Laurent Fignon

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Laurent Fignon

Laurent Fignon (12. august 1960 i Paris, Frankrig31. august 2010[1]) var en tidligere professionel fransk cykelrytter, som vandt Tour de France to gange i træk i 1983[2] og 1984[3] og tabte sejren med en meget lille margin i 1989.[4] I 1989 vandt han desuden Giro d'Italia,[5] et løb som han var blevet toer i i 1984.[6] Han opnåede også to sejre i klassikeren Milan-San Remo.[7][8]

Biografi[redigér | redigér wikikode]

I 1983 vandt han sin første toursejr i et løb, hvor en af tidens store ryttere, Bernard Hinault, ikke stillede op på grund af en skade.[Kilde mangler] Hinault havde vundet Touren i både 1978, 1979, 1981 og 1982, mens Fignon var en ung nyankommen rytter på det samme Renault-Elf-Gitane-hold, som Hinault også kørte for, og som blev ledt af den legendariske[Kilde mangler] Cyrille Guimard (året efter betød et skænderi mellem Hinault og Guimard, at Fignon blev Guimards nye protege). Midtvejs gennem 1983-udgaven af Touren tabte den førende rytter, Pascal Simon, over tre minutter af sit forspring[Kilde mangler] til Fignon på en 15,6 km lang enkeltstart – to dage senere erobrede Fignon den gule trøje.[Kilde mangler] Fignon sejrede også i den sidste enkeltstart[Kilde mangler] og blev som 22-årig den yngste sejrherre i løbet siden 1933.[Kilde mangler]

Med sine runde briller, hestehale og aura af munterhed udgjorde Fignon en stærk kontrast til Hinaults hårdhudede image.[Kilde mangler] På den måde fik han tilnavnet Professoren.[Kilde mangler] I 1984 var Hinault skiftet til det nye La Vie Claire-hold, som blev styret af Paul Koechli, men Fignon og hans Renault-hold viste sig som de stærkeste.[Kilde mangler] Fignon vandt tidskørslen på syvende etape,[Kilde mangler] slog Hinault i spurten om andenpladsen på 14. etape[Kilde mangler] og slog ham så klart på 16. etape,[Kilde mangler] som var endnu en tidskørsel. På etapen til Alpe d'Huez vandt Fignon yderligere tre minutter til Hinault;[Kilde mangler] derefter vandt han etapen til bjergtoppen La Plagne,[Kilde mangler] 20 etape[Kilde mangler] fra Morzine til Crans-Montana og den sidste enkeltstart på 22. etape[Kilde mangler] – altså i alt fem etapesejre i årets udgave af Tour de France. Med sin knusende[Kilde mangler] dominans og sin overlegne attitude i interviews blev han hyldet som Frankrigs nyeste superstjerne.[Kilde mangler]

En knæskade betød, at Fignon ikke deltog i 1985,[Kilde mangler] og i 1986 udgik han på 12. etape til Pau.[Kilde mangler] I 1987 fik han en samlet 7.plads[Kilde mangler] og undervejs endnu en etapesejr til La Plagne (18. etape). I 1988 udgik han på Bastilledagen.[Kilde mangler]

I 1989 overtog han førstepladsen på verdensranglisten efter Sean Kelly.[Kilde mangler] I løbet af sæsonen vandt han Giro d'Italia og Milano-San Remo. Hans sæson huskes dog især[Kilde mangler] for hans andenplads i årets Tour de France: han tabte den samlede sejr på sidste etape (en enkeltstart) med en forskel til Greg LeMond på kun 8 sekunder.[Kilde mangler] Lemond brugte moderne aerodynamisk styr og hjelm, mens Fignon brugte et normalt styr og ikke havde hjelm på.[Kilde mangler] Fignon led også af såkaldte sadelsår og hævdede, at det i virkeligheden var dem, der havde generet ham mest.[Kilde mangler] Før denne sidste afgørende enkeltstart havde Fignon et forspring på 50 sekunder til LeMond i klassementet,[Kilde mangler] men Lemond slog Fignon med 58 sekunder på etapen og vandt sin anden toursejr, efter at han i 1986 var blevet den første amerikaner til at vinde.[Kilde mangler] Fignon deltog ikke i 1990-udgaven af Touren, men blev samlet 6'er[Kilde mangler] i 1991 og 23'er[Kilde mangler] i 1992, hvor han også i Mulhouse vandt sin niende[Kilde mangler] og sidste etapesejr.[Kilde mangler]

Fignon må dog huskes som mere[Kilde mangler] end en stor tourrytter. Han vandt som sagt både Milano-San Remo to gange (1988, 1989) og Giro d'Italia (1989) i et løb, hvor italienerne ellers blev anklaget for at bruge urimelige taktikker til at favorisere egne ryttere.[Kilde mangler] Fignon ville sandsynligvis[Kilde mangler] også havde vundet Giroen i 1984, hvis det ikke havde været fordi, en italiensk tv-helikopter under den sidste enkeltstart, som reglerne sagde den skulle,[Kilde mangler] fløj ved siden af Fignon, men brød reglerne og fløj bag[Kilde mangler] den italienske rytter Francesco Moser.

Efter karrieren[redigér | redigér wikikode]

Efter at have stoppet den professionelle karriere blev Fignon involveret i organiseringen af adskillige cykelløb,[Kilde mangler] deriblandt mest bemærksesværdigt Paris-Nice, indtil det i 2004 blev overtaget af ASO (organisationen der også står for Tour de France).

Fignon var aktiv som løbsorganisator for løb som Paris-Corrèze, og som debattør omkring cykelsporten.[Kilde mangler] Han kritiserede bl.a. den franske cykelsportsverden: til L'Equipe sagde han, at "Sportdirektørerne gør det ikke godt længere.[Kilde mangler] De er ikke kompetente nok, og de har ikke tilstrækkelig autoritet over for deres ryttere. De franske holds manglende resultater er ikke kun et resultat af doping" (han hentydede til den strikse franske praksis med dopingkontroller sammenlignet med andre lande).

Om hans forhold til Cyrille Guimard og Bernard Hinault har Fignon sagt, at med Hinault fandt Guimard en mester, mens han med ham selv skabte en mester.[Kilde mangler] Derfor skulle hans eget bånd til Guimard være stærkere end Hinaults samme.[Kilde mangler]

Laurent Fignon døde d. 31. august 2010 efter en langvarig kamp mod cancer.[Kilde mangler]

Referencer[redigér | redigér wikikode]