Klaus Høeck

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Ambox scales.svgDenne artikels neutralitet er omstridt
Begrundelsen kan findes på diskussionssiden eller i artikelhistorikken.
Broom icon.svgDenne side virker ikke som en encyklopædisk artikel
Du kan se hvad Wikipedia er og ikke er og hjælpe ved at omskrive den til en konkret og dokumenteret beskrivelse af fakta.
Klaus Høeck
Født 27. november 1938 Rediger på Wikidata
København Rediger på Wikidata
Ægtefælle Anne-Marie Mai (fra 1985) Rediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Medlem af Det Danske Akademi (fra 1989) Rediger på Wikidata
Beskæftigelse Skribent, forfatter, digter Rediger på Wikidata
Nomineringer og priser
Udmærkelser Søren Gyldendal-prisen (1989),
Kritikerprisen (2008),
Aarestrup-medaljen (1989),
Gyldendals boglegat (1980),
Beatrice-Prisen (1987) med flere Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Klaus Høeck (født 27. november 1938 i København) er en dansk digter.

Høeck er med sit radikale og eksperimenterende formsprog en af de mest originale digtere i den moderne danske litteratur. Han debuterede i 1966 med Yggdrasil, der senere sammen med efterfølgeren Mitre-enf-snee (1967) indgik i bind et af det store fembindsværk Rejse, der udkom 1971-73.

Allerede med Rejse finder man en stor del af de træk, som er kendetegnende for Høecks senere forfatterskab. Det gælder blandt meget andet Høecks encyklopædiske ambition og den for Høeck særligt kendetegnende orddeling uden bindestreg og det særlige vokabularium, hvor sproget fra bl.a. alkymien, kemien, teologien forenes med hverdagslige genstande og fænomener som f.eks kattemad, afføring og varemærker.

Høeck er især kendt for de kybernetiske systemer, som han skriver sine værker på baggrund af, hvilket også er et træk, der gåt helt tilbage til Rejse, og som man kan finde forklaret i de enkelte værkers tilhørende 'appendix'. Af den grund er Høeck, sammen med bl.a Inger Christensen, blevet placeret indenfor for den gren af modernismen, som kaldes systemdigtningen i den danske litteraturhistorie.  

I kølvandet på digtkredsen Hjem (1985), der er et skelsættende hovedværk i Høecks forfatterskab såvel som i dansk lyrik i almindelighed, modtog han Statens Kunstfonds hædersydelse, og i 1989 blev han medlem af Det Danske Akademi. Digtværket Palimpsest (2008) blev tildelt Kritikerprisen, og Legacy (2015) blev indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris.

Biografi[redigér | redigér wikikode]

Høeck er født 27. november 1938. Han voksede op med sin mor og sine bedsteforældre. Han blev student fra Sorø Akademi i 1957, hvorefter han tog hyre på sin stedfars skib. Han studerede medicin, jura og filosofi ved Københavns Universitet. I 1970 blev han exam.art i filosofi og underviste fra 1970-71 som undervisningsassistent i videnskabsteori ved Kultursociologi på Københavns Universitet. Ved siden af digterkarrieren arbejdede Høeck som ekstrapostbud i 1970’erne og 80’erne.

I 1966 blev Høeck gift med Gudrun Foged. De var gift indtil 1971, men samlivet varede til 1980. I 1982 begår Høecks daværende kæreste Margit Jean selvmord. Det får indflydelse på værket Hjem, som han på det tidspunkt arbejder på. I 1985, samme år som han blev tildelt Statens Kunstfonds hædersydelse, blev han gift med professor Anne-Marie Mai, og sammen flyttede de til Røsnæs ved Kalundborg i 1986. I 1989 flyttede parret til Veflinge på Fyn, hvor de bor i dage. Hjemmet bliver i Høecks digte omtalt som ‘heartland’.

Høecks biografi er et væsentligt element i forfatterskabet, ikke som et fortolkningsredskab, men som en stofmæssig kilde til Høecks digtning. I det senere forfatterskab tager digtene i reglen udgangspunkt i Høecks eget liv, hvorfor jeg'et uden de store problemer kan læses som Høeck selv.

