Novelle

Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.

Novelle (italiensk novella: nyhed) er en kortere episk fortælling i prosaform, der normalt beskriver et enkelt handlingsforløb eller situation og ofte har en iøjnefaldende slutning. Den omhandler gerne selve vendepunktet i personernes liv (modsat fx romanen, der også kan handle om tiden før og efter), og der er typisk få personer. Desuden foregår den inden for kort tid. En novelle har ofte flashback. En novelle strækker sig ikke over så lang tid, ofte højst en dag.

I novellen er der som regel kun plads til én hovedhandling, som tager udspring i en væsentlig konfliktsituation. En novelle begynder tit in medias res – lige på og hårdt. En novelle skrives enten i 1. person (jeg) eller 3. person (han, hun, den). Man siger, at novellens handling typisk er "enstrenget". Forløbet er oftest kronologisk (fremadskridende i tid) uden detaljerede og længere tilbageblik i hovedpersonens fortid, og der er sædvanligvis kun få personer og miljøer i en novelle. Ofte har novellen en overraskende, men ikke ulogisk slutning. På grund af den korte form, er de bedste noveller oftere end romaner afhængige af litterære elementer som personskildring, handling, tema, sprog og baggrund.

Novellens eksistens opstod i årene omkring 1350, da Giovanni Boccaccio skrev sin novellesamling af 101 noveller. ^{[kilde mangler]}

En novelle er bygget op af 3 elementer 1: Indledningen (Får et indblik i problemet) 2: Vendepunktet (Konflikt, novellen skifter drejning) 3: Ny situation (Konsekvensen af vendepunktet). Der er ikke nogen løsning på problemet eller handlingens konflikt, det er derfor op til den enkelte læser, selv at vurdere løsningen.

Novellen er en kort historie typisk på 1 til 8 sider. Slutningen er oftest overraskende og åben. Novellen er mere realistisk end romanen, en novelle læner sig tit op ad virkeligheden, men er samtidig lidt overfladisk. Som læser får vi ikke så mange direkte informationer, det handler om at læse mellem linjerne og fortolke.

Novellen er opbygget sådan, at den starter med 1. En åbning, som ikke er en intro, men lige midt i historien. 2. Konflikten præsenteres.3. Vendepunktet lige før midten. 4. Klimaks lige efter midten. 5. Novellen slutter ofte med en overraskende eller åben slutning.

Litteraturhistorisk baggrund

De første tekster med betegnelsen novelle (italiensk novella: lille historie) var egentlig tilføjelser til lovtekster. Disse tilføjelser blev skrevet til i marginen efterhånden som nye begivenheder indtraf, som man var nødt til at indføre nye love for. Eftersom de nye begivenheder, man indførte love for endnu ikke var begrebsliggjorte, havde disse tilføjelser ofte karakter af genfortælling af, hvad der var sket, og hvad dommen, man var nået frem til, havde bestået i. Begivenhederne var således noget nyt og ukendt, som brød ind i den kendte samfundsorden, og man løste de problemer eller uoverensstemmelser, der opstod, ved at fælde en dom og derved genoprette eller vedligeholde den gældende orden. Disse træk overtog Giovanni Boccaccio, da han skrev værket Decameron, som rummer de første 100 egentlige noveller i verdenslitteraturen. Men Boccaccios noveller adskilte sig, udover ved at være opdigtede historier og ikke genfortællinger af forbrydelser, fra lovtillæggene ved at lade begivenheden - det, der bryder ind i den gældende orden - være stærke nok til at ændre den gældende orden.

Da den forholdsvis realistiske romanform blev populær, udviklede nogle forfattere novellen som en miniature. Nogle af de bedste eksempler på tidlige noveller finder man hos E.T.A. Hoffmann og Edgar Allan Poe. Novelleformen har sin oprindelse i den anekdotiske prosafortælling, dvs. en hastigt skitseret situation, der straks bringes til sin kulmination. Det er træk, som forbinder novellen med mange typer af mundtlig fortælling.

Novellen kan publiceres alene i magasiner, eller kan samles i bogform: novellesamlinger.

I dansk litteratur hører korte fortællinger som Sildig Opvaagnen (trekantdrama fra 1828) af St. St. Blicher til de klassiske noveller. I nyere tid bliver novellegenren brugt af forfattere som Peter Seeberg (f. 1925, d. 1999), Jan Sonnergaard (f. 1963, d. 2015) og Helle Helle (f. 1965).

Se også

Kilder

Anders Toftgaard, Novellegenrens fødsel, Museum Tusculanums Forlag, 2005. ISBN 978-87-635-0223-8.