Oktoberdekretet

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Broom icon.svgFormatering
Denne artikel bør formateres (med interne links, afsnitsinddeling o.l.) som det anbefales i Wikipedias stilmanual. Husk også at tilføje kilder!
Wikitext.svg
Broom icon.svgDer er ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem.
Du kan hjælpe ved at angive kilder til de påstande, der fremføres i artiklen.
Question book-4.svg

Oktoberdekretet af 9. oktober 1807, er det første og mest berømte tiltag, i den reformering det prøjsiske samfund gennemgik efter nederlaget ved Tilsit. Dekretet var som sådan ikke en decideret lov, men nærmere en hensigtserklæring om hvilke forandringer samfundet skulle tage. En af hensigterne var, at man via reformer ville omforme det hidtil strengt opdelte Prøjsiske klassesamfund, og derved bane vejen for en prøjsisk forfatning.

Oktoberdekretet spredte sig ud over vidt forskellige områder lige fra reformering af militæret til frigørelse af det frie erhverv. Ved frigørelse af det frie erhverv skal det forstås således, at der nu blev gjort muligt for samfundets borgere at starte et erhverv uden at skulle være tilknyttet et laug af den ene eller den anden slags. Det blev fremhævet at enhver uanset stand og oprindelse skulle have mulighed for at tilegne sig så meget velstand som det ville være muligt.

Mændene bag[redigér | redigér wikikode]

Bag Oktoberdekretet var Karl Baron vom und zum Stein og Karl August Fürst von Hardenberg (1750-1822). Deres begrundelse for at gennemføre så omfattende reformere af det prøjsiske samfund var, at genetablere Prøjsen som en europæisk stormagt efter det svigfulde nederlag til Frankrig. Reformisterne havde to kerneområder der skulle bearbejdes for at få Prøjsen til at genrejse sig som en magtfaktor på den europæiske scene. Disse områder var henholdsvis den centrale administration og militæret. Disse områder havde begge til fælles at de var underlagt det aristokratiske samfundslag. Det vil sige at Prøjsens adel var de eneste der var i stand til at besidde højtstående embeder inden for både den centrale administration og militæret frem til 9. oktober 1807.

Et mindst lige så vigtigt område var, at man ville reformere kongens magt, således at kongen ikke kunne og spille to ministre ud mod hinanden og derved opnå for høj politisk indflydelse, der kunne sætte kongen i en enevældig position. Dette reformpunkt skulle ske ved, at det kabinet af personlige rådgivere kongen omgav sig med, skulle nedlægges og erstattes med en folkevalgt forsamling. Denne forsamling blev dannet i 1808 , og der blev etableret fem ministerier med hvert deres ansvarsområde. Ud fra Stein og Hardenbegs konklusioner, var det således vigtigt at få disse ministerier fastslået i forholdet til kongen. For de nyoprettede ministerier var det især udenrigspolitikken der i første omgang var vigtig at få kontrol med. I 1808 var det hos befolkningen den almen opfattelse, at de diplomatiske problemer der til sidst havde endt med en fransk prøjsisk konflikt der endte ud i prøjsisk nederlag var kongens fejl.

Resultat[redigér | redigér wikikode]

Det blev til, at man allerede i 1806 fik fastslået at ethvert dekret der blev lagt ud af kongen skulle revideres og underskrives af de fem ministre før dekretet kunne accepteres som værende en aktuel lov. Inden for området omkring generelle borgerrettigheder var især Wilhelm von Humboldt og Karl Baron vom und zum Stein de førende til at få udviklet de tanker der skulle lede til borgerrettighederne. Tankerne om borgerrettighederne var stærkt inspireret af Immanuel Kant (1724 - 1804) der havde været meget betaget af den franske ide om en grundlovsgivende forsamling af frie borgere. Oktoberdekretet og den efterfølgende specifikke lovgivning var en omvæltning af samfundet, da det var enslydende ovre alle de områder der var under Prøjsisk kontrol, og der blev igangsat en gennemgribende standardisering af samfundet.

