Dante Alighieri

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Fresco, overført til træ, af Dante Alighieri fra Galleria degli Uffizi, Firenze.
Andrea del Castagno, cirka 1450

Dante Alighieri (29. maj 1265 i Firenze14. september 1321 i Ravenna) var en italiensk forfatter og politiker.

Dante regnes i den europæiske litteratur på linje med Homer, Shakespeare, Goethe og Dostojevskij. Hans hovedværk er Den guddommelige komedie, et episk digt om en rejse gennem helvede, skærsilden og paradiset.

Betydning[redigér | redigér wikikode]

Dante er en af grundlæggerne af moderne italiensk sprog og litteratur. Han var bundet til Firenze i et stærkt had-kærlighedsforhold. I dag mindes byen ham med monumenter og marmorplader med citater fra Den guddommelige Komedie og om de stridigheder mellem florentinerne, der ændrede Firenze og Dantes liv. Dantes imposante gravmæle i Firenze er tomt: han fik aldrig lov til at vende tilbage til Firenze efter sin landsforvisning. Han døde i Ravenna og ligger begravet ved kirken og klosteret S. Francesco dér.

Hans traktat De Monarchia var rettet mod den katolske kirkes ambitioner om magt og stod på kirkens indeks over forbudte bøger helt til 1897. Først i 1921, på 600-årsdagen for hans fødsel, blev hans politiske tænkning taget til nåde af kirken med en encyklika.

Opvækst og ungdom[redigér | redigér wikikode]

Vi kender ikke meget til Dantes liv, selv om der blev skrevet biografier om ham allerede i den første generation efter hans død. Han flakkede en stor del af livet om i landsforvisning og ville måske udviske sine spor.

Dante voksede op uden forældre. Det menes at faderen var en velstillet lavadelig notar i Firenze. Han efterlod Dante en større arv, der gjorde det muligt for ham at få en humanistisk uddannelse; han fulgte både forelæsningerne ved franciskanerkirken Santa Croce og dominikanerkirken Santa Maria Novella. Han skrev digte og omgikkes byaristokratiet i Firenze. I sin ungdom mødte han angiveligt også kærligheden i form af den kvinde, han kalder Beatrice, som blev gift med en anden og døde i 1290. Han skildrer mødet med Beatrice i Vita Nuova, men det er usikkert hvor meget, der er digt, og hvor meget der er virkelighed. Han giftede sig med Gemma Donati, som han fik fem børn med og dyrkede filosofiske studier og engagerede sig lidenskabeligt i Firenzes politiske liv. [1]

Dante var meget inspireret af de romerske digtere Vergil og Ovid. Selv om han ikke havde adgang til Homers værker, findes der flere referencer til både Illiaden og Odysséen - sandsynligvis en viden, han har fået gennem de romerske forfattere. Også Cicero var en inspiration, da Dante havde en politisk karriere.

Striden mellem ghibellinerne og guelferne[redigér | redigér wikikode]

Den gamle strid mellem ghibellinerne og guelferne erstattedes af en ny mellem de sejrende guelfere, som blev splittet i to: de sorte og de hvide. Dante var guelfer af den "hvide" fraktion, som modsatte sig pave Bonifacius 8.'s indblanding i Firenzes anliggender. Imidlertid valgte Dante forkert og blev forvist fra Firenze i 1302. Den politiske situation var så omskiftelig i de italienske bystater, at alle efter tur havnede på den forkerte side. Landsforvisninger af politiske modstandere hørte til dagens orden og varede, til de kom til magten.

Da Dante blev valgt til høje embeder – i sommeren 1300 som en af seks priori, dvs. rådmænd – prøvede han at lægge låg på konflikterne. Da han var på vej hjem fra diplomatiske missioner i vinteren 1301-02, var det til et nyt, "sort" Firenze. De "sorte" fordrev de "hvide" og dømte Dante til døden, da han hverken ville betale en bøde eller tilstå embedsmisbrug, bedrageri og forræderi. I nitten år flakkede Dante om i Mellem- og Norditalien og vendte aldrig tilbage til sin fødeby. Resten af livet var han landflygtig og tilbragte megen tid ved forskellige fyrstehoffer. Han fik dog fuldendt sit livsværk: Den Guddommelige Komedie, som eftertiden har kaldt den. Selv omtaler han den blot som la comedia, skrevet med småt efter tidens skik. Om det er en titel eller blot en genrebetegnelse er uvist.

Værker[redigér | redigér wikikode]

  • La Divina Commedia
    • (livsværket; nyeste danske udgave: Dantes guddommelige komedie, på danske vers og med kommentarer af Ole Meyer, København 2009; 5. reviderede udgave, 3. supplerede oplag 2014; urimede 11-stavelsesvers. Heri også biografi m.m. Tidligere oversættelser Christian F. Molbech 1851-62, rimet, Knud Hee Andersen 1963, blankvers.)
  • Vita Nuova
    • (ungdomsværk, digtkreds; dansk udgave f.eks. Nyt liv : La vita nuova / Overs.fra italiensk af Johannes Dam, København 1965)
  • Convivio (encyklopædisk-filosofisk værk, ikke oversat til dansk)
  • De monarchia (politisk værk om kejserdømmet og verdensfreden, ikke oversat til dansk)
  • De vulgari Eloquentia, dvs. Om Veltalenhed/Litteratur på Folkesproget, oversat til dansk af Hanne Roer, 2005.

Henvisninger[redigér | redigér wikikode]

  1. Trond Berg Eriksen: Reisen gjennom helvete (s. 19), Universitetsforlaget, Oslo 1993, ISBN 82-00-21851-1

Litteratur/kilder[redigér | redigér wikikode]

  • Valdemar Vedel: Dante, København 1892
  • Emil Frederiksen: Dante, København 1965
  • Olof Lagerkrantz: Från Helvetet till Paradiset. En bok om Dante och hans Komedi, 1964, dansk overs. 1965
  • Jan Lindhardt: Det politiske menneske. En udviklingshistorie i middelalderens og renæssancens frihedsbegreb, København 1970 (to kapitler handler om D.)
  • Niels K. Petersen: Dantes Inferno (Inferno nr. 1, 1989)
  • Trond Berg Eriksen: Reisen gjennom Helvetet. Dantes Inferno, Oslo 1993
  • Christian Kaatmann: Dante og kejserdømmet, København 1983
  • Christian Kaatmann & Ole Meyer (udg.): Perspektiv på Dante I: København 1999, København 2001. (Seminarrapport fra Nordisk Dantenetværks Seminar nr. 1)
  • Anders Cullhed (udg.) Perspektiv på Dante II: Stockholm 2001 , København 2006 (Seminarrapport fra Nordisk Dantenetværks Seminar nr. 2)
  • Hanne Roer, "Beatrice i Paradiset", Århus 2010

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]


Forfatter Stub
Denne forfatterbiografi er kun påbegyndt. Du kan hjælpe Wikipedia ved at tilføje mere.
Biografi