Sykes-Picot-aftalen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Franske og britiske intressesfærer ifølge Sykes-Picot-aftalen

Sykes-Picot-aftalen var en hemmelig aftale indgået 1916 mellem Frankrig, Storbritannien og Rusland. Den handlede om hvorledes, det Osmanniske rige skulle opdeles efter 1. verdenskrig. Aftalen fik navn efter sir Mark Sykes, en britisk underrettelseofficer, og den franske diplomat Francois Georges-Picot.

Offentliggørelsen[redigér | redigér wikikode]

Aftalen offentliggjordes ikke før, at bolsjevikkerne åbnede de zarrussiske arkiver. Afsløringen af indeholdet publiceredes først i Izvestija og Pravda den 23. november 1917. Nogle dage senere blev aftaleteksten gengivet i The Manchester Guardian. For de indblandede parter var afsløringen pinlig og vakte tiltagende misstemning mellem parterne og araberne. Araberne var blevet lovet eller i det mindste foregøglet af englænderne en selvstændig arabisk statsdannelse, hvis de gjorde oprør mod tyrkerne. Støtte herfor fik de blandt andre af obersten T. E. Lawrence.

Indholdet[redigér | redigér wikikode]

I aftalen tilkendtes Frankrig blandt andet Syrien, Libanon, Kurdistan, det nordlige Irak og Mosul. Rusland skulle overdrages Konstantinopel, de tyrkiske stræder og det osmanniske Armenien. Storbritannien fik området svarende til det senere Jordan, det sydlige Irak samt et mindre område ved Haifa. Af andre arabiske områder, som havde indgået i det sammenfaldne osmanniske rige skulle der dannes en konføderation af arabiske stater. Hvem, som skulle få kontrollen over området omfattende Palæstina, skulle afgøres senere. Aftalen lå til grund for freden i Sèvres men virkeliggjordes ikke helt. Freden i Lausanne 1923 indebar yderligere rettelser i den oprindelige aftale.

De begivenheder, som skete forud for aftalens indgåelse og begivenhederne siden hen er lige siden yderst omstridte og danner til dels grundlaget for de senere forhold i Mellemøsten. Parallelt med forhandlingerne med blandt andet arabernes ledere sharif Hussein ibn Ali og emiren Faisal pågik der forhandlinger med repræsentanter for zionistrørelsen Chaim Weizmann om en palæstinensisk stat.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Svensk uppslagsbok, 1947-1955 års udgave
  • Bibeln & Svärdet; Barbara W. Tuchman

Se også[redigér | redigér wikikode]