McMahon-Hussein-korrespondancen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Et brev fra McMahon-Hussein-korrespondancen dateret d. 24. oktober 1915. George Antonius – som havde været den første til at offentliggøre korrespondancen i sin helhed – beskrev dette brev som "det vigtigste i hele korrespondancen og kan måske betragtes som den vigtigste internationale dokument i den arabiske nationale bevægelses historie" og bliver, af araberne, brugt som "det vigtigste bevis" for, hvordan Storbritannien brød deres løfte og araberne mistet troen på dem.[1]

McMahon-Hussein-korrespondancen[a] er en række breve, der blev udvekslet under 1. verdenskrig, hvor den britiske regering gik med til at anerkende arabisk uafhængighed efter krigen i bytte for, at Hussein bin Ali, Sharif af Mekka, igangsatte et arabiske oprør mod Det Osmanniske Rige.[2][3] Korrespondancen havde en stor indflydelse på situationen i Mellemøsten under og efter krigen, hvoraf en strid om Palæstina fortsat pågår i dag som følge af bl.a. denne korrespondance.[b]

Korrespondancen er sammensat af ti breve, der blev udvekslet fra juli 1915 til marts 1916[5] mellem Hussein bin Ali og oberstløjtnant Sir Henry McMahon, den britisk højkommissær i Egypten. Mens der var en vis militær værdi i den arabiske befolknings deltagelse i diverse krigshandlinger, herunder deres lokale viden og kendskab til regionen, var den primære årsag til aftalen at modvirke den osmanniske erklæring om jihad ("hellig krig") mod De Allierede. I denne forbindelse var det specifikt vigtigt for Storbritannien at opretholde støtten fra de 70 millioner muslimer i Britisk Indien (især dem i den indiske hær, der var blevet udstationeret andet steds i den bredere krig).[6]

I henhold til korrespondancen blev området med arabisk uafhængighed defineret som "inden for de rammer og grænser foreslået af Sharif af Mekka" med undtagelse af de "dele af Syrien", der lå vest for "distrikterne Damaskus, Homs, Hama og Aleppo, da disse ikke kan siges at være rent arabiske og derfor bør udelukkes". Modstridende fortolkninger af denne beskrivelse skabte efterfølgende en stor kontrovers. En særlig tvist, som fortsat er aktuel den dag i dag,[7] bygger på denne kystudelukkelse (vest for førnævnte distrikter).[7][c] Således debatteres det forsat om, hvorvidt Palæstina – som ikke nævnes eksplicit i korrespondancen – er omfattet af de områder og grænser, der forslås i korrespondancen.

Efter offentliggørelsen af Balfour-deklarationen fra november 1917 og den efterfølgende lækage af den hemmelige Sykes-Picot-aftale fra 1916, hvori Storbritannien og Frankrig foreslog at splitte og besætte dele af territorierne i Mellemøsten, mente Hussein og andre arabiske ledere, at aftalerne indgået i McMahon-Hussein-korrespondancen var blevet overtrådt. Hussein nægtede efterfølgende at ratificere Versailles-traktaten fra 1919. Som svar på et britisk forslag fra 1921 om at underskrive en traktat, der accepterede mandatsystemet, proklamerede han, at det ikke kunne forventes, at han anbragte "sit navn på et dokument, der tildeler Palæstina til zionisterne og Syrien til udlændinge".[9] Et yderligere forsøg fra briterne på at nå en traktat mislykkedes i 1923-24, og forhandlingerne blev suspenderet i marts 1924.[10] Inden for seks måneder trak briterne deres støtte tilbage til fordel for deres arabiske allierede Ibn Saud, som fortsatte med at erobre Husseins rige.[11]

Korrespondancen "hjemsøgte anglo-arabiske forbindelser" i mange årtier herefter.[5] I januar 1923 blev uofficielle uddrag offentliggjort af Joseph N. M. Jeffries i Daily Mail[3] og kopier af brevene blev cirkuleret i den arabiske presse.[d] Uddrag blev offentliggjort i 1937 i Peel-kommissionens rapport[13] og korrespondancen blev offentliggjort i sin helhed i George Antonius' bog fra 1938 "The Arab Awakening",[1] hvorefter den britiske regering i 1939 ligeledes offentliggjorde brevene.[14] I 1964 blev yderligere dokumenter afklassificeret.[15]

Baggrund[redigér | rediger kildetekst]

Indledende diskussioner[redigér | rediger kildetekst]

De første dokumenterede diskussioner mellem Storbritannien og hashemitterne fandt sted i februar 1914 – fem måneder inden udbruddet af 1. verdenskrig. Drøftelser var mellem generalkonsulen i Egypten Lord Kitchener og Abdullah bin al-Hussein, som var den anden søn af Hussein bin Ali, Sharif af Mekka.[16] Hussein var blevet utilpas med den nyudnævnte osmanniske guvernør i hans region Hijaz Vilayet (også blot omtalt Hijaz-regionen), og påpegede stigende spændinger i regionen siden færdiggørelsen af Hijaz-jernbanen i 1908, som truede med at øge osmannisk centralisering i regionen. Diskussionerne kulminerede i et telegram sendt den 1. november 1914 fra Kitchener – som i mellemtiden var blevet udnævnt til krigsminister – til Hussein, hvori Storbritannien i bytte for arabisk støtte i Hejaz ville "(...) garantere uafhængighed, rettigheder og Sharifatets privilegier mod al ekstern udenlandsk aggression, især fra osmannerne".[17] Sharif indikerede, at han ikke kunne bryde med osmannerne med det samme. Osmannernes indtræden på Tysklands side i 1. verdenskrig den 11. november 1914 medførte dog et brat skifte i de politiske interesser fra Storbritannien i relation til et arabisk oprør mod osmannerne.[18] I henhold til historikeren David Charlwood førte fiaskoen i Gallipoli til et øget ønske fra Storbritannien om at forhandle en aftale med araberne.[19] Robert H. Lieshout har yderligere belyst baggrunden og ræsonnementet bag dette skifte i britisk tankegang i sin bog "Britain and the Arab Middle East".[20]

