tryk på op til ca. 1400 atmosfærers tryk (kg/cm2). Løbene er loddet sammen og normalt forsynet med sigteskinne, yderst ved mundingen forsynet med sigtekorn. Overfladen kan være rillet for at modvirke reflektion. Normalt er haglbøsser indskudt fra fabrikken, således at sigtelinje og centrum for sværmene af hagl sammenfalder ved en afstand på 35 meter. Udvendigt er løb og sigteskinne blåneret (tidl. kaldet bruneret), hvilket er en kemisk proces for at modvirke rustangreb og, pga. den dybsorte farvning, forhindre lysreflekser, der kan skræmme vildtet.

De mest almindelige kalibre for jagt i Danmark er 12, 16 og 20. Kaliber 12 er den størst tilladte kaliber og mest anvendte, mens kaliber 16 oftere ses i ældre kombinationsvåben og ikke fremstilles mange af i dag.

Haglbøsser er knæklåsvåben, dvs. de skal åbnes og lukkes for at lades og aflades. De er semi-automatiske derved at de kan afgive det næste skud uden forudgående manuel bevægelse (som ved repetervåben). I Danmark er det derfor kun lovligt at have plads til 2 patroner i semi-automatiske våben. Hvis der er plads til mere, skal magasinet plomberes.

Af kombinationsvåben findes: haglbøsse med drilling, buckbüchsflinte, dobbeltriffel S/S.

Jagtriffel[redigér | redigér wikikode]

Jagtriflen er et præcisionsvåben med riflet løb og anvendes til større vildt på længere afstande. Rifler er så kaldte repetervåben: man skal udføre en manuel repetitionsbevægelse for at lade gevær. Repetervåben må indeholde ubegrænsede antal patroner, fordi den manuelle bevægelse begrænser frekvensen i afgivelsen af skud.

Et bundstykke låser løbet eller låsestolen, så patronen fastholdes under det kraftige tryk, der opstår når patronen affyres.

Jagtrifler er dræbende ud til langt større afstand end hvad der er menneskeligt muligt at træffe forsvarligt. Der skal derfor være så kaldt kuglefang (jord, træer eller andet fast) bag det vildt, der skydes.

Salonriflen anvendes på samme måde som jagtriflen, men til mindre vildt og på mindre afstande.

Andre jagtvåben[redigér | redigér wikikode]

Luftbøsser er små riflede præcisionsvåben uden krudt, der afgiver skuddet ved komprimeret luft. Buer findes som langbue og compound-bue. Armbrøst er ikke lovligt at bruge til jagt i Danmark. Af kombinationsvåben kan nævnes: riffel med bøjlespænder, enkeltløbet haglbøsse (pumpgun).

Jagtformer[redigér | redigér wikikode]

Vente på vildtet (Anstandsjagt)[redigér | redigér wikikode]

Jægeren kan også sidde stille og vente på dyrene som i anstandsjagt.

Jagt fra kunstige skjul: Klovbærende vildt og ræv må skydes med riflede våben og bue fra permanent konstruktion (skydetårn), når visse betingelser er opfyldt.[5] Skydestiger, der skal være transportable, må også placeres i remiser, læhegn el. lign. bevoksninger i samme højde som stigen.[6]

På fisketerritoriet (Hav- og strandjagt)[redigér | redigér wikikode]

En variant af anstandsjagten foregår på det så kaldte fisketerritorie, dvs. på havene og på stranden op til højeste vandlinje (der hvor tangen lægger sig). Typisk vil man anvende en fastforankret flydende pram, vente på et fugletræk og så enten ro eller vade ud for at hente det skudte vildt. På fisketerritoriet er jagten fri for alle med fast bopæl i Danmark. Man behøver mao. ikke statsborgerskab for at udøve hav- og strandjagt, men skal blot have gyldigt jagttegn. På fisketerritoriet og de ferske vande må der ikke jages hjortevildt, harer, mufloner og vildsvin.[7] Motorbådsjagt er tilladt, hvis der sejles under 2,7 knob (5 km/t).[8] Visse områder må der ikke jages på med motorbåd.[9]

Krybskytteri[redigér | redigér wikikode]

Krybskytteri er at dræbe eller indfange dyr på anden persons ejendom uden tilladelse eller imod loven. I dag betyder jagt i daglig tale hovedsageligt lovlig jagt.

