Dante Alighieri

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Fresco, overført til træ, af Dante Alighieri fra Galleria degli Uffizi, Firenze.
Andrea del Castagno, cirka 1450

Dante Alighieri (29. maj 1265 i Firenze14. september 1321 i Ravenna) var en italiensk forfatter og politiker.

Dante regnes i den europæiske litteratur på linje med Homer, Shakespeare, Goethe og Dostojevskij. Hans hovedværk er Den guddommelige komedie, et episk digt om en rejse gennem helvede, skærsilden og paradiset.

Betydning[redigér | redigér wikikode]

Dante er en af grundlæggerne af moderne italiensk sprog og litteratur. Han var bundet til Firenze i et stærkt had-kærlighedsforhold. I dag mindes byen ham med monumenter og marmorplader med citater fra Den guddommelige Komedie og om de stridigheder mellem florentinerne, der ændrede Firenze og Dantes liv. Dantes imposante gravmæle i Firenze er tomt: han fik aldrig lov til at vende tilbage til Firenze efter sin landsforvisning. Han døde i Ravenna og ligger begravet ved kirken og klosteret S. Francesco dér.

Hans traktat De Monarchia var rettet mod den katolske kirkes ambitioner om magt og stod på kirkens indeks over forbudte bøger helt til 1897. Først i 1921, på 600-årsdagen for hans fødsel, blev hans politiske tænkning taget til nåde af kirken med en encyklika.

Opvækst og ungdom[redigér | redigér wikikode]

Dante ser Beatrice ved Ponte Santa Trinita, malet af Henry Holiday i 1883.

Vi kender ikke meget til Dantes liv, selv om der blev skrevet biografier om ham allerede i den første generation efter hans død. Han flakkede en stor del af livet om i landsforvisning og ville måske udviske sine spor.

Dante voksede op uden forældre. Det menes, at faderen var en velstillet lavadelig notar i Firenze. Han efterlod Dante en større arv, der gjorde det muligt for ham at få en humanistisk uddannelse; han fulgte både forelæsningerne ved franciskanerkirken Santa Croce og dominikanerkirken Santa Maria Novella. Han blev venner med Giotto di Bondone, der også kom fra Firenze. Der var kun to år mellem dem i alder. De tilhørte det samme laug i hjembyen, og begge sympatiserede de med tiggermunkene, der gik i Frans af Assisis spor. I Den guddommelige komedie omtaler Dante sin ven Giotto; Dante praler af, at hans eget digternavn snart vil være på alles læber, ligesom den unge Giotto havde fået sat den berømte Cimabue i skyggen på maleriets område. Ligesom datidens bodsprædikanter var Dante og Giotto optaget af, at dommedag skal vende rigdom og magt til en forbandelse. Blandt dem, der slipper ind i himlen, skal de fattige være i flertal. Blandt dem, der havner i helvedes flammer, skal de rige udgøre flertallet. [1]

Giotto di Bondones portræt af Dante.
Mindetavle over Beatrice Portinari på familiegravstedet i Santa Margherita dei Cerchi, Firenze.

Dante skrev digte og omgikkes byaristokratiet i Firenze. Han var næsten ni år, da han første gang mødte den otteårige Beatrice Portinari (1266 - 1290), datter af bankmanden Folco Portinari, i hendes fars palazzo i Firenze. Hun var klædt i en højrød kjole og fascinerede ham helt. Som han senere skrev: "Fra den tid af styredes min sjæl fuldstændigt af kærligheden." Det forblev dog en afstandsforelskelse indtil 1283, da han var atten år, og Beatrice, denne gang klædt i hvidt, hilste på ham, da de passerede hinanden på gaden. Henrykt trak han sig tilbage til sit værelse for at tænke på hende. Han faldt i søvn, efterfulgt af en drøm, der blev emne for den første sonnet i hans La Vita Nuova. Arrangeret ægteskab var imidlertid normen i Firenzes overklasse, og 21 år gammel blev Dante giftet væk til Gemma Donati, som han var blevet forlovet med, da han var tolv. Sammen fik de fem børn. Beatrice giftede sig året efter Dante, med bankmanden Simone dei Bardi, men døde fra ham kun tre år senere, 24 år gammel. Dante var knust over hendes død. [2] Beatrice og hendes barnepige Monna Tessa er gravlagt i kirken Santa Margherita dei Cerchi, kun tyve meter fra Dantes hjem ved Castagna-tårnet. [3] Hans hjem findes ikke mere, men på stedet ligger et museum for digteren, Casa di Dante. [4] Han skildrer sit møde med Beatrice i Vita Nuova, men det er usikkert, hvad der er digt, og hvad der er virkelighed. Dante dyrkede filosofiske studier og engagerede sig lidenskabeligt i Firenzes politiske liv. [5]

Dante var meget inspireret af de romerske digtere Vergil og Ovid. I lighed med Ovid levede han i eksil. Ovids forvisning havde en politisk baggrund, der havde gjort ham til en trussel for kejser Augustus; Dantes forvisning var ligeledes politisk motiveret. I Den guddommelige komedie møder han i en mørk skov "en mand, der lød hæs fra sin lange tavshed" - som kan betyde, at Vergil var tavs i middelalderen, indtil Dante gav ham stemmen tilbage. Manden beskriver sig selv som en digter og forfatter af Æneiden. Dante svarer ham ved at gentage dronning Didos ord, da hun genkendte Æneas i Kartago: "Er du så Vergil?" (Or se’ tu quel Virgilio?) Selv om Dante ikke havde adgang til Homers værker, findes der flere referencer til både Iliaden og Odysséen - sandsynligvis en viden, han har fået gennem de romerske forfattere. Også Cicero var en inspiration, da Dante havde en politisk karriere.