Damaskus-protokollen[redigér | rediger kildetekst]

Den 23. maj 1915 blev Emir Faisal bin Hussein – den tredje søn af Hussein – præsenteret for dokumentet, der blev kendt som Damaskus-protokollen. Faisal var i Damaskus for at genoptage diskussionerne med de hemmelige arabisk nationalistiske bevægelser al-Fatat og Al-'Ahd, som han havde mødt i marts/april. Faisal havde i mellemtiden besøgt Istanbul for at konfrontere storvesiren med beviser på, at osmannerne havde planer om at afsætte sin far. Dokumentet erklærede, at araberne ville gøre oprør og støtte Storbritannien mod, at Storbritannien til gengæld ville anerkende arabisk uafhængighed i et område, der strakte sig fra den 37. breddegrad nær Taurusbjergene på Tyrkiets sydlige grænse, i øst var afgrænset af Persien og den Persiske Golf, i vest ved Middelhavet og i syd ved Det Arabiske Hav.[21][22]

Breve fra juli 1915 til marts 1916[redigér | rediger kildetekst]

Sir Henry McMahon og Sharif Hussein

I forbindelse med drøftelser i Ta'if mellem Hussein og hans sønner i juni 1915, havde Abdullah rådet sin far til at handle og opfordrede ham til at indlede en korrespondance med Sir Henry McMahon, Storbritanniens højkommissær i Egypten. Faisal havde i forbindelse med drøftelserne i Ta'if rådet sin far til forsigtighed, mens Ali frarådede at igangsætte et oprør.

En korrespondance blev efterfølgende indledt, hvor der i alt udvekslet ti breve – fem fra hver side – mellem Sir Henry McMahon og Hussein i perioden mellem den 14. juli 1915 og den 10. marts 1916. McMahon var under hele forløbet i kontakt med den britiske udenrigsminister Edward Gray. Gray skulle godkende brevene og var derfor i sidste ende ansvarlig for korrespondancen.[e]

Historikere har brugt et uddrag fra et af McMahons private breve, sendt den 4. december 1915 (cirka halvvejs gennem korrespondancen), som bevis på mulig britisk dobbeltspil:

[Jeg tager ikke imod] ideen om en fremtidig stærk forenet uafhængig arabisk stat (...) for alvorligt (...) forholdene i Arabien er ikke, og vil ikke i meget lang tid fremover, egne sig til sådan noget (...) Jeg forestiller mig ikke et øjeblik, at de nuværende forhandlinger vil gå så langt som at forme et fremtidigt Arabien eller enten at etablere vores rettigheder eller at binde vores hænder i dette land. Situationen og dens elementer er alt for uklare til dette. Det, vi skal nå frem til nu, er at friste det arabiske folk ind på den rigtige vej, løsrive dem fra fjenden og bringe dem over på vores side. Det er fra vores side i øjeblikket i høj grad et spørgsmål om ord, og for at lykkes må vi bruge overbevisende udtryk og afholde os fra akademisk diskussion om forholdene – hvad enten det drejer sig om Bagdad eller andre steder.[f]

Juridisk status[redigér | rediger kildetekst]

Historikeren Elie Kedourie påpegede, at oktoberbrevet (et af brevene sendt fra McMahon til Hussein) ikke var en traktat, og at selvom det blev anset for at være en traktat, undlod Hussein at opfylde sine løfter fra sit brev af den 18. februar 1916.[26] Victor Kattan argumenterer for det modsatte og beskriver korrespondancen som en "hemmelig traktat" og refererer dele af korrespondancen som belæg herfor.[27] Han hævder samtidig også, at den britiske regering anså det for at være en traktat under fredskonferencen i Paris i 1919, da de forhandlede med franskmændene om opdelingen af det osmanniske territorium.[28]

Araberopstanden fra juni 1916 til oktober 1918[redigér | rediger kildetekst]

Se også Se også: Araberopstanden.

McMahons løfter blev af araberne anset som en formel aftale mellem dem selv og Storbritannien. Den britiske premierminister David Lloyd George og udenrigsminister Arthur Balfour præsenterede aftalen som en traktat i forbindelse med efterkrigstidens forhandlinger mellem de fire store magter (Frankrig, Storbritannien, Italien og USA).[29][28] Med denne forståelse i bagtankerne etablerede araberne, under kommando af Husseins søn Faisal, en militærstyrke, der med inspiration fra T.E. Lawrence ("Lawrence of Arabia") kæmpede mod Det Osmanniske Rige under Araberopstanden.[30] I et efterretningsnotat fra januar 1916 beskrev T.E. Lawrence Husseins arabiske oprør som:

T.E. Lawrence, også kendt som "Lawrence of Arabia" efter slaget om Akaba, 1917.

gavnligt for os, fordi de marcherer mod vores umiddelbare mål; opløsningen af den islamiske 'blok' og nederlaget og forstyrrelsen af Det Osmanniske Imperium, og fordi de stater [Sharif Hussein] ville oprette for at efterfølge tyrkerne ville blive (...) harmløse for os selv (...) Araberne er endnu mindre stabile end tyrkerne. Hvis de blev håndteret korrekt, vil de forblive i en tilstand af politisk mosaik, et væv af små jaloux fyrstedømmer, der ikke er i stand til at hænge sammen.[31]

I juni 1916 begyndte Araberopstanden, idet en arabisk hær rykkede frem mod de osmanniske styrker. De deltog i erobringen af Aqabah og ødelæggelsen af Hijaz-jernbanen, som var en strategisk vigtig forbindelse gennem den arabiske halvø, der løb fra Damaskus til Medina. I mellemtiden rykkede den egyptiske ekspeditionsstyrke under general Allenbys komando frem i de osmanniske områder i Palæstina og Syrien. Den britiske fremrykning kulminerede i Slaget ved Megiddo i september 1918 og den endelig kapitulation fra Det Osmanniske Rige den 31. oktober 1918.[32]