Regulering[redigér | redigér wikikode]

Regulering adskiller sig fra almindelig jagt ved specifikt at rette sig mod at nedlægge eller indfange og aflive vilde dyr, der anses for at være et problem for mennesker eller ift. det habitat dyret indgår i. Det kan være arter der for nylig er migreret eller blevet udsat i et habitat og siden har formået at finde og udfylde en tom niche. Dette kan i visse tilfælde lede til betydelige ændringer af økosystemet. Dyrearter der ikke har forekommet i et område i en vis tidsrum, der ikke er nærmere bestemt, kaldes ofte for invasive arter og bliver ofte genstand for regulering. På den anden side kaldes arter som fasanen, der i Danmark er indført fra Kina i begyndelsen af 1900-tallet, sjældent for invasiv og har regulær jagttid.

Jægere regulerer vildt når det er til fare for menneskers sundhed, fare for smitte af mennesker og dyr, risiko for luftfartssikkerheden.

Lovgivning om regulering[redigér | redigér wikikode]

Regulering må kun foretages af personer over 18 år, der har jagttegn. Al regulering skal desuden overholde lov om jagt og vildtforvaltning. Regulering skal ske i henhold til "Bekendtgørelse om vildtskader". Regulering er det samme som nedlæggelse eller ombæring af vildt (§1. stk. 1). Det er altid ejeren af den pågældende ejendom, der beslutter om der skal give tilladelse til regulering. Der er krav om at man senest 4 uger efter reguleringsperiodens udløb indberetter til Naturstyrelsen hvad og hvor meget, man har reguleret. Naturstyrelsen kan desuden forinden stille krav om at man har forsøgt alternative måder at afværge vildtet på, fx levende hegn eller oppustelige fugleskræmsler. Ved regulering må man, til forskel for almindelige jagt, gerne skyde på arealer under 1 ha. og så der kommer haglnedfald på anden persons ejendom, have eller gårdsplads (§31).

Fælder må anvendes hele døgnet, men skal dog tilses morgen og aften. Fælder må ikke graves ned og må maksimalt være 60x60x250 cm. for pattedyr og fugle. Indgangen til pattedyr må maksimalt være 30x30 (til ræv og mårhund 60x60). Ældre former for fælder som snarerer eller sakse, hvor vildtet kommer til skade, er ikke lovlige i Danmark.

Uden forudgående tilladelse kan ræv, husmår og ilder reguleres i bebyggelse og i en afstand af 25 m fra bebyggelse, indhegnede haver og pelsdyrfarme. Dette gælder hele året, herunder ved brug af fælder. Muflonvædder, vildsvin og undslupne pelsdyr må reguleres hele året. Er der udarbejdet biotopplan for området, kan der yderligere gives dispensation for regulering med fælder i perioden fra 16-30 april.

Brugen af hunde[redigér | redigér wikikode]

Jagt med hunde

Med tæmningen af hunde udvikles forskellige former for jagt som sporjagt med hund og rævejagt. Med tiden udvælges forskellige hunderacer som pointer og setter til meget specielle opgaver under jagten.

Jagt der afhænger af synet, er rovfuglejagt (primært med falke) og frittejagt. De er alle middelalderlige jagtformer.

Selv om forskellige dyr har været brugt til at støtte jægeren, har ingen været så vigtig som hunden. Domesticering af hunden har ført til en symbiose, og hunden har mistet sin uafhængighed af mennesket. Hunde bruges i dag til at finde, jage og hente vildt og nogle gange til at dræbe det. Jagthunde forfølger og dræber byttedyr der ellers ville være vanskelige eller farlige at jage.