Striden mellem ghibellinerne og guelferne[redigér | redigér wikikode]

Den gamle strid mellem ghibellinerne og guelferne erstattedes af en ny mellem de sejrende guelfere, som blev splittet i to: "de sorte", som støttede pavedømmet, og "de hvide", som modsatte sig pave Bonifatius 8.'s indblanding i Firenzes anliggender. Imidlertid valgte Dante forkert, da han blev en hovedfigur i "de hvides" parti, og blev forvist til Rom i 1302. [6] Den politiske situation var så omskiftelig i de italienske bystater, at de fleste efter tur havnede på den forkerte side. Landsforvisninger af politiske modstandere hørte til dagens orden, og varede kun, til de kom til magten.

Da Dante blev valgt til høje embeder – i sommeren 1300 som en af seks priori, dvs. rådmænd – prøvede han at lægge låg på konflikterne. Da han var på vej hjem fra diplomatiske missioner i vinteren 1301-02, var det til et nyt, "sort" Firenze. "De sorte" fordrev "de hvide" og dømte Dante til døden, da han hverken ville betale en bøde eller tilstå embedsmisbrug, bedrageri og forræderi. I nitten år flakkede Dante om i Mellem- og Norditalien og vendte aldrig tilbage til sin fødeby. Resten af livet var han landflygtig og tilbragte megen tid ved forskellige fyrstehoffer. Han fik dog fuldendt sit livsværk: Den Guddommelige Komedie, som eftertiden har kaldt den. Selv omtaler han den blot som la comedia, skrevet med småt efter tidens skik. Om det er en titel eller blot en genrebetegnelse, er uvist.

Værker[redigér | redigér wikikode]

  • La Divina Commedia
    • (livsværket; nyeste danske udgave: Dantes guddommelige komedie, på danske vers og med kommentarer af Ole Meyer, København 2009; 5. reviderede udgave, 3. supplerede oplag 2014; urimede 11-stavelsesvers. Heri også biografi m.m. Tidligere oversættelser Christian F. Molbech 1851-62, rimet, Knud Hee Andersen 1963, blankvers.)
  • Vita Nuova
    • (ungdomsværk, digtkreds; dansk udgave f.eks. Nyt liv : La vita nuova / Overs.fra italiensk af Johannes Dam, København 1965)
  • Convivio (encyklopædisk-filosofisk værk, ikke oversat til dansk)
  • De monarchia (politisk værk om kejserdømmet og verdensfreden, ikke oversat til dansk)
  • De vulgari Eloquentia, dvs. Om Veltalenhed/Litteratur på Folkesproget, oversat til dansk af Hanne Roer, 2005.

Henvisninger[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Professor Trond Berg Eriksen, UiO: "Giottos dommedag", Morgenavisen 30. marts 2007.
  2. ^ http://fascinatinghistory.blogspot.no/2006/01/dante-and-beatrice.html
  3. ^ http://www.florenceinferno.com/the-church-of-santa-margherita-dei-cerchi/
  4. ^ http://www.florenceinferno.com/places-dante-house/
  5. ^ Trond Berg Eriksen: Reisen gjennom helvete (s. 19), Universitetsforlaget, Oslo 1993, ISBN 82-00-21851-1
  6. ^ http://web.colby.edu/ovid-censorship/censorship/ovid-as-icon/

Litteratur/kilder[redigér | redigér wikikode]

  • Valdemar Vedel: Dante, København 1892
  • Emil Frederiksen: Dante, København 1965
  • Olof Lagerkrantz: Från Helvetet till Paradiset. En bok om Dante och hans Komedi, 1964, dansk overs. 1965
  • Jan Lindhardt: Det politiske menneske. En udviklingshistorie i middelalderens og renæssancens frihedsbegreb, København 1970 (to kapitler handler om D.)
  • Niels K. Petersen: Dantes Inferno (Inferno nr. 1, 1989)
  • Trond Berg Eriksen: Reisen gjennom Helvetet. Dantes Inferno, Oslo 1993
  • Christian Kaatmann: Dante og kejserdømmet, København 1983
  • Christian Kaatmann & Ole Meyer (udg.): Perspektiv på Dante I: København 1999, København 2001. (Seminarrapport fra Nordisk Dantenetværks Seminar nr. 1)
  • Anders Cullhed (udg.) Perspektiv på Dante II: Stockholm 2001 , København 2006 (Seminarrapport fra Nordisk Dantenetværks Seminar nr. 2)
  • Hanne Roer, "Beatrice i Paradiset", Århus 2010

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Forfatter Stub
Denne forfatterbiografi er kun påbegyndt. Du kan hjælpe Wikipedia ved at tilføje mere.
Biografi