Araberopstanden ses af historikere som den første organiserede bevægelse af arabisk nationalisme. Man samlede for første gang arabiske grupper med det fælles mål at kæmpe for uafhængighed fra Det Osmanniske Rige. En stor del af historien om arabisk uafhængighed stammer fra denne opstand, der begyndte med det rige, som Hussein grundlagde. Efter krigen fik Araberopstanden store konsekvenser. Grupper af mennesker blev klassificeret efter, om de havde kæmpet i oprøret eller efter deres rang. I Irak dannede en gruppe sharifianske officerer, som havde deltaget i Araberopstanden, et politisk parti. Det hashemitiske kongerige i Jordan er stadig påvirket af de handlinger, som arabiske ledere gjorde under opstanden.[33]

Efterkrigsresultat (1919 til 1925)[redigér | rediger kildetekst]

Sherifian plan[redigér | rediger kildetekst]

En dag inden afslutningen på krigen med osmannerne diskuterede det britiske udenrigsministerium T.E. Lawrences "Sherifian Plan", hvor Husseins sønner blev foreslået som marionetmonarker i Syrien og Mesopotamien.[g] En del af begrundelsen var at fastholde en tro blandt den britiske offentlighed om, at man stod i gæld til hashemitterne som følge af McMahon-korrespondancen.[h] Af Husseins sønner var Faisal Lawrences klare favorit,[i] mens Ali ikke blev betragtet som en stærk leder, Zaid blev anset for at være for ung og Abdullah blev anset for at være doven.[j]

Mandater[redigér | rediger kildetekst]

I forbindelse med fredskonferencen i Paris i 1919 mellem forskellige repræsentanter fra De Allierede, skulle man opnå enighed om den territoriale opdeling af forskellige landområder efter 1. verdenskrig. McMahon-Hussein-korrespondancen var hovedsageligt relevant for de regioner, der skulle blive Palæstina, Transjordan, Libanon, Syrien, Mesopotamien (Irak) og Den Arabiske Halvø. På konferencen bad prins Faisal, der talte på vegne af kong Hussein, ikke om øjeblikkelig arabisk uafhængighed, men anbefalede en arabisk stat under et britisk mandat.[38]

Den 6. januar 1920 accepterede prins Faisal en aftale med den franske premierminister Georges Clemenceau, der anerkendte "syrernes ret til at forene sig for at regere sig selv som en uafhængig nation".[39] En pan-syrisk kongres, der mødtes i Damaskus, erklærede en uafhængig stat i Syrien den 8. marts 1920. Den nye stat omfattede dele af Syrien, Palæstina og det nordlige Mesopotamien, som i henhold til Sykes-Picot-aftalen var blevet afsat til en uafhængig arabisk stat eller konføderation af stater. Faisal blev erklæret statsoverhoved (konge) heraf. Der blev hurtigt indkaldt til San Remo-konferencen i april 1920, som modsvar på Faisals erklæring. På konferencen tildelte Det Allieredes Øverste Råd mandater for Palæstina og Mesopotamien til Storbritannien og mandater for Syrien og Libanon til Frankrig.[40]

Storbritannien og Frankrig blev enige om at anerkende Syriens og Mesopotamiens foreløbige uafhængighed. Foreløbig anerkendelse af palæstinensisk uafhængighed blev ikke nævnt. Frankrig havde besluttet at regere Syrien direkte og tog skridt til at håndhæve det franske mandat i Syrien, før vilkårene for dette var blevet accepteret af Folkeforbundet. Franskmændene greb militært ind i Slaget ved Maysalun i juni 1920, afsatte den oprindelige arabiske regering og fjernede kong Faisal fra Damaskus i august 1920.[41] I Palæstina udnævnte Storbritannien en højkommissær Herbert Samuel og etablerede deres eget obligatoriske regime. Faisal-Weizmann-aftalen fra januar 1919 var en kortvarig aftale om arabisk-jødisk samarbejde om udviklingen af et jødisk hjemland i Palæstina, som Faisal fejlagtigt havde forstået skulle være inden for det arabiske kongerige.[k] Faisal håndterede Palæstina anderledes i sin præsentation til fredskonferencen den 6. februar 1919, idet han sagde: "Palæstina, som følge af dets universelle karakter, overlades til den ene side til gensidig overvejelse af alle berørte parter".[43]

Aftalen blev aldrig gennemført.[l] På samme konference havde den amerikanske udenrigsminister Robert Lansing spurgt Dr. Weizmann, om det jødiske nationale hjem betød etableringen af en autonom jødisk regering. Lederen af den zionistiske delegation havde afvist dette.[m] Lansing, som var medlem af den amerikanske delegation under fredsforhandling i Paris i 1919, havde sagt, at mandatsystemet var et redskab skabt af stormagterne for at skjule deres opdeling af krigsbyttet under dække af international lov. Hvis områderne var blevet afstået direkte, ville værdien af disse tidligere tyske og osmanniske områder være blevet anvendt til at udligne De Allieredes krav om krigsskadeerstatning. Han sagde også, at Jan Smuts havde været forfatteren til det oprindelige koncept. [n]

Husseins fald[redigér | rediger kildetekst]

I 1919 havde kong Hussein nægtet at ratificere Versailles-traktaten. Efter februar 1920 ophørte briterne med at betale ham økonomisk støtte.[48] I august 1920, fem dage efter underskrivelsen af Sèvres-traktaten, som formelt anerkendte Kongeriget Hijaz, bad Lord Curzon (britisk udenrigsminister fra 1919-1924) Kairo om at skaffe Husseins underskrift til begge traktater og indvilligede i at foretage en betaling på £30.000 på betingelse af underskriften.[49] Hussein afslog og erklærede i 1921, at han ikke kunne forventes at "anbringe sit navn til et dokument, der tildeler Palæstina til zionisterne og Syrien til udlændinge".[9]

