Europa (måne)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Europa
Europa-moon.jpg
Europa, fotograferet af rumsonden Galileo
Opdaget
7. januar 1610, af Galileo Galilei og
Simon Marius
Kredsløb om Jupiter
Afstand til Jupiter
(massecenter)
Min. 664 726 km
Max. 677 342 km
Halve storakse 671 034 km
Halve lilleakse 671 004 km
Excentricitet 0,0094
Siderisk omløbstid 3d 13t 13m 42,042s
Synodisk periode
Omløbshastighed Gnsn. 49 468 km/t
Min. 49 007 km/t
Max. 49 936 km/t
Banehældning 1,79° i fh. t. ekliptika
0,47° i fh. t. Jupiters ækv.
Periapsisargument; ω — °
Opstigende knudes
længde
; Ω
— °
Omgivelser
Fysiske egenskaber
Diameter 3122 km
Fladtrykthed {{{fladtrykthed}}}
Omkreds 7651304 km

fladtrykthed=— km

Overfladeareal 3,1·107 km²
Rumfang 1,6·1010 km³
Masse 4,800·1022 kg
Massefylde 3014 kg/m³
Tyngdeacc. v. ovfl. 1,310 m/s²
Undvigelseshast. v. ækv. 7200 km/t
Rotationstid 3d 13t 13m 42,042s
Aksehældning 0 °
Nordpolens
rektascension
—y
Nordpolens deklination — °
Magnetfelt
Albedo 67 %
Temperatur v. ovfl. Gnsn. -170 °C
Min. -188 °C
Max. -88 °C
Atmosfære
Atmosfæretryk 10−8 hPa
Atmosfærens
sammensætning
Ilt: 100%
Disambig bordered fade.svg Denne artikel omhandler månen Europa. Opslagsordet har også anden betydning, se Europa (flertydig).

Europa er en af planeten Jupiters måner, og den mindste af de fire galileiske måner — de andre tre er Io, Ganymedes og Callisto. Europa blev opdaget i 1610 af Galileo Galilei, og muligvis også af Simon Marius omkring samme tid, uafhængigt af Galileis opdagelse. Den har navn efter kvinden Europa fra den græske mytologi, en af Zeus' mange elskerinder. Dette navn blev foreslået af Simon Marius kort efter dens opdagelse, men navnet vandt først udbredelse i midten af det 20. århundrede — indtil da refererede faglitteraturen til Europa som "Jupiter-II" (II som i romertallet 2; Jupiters 2. måne talt "indefra").

Europa består primært af silikater, og har sandsynligvis en kerne af jern. Oxygen udgør størstedelen af dens tynde atmosfære. Overfladen består hovedsageligt af vand-is og er en af de jævneste i solsystemet.[1] Denne overflade er karakteriseret af revner og streger, i modsætning til kratere, som er sjældnere. Jævnheden og den tilsyneladende unge alder af Europas overflade, har ledt til den hypotese at et hav bestående af vand eksisterer under is-overfladen, som kan være hjem til udenjordisk liv.[2]

Europas indre[redigér | redigér wikikode]

Sådan mener man Europa er opbygget: Yderst et lag is, nedenunder et dybt "hav" af vand, og inderst silikater, muligvis med en kerne af jern
Europa sammenlignet med Månen og Jorden

I modsætning til flertallet af måner i det ydre solsystem, ligner Europas indre den måde de indre planeter, Merkur, Venus, Jorden og Mars er opbygget; ligesom dem består Europa primært af silikater. Den har et overfladelag af vand, som formodes at være ca. 100 kilometer dybt, hvoraf det alleryderste lag er frosset til is. Målinger af magnetfeltet omkring Europa tyder på at en betragtelig del af Europas indre er flydende, muligvis elektrisk ledende "saltvand" neden under is-overfladen. Desuden har Europa muligvis en kerne af metallisk jern.

Overflade[redigér | redigér wikikode]

Europas overflade er meget jævn; det er meget få landskabsdetaljer der rager mere end nogle få hundrede meter op. Et af overfladens mest markante træk er de mørke linjer der ligger på kryds og tværs af hinanden over hele kloden: Det er efter al sandsynlighed tidevandskræfterne af Jupiter og de øvrige måner der skaber disse revner i overfladen — man mener at Europa-overfladen visse steder må hæve og sænke sig op til 30 meter i takt med disse tidevandskræfter.

Sådanne revner bliver tilsyneladende hurtigt fyldt op med nyt materiale, for der er næsten ikke nogen højdeforskel på terrænet i og udenfor striberne. Visse steder kan man ved nøjere eftersyn se hvordan den hvide is på hver sin side af en mørk linje har forskudt sig i forhold til hinanden, inden sprækken blev lukket.

