Dansk-Tysk Forening
Dansk-Tysk Forening oprettedes 24. juli 1940 som et led i samarbejdspolitikken.[1][2]
Foreningens vedtægter af 1. august 1940 angav som foreningens formål "... at udvikle og støtte forretningsmæssige, tekniske, kunstneriske, litterære, videnskabelige og sociale Forbindelser og derved uddybe gensidig Forstaaelse mellem Danmark og Tyskland." Samarbejdet skulle finde sted i en vekselvirkning mellem danske og tyske personer og institutioner.[1]
Det virkelige formål, som det på daværende tidspunkt af let forståelige grunde ikke lod sig skrive ind i vedtægterne, var imidlertid et andet.[3] Det var regeringens hensigt, at der igennem foreningen kunne dannes en modvægt mod de danske nazister, der ellers var den kreds, hvorfra tyskerne hentede oplysning om danske forhold. Foreningens hovedformål var at forebygge en nazistisk magtovertagelse ved "... at lade en række højere embedsmænd og andre mere fremtrædende danske personligheder indtræde i foreningens ledelse håbede man at isolere nazisterne og undgå, at der ved tysk hjælp blev dannet en nazistisk regering, når det gennem kontakt med ledende danske var gået op for tyskerne, at nazisterne helt savnede opbakning i befolkningen og måske også den dygtighed, som tyskerne kunne finde hos andre danske. Dette politiske forhold bag foreningens dannelse var skjult for offentligheden, og naturligvis kunne kun den del af foreningens medlemskreds, der var indtrådt i foreningen efter officiel opfordring og med kendskab til det dobbeltspil, der var tale om, forsvare medlemskabet med henvisning til denne begrundelse."[4]
Efter afhøringer i Københavns Byret i maj 1946 angående generaldirektør Peter Knutzens forhold som formand for foreningen stod det klart, at dannelsen af foreningen var godkendt af udenrigsminister Erik Scavenius og accepteret på et ministermøde.[5] Ifølge forhenværende statsminister Vilhelm Buhls vidneudsagn[3] havde statsminister Thorvald Stauning over for ham, der på daværende tidspunkt var finansminister, motiveret beslutningen om at danne foreningen med at "... det var af interesse for os at have et sted, hvor man kunne få en forbindelse navnlig mellem officielle repræsentanter fra Tyskland, som kom hertil, og pålidelige danske folk, således at man ikke udelukkende skulle være henvist til nazistkredsene og de andre tyskorienterede kredse herhjemme."
Det var Udenrigsministeriet, der opfordrede de forskellige til at indtræde i foreningens ledelse, men over for flere af disse blev opfordringerne fulgt op med konkret opbakning fra berørte ministre. Som foreningens formand udpegede Udenrigsministeriet generaldirektør ved statsbanerne, Peter Knutzen, der på ingen måde var indstillet på at påtage sig formandskabet for en sådan forening, men som opgav sin vægring efter indtrængende opfordring fra Udenrigsministeriet, som han efterfølgende fik bekræftet ved en samtale med udenrigsminister Erik Scavenius.[6]
At de offentlige møder med foredrag af fremtrædende tyskere ikke var den vigtigste del af Dansk-Tysk Forenings aktiviteter fremgår klart af et avisinterview i 1940 med foreningens formand, generaldirektør Knutzen, som i forbindelse med en omtale af foreningens planer for de kommende møder understregede, at foreningen også arbejdede mellem møderne, hvor der både i Berlin og København var ført en række orienterende samtaler, som muligt var endnu vigtigere end de offentlige foredrag: ”I alt fald har vi en stærk overbevisning om disse tanke- og meningsudvekslingers nytte. Det er min erfaring, at der ved ikke-officielle samtaler kan opnås et resultat, der ikke står tilbage for den officielle forhandlings værdi. De folk, der bestemmer i Tyskland, kan på den måde få lejlighed til at træffe danske med tilsvarende indflydelse både indenfor statens og privaterhvervenes område. Værdien af en sådan personlig kontakt mellem folk i ansvarlige poster kan dårligt overvurderes, for på denne måde opnås der virkeligt kendskab til de faktiske forhold indenfor de to lande.”[7]
Foreningens udgifter blev afholdt af statskassen.[8]
Foreningen ophørte med at fungere den 29. august 1943, da samarbejdspolitiken brød sammen.[1]
Foreningsbestyrelsens 8 medlemmer
[redigér | rediger kildetekst]- Peter Knutzen, generaldirektør for DSB (formand)[1][9]
- Carl Ahlefeldt-Laurvig, overretssagfører (næstformand)[1][9]
- Chr. H. Olsen, direktør (kasserer)[1]
- A.C. Højberg Christensen, undervisningsinspektør, dr.phil[1]
- Ernst J. Ipsen, kaptajn, direktør[1]
- Eigil Thune Jacobsen, rigspolitichef, senere justitsminister[1]
- Frederik W. Kraft, direktør[1]
Foreningens repræsentantskab
[redigér | rediger kildetekst]Foreningen havde desuden et repræsentantskab, som - ud over foreningens bestyrelse - bestod af følgende 21 medlemmer[1]:
- Louis Bobé, kongelig ordenshistoriograf, dr.phil.