Efter Kario-konferencen i 1921 blev det pålagt T.E. Lawrence at forsøge at få kongens underskrift til en traktat mod et foreslået £100.000 årligt tilskud; også dette forsøg mislykkedes. I løbet af 1923 forsøgte briterne igen at løse udestående problemer med Hussein – men også dette forsøg mislykkedes, og Hussein fortsatte med at nægte at anerkende nogen af de mandater. I marts 1924 suspenderede den britiske regering forhandlingerne[10] og trak inden for seks måneder støtten tilbage til fordel for sin centralarabiske allierede Ibn Saud, som fortsatte med at erobre territorier i Husseins rige.[11] I december 1925 havde Ibn Saud erobret hele Kongeriget Hijaz, hvorefter Hussein flygtede i eksil i Cypern.

Territoriale forbehold og Palæstina[redigér | rediger kildetekst]

McMahons brev til Hussein dateret 24. oktober 1915 erklærede Storbritanniens vilje til at anerkende arabernes uafhængighed med visse forbehold. Den oprindelige korrespondance blev ført på både engelsk og arabisk; lidt forskellige engelske oversættelser eksisterer.

The districts of Mersina and Alexandretta, and portions of Syria lying to the west of the districts of Damascus, Homs, Hama and Aleppo, cannot be said to be purely Arab, and must on that account be excepted from the proposed limits and boundaries.

With the above modification and without prejudice to our existing treaties concluded with Arab Chiefs, we accept these limits and boundaries, and in regard to the territories therein in which Great Britain is free to act without detriment to interests of her ally France, I am empowered in the name of the Government of Great Britain to give the following assurance and make the following reply to your letter:

Subject to the above modifications, Great Britain is prepared to recognize and support the independence of the Arabs within the territories in the limits and boundaries proposed by the Sherif of Mecca.[50]

Korrespondancen blev først skrevet på engelsk, før den blev oversat til arabisk og omvendt; identiteten på forfatteren og oversætteren er uklar. Historikeren Elie Kedourie og andre antog, at den mest sandsynlige kandidat til at være den primære forfatter var Ronald Storrs. I sine memoirer sagde Storrs, at korrespondancen var udarbejdet af Husayn Ruhi[51] og derefter kontrolleret af Storrs.[52] De arabiske delegationer til 1939-konferencen havde gjort indsigelse mod visse oversættelser af teksten fra arabisk til engelsk, og komiteen sørgede for gensidigt acceptable oversættelser, der ville gøre den engelske tekst "fri for faktisk fejl".[53]

"Dele af Syrien"-debat[redigér | rediger kildetekst]

Debatten om Palæstina opstod, fordi Palæstina ikke eksplicit blev nævnt i McMahon-Hussein-korrespondancen, men er inkluderet inden for de grænser, som oprindeligt blev foreslået af Hussein. McMahon accepterede Husseins grænser "med forbehold for ændringer"[54] og foreslog modifikationen, at "dele af Syrien, der ligger vest for distrikterne Damaskus, Homs, Hama og Aleppo, da disse ikke kan siges at være rent arabiske og derfor bør udelukkes".[14] Indtil 1920 antydede britiske regeringsdokumenter, at Palæstina var tiltænkt til at være en del af det arabiske område. Den britiske fortolkning ændrede sig dog i 1920, hvilket førte til offentlig uenighed mellem araberne og briterne, idet hver side producerede understøttende argumenter for deres holdninger baseret på diverse detaljer, ordlyden og de historiske omstændigheder i korrespondancen.[55] Jonathan Schneer giver en analogi til at forklare den centrale strid om betydningen:

Antag en linje, der strækker sig fra distrikterne New York, New Haven, New London og Boston, eksklusive territorium vest fra et imaginært kystrige. Hvis man med distrikter mener "nærhed" eller "omgivelser", er det én ting med hensyn til det udelukkede land, men hvis man mener "vilayets" eller "provinser" eller i det amerikanske tilfælde "delstater", er det noget helt andet. Der er ingen delstater ved navn Boston, New London eller New Haven, ligesom der ikke var nogen provinser Hama og Homs, men der er en stat New York, ligesom der var en vilayet ved navn Damaskus, og territorium vest for New York State er forskellig fra territorium vest for distriktet New York, formentlig New York City og omegn, ligesom territorium vest for Damaskus vilayet er forskelligt fra territorium vest for distriktet Damaskus, formentlig byen Damaskus og omegn.[55]

Mere end 50 år efter hans første rapport, der fortolkede korrespondancen for det britiske udenrigsministerium, offentliggjorde Arnold J. Toynbee sine perspektiver på den fortsatte akademiske debat.[56][o] Toynbee redegjorde for de logiske konsekvenser af at fortolke McMahons 'distrikter' eller 'wilayah'er' som provinser snarere end nærområder:

(i) Første alternativ: McMahon var fuldstændig uvidende om osmannisk administrativ geografi. Han vidste ikke, at den osmanniske vilayet ved navn Aleppo strakte sig mod vest til kysten, og han vidste ikke, at der ikke var nogen osmanniske vilayet ved navn Homs og Hama. Det forekommer mig utroligt, at McMahon kan have været så dårligt informeret som dette, og at han ikke ville have sørget for at informere sig selv korrekt, da han skrev et brev, hvori han påtog sig meget alvorlige tilsagn for HMG's regning.(ii) Andet alternativ: McMahon var ordentligt bekendt med osmannisk administrativ geografi og brugte ordet "wilayahs" tvetydigt. Ordet Damaskus brugte han til at betyde 'osmanniske provinser', mens han brugte Homs og Hama og Aleppo til at betyde 'omgivelser'. Denne tvivl ville have været oprigtig, upolitisk og meningsløs. Jeg kunne ikke, og kan stadig ikke tro, at McMahon opførte sig så uansvarligt.[56]