Hardenbergs Motiver[redigér | redigér wikikode]

Hardenbergs motiver var primært realpolitiske set i lyset af Prøjsens situation efter freden ved Tilsit som havde betydet:

  • Store territoriale afgivelser
  • Tvungen finansiering af den franske hær,blandt andet ved Napoleons ultimatum i 1812, hvor Prøjsen blev tvunget til at afgive forsyninger til den franske hær
  • Umådeholden stor krigsskadeerstatning på120 mio frank ruinerede næsten Prøjsen fuldstændig, og var indirekte blandt årsagerne til de finanspolitiske reformer, hvor Oktoberdekretet høre ind under

- Prøjsen skulle genetableres som en magtfaktor i det tyske område, men der dog skulle holdes fred med Napoleon frem til at Prøjsen er stærk nok til et opgør

- Landboreformerne blev af Hardenberg set som en mulighed for at effektivisere det prøjsiske landbrug. De svage bønder ville blive tvunget fra deres jord hvis man lod de frie markedskræfter styre. Dette vil hjælpe Prøjsens ustabile økonomi

- Hardenberg stod overfor store finanspolitiske udfordringer da Frankrig afkræver prøjsen en sum på 120 mio. frank i krigsskadeerstatning (det årlige budget for den prøjsiske stat var på dette tidspunkt på 33 mio. frank)

Landboreformer[redigér | redigér wikikode]

Landboreformerne blev påbegyndt som et led i oktoberdekretet. Det feudale system var nu i opløsning, da bønderne ikke længer var fæstet til en herremand og deres børn var ej heller fæstet til en bestemt geografisk location eller til en bestemt familie der var i besiddelse af den jord hvorpå bønderne havde deres bopæl. Livegenskabet blev således for Prøjsens vedkommende afskaffet på foranledning af Frederich Wilhelm III. Det feudale system havde igennem en længere periode været under pres, da bønderne i flere områder var blevet mere og mere selvstændige. Visse forskere så som Christopher Clark er af den overbevisning at denne øgede selvstændighed til dels skyldes de generelle liberale ideologier der var fremherskende i Europa i samtiden, og ydermere kan man tillægge den af Adam Smith inspirerede liberalisme som havde fået fodfæste.

Karl Baron vom und zum Stein der var ivrig tilhænger af at livegenskabet skulle ophøre og fordelingen af land skulle være mere liberal erklærede, ved at frigive bønderne ville man kunne få et mere samlet Prøjsen.

Ret og pligt[redigér | redigér wikikode]

For landbefolkningen betød denne nedlæggelse af livegenskabet at de nu kunne fokusere udelukkende på deres egene bedrifter i stedet for at være bundet til at skulle bruge en del af deres tid på at arbejde for den lokale herremand, grundet en tvungen fæstning. Det blev således gjort muligt for bondestanden at overtage eventuelt uprofitable adelsmands drevene herregårde, ligesom det nu var muligt for borgere og bønder at bytte plads, hvilket skal forstås som at det nu var muligt for bønderne at opgive erhvervet som bonde og drage til byerne for at starte et nyt liv som håndværker eller lignende. Samtidig med denne frigivelse af bønderne fra deres fæste, satte det dg også bønderne i den situation, at der ikke var nogen herremand til at beskytte dem, hvilket vil sige at herremanden som lokal magt var forsvundet og erstattet af statslige embedsmænd der nu skulle varetage de forskellige interesser der var i området i henhold til beskatning af jord og til udøvelse af lovgivningen. I forbindelse med at det feudale system var i oplæsning havde man fra statens hånd interesse i at gøre de nyliberaliserede områder økonomisk uafhængige af staten. Karl Baron vom und zum Stein fremlagde dog at en statsstøtte til de nyliberaliserede områder var nødvendig, da napoleonskrigen få år forinden havde været økonomisk hård ved den landlige befolkning i kraft af de franske troppers konfiskering af forsyninger og den generelle krigsafmatning, og at man hvis man gik for hårdt frem med jordskatter og afgifter og ydermere lukkede for støtten ville sætte bønderne i en meget hård situation. Det blev derfor noteret at statsstøtten til bønderne skulle forblive indtil 1809. Ud over støtten til de nyliberaliserede landbrug, så blev der fra statens side pålagt godsejerne et forbud mod at genopkøbe de områder der var blevet gjort til selvstændige landbrug, dog var de områder i Østprøjsen, der var blevet koloniseret under Frederich Wilhelm II (1744-1792) ikke underlagt disse restriktioner. Dette medførte at man bevist fra adelens side i disse områder i Østprøjsen forsøgte at tilbageholde oplysningerne om stavnsbåndets ophør. Ønsket var fra Karl Baron vom und zum Stein side at senest d.11. november 1810 ville Prøjsen kun være befolket af frie mennesker.