- Svend Borberg, forfatter
- C.V. Bramsnæs, nationalbankdirektør
- Viggo Christensen, overborgmester i København
- Kjeld Enrum, direktør
- Ebbe Hamerik, komponist
- Gudmund Hatt, professor i kulturgeografi ved Københavns Universitet (senere bestyrelsesmedlem)[10][11]
- Cai Hegermann-Lindencrone, direktør for Det Kgl. Teater
- Bodil Ipsen, kongelig skuespiller og filminstruktør[12]
- Elisabeth Kaper, borgmesterinde
- Knud Korst, generaldirektør for Skatte- og Tolddepartementet
- Henry P. Lading, direktør
- Paul Lassen, grosserer
- Christian D. Lüttichau, hofjægermester
- Ejnar Munksgaard, forlagsboghandler
- A. Gjedde Olsen, overretssagfører
- P.O. Pedersen, professor dr.phil.
- H.L. Poulsen, grosserer
- Carl Roos, professor dr.phil.
- A. Vendsyssel, grosserer, direktør
- Ludwig Wohlert, konsul
Medlemmer af foreningen
[redigér | rediger kildetekst]I 1941 havde foreningen et medlemstal på 1261 i maj, 1326 i juni og 1150 i november. I oktober 1942 var medlemstallet steget til 1385.[1][2]
Blandt foreningens medlemmer var bl.a.[1]:
- Thorvald Stauning, statsminister
- Johannes Kjærbøl, arbejdsminister
- Vilhelm Buhl, finansminister, senere statsminister
- Erik Scavenius, udenrigsminister, senere statsminister
- Julius Bomholt, folketingsmedlem, senere formand for Folketinget og kulturminister[13]
- Johannes Friis-Skotte, fhv. minister for offentlige arbejder
- Hermod Lannung, landstingsmedlem
- Jens Hassing Jørgensen, folketingsmedlem
- Thorkild Juncker, direktør (formand for Aarhus-afdelingen)[1][14]
- Svend Aage Lund, chefredaktør på Berlingske Tidende (medstifter)[15][16]
- Gustav Meissner, tysk presseattaché[16]
- Povl Engelstoft, dansk historiker[13]
Kilder
[redigér | rediger kildetekst]- 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 La Cour, Vilhelm (red.): Danmark under Besættelsen, bind II side 393-408. Westermann, København 1947.
- 1 2 Aage Trommer. "Dansk-Tysk Forening". Den Store Danske (lex.dk online udgave). Hentet 21. marts 2020.
- 1 2 Knutzen, Ole: Kommentarer om Dansk-Tysk Forening, dansk nazisme og udviklingen af dansk-tyske relationer i 1940-1941, Tidsskrift nr. 1 2006, Jysk Selskab for Historie
- ↑ Tamm, Ditlev: "Retsopgøret efter besættelsen" (1984), side 550-511
- ↑ Tamm, Ditlev: "Retsopgøret efter besættelsen" (1984), side 550
- ↑ Knutzen, Peter: ”40 Aar i Statens Tjeneste”
- ↑ Berlingske Tidende 3. november 1940
- ↑ Oplysning i erklæring afgivet den 3. december 1945 af forhenværende Stats- og Udenrigsminister Erik Scavenius
- 1 2 Elias Bredsdorff: Fra Andersen til Scherfig. Gyldendal, 1978.
- ↑ Uskyldig eller unational? Artikel i Berlingske 21. juli 2014.
- ↑ John T. Lauridsen (red.): Over stregen - under besættelsen, s. 261. Gyldendal, 2007.
- ↑ Dansk divas nazirelationer åbner gammelt sår. Artikel på dr.dk 10. maj 2012.
- 1 2 Anette Warring: Historie, magt og identitet - grundlovsfejringer gennem 150 år. Aarhus Universitetsforlag, 2005.
- ↑ John T. Lauridsen (red.): Over stregen - under besættelsen, s. 420. Gyldendal, 2007.
- ↑ Erik Seidenfaden. "Svend Aage Lund". Dansk Biografisk Leksikon (lex.dk online udgave). Hentet 20. marts 2020.
- 1 2 Humorist i hagekorsets skygge. Perspective.smk.dk, besøgt 20. marts 2020.
Eksterne henvisninger
[redigér | rediger kildetekst]- Knutzen, Peter: "40 Aar i Statens Tjeneste", Steen Hasselbalchs Forlag, København 1948
- La Cour, Vilhelm (red.): "Danmark under Besættelsen", bind II side 393-408. Westermann, København 1947
- Tamm, Ditlev: "Retsopgøret efter besættelsen", side 548-566, Jurist- og Økonomforbundets Forlag (1984) ISBN 87-574-4260-6
- Knutzen, Ole: "Sandheden forældes ikke - Generaldirektør Peter Knutzen og Regeringskrisen 1940-1941", Strandbergs Forlag (1999) ISBN 87-7717-141-1
- Christensen, Lars Bjarke: "Peter Knutzen - Jeg frygter ikke Historiens Dom", Syddansk Universitetsforlag (2011) ISBN 978 87 7674 491 5