"Uden at skade Frankrig"-debat[redigér | rediger kildetekst]

I den engelske version af McMahons brev af 24. oktober lyder det (oversat til dansk): "(...) vi accepterer disse begrænsninger og grænser; og med hensyn til de dele af territorierne deri, hvor Storbritannien er frit til at handle uden at skade dets allierede Frankrigs interesser."[14] Ved et møde i Whitehall i december 1920 blev de engelske og arabiske tekster af McMahons korrespondance med Husein sammenlignet. Som en embedsmand, der var til stede, sagde:

I den arabiske version, der er sendt til kong Husein, er dette oversat således, at det ser ud til, at Storbritannien frit kan handle uden skade for Frankrig inden for alle de nævnte grænser. Denne passage havde naturligvis været vores forsikring: den gjorde det muligt for os at fortælle franskmændene, at vi havde forbeholdt os deres rettigheder, og [tydeliggjorde overfor] araberne, at der var områder, hvor de i sidste ende måtte nå til enigheden med franskmændene. Det er ekstrem akavet ikke at have denne forsikring. Jeg tror, at HMG sandsynligvis vil lave en ændring og sende Feisal til Mesopotamien.[58]

James Barr skrev, at selvom McMahon havde tænkt sig at forbeholde de franske interesser, blev han et offer for sin egen klogskab, idet oversætteren Ruhi mistede den kvalificerende betydning af sætningen i den arabiske version.[59][p] I en kabinetsanalyse af den diplomatiske udvikling, udarbejdet i maj 1917, skrev William Ormsby-Gore (MP):

Citat French intentions in Syria are surely incompatible with the war aims of the Allies as defined to the Russian Government. If the self-determination of nationalities is to be the principle, the interference of France in the selection of advisers by the Arab Government and the suggestion by France of the Emirs to be selected by the Arabs in Mosul, Aleppo, and Damascus would seem utterly incompatible with our ideas of liberating the Arab nation and of establishing a free and independent Arab State. The British Government, in authorising the letters dispatched to King Hussein before the outbreak of the revolt by Sir Henry McMahon, would seem to raise a doubt as to whether our pledges to King Hussein as head of the Arab nation are consistent with French intentions to make not only Syria but Upper Mesopotamia another Tunis. If our support of King Hussein and the other Arabian leaders of less distinguished origin and prestige means anything it means that we are prepared to recognise the full sovereign independence of the Arabs of Arabia and Syria. It would seem time to acquaint the French Government with our detailed pledges to King Hussein, and to make it clear to the latter whether he or someone else is to be the ruler of Damascus, which is the one possible capital for an Arab State, which could command the obedience of the other Arabian Emirs.[61] Citat

Afklassificerede britiske regeringsdokumenter omfattede et telegram dateret 18. oktober 1915 fra Sir Henry McMahon til udenrigsministeren, Lord Gray, der anmoder om instruktioner.[62][63] McMahon beskrev samtaler med en Muhammed Sharif al-Faruqi, et medlem af Abd-partiet, som sagde, at briterne kunne imødekomme de syriske nationalisters krav om Arabiens uafhængighed. Faroqi havde sagt, at araberne ville kæmpe, hvis franskmændene forsøgte at besætte byerne Damaskus, Homs, Hama og Aleppo, men han mente, at de ville acceptere en ændring af de nordvestlige grænser foreslået af Sharif af Mekka (Hussein). Baseret på disse samtaler foreslog McMahon sproget; "Ifald Storbritannien var fri til at handle uden at skade sine nuværende allieredes interesser, accepterer Storbritannien princippet om Arabiens uafhængighed inden for de grænser, som Sharif af Mekka har foreslået." Lord Gray bemyndigede McMahon til at give et løfte om de områder, som Sharif anmodede om, forbeholdt eventuelle interesser fra Storbritanniens allierede.[62]

Den arabisk position[redigér | rediger kildetekst]

Den arabiske holdning var, at man i korrespondancens ordlyd umuligt kunne henvise til Palæstina, fordi det lå syd for de navngivne steder. Særligt hævdede araberne, at vilayet (provinsen) af Damaskus ikke eksisterede, og at distriktet (sanjak) Damaskus kun dækkede området omkring byen, og at Palæstina var en del af vilayet af Syrien A-Sham, som ikke blev nævnt i korrespondancen.[30]

Tilhængere af denne fortolkning ynder ligeledes at fremhæve, at der under krigen blev droppet tusindvis af proklamationer i alle dele af Palæstina med en besked fra Sharif Hussein på den ene side og en besked fra den britiske kommando på den anden, der sagde "at man havde nået frem til en anglo-arabisk aftale, der sikrede arabernes uafhængighed".[q]

Den britiske position[redigér | rediger kildetekst]

Det ikke-dateret memorandum GT 6185 (fra CAB 24/68/86) fra november 1918[65] blev udarbejdet af den britiske historiker Arnold Toynbee i 1918, mens han arbejdede i et departement i det britiske udenrigsministerium. Eyre Crowe, departementschefen i det britiske udenrigsministerium, beordrede disse dokumenter til at blive placeret i udenrigsministeriets mappe af dokumenter til fredskonferencen. Efter ankomsten til Paris krævede general Jan Smuts, at notaterne blev opsummeret, og Toynbee fremstillede dokumentet GT 6506[66] (kort, der illustrerer det, er GT6506A[67]). De to sidste blev cirkuleret som EC2201 og behandlet på et britisk regeringsmøde den 5. december 1918,[68] som blev ledet af Lord Curzon og hvor Jan Smuts, Lord Balfour, Lord Robert Cecil, general. Sir Henry Wilson, repræsentanter for Udenrigsministeriet, repræsentanter for Indien-kontoret, Admiralitetet, Krigskontoret og Finansministeriet var til stede. T.E. Lawrence deltog også.[69]

