Medielicens

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Medielicens betegner en betalingspligtig licens (afgift) til at se fjernsyn. Licensopkrævningen administreres af det offentlige, og findes som sådan i mange lande, men må ikke forveksles med private abonnements-ordninger, såsom Viasat o.l.

Licensen bruges til at finansiere offentlige tv- og radiokanaler o.l., og kaldes i formelt sprog en public service forpligtelse. I forhold til konkurrerende kanaler er det en særstilling, der muligvis er historisk forårsaget, idet fjernsyn oprindelig blev tilgængelig gennem statslige initiativer.[kilde mangler]

Medielicensen i Danmark[redigér | redigér wikikode]

Licensen blev indført i Danmark ved Statsradiofoniens grundlæggelse i 1925. [1] Licensen blev opkrævet i følge med besiddelsen et krystalapparat, men allerede 3 år senere var både TV- og radioapparater omfattet. Siden da gik licensen under navnet fjernsyns- og radio-licens. Efter medielicensens indførelse 2007 er også besiddelsen af en internetadgang blevet licenspligtig.

Gældende lovgivning og talhistorik[redigér | redigér wikikode]

Medielicensen er en afgift, som ifølge loven skal betales af alle, der ejer et apparat (fx et fjernsyn eller en mobiltelefon), der kan modtage radio- og tv-programmer, herunder også pc'er tilkoblet internettet[2]. (Indtil juli 2013 skulle hastigheden på forbindelsen være på 256 Kbit/s eller derover[3] for at være licenspligtigt.)

  • I 2006 kostede det 1340,- kr årligt for at se sort-hvid fjernsyn. Licensen for et farvefjernsyn kostede: 2090,- kr.
  • I 2007 blev der opkrævet 4,7 mia. kr. i licens, heraf 937 mio. kr. i moms. Af de resterende 3,75 mia. kr. modtog DR 3,3 mia., mens 408 mio. kr. tilfaldt TV 2-regionerne. Endelig gik i alt 73,4 mio. til lokale radio- og tv-stationer, Station Next, Mediesekretariatet mm.
  • I 2016 udgør den årlige afgift 2477 kr. pr. husstand.[4]

Husstande, der kun rådede over en radio, betalte indtil juli 2013, dog kun radiolicens, der udgjorde 320 kr [5].

For virksomheder og institutioner udgjorde medielicensen i 2013 952 kr. inkl. moms (vejledende). Kvar om medielicens til virksomheder og institutioner er afskaffet per 1 januar 2015.[6]

TV 2 blev oprindeligt finansieret af både reklameindtægter og licensmidler, men fra 1. juli 2004 blev TV 2 fuldt ud reklamefinansieret med undtagelse af de regionale tv-stationer, der til gengæld overdrog deres reklameindtægter til TV 2/Danmark. [kilde mangler]

Det anslås, at 99% af alle danske husstande ejer et medielicenspligtig apparat, men kun 92% er tilmeldt som medielicensbetalere (pr. september 2007). En person, der unddrager sig at betale licens, kaldes populært en sortseer.

Den nye medielicens[redigér | redigér wikikode]

Indtil 2007 havde alle husstande i Danmark der havde apparater der kunne modtage radio- og tv-signaler pligt til at betale licens.

Med digitaliserings-bølgen opstod også et marked for tv-tunere. Det er et lille kort man sætter i computeren og forbinder til antennestikket i væggen. Herefter kan computeren - ifølge med noget ekstra software - også fungere som fjernsyn. I 2005 blev dette koncept mere og mere udbredt, og butikker begyndte at annoncere med, at man ved at købe det rette udstyr kunne se tv uden at betale licens. [kilde mangler]

Den 9. maj 2006 fremlagde kulturministeren (Brian Mikkelsen) et medieudspil. Heri blev der lagt op til, at alle apparater, der kunne gengive lyd og billedprogrammer, skulle gøres licenspligtige. Dette "fremtidssikrede" efter Brian Mikkelsens opfattelse også licensbegrebet, idet det var planen, at en væsentlig del af licensmidlerne i fremtiden skal bruges til at gøre indhold tilgængeligt over internettet.

