Martsrevolutionen (Danmark)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Folketoget mod Christiansborg 21. marts 1848. N.F.S. Grundtvig ses i det øverste hjørnevindue til højre i billedet.

Martsrevolutionen i Danmark er betegnelsen for de begivenheder der ledte til indførelsen af konstitutionelt monarki i Danmark ved Grundlovens stadfæstelse.

Baggrund[redigér | redigér wikikode]

Martsrevolutionen var en række voldsomme begivenheder, der fandt sted i flere europæiske lande - bl.a. i Frankrig og Tyskland - og markerede udbruddet af en stadigt stigende tilslutning til demokratiske styreformer blandt den borgerlige befolkning i disse lande. Følgerne af disse martsrevolutioner nåede Danmark, der længe havde haft en bevægelse for en forfatningsændring.

Frederik 7. (1848-63), var 39 år gammel ved sin tronbestigelse 20. januar 1848. Han havde som prins ført en uregelmæssig tilværelse, var uden synderlige kundskaber og havde beskæftiget sig meget lidt med statsanliggender. Det, og hans ringe lyst til at påtage sig en enevoldskonges tunge ansvar og arbejdsbyrde, gjorde ham på forhånd velvilligt stemt overfor tanken om en konstitutionel forfatning.

Han beholdt de gamle ministre og supplerede, efter sin faders ønske, statsrådet med Carl Moltke og, efter sit eget ønske, med sin ungdomsven Carl Emil Bardenfleth. Gehejmestatsrådet accepterede få dage efter tronskiftet grundtrækkene af det forfatningsudkast, der var under udarbejdelse i Christian 8.s sidste dage. Ved kundgørelsen af 28. januar 1848 tilsagdes der folket en konstitutionel fællesforfatning for hele Kongeriget Danmark, således at den fælles repræsentation skulle bestå af lige mange medlemmer for kongeriget og Hertugdømmerne og samles afvekslende i de to nævnte hoveddele af monarkiet.

Det nationaliberale parti, som straks efter tronskiftet på forskellig måde havde fremsat sine krav om en konstitutionel forfatning for kongeriget og Slesvig, følte sig stærkt skuffet efter kundgørelsen og fandt især i bestemmelsen om, at kongerigets 1.300.000 indbyggere, samt hertugdømmernes 800.000, skulle have lige stor repræsentation; en krænkelse af den danske befolknings rettigheder. Bevægelsen i kongeriget samlede sig i stigende grad omkring kravet angående en konstitutionel forfatning for Danmark til Ejderen. Også i Hertugdømmerne var man misfornøjede, da slesvigholstenerne overhovedet intet ville vide af en fællesforfatning mellem Hertugdømmerne og Kongeriget.

Casinomødet[redigér | redigér wikikode]

Casinomødets erklæring. Her i Carl Plougs eksemplar.

Februarrevolutionen i Frankrig drev stemningen yderligere i vejret og vakte hos slesvigholstenerne tro på, at de snart, og om nødvendigt ved magt, kunne realisere deres fremtidsplaner. Navnlig i Holsten opløstes den lovlige orden mere og mere. Ved Casinomødet i København 11. marts proklamerede de liberale førere ''Ejderstatstanken'' under stormende tilslutning , og 18. marts samledes i Rendsborg 70 medlemmer af begge Hertugdømmernes stænderforsamlinger og vedtog at sende en deputation til København med forskellige forlangender til kongen, deriblandt krav om øjeblikkelig indkaldelse af de to stænderforsamlinger til en forenet samling og forelæggelse af et udkast om en slesvigholstensk forfatning, samt om Slesvigs indlemmelse i det tyske forbund.

Da efterretningen nåede til København, vedtog hovedstadens borgerrepræsentation straks 20. marts en adresse til kongen med forlangende om et minister- og systemskifte. Adressen, som var affattet af Orla Lehmann, endte med ordene:

Citat Vi anraabe Deres Majestæt om ikke at drive Nationen til Fortvivlelsens Selvhjælp Citat

.