Noter[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ Også kendt som Hussein–McMahon-korrespodancen
  2. ^ Kedouri skrev: "The genesis, and the subsequent official interpretations, of the McMahon-Husayn correspondence are essential to the understanding of a great deal of Middle-Eastern diplomatic history during and after the first world war, as well as of the Palestine dispute in the 1920s and 30s."[4]
  3. ^ William Mathew sagde; "The issue remains a contentious one in the historical literature (notably in the contrasting analyses of Elie Kedourie, on the exculpatory side, and George Antonius and A. L. Tibawi, on the accusatory), although the evidence for British bad faith seems clear enough."[8]
  4. ^ Antonius beskrev dette som: "In actual fact, the terms of the McMahon Correspondence are known all over the Arab world. Extracts have from time to time been officially published in Mecca by the Sharif Husain himself, and several of the notes have appeared verbatim and in full in Arabic books and newspapers. It is open to any person with a knowledge of Arabic, who can obtain access to the files of defunct Arabic newspapers, to piece the whole of the McMahon notes together; and that work I have done in four years of travel and research, from Cairo to Baghdad and from Aleppo to Jedda."[12]
  5. ^ Marian Kent beskrev dette som: "Under the weight of such authorities and arguments Grey did not object to allowing a more precise British commitment, and authorised McMahon 'to give cordial assurances' along the lines he proposed, 'unless something more precise is required, and in that case you may give it …’…On the question of whether or not McMahon exceeded his authority it has to be concluded that although his letter of 24 October committed Britain so much more in detail, this alarmed the Foreign Office only because it was now being obliged to honor its undertakings and not because these were in any way being misinterpreted. At no other stage did McMahon do other than communicate to the Sherif anything more than that for which he had expressly requested – and received – Foreign Office authority … In the last resort the Foreign Office and its chief, Grey, and to a lesser extent, its permanent, non-political chief, Nicolson, have to bear the responsibility for the policy carried out in their name. And the conclusion that has to be drawn is that on this issue the leadership was poor. Grey let himself be swayed, against his better judgment, and to be carried along by events which he made little effort to dominate or modify. He was, as the discussions of the War Committee on 23 March 1916 show, no less than his colleagues cynical of the arrangements his department had let itself become committed to negotiating. And, what was worse, he did not even properly understand them, as his minute of June 1916 admits, commenting on British undertakings in Mesopotamia about which he did not 'have a clear head’."[23]
  6. ^ Letter from McMahon to Hardinge, 4 December 1915, Hardinge Papers, vol. 94; quoted in [24] and [25]
  7. ^ Paris skrev: "At the 29 October meeting of the Eastern Committee Lawrence advanced his plan for the post-war East... Lawrence’s plan—the first proposal for a Sherifian solution for the post-war East—was supported by the Foreign Office, but roundly criticized by the India Office, which denounced ‘King Husain and his scheming sons’... Primary responsibility for the adoption of a Sherifian solution for Mesopotamia can be attributed to two men, Churchill and Lawrence. Churchill was no expert in Middle Eastern matters. He admitted as much. His knowledge, such as it was, came from his advisers, chiefly Lawrence and Young, both proponents of the Sherifian plan... Lawrence conceived the Sherifian plan and was its greatest promoter after the war. From October 1918, when he first proposed Hashemite rule before the Eastern Committee, until August 1921, when Faisal was crowned in Baghdad, he was relentless in his support of Faisal, first for Syria and then for Mesopotamia."[34]
  8. ^ Paris skrev: "The choice of a Hashemite prince for Mesopotamia had much to recommend it from both the British and Arab standpoints. For Britain, the selection of a Hashemite would satisfy many at home who believed Britain owed a debt to the Sherif for his wartime alliance with the Entente, an alliance which undercut the Sultan's call for jihad and helped win the war in the East. True, McMahon did not promise Hashemite rule in Baghdad, and even his acknowledgement of eventual Arab rule was qualified by the stipulation that Britain would implement 'special administrative arrangements' in Mesopotamia. But the sense, the palpable feeling, that Britain owed a debt to its Hashemite allies was real enough, and found frequent expression in press and Parliament in 1919–20."[35]
  9. ^ Paris skrev: "In very large measure this unanimity of opinion was due to the efforts of Lawrence. He may have harboured private reservations concerning Faisal, but in public, Lawrence was the Amir's most avid and influential supporter. He was responsible for Faisal's appearance in Paris as the Arab representative to the Peace Conference. He introduced Faisal to every significant political figure at Versailles. He skilfully exploited his contacts in Whitehall, in the press and in Parliament, all for the purpose of advancing the Amir's cause and removing any barriers to his eventual rule in the Middle East. And he used his own growing fame to inflate Faisal's stature as a war hero. Small wonder the French claimed that Faisal was an 'invention' of Colonel Lawrence."[36]
  10. ^ Paris skrev: "Among the Hashemites the choices were limited. For reasons discussed in Part IV below, no one wanted to extend Husain's de facto rule beyond the Hijaz. Zaid was too young. Ali was thought not to be good leadership material and, in any event, was slated to succeed his father in the Hijaz. Abdullah was the only choice until July 1920, when Faisal was ousted by the French from Syria. Lawrence had recommended Abdullah in October 1918. But he did so only because he thought Faisal was destined to remain in Syria. In fact, Abdullah was not highly regarded. His reputation had plummeted as a result of a wartime performance universally regarded as very poor. The records of the Cabinet, India, Foreign and War Offices disclose a curious repetition of the same pejoratives to describe the Amir: 'indolent', 'lazy', 'idle', 'weak' and 'fond of pleasure' appear repeatedly in official descriptions of Abdullah. And no better proof of the preference for Faisal over Abdullah can be provided than the general and widespread promotion of Faisal for Mesopotamia within days of his expulsion from Syria."[37]