Borgerrettigheder[redigér | redigér wikikode]

Ud fra de grundlæggende tanker i Oktoberdekretet, som tidligere er blevet beskrevet, kom der også et nyt syn på landets befolkning. De der tidligere var blevet betegnet som ”undersåtter” af det feudale system, skulle nu defineres som ”samfundsborgere”. En af måderne, hvorpå transformationen fra undersåt til samfundsborger skulle foregå, var via uddannelse. Det hidtidige prøjsiske uddannelsessystem skulle derved reformeres i en sådan grad, at det vil være med til at fremelske de patriotiske tanker hos den almene befolkning. Manden der skulle stå for at reformere udannelsessystemet var Wilhelm von Humboldt (1767-1835).

Wilhelm von Humboldt blev i 1809 udpeget til minister for religion og folkelig instruktion. En af de første reformer der blev gennemført var en standardisering af det kongelige uddannelsessystem. Uddannelsessystemet blev standardiseret, da man var af den opfattelse, at kun en ensformig uddannelse kunne være med til at skabe frihed og lighed i befolkningen. Udover at skabe frihed og lighed, så var reformerne også fremlagt, da man ville have udbygget en højtuddannet embedsmandsklasse, der var uddannet til at blive placeret i den nye statslige administration. En anden vigtig grund til at reformere uddannelsessystemet i henhold til borgerrettigheder var, at man ville lære eleverne at tænke selvstændigt og mere nuanceret i henhold til en national kontekst og derved øge deres fokus på det nationale Prøjsen i stedet for deres aktuelle lokalsamfund. Ved hjælp af uddannelse forsøgte Humboldt at realisere sine tanker. Humboldts tanker var at uddannelse er en del af den proces, der giver befolkningen en selvbevidsthed og derved gør dem til autonome rationelt tænkende individer. Et af argumenterne for denne uddannelsesreforms betydning var, at man henviste til de nederlag Prøjsen havde lidt i forbindelse med krigen mod Napoleon i 1806. I denne henvisning mente man, at landet intellektuelt skulle vinde, hvad det havde tabt i fysisk styrke.

Reformerne af uddannelsessystemet var udfærdiget allerede i 1808, hvor dekretet ”Städteordnung” bliver fremlagt. Dette dekret havde den betydning, at kategorien borger der hidtil var defineret ved medlemskab af forskellige håndværker –og handelslaug, nu blev udvidet til også at inkludere alle mennesker der var i besiddelse af fast ejendom. Selv enlige kvinder blev inkluderet i denne kategori hvis blot de besad fast ejendom. Selvom man ikke besad ejendom var det at drive et handelsmæssigt erhverv inden for bygrænserne nok til at man kunne erhverve sig borgerrettigheder. Disse borgerrettigheder gav retten til at stemme om, hvem der skulle sidde i byrådene og den nyetablerede prøjsiske regering. Derudover gav borgerrettighederne også retten for ”menigmand” til selv at erhverve sig et statsligt embede.

Den prøjsiske borgerret kom derved i 1800-tallet til at være ensbetydende med ejerskab af land. Sammen med disse borgerrettigheder blev det af samfundet forventet, at de nye borgere deltog aktivt i det reformerede Prøjsen, hvilket vil sige, at dem der havde erhvervet sig retten til at være borgere samtidig forpligtigede sig til at tage et medansvar i styrelsen af landets virke. Dette borgerlige medansvar kom som en reaktion på de sanktioner Prøjsen var underlagt af Frankrig, der få år forinden havde givet Prøjsen et knusende nederlag. Sanktionerne bestod i økonomiske krav. Disse økonomiske krav satte således landets ledelse i en presset situation, da man skulle finde midler til at betale de økonomiske krav Napoleon fremsatte, uden at ødelægge forholdet mellem landet og dets befolkning. Nogle af de metoder hvorpå man forsøgte at finde kapital til de krav Frankrig stillede var ved at udvikle skattereformer, der kunne brede sig over hele landets befolkning og derved skabe størst mulig indkomst. Afgifter så som regionale forbrugsafgifter og udvidet told blev indført og kraftigt revideret, derudover blev den statslige kirke gjort fri af alle sine besiddelser. Til sidst blev der lagt afgifter på det frie erhverv. En af måderne hvorpå disse reformer blev muliggjort var ved at bruge det nye borgerskabs medansvar. Dette medansvar hos borgerne gjorde, at det kom til at fremstå som en fælles borgerlig beslutning at udbygge disse reformer, hvilket ville fjerne et eventuelt kritisk syn på kongen. Denne delagtighed i landets styring mente især den prøjsiske statsmand Hardenberg, ville være med til at skabe en øget patriotisme, der så ville være med til at overtale befolkningen til at handle for samfundets bedste.