Samme aften havde de liberale førere indkaldt til møde i Casino, hvor 2500 mennesker fyldte salen. Lederne af den nationalliberale bevægelse med Orla Lehmann i spidsen formanede forsamlingen om, at Slesvig var ved at overgå til fjenden, (dvs. Det tyske forbund), selvom de var vidende om, at et åbent oprør endnu ikke var brudt ud i hertugdømmet.[1] En adresse der støttede borgerrepræsentationen og fordømte oprøret i hertugdømmerne, blev vedtaget. Man enedes desuden om at ledsage borgerrepræsentationen, hvor nu også magistraten havde tilsluttet sig, til Christiansborg Slot den næste dag, for at overbringe kongen adressen.

Toget til Christiansborg[redigér | redigér wikikode]

Demonstrationen, som er kendt som folketoget til Christiansborg startede 21. marts kl. 12 fra Nytorv, hvor 15000 mennesker deltog under stærk og løftet stemning, men uden at ordenen noget øjeblik forstyrredes. Da Lauritz Nicolai Hvidt som Borgerrepræsentationens formand og ordfører trådte frem for kongen, var dennes beslutning allerede truffet. Bardenfleth og andre havde i de sidste uger påavirket ham i ejderdansk retning, og han indså nu nødvendigheden af et systemskifte. Umiddelbart før toget til slottet havde han bekendtgjort dette for gehejmestatsrådets medlemmer, og de havde alle med undtagelse af Bardenfleth indgivet deres demission. Kongen lovede ligeledes, at Slesvig ikke ville blive adskilt fra Danmark.[2] Dette kundgjorde kongen nu for Hvidt og denne igen for mængden foran slottet. Kongens optræden og hans erklæring om at ville være sit folk "en tro Leder til Ære og Frihed" vakte i hovedstaden og hele landet en begejstring for ham, som, trods talrige skuffelser, holdt sig i folkets brede lag hans hele regeringstid igennem.

Regeringsdannelse og krigsoptakt[redigér | redigér wikikode]

Det følgende døgn var optaget af bestræbelserne på at danne et ministerium. Bardenfleths forsøg og flere andre kombinationer, der gik ud på at danne et kabinet, væsentlig sammensat af regeringsmændene af den ældre skole, med iblanding af enkelte liberale elementer, bristede, og først om formiddagen den 22. marts, umiddelbart før den slesvigholstenske deputations ankomst, lykkedes det den tidligere finansminister, grev Adam Wilhelm Moltke, at danne en samlingsregering, i hvilken, foruden enkelte repræsentanter for den ældre administration, oppositionsførerne Ditlev Gothard Monrad, Anton Frederik Tscherning, Hvidt og Orla Lehmann fik sæde. De nationalliberale var tøvende overfor denne konstruktion, men de gik ind i regeringen på baggrund af kongens løfte om, at han nu var konstitutionel monark og ministrene blev overdraget ansvaret.[3]

Deputationen fik nu det svar – i hvilket samtidig martsministeriets program var udtrykt -, at kongen nægtede at indlemme Slesvig i det tyske forbund, men derimod, samtidig med at give det udstrakt provinsiel selvstændighed med egen landdag, ville "styrke dets uopløselige Forbindelse med Danmark ved en fælles, fri Forfatning". Hvad Holsten angik, skulle det have en særlig, fri forfatning som "selvstændig, tysk Forbundsstat". Imidlertid var det åbne oprør udbrudt i Holsten 23. marts, og konflikten førte til Treårskrigen 1848-50.

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Glenthøj (2014), s. 166
  2. ^ Glenthøj (2014), s. 168
  3. ^ Glenthøj (2014), s. 169

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Se også[redigér | redigér wikikode]


Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930).
Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel.
Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med et
dybt link til Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt [[Kategori:Salmonsens]] i stedet for Salmonsens-skabelonen.