Kunstneriske kendetegn hos Høeck[redigér | redigér wikikode]

Høeck har gennem sit store forfatterskab opbygget en række særlige kendetegn i sit kunstneriske virke, hvoraf nogle fremstår som særligt høeck'ske i deres udtryk. Det gælder for eksempel flere aspekter ved vers og strofe, der i høj grad knytter sig til brugen af enjambement. Nogle af disse kendtetegn og særtræk har fulgt ham siden debuten, mens andre er kommet til siden. Det gælder bl.a værkernes størelse. Fra og med Hjem har Høecks udgivelser været storværker af forskellig karakter: ligefra det komplekst komponerede som Hjem og Heptameron (1989) til mere enkelte værkkompositioner som Eventyr (1992) og Heartland (2006), mens Høecks seneste, My Heart (2018) er kendetegnet ved det tematiske frihed. Den systemiske styring er her begrænset til kun at vedrøre digtene formelt, hvorfor digte kan handle om alt.

Enjambement, vers og strofe[redigér | redigér wikikode]

Et særtræk ved Høecks digtning er brugen af verslinjeskift, det såkaldte enjambement, hvor sproget løber hen over to eller flere vers. [1] Hos Høeck optæder enjambementet ofte inde i et ord. Denne orddeling sker på karakteristisk vis uden brug af bindestreg, hvormed der kan optræde ord eller ordbrokker, der overrasker eller forvirre under læsningen af det enkelte vers, men som den videre læsning neutralisere ved at føje de enkelte ord eller dele sammen til reelle ord. F.eks. lyder det i en strofe i digt fra In nomine (2001):

"dén nødvendighed / trofast at drikke sin mor / genkaffe hver dag"[2]. Orddelingen er her, og som det ofte er i det øvrige værk, bestemt af antallet af stavelser. Her er det haikuens 17 stavelser fordelt i mønsteret 5-7-5, der afgøre, hvor ordene deles og sproget enjamberes.

Når sproget på den måder løber gennem versene og enjambementer bestemmes af formelle omstændigheder som stavelser, så medfører det også flere mulige måder at læse det enkelte digt på, hvis man vælger ikke at læse versrettet, men sætningsrettet, som man læser prosa. Frank Kjørup har således kunne udlægge 17 forskellige måder at læse et Høeck-digt med 12 vers fordelt på 4 stofer a 17 stavelser.

Den mangfoldighed af mulige læsninger muliggøres også af, at strofen hos Høeck ikke er en enhed i digtet. Sproget kan her løbe fra en strofes sidste vers og forsætte i næste strofes første vers. Der kan sågar optræde interstrofisk enjambement, hvor enjambementet ikke blot sker mellem to verslinjer, men mellem to verslinjer i to på hinanden følgende strofer. Dette kan tilmed ske som orddeling på tværs af strofer: "at lytte til mo // zarts atten klaver"[2]

Storværket[redigér | redigér wikikode]

Høecks værker er ikke digtsamlinger i den forstand, at de indeholder en samling digte, der er udvalgt blandt andre digte. Som en konsekvens af kypernetikken bag hvert værk, hvor værket forefindes i en abstrakt teoretisk udforming, så bliver digtene skrevet til værket. Inspireret af bl.a. Pablo Nerudas oder og Ezra Pounds Cantos har Høecks værker i det senere forfatterskab taget sig ud som storværker, der på baggrund af forskellige kompositionelle strategier og i kraft af værkernes omfang har udfordret måden, hvorpå værkerne skal læses, såvel udfordret opfattelsen af digtet som en afsluttet enhed, der kan fortolkes og opfattes som en kunstværk i sig selv.