Drabets etik[redigér | redigér wikikode]

Jagt indebærer at dræbe dyr og har som sådan været genstand for mange af de etiske overvejelser, der omhandler grundlaget for vores føde og vores ansvar overfor de livsformer, der opretholder vores eget. Selvom der kan være mange grunde til en vegetarisk eller vegansk diæt, fx miljø- eller sundhedsmæssige grunde, er dyrs velbefindende ofte en væsentlig del af historien. Forskellen mellem at spise vegetarisk og vegansk drejer sig om drabet: mens en veganer med dyreetisk indstilling ikke kan acceptere behandlingen af fx malkekvæg eller høns, kan vegetaren godt leve med dette, så længe dyrene får lov til at leve og ikke slås ihjel. I modsætning indebærer en kødbaseret kost, at man kan leve med drabet, i det mindste så længe man ikke selv skal udføre det. At være direkte delagtig i at dræbe dyr, som både slagtere og jægere er, fremstår således ofte som den mindst medfølende indstilling overfor dyr.

Der findes dog en alternativ måde at betragte drabets og medfølelsens dilemma på. Jagt adskiller sig fra andre måder at skaffe føden på, fordi de medfølgende omkostninger, dvs. tabet af liv, ufravigeligt gøres åbenlyst. Som Miles Olson, forfatter til bogen The Compassionate Hunter, skriver om drabets etik:

Et bedre spørgsmål kunne være: Findes der nogen livsførsel der ikke kræver død for at opretholde sig? Findes der virkelig en udvej fra dette dilemma eller er det faktisk et iboende forhold ved tilværelsen; en uundgåelig, integrerer og (nu til dags) skjult del af vores alles selvopretholdelse, som jagt simpelthen konfronterer os med?[10]

At købe et stykke rugbrød lader på den anden side ikke til at have noget at gøre med den slags barske forhold. Olson nævner i forlængelse af dette, hvordan moderne landbrug, som et biprodukt, udslukker en lang række usynlige liv. Majetærskere alene er ansvarlige for at hakke gnavere, agerhøns, spurve, slanger eller andre væsner, der skulle komme i vejen under høsten, i små stykker.[11] Disse liv er usynlige for mennesker, der ernærer sig gennem en kost fra supermarkedet, og de forsvinder derfor ubemærket.

Dyr der lever i og omkring agerbrug bliver slået ihjel under markarbejdet og jo større industriel aktivitet der foregår på marken, desto flere dyr dør der. En ufuldstændig liste fra USA over dyr, der opholder sig i markområder gives af W.D. Edge i "Wildlife of Agriculture"[12] og omfatter bl.a. gnavere, rotter, mus, agerhøns, fasaner, murmeldyr, spurve, slanger og et antal paddedyr.

Vilde dyr jaget af mennesker som fx hjortevildt er livsformer, der er afhængige af et artsrigt og vildt økosystem. Til sammenligning kommer størstedelen af føden i industrielle samfund fra steder, der er den præcise modsætningen til dette.[13] For at en agermark med majs, soya, tomater eller hvede kan eksistere, er man nødt til at fjerne et eksisterende vildt økosystem, såvel som dets stadige tendens til at genetablere sig. Derved rydder moderne landbrug regelmæssigt habitater for mange vilde dyr, og som følge heraf også mange dyreliv, eftersom deres bestand er en funktion af fødegrundlaget, dvs. habitatet. Selvom jagt ikke nødvendigvis tager færre liv, for der findes mange måder at være jæger på, og alle typer jægere spiser heller ikke de dyr, som de dræber, må jægeren i sagens natur konfronteres med præcis hvad omkostningerne for en kødbaseret føde består i.

I Danmark er der udbredt indstilling om at jagt ikke må reduceres til skydning, dvs. bare dyredrab. Hensigten med at nedlægge vildt bør derfor være at anvende det.[14] I forlængelse heraf findes der nogle etiske retningslinjer, som jægere må forvente af hinanden, bl.a.:

  • at have godt vildtkendskab og aldrig at skyde til vildt, man ikke ved hvad er;
  • at nedlagt vildt behandles med respekt og omhu;
  • at man ikke skyder, hvis vildtet er på klods hold, så et træffende skud vil ødelægge køddet;
  • ikke at gå på jagt i perioder eller områder, hvor vildtet er trængt, fx isvintre, indhegnede områder eller når og hvor vandfugle fælder svingfjer;
  • at tage hensyn til bestandenes størrelse og ved tvivl gå efter forsigtighedsprincippet;
  • at behandle vilde dyr og især trækkende arter som et fælles gode;
  • at begrænse forstyrrelserne ved jagten, eftersom disse kan betyde mere for bestandens trivsel end antallet af nedlagte dyr, fx bør standvildt ikke udsættes for forstyrrende jagtformer (klap- og drivjagt) mere end 3-4 gange pr. sæson;
  • at sørge for en balanceret nedskydning af han- og hundyr, samt unge og gamle individer;
  • at anvende hensigtmæssige våben og forstå dyrets anatomi;
  • at overholde de maksimale skudafstande for haglbøsse til de respektive former for dyr (råvildt 30 m, gæs og ræv 25 m, øvrigt 30 m). m.m.

