Borger

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

En borger kan enten betegne en statsborger, altså en indbygger med borgerrettigheder i et land, eller mere snævert et medlem af borgerskabet, altså en bestemt stand eller samfundsgruppe som modsætning til andre samfundsgrupper. De to forskellige hovedbetydninger adskilles klart på flere hovedsprog; således bruges på engelsk ordet citizen (fransk: citoyen) om en borger i den første betydning, mens ordet bourgeois både på engelsk og fransk omfatter den anden betydning.

Antikkens borgerbegreb[redigér | redigér wikikode]

Begrebet borger (citizen) har rødder tilbage i den græsk-romerske idé om byen som det politiske fællesskabs vugge. Borgerskab (citizenship) betød at have borgerrettigheder og borgerpligter i byen. Som borger i det gamle Athen havde man således en forpligtelse til at tage del i Athens fælles anliggender.[1]

På græsk betyder polis både by og stat. I de oldgræske byer faldt begrebet byborger sammen med begrebet statsborger. Men Rom, der oprindelig var en bystat, kom efterhånden til at beherske først hele Italien og derpå hele Middelhavsområdet. Dermed blev også romersk borgerskab, der i begyndelsen var begrænset til byen Roms frie indbyggere, udvidet til at omfatte de fleste af Italiens frie indbyggerei år 90 fvt. og alle Romerrigets frie indbyggere i 212 evt. Hermed var der skabt et statsborgerbegreb adskilt fra byborgerbegrebet. Ved Romerrigets sammenbrud i 400-tallet forsvandt dette borgerbegreb dog foreløbig igen.[1]

Middelalderen[redigér | redigér wikikode]

En borger er et plattysk ord, som kom i brug på dansk i de sidste århundreder af middelalderen og efterhånden afløste de ældre udtryk bymand, købstadmand o.l.[2] Ordet er afledt af borg. Købstæder opstod typisk ved, at folk bosatte sig omkring en borg, der kunne yde dem beskyttelse, f.eks. Nyborg eller Vordingborg. Borgerne var handlende og håndværkere, der havde løst borgerskab og derigennem fået monopol på at styre byens indre anliggender. Borgerstanden udgjorde i middelalderen købstædernes borgere, der sammen med gejstlige, adelige og bønderne udgjorde landets fire stænder.[1] Det var dog langtfra alle indbyggere i en købstad, der var borgerlige. Gejstlige eller adelige betragtedes således ikke som borgere, selvom de boede fast inden for bymuren, ligesom tjenestefolk mfl. ikke regnedes til borgerstanden. Borgerne udgjorde dermed en slags middelklasse, som politisk og socialt stod under adelen og kirken, men over bønder og arbejdere. Borgerne omtaltes også som tredjestanden i samfundets firestænderrigsdag.[3]

Nyere tid[redigér | redigér wikikode]

I de kommende århundreder, og i Danmark ikke mindst efter enevældens indførelse i 1660, fik borgerskabet en stærkere økonomisk og social position og blandt andet mulighed for at uddanne sig til og besætte stillingerne i centraladministrationen. Borgerstandens selvfølelse steg dermed også. I løbet af 1700-tallet genopstod interessen for den klassiske oldtid og dens borgerbegreber.[3] I forbindelse med den amerikanske frihedskrig og den franske revolution i slutningen af 1700-tallet slog et nyt statsborgerskab igennem. Efter disse begivenheder var amerikanerne og franskmændene ikke at betragte som undersåtter, men blev borgere i et demokrati og indgik dermed i et nyt politisk fællesskab.[1] Fra dette tidspunkt blev ordet "borger" anvendt i begge de grundlæggende betydninger, det har i dag.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Wiktionary-logo.svg Se Wiktionarys definition på ordet:

Kilder[redigér | redigér wikikode]

  1. 1,0 1,1 1,2 1,3 Korsgaard, O.: Medborgerskab - hvad er det? I Korsgaard, O., L. Sigurdsson og K. Skovmand: Medborgerskab - et nyt dannelsesideal? Religionspædagogisk Forlag 2007. S. 17f.
  2. "Borger" i Salmonsens Konversationsleksikon, 1915.
  3. 3,0 3,1 "Borger" i Den Store Danske Encyklopædi, Gyldendal, 1995.