Klassisk liberalisme

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Klassisk liberalisme (også kendt som traditionel liberalisme[1] og laissez-faire liberalisme[2] eller ganske enkelt liberalisme) er en doktrin, som fokuserer på individuel frihed og begrænset statsstyre. Herved menes principperne om rationalisme, individuel ejendomsret, naturlige rettigheder, beskyttelsen af borgerrettigheder, frihandel og menneskets frihed fra tvang fra andre, som udtrykt af Adam Smith, John Stuart Mill, Montesquieu, Voltaire, Thomas Paine og andre. Som sådan er det en fusion af økonomisk liberalisme og politisk liberalisme.[2] Den "normative kerne" i den klassiske liberalisme er ideen om, at individer har ret til at gøre lige, hvad de har lyst til i deres søgen efter lykke, så længe det ikke berøver eller fratager andres ret til at gøre det samme. Et andet meget vigtigt princip, som hører under klassisk liberalisme er, at et samfund fungerer bedre under et marked med fri konkurrence, hvilket kun kan eksistere med en lille eller ingen stat. Der er ikke nogen direkte modstand mod, at en stat stiller grundlæggende offentlig service til borgernes rådighed, så længe staten holdes til et minimum for at undgå kunstig skævvridning af markedet.

Ordet klassisk blev i midten af 1900-tallet tilføjet for at illustrere forskellen mellem liberalismen i første halvdel af 1800-tallet og den senere udvikling af begrebet i sidste halvdel af 1800-tallet og 1900-tallet. Klassisk liberalisme skal derfor ses som modstridende socialliberalismen og den såkaldte New Deal-liberalism, der bredte sig i blandt andet USA i tiden omkring den store depression.

I sin bog Liberalismus (engelsk: Liberalism: The Classical Tradition) forsøger den østrigske økonom og politiske filosof Ludwig von Mises, at argumentere for, at 1900-tallets liberalisme ligger fjernt fra den oprindelige liberale tradition.

Ludwig von Mises

Friedrich Hayek, Ludwig von Mises og Milton Friedman krediteres for liberalismens renæssance i sidste halvdel af 1900-tallet. Tilhængerne af denne renæssance er i visse kredste blevet kaldt neoliberale, til trods for, at prominente neoliberalister, såsom Wilhelm Röpke, har forsøgt at distancere sig selv fra laissez-faire kapitalismen.

Mange libertarianere sondrer ofte ikke mellem begreberne "klassisk liberalisme" og "libertarianisme" til trods for, at klassisk liberalisme i høj grad er konsekventialistisk og ikke rettighedsbaseret.

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. Brad Stetson, Human Dignity and Contemporary Liberalism (Westport, CT: Praeger/Greenwood, 1998), 26.
  2. 2,0 2,1 Ian Adams, Political Ideology Today (Manchester: Manchester University Press, 2001), 20.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Eksterne links[redigér | redigér wikikode]