  11. ^ Ali Allawi forklarede dette som følge: "When Faisal left the meeting with Weizmann to explain his actions to his advisers who were in a nearby suite of offices at the Carlton Hotel, he was met with expressions of shock and disbelief. How could he sign a document that was written by a foreigner in favour of another foreigner in English in a language of which he knew nothing? Faisal replied to his advisers as recorded in ‘Awni ‘Abd al-Hadi’s memoirs, "You are right to be surprised that I signed such an agreement written in English. But I warrant you that your surprise will disappear when I tell you that I did not sign the agreement before I stipulated in writing that my agreement to sign it was conditional on the acceptance by the British government of a previous note that I had presented to the Foreign Office … [This note] contained the demand for the independence of the Arab lands in Asia, starting from a line that begins in the north at Alexandretta-Diyarbakir and reaching the Indian Ocean in the south. And Palestine, as you know, is within these boundaries … I confirmed in this agreement before signing that I am not responsible for the implementation of anything in the agreement if any modification to my note is allowed"[42]
  12. ^ Although it was noted by UNSCOP that "To many observers at the time, conclusion of the Feisal-Weizmann Agreement promised well for the future co-operation of Arab and Jew in Palestine."[44] and further referring to the 1937 report of the Palestine Royal Commission which noted that "Not once since 1919 had any Arab leader said that co-operation with the Jews was even possible" despite expressed hopes to the contrary by British and Zionist representatives.[45]
  13. ^ Weizmann's reply to Lansing was as follows: "Dr. Weizmann replied in the negative. The Zionist organisation did not want an autonomous Jewish Government, but merely to establish in Palestine, under a mandatory Power, an administration, not necessarily Jewish, which would render it possible to send into Palestine 70 to 80,000 Jews annually.The Association would require to have permission at the same time to build Jewish schools, where Hebrew would be taught, and in that way to build up gradually a nationality which would be as Jewish as the French nation was French and the British nation British. Later on, when the Jews formed the large majority, they would be ripe to establish such a Government as would answer to the state of the development of the country and to their ideals"[46]
  14. ^ Lansing skrev: "If the advocates of the system intended to avoid through its operation the appearance of taking enemy territory as the spoils of war, it was a subterfuge which deceived no one. It seemed obvious from the very first that the Powers, which under the old practice would have obtained sovereignty over certain conquered territories, would not be denied mandates over those territories. The League of Nations might reserve in the mandate a right of supervision of administration and even of revocation of authority, but that right would be nominal and of little, if any, real value provided the mandatory was one of the Great Powers as it undoubtedly would be. The almost irresistible conclusion is that the protagonists of the theory saw in it a means of clothing the League of Nations with an apparent usefulness which justified the League by making it the guardian of uncivilized and semi-civilized peoples and the international agent to watch over and prevent any deviation from the principle of equality in the commercial and industrial development of the mandated territories.
    It may appear surprising that the Great Powers so readily gave their support to the new method of obtaining an apparently limited control over the conquered territories, and did not seek to obtain complete sovereignty over them. It is not necessary to look far for a sufficient and very practical reason. If the colonial possessions of Germany had, under the old practice, been divided among the victorious Powers and been ceded to them directly in full sovereignty, Germany might justly have asked that the value of such territorial cessions be applied on any war indemnities to which the Powers were entitled. On the other hand, the League of Nations in the distribution of mandates would presumably do so in the interests of the inhabitants of the colonies and the mandates would be accepted by the Powers as a duty and not to obtain new possessions. Thus under the mandatory system Germany lost her territorial assets, which might have greatly reduced her financial debt to the Allies, while the latter obtained the German colonial possessions without the loss of any of their claims for indemnity. In actual operation the apparent altruism of the mandatory system worked in favor of the selfish and material interests of the Powers which accepted the mandates. And the same may be said of the dismemberment of Turkey. It should not be a matter of surprise, therefore, that the President found little opposition to the adoption of his theory, or, to be more accurate, of the Smuts theory, on the part of the European statesmen.    "[47]
  15. ^ Toynbee's udgivelse fra 1970 var struktureret som en samtale mellem Isaiah Friedman, der havde publiceret en udgivelse om emnet tidligere samme år.[57] Toynbee opsummerede sine konklusioner som: "The documents written by British officials, contesting the interpretation of McMahon's word 'wilayahs' that was made by me and, before me, by the author of the Arab Bureau's History, all date from after the time at which HMG had become sure that Britain had Palestine in her pocket... I do not think that Young's or Childs' or Mr Friedman's interpretation of McMahon's use of the word 'wilayahs' is tenable. After studying Mr Friedman's paper and writing these notes, I am inclined to think that the drafting of this letter was, not disingenuous, but hopelessly muddle-headed. Incompetence is not excusable in transacting serious and responsible public business."[56]
  16. ^ In his Setting the Desert on Fire published 2 years earlier, Barr had in addition described how after being missing for nearly fifteen years, copies of the Arabic versions of the two most significant letters were found in a clear-out of Ronald Storrs’s office in Cairo. "This careless translation completely changes the meaning of the reservation, or at any rate makes the meaning exceedingly ambiguous," the Lord Chancellor admitted, in a secret legal opinion on the strength of the Arab claim circulated to the cabinet on 23 January 1939.[60]
  17. ^ 1939-komitéen skrev: "The contention that the British Government did intend Palestine to be removed from the sphere of French influence and to be included within the area of Arab independence (that is to say, within the area of future British influence) is also borne out by the measures they took in Palestine during the War. They dropped proclamations by the thousand in all parts of Palestine, which bore a message from the Sharif Husain on one side and a message from the British Command on the other, to the effect that an Anglo-Arab agreement had been arrived at securing the independence of the Arabs, and to ask the Arab population of Palestine to look upon the advancing British Army as allies and liberators and give them every assistance. Under the aegis of the British military authorities, recruiting offices were opened in Palestine to recruit volunteers for the forces of the Arab Revolt. Throughout 1916 and the greater part of 1917, the attitude of the military and political officers of the British Army was clearly based on the understanding that Palestine was destined to form part of the Arab territory which was to be constituted after the War on the basis of independent Arab governments in close alliance with Great Britain."[64]

