Spring til indhold

P. Knutzen

Tilføj links
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Peter Knutzen)
Peter Knutzen
På besøg i Berlin 3. september 1940
Personlig information
Født14. januar 1887 Rediger på Wikidata
Søby, Danmark Rediger på Wikidata
Død23. februar 1949 (62 år) Rediger på Wikidata
København, Danmark Rediger på Wikidata
GravstedBispebjerg Kirkegård Rediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Medlem afDansk-Tysk Forening Rediger på Wikidata
BeskæftigelseJurist Rediger på Wikidata
ArbejdsgiverPost- og Telegrafvæsenet (1904-1931), DSB (1931-1945) Rediger på Wikidata
Nomineringer og priser
UdmærkelserKommandør af 1. grad af Dannebrog (1942),
Dannebrogordenens Hæderstegn (1932) Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Peter Knutzen (født 14. januar 1887 i Søby på Ærø, død 23. februar 1949 i København) var en dansk jurist og generaldirektør for DSB.

Hans forældre var indsidder, senere gårdbestyrer Jens Christian Knutzen (1860–90) og Marie Christine Bladt (1855-1947).[1][2]

Han blev gift i Helligåndskirken den 2. september 1914 med Karen Margrethe Knudsen (1892-1979).[3]

Han fik fire børn - en søn i 1915[4], en datter i 1917[5], en datter i 1919 [6] og en søn i 1927[7].

Tjeneste i Post- og Telegrafvæsenet

[redigér | rediger kildetekst]

Efter at have bestået præliminæreksamen i Ærøskøbing i 1904[1], var han postelev og postmedhjælper i Skælskør og bestod i 1907 sin posteksamen med højeste karakter. 1909 blev han fastansat i Generaldirektoratet for Post- og Telegrafvæsenet. 1911 blev han student fra Wedels kursus og i 1915 cand.jur, hvorefter han i 1916 blev fuldmægtig. Fra 1919 til 1921 var han det danske postvæsens kommissær i de sønderjyske landsdele ved deres overgang til Danmark 1919–1921, fra 1921 postinspektør i København, fra 1927 kontorchef i Generaldirektoratet for Post- og Telegrafvæsenet.[1] Efter at han havde været sekretær i Postspareudvalget i 1920 beskikkedes han af statsminister Niels Neergaard til sekretær for Sparekommissionen af 21. Februar 1921. I 1922 blev han sekretær på Orlogsværftet og hærens tekniske virksomheder, og i 1923 ansat i Administrationskommissionen og i 1929 i Lønningskommissionen. Desuden deltog han i rekonstruktionen af Det Danske Luftfartselskab og var medarbejder i Lønningsrådet 1919–31.[1]

Generaldirektør for Statsbanerne

[redigér | rediger kildetekst]

Efter 27 års tjeneste i postetaten udnævntes P. Knutzen i 1931 til generaldirektør for statsbanerne. Blandt hans initiativer var lyntogene, nye hurtiggående motorfærger, bedre vogntyper og DSB's overtagelse af en del private rutebiler.[1]

Formand for Dansk-Tysk Forening

[redigér | rediger kildetekst]

Efter regeringsomdannelsen i juli 1940 opfordrede Udenrigsministeriet kraftigt P. Knutzen til at påtage sig hvervet som formand for Dansk-Tysk Forening, som var under etablering, og som blev finansieret af Udenrigsministeriet.[1] Han påtog sig hvervet og fik derved ry for at være tyskvenlig. Regeringens formål var at give mulighed for at tyskere, herunder okkupanter, i ledende stillinger kunne træffe ikke-nazistiske danske. Formålet med foreningen var også at åbne ledende tyskeres blik for de danske nazisters uduelighed. Dansk-Tysk Forening og dermed P. Knutzens formandshverv ophørte den 29. august 1943 samtidig med regeringen.