Affald[redigér | redigér wikikode]

Et markant træk ved Høecks tidlgere værk, er medtagelsen af affaldet, hvor rester fra produktionen indføjes i digtene. Således kan hele strofer udgøres bogstavforløb og ordbrokker. I sonetten er det ofte første terzet (sonettens 3. strofe), der fremvisser dette affald. I Canzone (1981) kan det se således ud: "skålens grumsede bund skålens grumsede bund/ magistraten hygiejne skålens/ grumsede bund er er er er er iiiiiiii"[3]

Forfatterskab[redigér | redigér wikikode]

Hjem[redigér | redigér wikikode]

Høecks store genenmbrud kommer i 1985 med digtkredsen Hjem. Det bliver starten på det sene forfatterskab, hvor værkerne bliver store og omfattende, og hvor skabningen, hverdagen og øjebliket hyldes.

Hjem er formentligt det værk, der på mest omfattende vis udfolder den encyklopædiske ambition, som er gældende for Høecks samlede forfatterskab. Hjem er en systematisk-poetisk beskrivelse af Høecks 'hjem', Danmark, hvis natur og kultur skridt for skridt bliver udfoldet gennem emnespecifikke afsnit som "Atomer", "Strande, klitter", "Siv, rør, alger", "Pattedyr", "Sprog", "Veje", "Hospitaler", "Sommerhuslandet", "Amter og kommuner" osv. Teksterne er ikke videnskablige, encyklopædiske i deres beskrivelser, men i stedet poetisk-subjektive. Et personligt biografisk spor indflettes også i værket, f.eks i afsnittet "Celler", der er tilegnet Høecks første kone Gudrun, hvori "parrings / akten" kan aflæses i "madrassens hulheder"[4], men hvor "goldheden hersker" [5] mellem vi'et.

Hjem er både omfattende i sit omfang og i sit system. Værket består af tre "spor", der løber parallelt på siderne gennem hele bogen: Spor 1: "Natur", løber øverst fra venstre mod højre, spor 2: "Kultur", nederst fra højre mod venstre, samt spor 3: "Ånd", der løber mellem de to andre spor fra midten mod venstre og mod højre. Hvert spor er inddelt i sekvenser, der igen er inddelt i afsnit, der indholder ti tekster. Spor 1 inderholder f.eks sekvenserne "Grunden, "Geologien", "Floraen", "Faunaen", der indeholder afsnit som "Atomer", "Sand, ler, grus", "Vilde blomster", "Fugle". Sporet ender med "Mennesket" og "Slutningen". En ligende inddeling og udvikling findes i spor 2, der forfølger kulturen fra dens begyndelse med sproget til den "Udslettelse".

Første tekst i første spor, sekvens "Grunden", afsnit "Atomer", er en formeloversigt over den danske undergrunds kemiske struktur. Denne tekst transformereres på baggrund af et givent sæt af regler på en måde, til det efterfølgende afsnit, hvor der igen er noget, der overføres og noget, der udelades til det næste afsnit, således at undergrunden "NaKalSi3O8[...]" indirekte bidrager til f.eks afsnittet om "Dagsommerfulge".

Spor 2 begynder på den bogside, hvor spor 1 slutter, og spor 2's først tekst udspringer af den sidste tekst i spor 1. Dette samme gør sig gældende for sidste tekst i spor 2, der mængdemæssigt er identisk med første tekst i spor 1, hvormed kredsen forbindes.

I bogens eksakte centrum findes 24 tekster, der ifølge appendix ikke skal siges noget om. På hver side af disse 24 tekster udløber begyndelsen på spor 3, "Ånd", der er skrevet på baggrund af de to tekster fra spor 1 og 2, der optræder på samme bogside. Her er det kun ord fra disse to tekster, som står til rådighed for skabelsen af den givne bogesides "Ånd"-tekst.

Høeck, Jac og Schnack[redigér | redigér wikikode]

Sideløbende med sit eget forfatterskabet udgav Høeck i 1980’erne flere bøger sammen med digterkollegerne Asger Schnack og F.P. Jac. I 1980 dannede de digterbandet Bandet Nul, der turnerede aktivt med deres oplæsninger. Bandet Nul udgav fire bøger i starten af 1980'erne, Nul, Bandet Nul Live, Bandet Nul de Luxe og Bandet Nul samler værket. Efter årene med oplæsninger med Bandet Nul, trak Høeck sig fra oplæsningen, og har kun ved enkelte lejligheder læst op af sit forfatterskab.

