Luís de Camões

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Luis Vaz de Camões)
Gå til: navigation, søg
Luís Vaz de Camões

Luis Vaz de Camões (152410. juni 1580), som også kaldes "Prinsen blandt poeterne", blev så vidt vides født i Lissabon og var en portugisisk digter, som skrev det episke digt Os Lusíadas, Portugiserne, der regnes for Portugals nationalepos.

Portugiserne er et digt i 10 sange, skrevet i Homerisk stil, der handler om Vasco da Gamas rejse og Portugals historie.[1]

Camões forældre var af adelig herkomst. Faderen, Simão Vaz de Camões, var ridder og i slægt med kong Afonso III (1210-1279). Moderen, Ana de Sá e Macedo var fjern slægtning til Vasco da Gama.

Han sammenlignes ofte med de store digtere Homer, Vergil, Dante og Shakespeare. Camões skrev også lyrik, drama og filosofiske essays. Han var omkring 1548 en del af hoffet og en meget lært ung mand (han kunne skrive på latin og castiliansk) og havde læst Homer, Platon og Virgilius på deres modersmål. Sit hidsige temperament, skarpe replikker til sine rivaler (mange gange med duelering både i vers og med sværd) og ikke mindst sin uforsigtighed vedrørende relationer til dronningen D. Catarina og tilnærmelser til prinsessen, skabte ham meget fjendskab, og han blev nægtet adgang til hoffet.

I 1549 blev byen Mazagan (nu Al-Jadida] i Marokko, som Portugal erobrede i 1502, fra maurere og Camões meldte sig som soldat i kolonien Ceuta. Under kampen blev Camões såret og blind på sit højre øje.

Efter hjemkomst til Lissabon, blev han involveret i duel med en funktionær fra kongens hestestutteri og endte i fængsel og senere deporteret til de portugisiske kolonier i Indien og senere til kolonien Macau i Kina. Hans temperament gjorde at han røg i fængsel i flere omgange. Under hans ophold i det fjerne, der varede 17 år, begyndte han på sit store værk "Os Lusíadas". I april 1570 kommer han i land ved Cascais vest for Lissabon, som en fattig og nedtrykt mand.

Digtet var nu færdigt men skulle gennemgås af inkvisitionen. Censor og hans gode ven munken Bartolomeu Ferreira, gav ham den nødvendige Imprimatur (på latin "kan trykkes". Værket blev udgivet i 1572.[1]

Digtet blev af ham læst op til den unge kong D. Sebastião I, som meget fornøjet takkede Camões for indsatsen og belønnede ham med en treårig pension på 15.000 reais (datidens møntenhed), svarende til 40 reais om dagen – en tømrers dagløn var, den gang, 165 reais.

Camões levede sine sidste år som en fattig mand og ernærede sig ved salg af poesi.

Efter den unge portugisiske kong D. Sebastião's død under krigen i Alcácer-Quibir (Ksar-el-Kebir i Marokko) nærmede den portugisiske kronens finanser sig afgrunden. Dette og manglen på en tronarving gjorde at Portugal for første gang var på vej til at miste sin selvstændighed. Luís Vaz de Camões sidste sætning på sit dødsleje var: "Omsider kommer mit liv til en ende og alle er vidner til, at jeg altid har elsket mit fædreland så meget, at jeg ikke alene dør i dets skød, men det dør også samtidigt med mig".

Henvisninger[redigér | redigér wikikode]

  1. 1,0 1,1 The Lusiads. 1800-1882. Hentet 2013-08-31. 

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]