Retsopgør efter besættelsen

[redigér | rediger kildetekst]

Den 7. maj 1945 suspenderede den nytiltrådte trafikminister, kommunisten Alfred Jensen Knutzen fra stillingen som generaldirektør. Knutzen forlangte suspensionen forelagt i et ministermøde, som den følgende dag godkendte ministerens beslutning.[1][8]

Sagen mod Knutzen var én af retsopgørets mest omtalte.[9] Kredse i modstandsbevægelsen krævede ham dømt, han blev hængt ud i dagbladene Information og Land og Folk og i Frit Danmark. Lederen af Centralkartoteket over landssvigere, professor Carsten Høeg, havde i et brev fra Centralkartoteket til statsadvokaturen 18. juli 1946 tilkendegivet, at "der er i mine Øjne overhovedet ikke Tvivl om, at Knutzen er den allermodbydeligste Kollaboratør vi har haft på det aandelige Omraade", og i et personligt brev af 27. august 1946 til justitsminister Aage Elmquist givet udtryk for, at det ville være en forfærdende uretfærdighed, hvis der ikke blev lagt sag an mod Knutzen, som han udtrykkeligt betegnede som landsforræder.[8][10]

Først efter mere end ni måneders suspension - den 18. februar 1946 - var der ved Københavns Byret blevet indledt en forundersøgelse mod Knutzen for mulig overtrædelse af bestemmelser i straffelovstillægget. Både de tidligere statsministre Erik Scavenius og Vilhelm Buhl og forhenværende undervisningsminister Jørgen Jørgensen erklærede i retten, at Knutzens virke havde været et led i den officielle politik over for Tyskland, at han havde handlet efter opfordring fra regeringen, og at de aldrig havde tvivlet på, at han udelukkende havde varetaget danske interesser. Forundersøgelsen blev afsluttet den 2. november 1946, hvor rigsadvokaten besluttede at frafalde at rejse strafferetlig tiltale mod Knutzen.[1][8][9]

Med henblik på at få vurderet, om der i stedet var grundlag for en tjenestemandssag, videresendte justitsministeren sagen til statsadvokaten ved den ekstraordinære tjenestemandsdomstol[10], der havde til opgave at undersøge og afgøre sager mod danske tjenestemænd, som under den tyske besættelse bl.a. havde ”udvist uværdig national optræden”[11], og som i marts 1947 rejste tjenestemandssag mod Knutzen for 35 forhold. Sagen blev afgjort af domstolen den 20. juni 1947 og af appelretten den 27. januar 1948. Om hele sagen fremhævede domstolen, at Knutzen "som leder af Statsbanerne under Besættelsen havde en af de vanskeligste Opgaver, der blev stillet danske Tjenestemænd", og at han havde "løst denne Opgave på udmærket Maade", ligesom domstolen anerkendte, at Knutzen nødvendigvis havde måttet indtage en venlig og imødekommende holdning over for besættelsesmagten i sin egenskab af formand for Dansk-Tysk Forening. Domstolen frifandt ham for 26 af de rejste forhold , men fandt, at han i 9 tilfælde, som alle vedrørte tiden før Dansk-Tysk Forenings ophør den 29. august 1943, havde udvist uværdig national optræden og derfor blev fradømt sit embede, men med fuld pension.[1][8][9][10]

Efterfølgende gav mange udtryk for, at dommen gjorde Knutzen uret. John Christmas Møller havde allerede i et foredrag i Studenterforeningen den 23. november 1946 hævdet, at det var urimeligt at dømme Knutzen, når ministre, på hvis opfordring han havde påtaget sig formandskabet i Dansk-Tysk Forening, gik fri, og gik kort tid efter på det konservative landsrådsmøde hårdt i rette med Centralkartotekets leder og tilkendegav, at han (Christmas Møller) ikke ville "være med til at kappe Hovedet af Knutzen".[10] Historikeren, professor Aage Friis skrev i en avisartikel, at Knutzen havde været en nationalt værdig tjener for det danske samfund, der skulle have haft tak og ikke miskendelse og straf.[12] Professor, dr.jur. Poul Andersen (1888-1977) udtalte i et avisinterview, at han ikke ville have dømt Knutzen, hvis han havde været medlem af appelretten.[13] Knutzen selv behandlede retssagen i sine erindringer "40 Aar i Statens Tjeneste", der udkom i maj 1948, og sluttede med ordene: "Lad os saa se, om det i det lange Løb bliver Staten eller Ofret, der taber mest. Jeg frygter ikke Historiens Dom".[14] Professor Poul Andersen kommenterede denne forudsigelse i et brev til Knutzen kort tid efter udgivelsen af selvbiografien: "Jeg tror, De har Ret i Deres Optimisme med Hensyn til Eftertidens Dom. Den vil næppe blive Dem ugunstig t.x. i Sammenligning med Deres Angiver, Centralkartotekets berømmelige Professor Carsten Høeg."[8] I kølvandet herpå tog Knutzens forsvarer ved retssagerne højesteretssagfører Hans Henrik Bruun (1884-1954) det usædvanlige skridt at udgive en bog om dommen over Knutzen, hvori han gav udtryk for, at han hele tiden troede på Knutzens redelighed og vedblev med at gøre det, og at han ikke kunne forsone sig med afgørelsen, der stærkere og stærkere stod for ham som en uret. [15] Forhenværende højesteretspræsident Troels G. Jørgensen advokerede i sin bog fra 1950 - To Skæbner - for, at tjenestemandsdomstolen havde valgt at følge en unødigt hård lovfortolkning i sin afgørelse af P. Knutzens sag.[16]