For en mere udførlig liste, se de jagtetiske regler, udarbejdet af Danmark Jægerforbund i samarbejde med Vildtforvaltningsrådet og Naturstyrelsen: http://naturstyrelsen.dk/naturoplevelser/jagt/om-at-gaa-paa-jagt/jagtetiske-regler/

Selvom dyreetiske indstillinger imod jagt ofte betragter jagten som sådan, er der eksempler på jagtformer, der især har været under beskydning pga. deres måde at dræbe dyr på. Dette er fx adelens rævejagte som Hubertusjagten, forskellige former for opdræt og lejede dagjagter (industrialisering af jagten, dvs. en form for put-and-take), trofæjagt, sportsjagt, jagt med relativt avancerede våben (automatvåben) eller hjælpemidler (jagt fra køretøjer), som derved tydeligt krydser grænsen for hvad der kan opfattes som så kaldt "fair chase"; ikke-bæredygtig jagt (hvor for mange individer skydes og bestanden derfor kommer i fare) eller jagt på truede dyr m.m.

Jagt i Danmark[redigér | redigér wikikode]

I Danmark er der 10 jagtbare pattedyrsarter (plus to der må reguleres, hvis de er til gene) og ca. 35 jagtbare fuglearter. De vigtigste byttedyr er fasaner, rådyr og harer. Man skal have jagttegn for at udøve jagt. Jagttegnet er bevis på at jægeren har bestået en jagtprøve og er en forsikring mod ulykker under jagten. De fleste danske jægere er organiseret i Danmarks Jægerforbund, der har udarbejdet jagtetiske regler, som alle jægere bør kende og rette sig efter.

Hvis man ikke har eget jagtterræn, er jagt en dyr hobby, da jagtlejen er høj. Derfor er der social slagside i adgangen til at gå på jagt. Over 90 % af alle jægere er mænd, men andelen af kvinder har været stigende de sidste 20 år. Jagt har fået øget økonomisk betydning og er en vigtig indtægtskilde for mange godser. Mange danske jægere går på riffeljagt efter vildsvin og hjortevildt i nabolandene – primært Polen og Sverige.

Som udgangspunkt finder jagten kun sted mellem solopgang og solnedgang. Ænder og gæs må dog jages fra 1½ time før solopgang og 1½ efter solnedgang.[15]

Jægerne i Danmark nedlægger godt 2,5 mio stykker vildt om året[16].

Jagtbare dyr[redigér | redigér wikikode]

Perioden hvori det er tilladt at jage, kaldes jagtiden, og den varierer fra art til art og fra sted til sted. Der findes både generelle jagttider og så lokale jagttider, der fastsættes af Naturstyrelsen.[17] Jagttiderne fremgår af Bekendtgørelse om jagttid for visse pattedyr og fugle m.v.[18].

Pattedyr[redigér | redigér wikikode]

  • Hovdyr (Kronhjort, Dåhjort, Rådyr, Sikahjort). Jagten foregår hovedsagelig fra efterår til senvinter.
  • Ræv og husmår, fra efterår til senvinter.
  • Hare og vildkanin, fra efterår til senvinter (haren kortest tid).

Fugle[redigér | redigér wikikode]

  • Svømmeænder: gråand, atlingand, krikand, spidsand, pibeand, skeand, knarand. På fisketerritoriet desuden hele januar.
  • Dykænder: taffeland, troldand, bjergand, hvinand, havlit, ederfugl (kun hannen, da hunnen pt. er fredet), sortand, fløjlsand.
  • Gæs: grågås, blisgås, kortnæbbet gås, canadagås, sædgås. Fra september til januar. Sædgåsen kun tom. november.
  • Hønsefugle: agerhøne, fasan.
  • Vandhøns: blishøne
  • Vadefugle. Stort set alle vadefugle er fredet, men to arter er der jagttid på: dobbeltbekkasin og skovsneppe.
  • Duer: ringdue og tyrkerdue.
  • Kragefugle: husskade, krage (grå og sort).
  • Så kaldte invasive arter, dvs. som Naturstyrelsen mener ikke hører hjemme i Danmarks natur: nilgås, bisamrotte, sumpbæver, vaskebjørn, mårhund, mink.