Borgere og beboere[redigér | redigér wikikode]

Måden hvorpå disse borgerrettigheder blev udviklet var at man systematisk begyndte at kategorisere befolkningen i byerne i to kategorier, der henholdsvis var ´borger og beboere, i stedet for den tidligere model hvor man havde inddelt samfundet efter klasser. Borgerne blev som nævnt tidligere klassificeret ved at de ejede ejendom eller drev erhverv. Beboerne blev således klassificeret ved at de ikke var i besiddelse af fast ejendom og ikke var forretningsdrivende. Beboerne tilhørte som oftest den voksende gruppe af lønarbejdere der drog til byerne i forbindelse med den øgede industrialisering af de større byer. Hvad angår borgerrettighederne, så var det med udgangspunkt i de franske ideer at borgerrettighederne fandt deres udvikling. dog var der ikke nogen resriktioner på om man var aktiv borger eller passiv borger som der var i Frankrig, bare det at man ejede ejendom eller drev forretning gav stemmeret, dog med undtagelse af kvinder der på trods af borgerret ikke havde stemmeret. Stein var dog klar over at hvis udviklingen af borgerrettighederne skulle udføres til fyldest, så måtte man liberalisere byerne, til at være autonome enheder. Denne autonomitet blev endeligt slået fast 19. november 1808, hvilket nu betød at byerne nu havde retten til selvbestemmelse uden at være underlagt den lokale adels indskydelser.

Jødiske borgerrettigheder[redigér | redigér wikikode]

Blandt dem der også fik et udbytte af de anstrengelser, der blev gjort for at skabe et Prøjsen med borgerrettigheder var de prøjsiske jøder. Til trods for, at der var givet større frihed til jøderne under kejser Frederik d. 2s regeringstid, så var de prøjsiske jøder dog stadigvæk underlagt en del restriktioner. Ændringen kom i 1808, hvor de almene borgerrettigheder kom frem. Samtidig blev der firgivet et dekret der tilkendegav, at jøder med fast ejendom eller driftig forretning på lige fod med den almindelige prøjsiske borger havde ret til at stemme til parlaments og byrådsvalgene. I 1809 blev Frederich von Schroetter (1743-1815) placeret i en position, hvor han skulle udvikle forslag til forbedring af de jødiske rettigheder. Schroetter fremlagde således forslag om, at de hidtidige restriktioner skulle fralægges og derefter skulle man bestræbe sig på gradvist at give jøderne en form for begrænset medborgerskab. Det skulle til sidst ende ud i et fuldgyldigt medborgerskab. Reaktionerne på disse forslag var blandede, blandt de konservative kræfter i Prøjsen var ideen om jøder med fuldgyldigt medborgerskab uhørt, hvorimod mere liberale kræfter så som Humboldt anså et eventuelt fuldgyldigt jødisk medborgerskab som en mulighed for at jøderne selv ville vende sig bort fra deres kultur og tro, da de via uddannelse og delagtighed ville begynde at stræbe efter et liv på et højere kulturelt og religiøst niveau. I et brev af 11. marts 1812 bliver det erklæret at alle jøder der er bosiddende og har deres daglige virke i Prøjsen, nu skulle defineres som indfødte prøjsere og derved have betegnelsen ”Einländer” og ”Statsbürger” i det prøjsiske rige. Hvilket med andre ord betød at jøder der var født og opvokset i Prøjsen, og som var i besiddelse af forskellige rettigheder nu blev betegnet som oprindeligt prøjsiske statsborgere. De restriktioner som de prøjsiske jøder var underlagt så som specialskat, restriktioner om hvor de måtte bo og hvem der måtte gifte sig blev i brevet af 11. marts 1812 ophævet, dog var der stadig restriktioner på at jøder og kristne ikke kunne gifte sig.