Kritik af medielicensen[redigér | redigér wikikode]

Medielicensaftalen forpligter ikke DR til at udvide deres serverkapacitet, sådan at alle vil være i stand til at streame deres programmer over internettet. Dette kan anses for at stille internetbrugerne dårligere, idet billedkvaliteten af programmerne, der bliver streamet over internettet, ofte er markant dårligere, end hvis man ser programmerne på traditionel vis.{km}

Nogle har kritiseret den såkaldte Medielicens for at være i strid med skattestoppet. Selv Brian Mikkelsen udtalte sig i 2005, at en medielicens ville være en "skatteskrue" [7].

Hertil skal det også tilføjes, at mange har foreslået, at man opretter brugerbetaling for at se DR på Internettet, sådan at folk kan vælge at betale DR-licens, hvis de vil se DR's programmer. [kilde mangler] Dette ville betyde, at man skulle have bruger-login og password for at se DR's programmer over internettet, og man ville herved langt mere effektivt kunne fange egentlige sortseere end ved den eksisterende medielicens, der praktisk talt gør hele befolkningen til sortseere, hvis ikke de betaler licens.

Forslag om medielicens over skatten[redigér | redigér wikikode]

Alternativet og Dansk Folkeparti har foreslået at medielicensen ændres til en såkaldt TV-skat på finansloven. Begge partier angiver den nuværende socialt uretfærdige struktur, hvor et bankdirektør-ægtepar betaler det samme som en enlig studerende, som hovedårsagen til ændringen.[8] Enhedlisten,[9] Venstre,[10] SF,[10] Socialdemokratiet[10] har meldt ud at de er åben over for ændringer, og der har ikke umiddelbart været nogle partier som har meldt ud direkte imod en ændring.

Alternativet's Rasmus Nordqvist regner med at emnet bliver diskuteret i 2018 før sommerferien.[8]

I gamle dage var det ikke alle som ejede en radio eller et fjernsyn, så det gav mening kun at opkræve fra dem som havde. I dag ejer stort set alle et licenspligtigt apparat, så ved simpelthen at afskaffe licenskontoret og i stedet opkræve fra alle, via den allerede eksisterende skatteopkrævning, spares administration og begrebet sortseer afskaffes.[9]

Hovedargumentet imod en afskaffelse af medielicensen er, at man ved at lægge finansieringen af DR ind under finansloven gør DR's finansiering sårbar overfor politisk indblanding. Så hvis DR laver nyhedsindslag som regeringen synes er for kritiske overfor regeringen, så kan regeringen true med at nedsætte DR's finansiering.[9] Dette kunne selvfølgelig også tage form af præventiv selvcensur fra DR's side, uden at politikerne behøver at lave eksplicitte trusler.

Licens i Udlandet[redigér | redigér wikikode]

Tyskland[redigér | redigér wikikode]

I Tyskland kaldes licensen Rundfunkgebühr.[11] som er på 17,50 euro pr mdr. fra 2015[12] Der betaler de ni regionale ARD-stationer, den landsdækkende ZDF tv baseret i Mainz, og Deutschlandradio, samt nogen andre lokale radio.[13]

Bayerischer Rundfunk 917.726.071,63
Hessischer Rundfunk 417.999.841,55
Mitteldeutscher Rundfunk 601.688.978,30
Norddeutscher Rundfunk 982.751.311,64
Radio Bremen 44.496.558,23
Rundfunk Berlin-Brandenburg 385.770.276,41
Saarländischer Rundfunk 67.865.831,40
Südwestrundfunk 1.020.847.451,66
Westdeutscher Rundfunk 1.179.231.111,30
ARD (i alt) 5.618.377.432,12
Zweites Deutsches Fernsehen 1.866.040.259,95
Deutschlandradio 196.800.517,58
I alt 7.681.218.209,65

Storbritannien[redigér | redigér wikikode]

I Storbritannien hedder licensen television license eller license fee, som skal betales af alle husstande, organistioner og virksomheder med et tv. I 2017-18 udgør licensen £147 for farve tv og £49,50 for sort/hvid-tv. Indtægten fra licensen anvendes primært til at finansiere tv, radio og online-tjenester fra BBC . Den samlede indtægt var på ca £3726 mio. i 2014[14], hvoraf £607.800.000 eller 16,3% blev leveret af regeringen gennem Koncession for personer over en alder af 75. Licensafgiften står for hovedparten af BBCs samlede indkomst på £5066 mio. 2013-2014.[15]

Noter[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

dr.dk
offentlige