Vildtregulering[redigér | redigér wikikode]

Udover jagttiderne må en række dyr skydes udenfor jagttiden, hvis de volder meget skade og ingen andre afværgelsesmidler har virket. Det er Naturstyrelsen der bestemmer om de vil give tilladelse til regulering. Et antal arter kan dog reguleres hele året uden forudgående tilladelse:

  • Husmår og ilder i forsvarlige indhegninger med fjerkræ (hele året)[19]
  • Ræv i indhegninger med frilandsgrise og fjerkræ (juni-feb)[20]
  • Vildkanin i egne, hvor den anses volde skade (hele året)[21]
  • Muflonvædder og vildsvin (hele året)[22]
  • Undslupne pelsdyr, samt nilgås, amerikansk skarveand, bisamrotte, sumpbæver, vaskebjørn, mårhund og mink (hele året)[23]

Love og bekendtgørelser[redigér | redigér wikikode]

Der må ikke drives jagt på eller fra et sammenhængende areal, der er mindre end 1 ha.[24]

Ved udsætning af vildt skal søges tilladelse hos Naturstyrelsen.[25] En undtagelse fra reglen er fasaner og agerhøns, hvor der må udsættes op til 100 på ejendomme under 100 ha og på arealer derover 1 hønsefugl pr. ha.

Mindstekrav til ammunition er fastsat i Bekendtgørelse om våben og ammunition, der må anvendes til jagt m.v.

  • De store hjortevildtarter (kron-, då- og sikavildt), muflon og vildsvin: kuglevægt på 9 gram og anslagsenergi E100 mindst 2700 J, eller 10 gram og anslagsenergi E100 mindst 2000 J. Kun blødnæsede projektiler.
  • Råvildt: 3,2 gram E100 min. 800 J. Kun blødnæset.
  • Ræv, gæs, vaskebjørn, mårhund, hare, sumpbæver og skarv: E100 min. 175 J. Fx .17 HMR eller større. Ingen krav til kuglevægt, spidsskarpt ammunition må anvendes.
  • Husmår, ilder, mink, vildkanin, bisamrotte, hønsefugle, blishøne, ænder og måger: E0 min 150 J. Fx. .22 LR eller større. Spidsskarpt ammunition må anvendes.
  • Duer, kragefugle, vadefugle og stære: V0 min 200 m/sek. Hvis drivmidlet er luft, som ved luftbøsse, skal projektilet være min. 5,5 mm.

Anskydninger af vildt[redigér | redigér wikikode]

I 1996 offentliggjorde DMU (Danmarks Miljøundersøgelser) den første rapport om anskydninger af vildt. Undersøgelsen viste at 36% kortnæbbede gæs (fanget i net) og 34% ederfugle (druknet i fiskegarn, skudt med riffel eller døde af sygdom) havde hagl indskudt i kroppen. Siden er andre arter blev omfattet af undersøgelsen, fx ræv, rådyr, gråand og fasan. Disse havde procenter mellem 5 og 25. Levende vildt med indskudte hagl er et dyreværnsmæssigt problem og jægere er siden blevet presset til at få anskydningsprocenten ned. Det har vist sig primært at hænge sammen med skudafstanden, som derfor kan nedsættes.[26]

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Tidsskrifter[redigér | redigér wikikode]

  • Wildlife Biology, skandinavisk tidsskrift (engelsksproget).
  • Fugle og natur, medlemsblad for Dansk Ornitologisk Forening
  • Faglige rapporter, udgives af DCE (Dansk Center for Miljø og Energi, tidl. DMU, Danmarks Miljøundersøgelser)
  • Flora og Fauna, medlemsblad for Naturhistorisk Forening i Jylland.
  • Hunden, medlemsblad for Dansk Kennelklub. Specialklubberne har ofte eget medlemsblad.
  • Jagt og Natur, uafhængigt jagtblad.
  • Jæger, medlemsblad for Danmarks Jægerforbund.
  • Natur og Miljø, medlemsblad for Danmarks Naturfredningsforening.