Referencer[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ a b Antonius 1938, s. 169.
  2. ^ Kattan 2009, s. 101.
  3. ^ a b Huneidi 2001, s. 65.
  4. ^ Kedouri 2014, s. xiii.
  5. ^ a b Kedouri 2014, s. 3.
  6. ^ Paris 2003, s. 19–26.
  7. ^ a b Huneidi 2001, s. 65–70.
  8. ^ Mathew 2011, s. 26–42.
  9. ^ a b Mousa 1978, s. 185.
  10. ^ a b Huneidi 2001, s. 71-2.
  11. ^ a b Huneidi 2001, s. 72.
  12. ^ Antonius 1938, s. 180.
  13. ^ Palestine Royal Commission 1937, s. 16–22 (Chap. II.1).
  14. ^ a b c McMahon & bin Ali 1939.
  15. ^ Hurewitz 1979, s. 46.
  16. ^ Yesilyurt 2006, s. 106-107.
  17. ^ Yesilyurt 2006, s. 107-108.
  18. ^ Yesilyurt 2006, s. 109-125.
  19. ^ Charlwood 2014.
  20. ^ Lieshout 2016, s. 26-30.
  21. ^ Paris 2003, s. 24.
  22. ^ Biger 2004, s. 47.
  23. ^ Kent 1977, s. 446-447.
  24. ^ Kedouri 2014, s. 120.
  25. ^ Lieshout 2016, s. 88.
  26. ^ Kedouri 2014, s. 246.
  27. ^ Grosek, Edward (2004). The Secret Treaties of History. ISBN 9781413467451.
  28. ^ a b Kattan 2009, s. 98.
  29. ^ Council of Four 1919, s. 7.
  30. ^ a b Biger 2004, s. 48.
  31. ^ Hawa 2017, s. 155.
  32. ^ Goren, Dolev & Sheffy 2014, s. 110-114.
  33. ^ Khalidi 1991, s. 7.
  34. ^ Paris 2003, s. 49-50, 138; cites EC, 37th Minutes, 29 October 1918, CAB 27/24, pp. 148–52..
  35. ^ Paris 2003, s. 134.
  36. ^ Paris 2003, s. 135–136.
  37. ^ Paris 2003, s. 135.
  38. ^ Marshall, Ernest (8. februar 1919). "Desires of Hedjaz Stir Paris Critics" (PDF). New York Times.
  39. ^ Paris 2003, s. 69.
  40. ^ Biger 2004, s. 68, 173.
  41. ^ Paris 2003, s. 67.
  42. ^ Allawi 2014, s. 189.
  43. ^ Friedman 1973, s. 92.
  44. ^ UNSCOP 1947.
  45. ^ Palestine Royal Commission 1937, s. 78.
  46. ^ Council of Ten 1919, s. 7.
  47. ^ Lansing 1921.
  48. ^ Paris 2003, s. 249.
  49. ^ Mousa 1978, s. 184-5.
  50. ^ English version quoted in: Palestine: Legal Arguments Likely to be Advanced by Arab Representatives Arkiveret 8. august 2017 hos Wayback Machine, Memorandum by the Secretary of State for Foreign Affairs (Lord Halifax), January 1939, UK National Archives, CAB 24/282/19, CP 19 (39)
  51. ^ Kalisman 2016, s. 67.
  52. ^ Storrs 1937, s. 168.
  53. ^ Arab-British Committee 1939, s. Para 5.
  54. ^ Rea & Wright 1997, s. 10.
  55. ^ a b Schneer 2010, s. 66-67.
  56. ^ a b c Toynbee & Friedman 1970, s. 185-201.
  57. ^ Friedman, Isaiah (1970). "The McMahon-Hussein Correspondence and the Question of Palestine". Journal of Contemporary History. 5 (2): 83-122. doi:10.1177/002200947000500204. JSTOR 259746. S2CID 154280193.
  58. ^ Barr 2011, Ch.9.
  59. ^ Barr 2011, Ch.2,9.
  60. ^ James Barr (7. november 2011). Setting the Desert on Fire: T.E. Lawrence and Britain's Secret War in Arabia, 1916-18. Bloomsbury Publishing. s. 250–. ISBN 978-1-4088-2789-5.
  61. ^ Eastern Report, No. XVIII, 31 May 1917, UK National Archives CAB/24/143
  62. ^ a b Kedouri 2014, s. 88–92.
  63. ^ UK National Archives, CAB/24/214, CP 271 (30) Arkiveret 12. oktober 2017 hos Wayback Machine.
  64. ^ Arab-British Committee 1939, s. Annex A, paragraph 19.
  65. ^ Political Intelligence Dept. Foreign office. "British Commitments to King Husein CAB 24/68/86". UK National Archives. Arkiveret fra originalen 7. november 2016. Hentet 6. november 2016.
  66. ^ Political Intelligence Dept. Foreign office. "The Settlement of Turkey and the Arablan Peninsula CAB 24/72/6". UK National Archives. Arkiveret fra originalen 7. november 2016. Hentet 6. november 2016.
  67. ^ Political Intelligence Dept. Foreign office. "Maps illustrating the Settlement of Turkey and the Arabian Peninsula CAB 24/72/7". UK National Archives. Arkiveret fra originalen 7. november 2016. Hentet 14. juli 2017.
  68. ^ "Minutes of meetings 1–49 CAB 27/24". UK National Archives. s. 148-52. Arkiveret fra originalen 12. september 2017. Hentet 14. juli 2017.
  69. ^ Toynbee & Friedman 1970, s. 185-6.

Bibliografi[redigér | rediger kildetekst]

Eksterne links[redigér | rediger kildetekst]

Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=McMahon-Hussein-korrespondancen&oldid=11579411"