Midterparti

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Midterpartier (eller Centrumspartier eller Centerpartier) er betegnelsen på en uensartet gruppe af partier, der hverken kan placeres på den politiske højrefløj eller på den politiske venstrefløj, og har tradition for at samarbejde med begge fløje.

Nogle, (men ikke alle) midterpartier har en socialliberal ideologi. Mange midterpartier passer ikke ind på en højre-venstre skala, fordi de fører højreorienteret politik på nogle sagsområder og venstreorienteret politik på andre sagområder.

Regionale partier[redigér | redigér wikikode]

En særlig gruppe af midterpartier er hjemstavnspartier eller regionale partier. Det svenske folkeparti i Finland og Sydslesvigsk Vælgerforening er eksempler på sådanne partier.

Danske midterpartier[redigér | redigér wikikode]

Det Radikale Venstre var historisk Folketingets mest udprægede midterparti. Tidligere var der også andre midterpartier i Folketinget (Kristeligt Folkeparti, Centrum-Demokraterne, Retsforbundet og Liberalt Centrum).

I 2007 blev midterpartiet Ny Alliance stiftet af flere folketingsmedlemmer. Ny Alliance har dog siden skiftet principprogram og navn til Liberal Alliance, og er nu rykket længere til højre end det oprindelige udgangspunkt. Nogle anser også Dansk Samling for at være et midterparti.

Et parti som Dansk Folkeparti betegner dem selv som et midterparti, uden at blive kaldt et midterpati. De går normalt under moderat højre, som UKIP og PVV, også bliver kaldt. Dog ikke forvekles med ekstrem højre. Se BNP og Jobbik

Udenfor Folketinget er CenterPartiet – Civilt forum, Kristendemokraterne, Fredspolitisk Folkeparti og De Grønne eksempler på midterpartier.

Færøske midterpartier[redigér | redigér wikikode]

På Færøerne har det socialliberale Selvstyrepartiet rollen som midterparti. I nogle sammenhænge betagtes det kristelige værdikonservative Centerpartiet (Miðflokkurin) også som et midterparti.

Norske midterpartier[redigér | redigér wikikode]

I Norge har de tre midterpartier (Venstre, Senterpartiet og Kristelig Folkeparti) dannet mindretalsregeringer to gange. Første gang var under Lars Korvald i 1972-1973, og anden gang under Kjell Magne Bondevik i 1997-2000.

Svenske midterpartier[redigér | redigér wikikode]

I Sverige kaldes midterpartierne undertiden for Borgerlig vänster. Denne betegnelse angiver, at partierne ikke er konservative.

De svenske midterpartier er Folkpartiet og Centerpartiet. Disse to partier dannede i 1981-1982 en midterregering med Thorbjörn Fälldin som statsminister.

Tidligere blev Kristen Demokratisk Samling også betragtet som et midterparti, men de svenske kristdemokrater er senere slået ind på en mere højreorienteret kurs.

Den liberale journalistforening i Sverige hedder Sveriges Vänsterpressförening.

Israelsk midterparti[redigér | redigér wikikode]

I Israel er regeringspartiet Kadima det ledende midterparti.

Det tredje parti[redigér | redigér wikikode]

I USA og Storbritannien har man et system med to partier. I USA opstår der skiftende tredjepartier, der ofte ligger til højre eller til venstre for de to store partier. I Storbritannien har det liberale midterparti, derimod været det tredje parti siden 1924.

Tungen på vægtskålen[redigér | redigér wikikode]

I Tyskland har midterpartiet Frie Demokratiske Parti (FDP) ofte været Tungen på vægtskålen mellem de store partier. Siden 1998 år er denne rolle delvist blevet overtaget af De Grønne. I miljøpolitikken og til dels i forsvarspolitikken betagtes De Grønne som et venstrefløjsparti. I den økonomiske politik har De Grønne derimod et liberalt udgangspunkt.

I forbindelse med valget til den tyske forbundsdag i 2005 blev der foreslået en Jamaica-koalition, der skulle have bestået af det konservative CDU samt De Grønne og FDP. En Jamaica-regering skulle have ført en liberal økonomisk politik. Planen blev ikke virkeliggjort, da CDU foretrak en stor koalition med Socialdemokraterne. Til gengæld fandtes den såkaldte Jamaica-koalition i den lille delstat Saarland fra 2009 til 2012. I Hamburg regerede CDU og De Grønne fra 2008 til 2010 i en såkaldt sort-grøn koalition. Det var den første delstatsregering i Tyskland af sin slags. De Grønne valgte i 2010 at udtræde af regeringen, og der blev afholdt nyvalg i 2011, hvor SPD fik absolut flertal i senatet.

I en række andre lande har midterpartierne en lignende rolle. Således har Det Radikale Venstre ofte været Tungen på vægtskålen i Danmark.

Broom icon.svg Der er ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket muligvis er et problem.
Du kan hjælpe ved at angive kilder til de påstande, der fremføres i artiklen.
Question book-4.svg