Håndbøger[redigér | redigér wikikode]

  • Dyrespor af Preben Bang. Gads Forlag, 1995
  • Fuglenes Danmark, om Danmarks ynglefugle optalt 1993-96, af Michael B. Grell. Gads forlag, 1998.
  • Håndbog i strang- og havjagt af Kim Worm. Jægernes Bogklub, 1996.
  • Jagtsproget af Lisbeth og Gustav Graae. Pinus, 1993
  • Jægerens håndbog (red. Ivan Bjørn-Jensen). Clausen Bøger, 1989.
  • Nordens Pattedyr af Birger Jensen. Gads forlag, 1993.
  • Nyt Dansk Jagtleksikon i 10 bind. Branner & Korch, 1973-1977.
  • Revirpleje af Kristian Raunkjær. Landsjagtforeningens forlag, 1983.
  • Rådyr - vildtet, økologien og jagten af Göran Cederlund og Olof Liberg. Aschehoug og Danmarks Jægerforbund, 1997.
  • Strandjæger af Kim Worm. Landsjagtforeningens forlag, 1983.
  • Ænder og Andejagt af Henning Kørvel. Clausen Bøger, 1987.

Kilder[redigér | redigér wikikode]

  1. The Compassionate Hunter's Guidebook, Miles Olson. 2014. ISBN 978-0-86571-770-1
  2. 2,0 2,1 Jagt i historisk lys, Bæredygtig jagt. http://www.baeredygtigjagt.dk/historie/
  3. Dyrenes historie af Thomas Raab, kapitel om hunden.
  4. http://www.hubertusjagt.dk/hubertus-historie.html
  5. Bekendtgørelse om udsætning af vildt, jagtmåder og jagtredskaber kap. 1, §1 stk. 2, 2
  6. Bekendtgørelse om udsætning af vildt, jagtmåder og jagtredskaber kap. 1, §1 stk. 2, 5
  7. Bekendtgørelse om udsætning af vildt, jagtmåder og jagtredskaber kap. 5, §10
  8. Bekendtgørelse om udsætning af vildt, jagtmåder og jagtredskaber, kap. 4, §9
  9. Bekendtgørelse om udsætning af vildt, jagtmåder og jagtredskaber, bilag 1
  10. The Compassionate Hunter, Miles Olson, s. 8
  11. The Least Harm Principle, Steven Davies. https://www.morehouse.edu/facstaff/nnobis/papers/Davis-LeastHarm.htm
  12. Edge, W.D., "Wildlife of Agriculture, Pastures, and Mixed Environs," in D.H. Johnson and T.A. O'Neill (eds.) Wildlife-Habitat Relationships in Oregon and Washington (Oregon State University Press, Corvallis, OR, 2000), pp. 342-360
  13. The Compassionate Hunter, Miles Olson, s. 9
  14. Lærebog til den obligatoriske jagtprøve, kap. 5 om jagtens udøvelse, afsnit 3 om jagtetik
  15. Bekendtgørelse om jagttid for visse pattedyr og fugle m.v., §3
  16. Vildtudbytte statistik for perioden 1941-2009. Hentet 2013-08-05. 
  17. Bekendtgørelse om jagttid for visse pattedyr og fugle m.v., Bilag 1
  18. Bekendtgørelse om jagttid for visse pattedyr og fugle m.v.. 
  19. Bekendtgørelse om vildtskader, kap. 2, §4
  20. Bekendtgørelse om vildtskader, kap. 2, §5
  21. Bekendtgørelse om vildtskader, kap. 2, §6
  22. Bekendtgørelse om vildtskader, kap. 2, §7
  23. Bekendtgørelse om vildtskader, kap. 2, §8
  24. Bekendtgørelse om lov om jagt og vildtforvaltning, kap. 3, §18
  25. Bekendtgørelse om udsætning af vildt, jagtmåder og jagtredskaber, kap. 6, §12
  26. Lærebog til den obligatoriske jagtprøve, 2014.