Raymond Poulidor

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Raymond Pou-Pou Poulidor

Raymond Poulidor, ofte med kælenavnet Pou-Pou, (født 15. april 1936) i Masbaraud-Merignat, Frankrig), er en tidligere professionel fransk cykelrytter. Da han i Tour de France sluttede som nr. 2 tre gange[1][2][3] og nr. 3 fem gange[4][5][6] (heriblandt i sin sidste Tour som 40-årig),[Kilde mangler] var han kendt som "den evige toer".[Kilde mangler] På trods af denne vedholdenhed nåede han aldrig at bære den gule trøje en eneste gang i løbet af sine 14 toure[Kilde mangler] (hvoraf han gennemførte de 12).[Kilde mangler]

Hans tragedie[Kilde mangler] var, at han – selvom han selv var en stor cykelrytter – kørte Touren i de samme år som to af de største, Jacques Anquetil og Eddy Merckx. Denne rolle som den underlegne kan dog også have været medvirkende til at gøre ham til tilskuernes yndling.[Kilde mangler] Raymond Poulidor og Jean-Joseph Sanfourche, to af de mest berømte indbyggere i Saint Léonard de Noblat, der er forbundet for eftertiden, under et venligt møde, og givet til Raymond Poulidor et værk hyldest til hans sportslige præstationer.

Anguetil-årene[redigér | redigér wikikode]

Poulidors rivalisering med Anquetil er det stof cykelsportens legender bliver gjort af.[Kilde mangler] Poulidor var en god klatrer, men han havde svært ved at konkurrere med Anquetils styrke i enkeltstarterne.[Kilde mangler] Han mistede flere gange den samlede sejr i Tour de France pga. tab af minutter i tidskørslerne.[Kilde mangler]

Poulidors var i sin kørsel mere aggresiv og angrebsivrig end Anquetil,[Kilde mangler] der foretrak at kontrollere løbet i bjergene og så vinde tid på tidskørslerne.[Kilde mangler] Han blev offentlighedens darling, hvad der generede Anquetil kraftigt.[Kilde mangler] Poulidors opvækst i Sydfrankrig stod også i modsætning[Kilde mangler] til Anquetil, der kom fra den nordlige del.

Hans bedste chance for at slå Anquetil i Touren kom i 1964,[Kilde mangler] hvor den syge Anquetil på næstsidste etape, der sluttede på Puy de Dôme, klarede at snyde[Kilde mangler] Poulidor og køre side om side med ham op ad bjerget.[Kilde mangler] Poulidor, der normalt var den bedste klatrer af de to, indså ikke, at Anquetil ikke havde det specielt godt før den sidste del af stigningen, hvor han næsten nåede at erobre nok tid til at komme i førertrøjen.[Kilde mangler] Den sidste etape var en enkeltstart, som Anquetil vandt komfortabelt.[Kilde mangler]

Det er ofte[Kilde mangler] blevet sagt, at Anquetil foretrak at se Poulidor tabe,[Kilde mangler] frem for at hans selv vandt. I 1965-udgaven af Grand Prix des Nations, som var en tidskørsel for to, blev Poulidor sat sammen med Anquetil. I stedet for at køre efter sejren spillede Anquetil udmattet og kostede dem begge sejren, hvad han senere indrømmede.[Kilde mangler]

På trods af rivaliseringen gjorde Anquetils senere sygdom dem til venner. Poulidor huskede Anquetils sidste ord til ham fra sygesengen: "Han sagde til mig, at kræft var så pinefuldt smerteligt, så at det var som om at køre op ad Puy de Dôme hver dag hele tiden. Så sagde han, og jeg vil aldrig glemme det: "Ja, min ven. Det ser ud til, at du bliver toer endnu engang".

Merckx-årene[redigér | redigér wikikode]

Slutningen på Anquetils æra gav Poulidor nogle muligheder for endelig at vinde Tour de France.[Kilde mangler] Uheldigvis for ham fik han hverken chancen i 1967 eller 1968 pga. skader.[Kilde mangler] I 1969 ankom så Eddy Merckx.[Kilde mangler] Til trods for Poulidors store erfaring var han ingen[Kilde mangler] udfordring for Merckx' styrke, selvom han dog ydede god[Kilde mangler] modstand.

Andre løb[redigér | redigér wikikode]

Raymond Poulidor var også en dygtig rytter uden for toursammenhænge.[Kilde mangler] I 1961 i sit første år som professionel vandt han klassikeren Milano-San Remo[Kilde mangler] og det franske mesterskab på landevej. Han vandt også den individuelle tidskørsel i Grand Prix des Nations og Flèche Wallonne i 1963.[Kilde mangler] I 1964 vandt han Vuelta a España,[Kilde mangler] Critérium International og Super Prestige Pernod. I 1966 vandt han så Critérium de Dauphiné Libéré og igen[Kilde mangler] Criterium International. Han havde flere gode optræden i Criterium International, som vandt igen i 1968, 1971 og 1972 og også i Paris-Nice.[Kilde mangler]

Referencer[redigér | redigér wikikode]