Militærreformer[redigér | redigér wikikode]

De militære reformere i forbindelse med dekretet af 9. oktober 1807, var for Prøjsen revolutionerende, da man nu gjorde op med den hidtidige klassedeling af militæret. Den hidtidige klasseopdeling af militæret betød at kun landet adel var født til at være officerer når landet skulle i krig. Reformeringen af det Prøjsiske militær var dog ikke noget nyt, da der siden Frederich II "Den Stores" (1712-1786) død havde været et ønske om at reevaluere hele det militære system. Et ønske der blot blev underbygget efter nederlaget til Napoleons hære i 1806. En af de mest intensive fortalere for reformeringen af militæret var Oberst Christian von Massenbach, der havde ladet sig indrulle i det prøjsiske militær i 1782. Massenbach argumenterede for at hvis man skulle kunne hamle op med de franske armeer, så var det af yderste vigtighed at man havde en mere professionel tilgang til militæret, og fik gjort op med en hær der var en blanding af mere eller mindre frivillige bønder der blev tvangsudskrevet af deres herremænd og så af en stor del lejesoldater der ville stå for en stor udgift. von Massenbach havde held med at få overtalt Frederich Wilhelm III til at få igangsat en kommission hvis formål det var at redegøre for hvilken måde det ville være bedst at reformere det prøjsiske militær. Kommissionen slog hårdt ned på officersstanden, hvor seks officerer blev dømt til døden ved militære domstole, og resten af officerskorpset blev udsat for en revision der resulterede i at ud af de 143 generaler der havde embede i den prøjsiske hær i 1806, var der kun 8 tilbage i 1812. Efter udrensningen af officerskorpset der blev udløst på baggrund af ordren af 6. august 1808, blev der nedsat endnu en kommission der skulle stå for organiseringen af det nye prøjsiske militær. Kommissionen bestod af blandt andet Gerhard Johann David von Scharnhorst (1755-1813), der i perioden 1808-1810 var krigsminister i Prøjsen, og August Neidhardt von Gneisenau (1760-1831). Begge disse personer havde udmærket sig ved at være veteraner fra napoleonskrigene, og de havde ivrigt lært den taktik som de franske armeer havde benyttet sig af, samt den struktur der opbyggede disse armeer. Ud fra kommissionens arbejde kom resultatet af at den hidtidige struktur med tvangsudskrivende bønder og lejesoldater blev nedlagt til fordel for almen værnepligt, værnepligten gjorde plads for at man kunne disciplinere hæren langt mere effektivt med forskellige former for tiltage i henhold til udisciplinerede soldater. Hvad der var endnu mere epokegørende var at man fratog adelen det privilegium at have monopol på at blive officerer. Det skulle nu være muligt for alle der var egnede at blive officerer i det prøjsiske militær. Grunden til denne omstrukturering af officerskorpset var at man gav kongens og officerernes dårlige taktiske beslutninger skylden for nederlagt i 1806. Kernen af officerskorpset var efter 1812 stadig adelige, men nu var det muligt for sønner af borgere at erhverve sig en officerstitel hvis de kunne bestå de adgangsgivende eksaminationer.

Nationalhæren[redigér | redigér wikikode]

Der blev i forbindelse med omstruktureringen af officerskorpset etableret et krigsministerium, der havde til formål at være den øverste stab for Prøjsens armeer. Kommandostrukturen skulle således effektiviseres og militæret omdannes til en "nationalhær". Denne nationalhær skulle bygges op omkring en prøjsisk identitet, der derved skulle afføre patriotisme der skulle højne kampmoralen hos soldaterne, så de i stedet for at kæmpe for egen vindings skyld nu kæmpede for en fælles sag. "at hæve og inspirere ånden i hæren, for at bringe hæren og nationen til en fælles union" militær og nation blev efter de militære reformer en del af hinanden, hvilket blev givet til udtryk via den almene værnepligt, og ydermere skulle de der ikke var blevet kaldet til at gøre direkte tjeneste i hæren være tilgængelige i kraft af et medlemskab af lokale militser. Officererne fik samtidig med indførelsen af den almene værnepligt den opgave at de nu i stedet for at afstraffe og lede soldaterne nu også skulle undervise dem i forskellige militære egenskaber så som våbenbrug. Alle disse reformer af det prøjsiske militær medførte ifølge den prøjsiske officer Carl von Clausewitz at den prøjsiske hær gik fra at bestå af slagtekvæg der blev drevet mod fjenden af officererne til at være en velsmurt maskine af individer der via fællesskab og fædrelandskærlighed dannede en fælles vilje til at bekæmpe fjenden

Kilder[redigér | redigér wikikode]

Cristopher Clark, The Iron Kongdom

Henry Eldridge Bourne, The Revolutionary Period in Europe 1763 to 1815

Karl Baron vom und zum Stein, Petersburg Memorandum http://www.germanhistorydocs.ghi-dc.org/sub_document.cfm?document_id=3597