Der er desuden meget få kratre på Europa; man kender kun til tre kratre over 5 kilometer i diameter. Europa-overfladen er desuden meget lys; dens albedo hører til de højeste værdier for alle måner i Solsystemet, og sammen med den næsten kraterfri, jævne overflade tyder det på at Europas overflade er meget ung. Sammenholdt med det meteor-bombardement som Europa må "tage imod", regner man med at intet landskab på Europa kan være mere end 30 millioner år gammelt.

Nærbillede af Europas karakteristiske mørke linjer
Animation der viser månernes resonans

Den lyse overflade med dens markeringer minder meget om havis på Jorden, og sammen med den fart hvormed revner og kratre bliver fyldt ud, har dette ført til spekulationer om et dybt hav under is-overfladen: Sådant et hav kunne holdes over frysepunktet af de samme tidevandskræfter der leverer energi til Ios vulkaner. De største kratre synes at være blevet fyldt op med ny is, og på baggrund af dette, samt beregninger over hvor meget varme tidevandskræfterne kan levere, regner man med at is-kappen er et sted mellem 10 og 30 kilometer tyk. Havet nedenunder kan altså være op imod 90 kilometer dybt. Observationer med rumteleskopet Hubble antyder at vand sprøjter 200 km ud fra overfladen som geysere eller kryovulkaner.[3]

Europa har såkaldt bunden rotation i forhold til Jupiter, dvs. Europa vender til enhver tid den samme side mod Jupiter. Det burde give anledning til et forudsigeligt mønster i revnerne, men det er kun de alleryngste af Europas revner der passer med disse forudsigelser. Dette kan forklares hvis Europas indre roterer en anelse hurtigere end dens ydre, men sammenligninger af billeder fra Voyager- og Galilei-rumsonderne tyder på, at Europas kerne højest roterer 1 omdrejning pr. 10 000 år hurtigere end overfladen.

Et andet landskabstræk på Europa er de såkaldte lenticulae (latin for "fregner"): Nogle er forhøjninger, andre fordybninger, andre igen blot mørke men i øvrigt jævne områder i terrænet, mens atter andre er afgrænsede områder med mange mindre ujævnheder i det ellers så "glatte" Europa-landskab.


Atmosfære[redigér | redigér wikikode]

Observationer foretaget med Hubble teleskopet tyder på at Europa har en atmosfære, om end den er uhyre tynd; atmosfæretrykket er af størrelsesordenen 1 mikro-Pascal. Af samtlige Solsystemets måner er der kun fem andre (Io, Callisto, Ganymedes, Saturn-månen Titan og Neptun-månen Triton) der vides at have sin egen atmosfære. Den tynde Europa-atmosfære består næsten udelukkende af ilt, men i modsætning til den biologiske oprindelse til ilten i Jordens atmosfære kommer Europa-atmosfærens ilt fra vand der fordamper fra overfladen, hvorefter sol- og partikelstrålingen sønderdeler vandmolekylerne. Brinten har på grund af sin lave molekylevægt og Europas begrænsede tyngdekraft let ved at forlade atmosfæren, og tilbage er ilten.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Ekstern links og henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Europa: Another Water World? Project Galileo: Moons and Rings of Jupiter. NASA. Tilgået d. 9 august 2007.
  2. Tritt, Charles S. (2002). "Possibility of life on Europa". Milwaukee School of Engineering. Tilgået d. 10 august 2007.
  3. 200-Kilometer-High Jets of Water Discovered Shooting From Europa. Wired Science



Jupiters måner
Amalthea-gruppen: Metis | Adrastea | Amalthea | ThebeDe galileiske måner: Io | Europa | Ganymedes | CallistoHimalia-gruppen: Leda | Himalia | Lysithea | Elara | S/2000 J 11Ananke-gruppen: Euporie | S/2003 J 3 | S/2003 J 18 | Orthosie | Euanthe | Ananke | Harpalyke | Praxidike | S/2003 J 16 | Iokaste | Mneme | Hermippe | Thelxinoe | Helike | Thyone | S/2003 J 15Carme-gruppen: Arche | S/2003 J 17 | Pasithee | S/2003 J 10 | Chaldene | Isonoe | Erinome | Kale | S/2003 J 9 | S/2003 J 5 | S/2003 J 19 | Kalyke | Eukelade | Carme | Taygete | Kallichore | AitnePasiphae-gruppen: | Eurydome | Sponde | Megaclite | S/2003 J 23 | S/2003 J 4 | Hegemone | Cyllene | Aoede | S/2003 J 14 | Autonoe | Pasiphae | Callirrhoe | SinopeUden for grupper: Themisto | Carpo | S/2003 J 12 | S/2003 J 2


Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: