Kujataa

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
UNESCO Verdensarvsområde
Kujataa
Kujataa Greenland: Norse and Inuit Farming at the Edge of the Ice Cap
Hvalsey.jpg
Kirkeruin i Hvalsey
Land Grønland
Type Kultur
Sted Grønland
Kriterium (V)
Reference 1536
Indskrevet 2017
Oversigtskort

Kujataa er et subarktisk landbrugsområde i Grønland, der er det niende verdensarvsområde i Kongeriget Danmark, og det er det andet verdensarvsted i Grønland.

Ilulissat Isfjord og den tilhørende Jakobshavn Isbræ er Grønlands ældste verdensarvsted. Ilulissat Isfjord blev verdensarv i 2004.

Oversigt[redigér | redigér wikikode]

Kujataa blev kandidat til verdensarv i 2003, og den endelige ansøgning blev sendt af sted den 3. februar 2016. De vestgrønlandske jagtområder længere mod nord blev også kandidat til verdensarv i 2003. I juli 2017 godkendte UNESCO Kujataa som verdensarv.

Kujataa omfatter de fem områder: Qassiarsuk (Skovfjorden eller Brattahlíð), Igaliku (Gardar), Sissarluttoq, Tasikuluulik (Vatnahverfi) og Qaqortukulooq (Hvalsey), der repræsenterer 1.000 års landbrugskultur i Sydgrønland.

Verdensarvsstedet viser 1.000 års landbrug i Arktis (dvs. Subarktis). Der er tale om et kulturlandskab, som er præget af nordboer og inuiter. Blandt seværdighederne er kirkeruinen ved Hvalsø, bispesædet ved Gardar og Erik den Rødes Brattahlíð.

Nordisk og grønlandsk landbrug i Sydgrønland[redigér | redigér wikikode]

Landbrugs- og kulturlandskabet blev optaget på UNESCOs liste over verdensarvskandidater den 29. januar 2003. Der har været drevet landbrug i Sydgrønland i to adskilte perioder.

Nordisk landbrug i Østerbygden[redigér | redigér wikikode]

Erik den Røde var den første nordbo, der slog sig ned i Grønland. Han grundlagde Østerbygden i 985. Derefter blev der drevet landbrug i bygden frem til engang i 1400-tallet.

Kirkeruinen ved Hvalsø, bispesædet ved Gardar og Erik den Rødes Brattahlíð er kendte levn fra denne periode.

Grønlandsk landbrug i Sydgrønland[redigér | redigér wikikode]

Den norske købmand Anders Olsen (1718-1786) kom til Grønland i 1742. Efter mange års tjeneste hos Almindelige Handelscompagnie tog han sin afsked i 1780. Derefter slog han sig ned i Upernaviarsuk, hvor der ligger en landbrugsskole og en forsøgsgård i dag.

I 1783 flyttede familien Olsen til Igaliku (Nordboernes Gardar). Her skabte Anders Olsen og hans hustru, grønlænderen Tuperna det første 'moderne' landbrug i Grønland. De genbrugte bl.a. nordboernes gamle græsgange og også mange af stenene fra deres bygninger.

I 1924 oprettede Elisabeth og Otto Frederiksen det første moderne fåreholdersted i Qassiarsuk (Erik den Rødes Brattahlíð). I dag er der en del fåreavlere i Sydgrønland.

Referencer[redigér | redigér wikikode]