Fra 1980-1985 udgav Høeck og Schnack en række bøger, der hyldede idolerne David Bowie, Bowie Bowie, og Brian Eno, Eno Ono, Eno Zebra og Eno High. Eno-triollogien oversatte Høeck og Schnack selv til engelsk, som Eno blev overrakt ved en udstilling i 1986.[6]

Efter idolbøgerne udgav de Blåvand Revisted (1984) og Jævndøgn (1985).

Bibliografi[7][redigér | redigér wikikode]

  • Yggdrasil, 1966
  • Mitr-enf-snee, 1967
  • Rejse I-V, 1971-73 (Yggdrasil og Mitre-enf-snee er indkluderet i Rejse I)
  • Transformations, 1974
  • Pentagram, 1976
  • Projekt Perseus, 1977, (anden udg. 2002)
  • Ulrike Marie Meinhof, 1977
  • Topia eller Che Guevara, 1978
  • Skygger, 1978
  • Dylan Forever, 1979
  • Winterreise, 1979
  • Sorte sonetter, 1981
  • Canzone, 1981 (paperback 2003)
  • Metamorphoses, 1983
  • International Klein Bleu, 1984
  • Marienbad, 1984
  • Hjem, 1985 (paperback 1998)
  • Blackberry Winter, 1987
  • Lukas O’Kech, 1988
  • Heptameron, 1989
  • Salme, 1991
  • Eventyr, 1992
  • 1001 digt, 1995
  • Hommage, 1995
  • Honeymoon, 1997
  • The Woods, 1998
  • http//:kurdistan.life.nu, 1999
  • In Nomine, 2001
  • www.triptychon.dk, 2003
  • Hsieh, 2004
  • Heartland, 2006
  • www.kb.dk/da/nb/materialer/haandskrifter/HA/e-mss/hoeck.html, 2006
  • Palimpsest, 2008
  • Live, 2012
  • Legacy, 2015
  • My Heart, 2018

Bandet Nul:

  • Nul, 1980
  • Bandet Nul Live, 1981
  • Bandet Nul de luxe, 1982
  • Bandet Nul samler værket,  1983

med Asger Schnack:

  • Eno One, 1980
  • Bowie Bowie, 1980
  • Eno Zebra, 1982
  • Eno High, 1982
  • Blåvand Revisited, 1984
  • Jævndøgn, 1985

Priser og nomineringer[redigér | redigér wikikode]

Litteratur:[redigér | redigér wikikode]

Kjørup, Frank: Sprog versus sprog, Museum Tusculanums Forlag, 2002

Kjørup, Frank og Martin Hamann: "Formation og deformation i poesi", Edda nr. 3, 2008

Schack, May og Anders Østergaard: "Klaus Høeck" i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 26. april 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=95354

Stjernfelt, Frederik: Admiral Bitumen Zodiak - lille Klaus Høeck Encyklopædi, Gyldendal 2008

Svendsen, Erik: Kosmisk systemdigter - Klaus Høeck i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), Gyldendal, 2006-09. Hentet 26. april 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477359

Links:

Forfatterweb.dk

Det Danske Akademi

ForfatterStub
Denne danske forfatterbiografi er kun påbegyndt. Du kan hjælpe Wikipedia ved at tilføje mere.
Biografi
  1. ^ Sprog versus sprog, s. 24
  2. ^ a b Formation og deformation i poesi, s. 214
  3. ^ Høeck, Klaus: Canzone, Gyldendal, 1981: 10
  4. ^ Høeck, Klaus: Hjem, 1998, s. 313
  5. ^ Høeck, Klaus: Hjem, 1998, s. 318
  6. ^ [1]
  7. ^ På baggrund af bibliografi i Stjernfelt 2008, s. 209 og Høecks seneste udgivelse.