Spring til indhold

Adrastea (måne)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Jupiter XV)
Adrastea
Adrastea, fotograferet af rumsonden Galileo
Adrastea, fotograferet af rumsonden Galileo
Opdaget
8. juli 1979, af David C. Jewit
og G. Edward Danielson
Kredsløb om Jupiter
Afstand til Jupiter (massecenter)
  • Min. 128 458 km
  • Maks. 128 922 km
Halve storakse128 690 km
Halve lilleakse128 690 km
Excentricitet0,0018
Siderisk omløbstid7t 9m 29,66s
Synodisk periode
Omløbshastighed
  • Gnsn. 112 961 km/t
  • Min. 112 759 km/t
  • Maks. 113 166 km/t
Banehældning2,22° i fh. t. ekliptika
0,00° i fh. t. Jupiters ækv.
Periapsis­argument; ω— °
Opstigende knudes længde; Ω— °
Omgivelser
Fysiske egenskaber
Diameter16,0 – 26,0 km
Fladtrykthed
Overfladeareal5,3·103 km²
Rumfang4,4·103 km³
Masse7,500·1015 kg
Massefylde3000 kg/m³
Tyngdeacc. v. ovfl.0,006 6 m/s²
Undvigelses­hastighed v. ækv.40 km/t
Rotationstid7t 9m 29,66s
Aksehældning
Nordpolens rektascension
Nordpolens deklination— °
Magnetfelt
Albedo10 %
Temperatur v. ovfl.Gnsn. -150 °C
Min. — °C
Maks. — °C
Atmosfære
AtmosfæretrykhPa
Atmosfærens sammensætning

Adrastea er en af planeten Jupiters måner: Den blev opdaget 8. juli 1979 ved hjælp af rumsonden Voyager 2, og kendes også under betegnelsen Jupiter XV. Lige efter opdagelsen fik den den midlertidige betegnelse S/1979 J 1, men i 1983 vedtog den Internationale Astronomiske Union at opkalde den efter nymfen Adrastea fra den græske mytologi.

Adrastea er det mindste medlem af den såkaldte Amalthea-gruppe, som omfatter de fire Jupiter-måner der er tættest på Jupiter. Gruppen har navn efter sit største medlem; månen Amalthea. Adrastea bevæger sig rundt indenfor Jupiters utydelige planetring, og det er tænkeligt at den leverer støv og/eller andet materiale til ringene.

Den lille omløbsbane tæt på Jupiter giver Adrastea såkaldt bunden rotation, dvs. månen vender altid den samme side mod Jupiter. Månen bevæger sig så hurtigt, at den fuldfører et helt kredsløb hurtigere end Jupiter når at dreje 1 gang om sig selv. På grund af tidevandskræfterne "tappes" Adrastea for energi, så dens i forvejen lille omløbsbane bliver ganske langsomt mindre og mindre. Tidevandskræfterne trækker allerede så meget i Adrastea, at hvis den havde været en flydende væske, var den allerede blevet delt i mindre stykker, men den er indtil videre "solid" nok til at forblive i ét stykke.