P. Knutzen havde bopæl på Dosseringen 48, 1. sal i Bethlehem Sogn, da han onsdag den 23. februar 1949 afgik ved døden på Bispebjerg Hospital i forbindelse med, at han for fjerde gang inden for kort tid blev opereret for kræft i bugspytkirtlen. Han blev begravet fra Grundtvigskirken den 28. februar 1949 og ligger begravet på Bispebjerg Kirkegård.[17][18]

Han blev udnævnt til Ridder af Dannebrog i 1924, Dannebrogsmand i 1932, Kommandør af Dannebrog K.2 i 1935 og K.1 i 1942.[1][19]

Han blev i forbindelse med indvielsen af Storstrømsbroen i 1937 dekoreret med Den tyske ørns fortjenstorden (de) med stjerne, der med godkendelse fra Hitler blev tildelt udenlandske statsborgere. Han ville have tilbagesendt denne orden den 9. april 1940, men fik først kabinetssekretariatets accept heraf hen imod krigens slutning.[20][21]

  1. 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 Helge Larsen. "P. Knutzen". Dansk Biografisk Leksikon (lex.dk online udgave).
  2. ↑ Kirkebog for Søby Sogn
  3. ↑ Kirkebog for Helligånds Sogn
  4. ↑ Kirkebog for Ordrup Sogn
  5. ↑ Kirkebog for Frihavns Sogn
  6. ↑ Kirkebog for Davids Sogn
  7. ↑ Kirkebog for Ordrup Sogn
  8. 1 2 3 4 5 Knutzen, Ole: "Sandheden forældes ikke" (1999)
  9. 1 2 3 Tamm, Ditlev: "Retsopgøret efter besættelsen" (1984)
  10. 1 2 3 4 Christensen, Lars Bjarke: "Peter Knutzen: Jeg frygter ikke Historiens Dom" (2011)
  11. ↑ Lov Nr. 322 af 7. juli 1945 om Oprettelse af en ekstraordinær Tjenestemandsdomstol m.v.
  12. ↑ Avisartikel i Politiken 3. februar 1948
  13. ↑ Interview i Nationaltidende 12. juni 1948
  14. ↑ Knutzen, Peter: ”40 Aar i Statens Tjeneste” (1948)
  15. ↑ Bruun, H.H.: ”Dommen over Generaldirektør P. Knutzen”, september 1948
  16. ↑ Jørgensen, Troels G.: To Skæbner
  17. ↑ "P. Knutzen". Gravsted.dk.
  18. ↑ Kirkebog for Bethlehem Sogn
  19. ↑ Selvbiografien "40 Aar i Statens Tjeneste"
  20. ↑ Selvbiografien "40 Aar i Statens Tjeneste", side 191
  21. ↑ la Cour, Vilhelm: Danmark under Besættelsen, bind II, side 393
  • Jerrild, Holger: "Hos Generaldirektør Knutzen", s. 630-640 i: Gads Danske Magasin, 1931
  • Knutzen, Peter: "40 Aar i Statens Tjeneste", Steen Hasselbalchs Forlag, København 1948
  • Bruun, Hans Henrik Marcelius: "Dommen over generaldirektør P. Knutzen", Gyldendal, 1948
  • Jørgensen, Troels G.: To Skæbner: E. Thune Jacobsen og P. Knutzen, Arne Frost Hansens Forlag, København 1950
  • Tamm, Ditlev: "Retsopgøret efter besættelsen", side 548-566, Jurist og Økonomforbundets Forlag (1984) ISBN 87-574-4260-6
  • Knutzen, Ole: "Sandheden forældes ikke", Strandbergs Forlag, 1999
  • Christensen, Lars Bjarke: "Peter Knutzen: Jeg frygter ikke Historiens Dom", Syddansk Universitetsforlag, 2011

Eksterne henvisninger

[redigér | rediger kildetekst]
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=P._Knutzen&oldid=12172805"