Megaclite (måne)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Megaclite
Opdaget
25. november 2000, af Scott S. Sheppard,
David C. Jewitt, Yanga R. Fernández og
Eugene A. Magnier
Kredsløb om Jupiter
Afstand til Jupiter (massecenter)
  • Min. 13 632 988 km
  • Maks. 33 353 012 km
Halve storakse 23 493 000 km
Halve lilleakse 21 323 724 km
Excentricitet 0,4197
Siderisk omløbstid 2a 22d 9t 0m 0,0s
Synodisk periode
Omløbshastighed
  • Gnsn. – km/t
  • Min. – km/t
  • Maks. – km/t
Banehældning 152,769° i fh. t. ekliptika
144° i fh. t. Jupiters ækv.
Periapsis­argument; ω – °
Opstigende knudes længde; Ω – °
Omgivelser
Fysiske egenskaber
Diameter 5,4 km
Fladtrykthed
Overfladeareal – km²
Rumfang – km³
Masse 2,100·1014 kg
Massefylde 2600 kg/m³
Tyngdeacc. v. ovfl. 0,001 9 m/s²
Undvigelses­hastighed v. ækv. – km/t
Rotationstid
Aksehældning ?
Nordpolens rektascension
Nordpolens deklination – °
Magnetfelt
Albedo 4 %
Temperatur v. ovfl. Gnsn. – °C
Min. – °C
Maks. – °C
Atmosfære
AtmosfæretrykhPa
Atmosfærens sammensætning

Megaclite er en af planeten Jupiters måner: Den blev opdaget 25. november 2000 af Scott S. Sheppard, David C. Jewitt, Yanga R. Fernández og Eugene A. Magnier. Lige efter opdagelsen fik den den midlertidige betegnelse S/2000 J 8, og efter det nummereringssystem som Galileo Galilei brugte på de galileiske måner hedder denne måne Jupiter XIX. Senere har den Internationale Astronomiske Union formelt besluttet at opkalde månen efter Megaclite, som i følge den græske mytologi var en af Zeus' elskere.

Megaclite tilhører den såkaldte Pasiphae-gruppe, som i alt omfatter 13 Jupiter-måner, som alle har omtrent samme omløbsbane som månen Pasiphae. Megaclite er cirka 5,4 kilometer i diameter, og ud fra skøn over dens størrelse og masse anslås dens massefylde til omkring 2600 kilogram pr. kubikmeter: Dette tyder på at den primært består af klippemateriale, og i mindre omfang af is. Overfladen er temmelig mørk, og tilbagekaster kun 4 procent af det lys der falder på den.