Plancks strålingslov

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Plancks strålingslov som funktion af bølgelængde. Det ses, at radiansen topper ved en kortere bølgelængde, jo højere temperaturen bliver. Den klassiske model - Rayleigh-Jeans' strålingslov - divergerer fejlagtigt for lave bølgelængder, hvilket kaldes for den ultraviolette katastrofe.

Plancks strålingslov beskriver den elektromagnetiske stråling, som udsendes fra et legeme, der ellers er helt sort - et såkaldt sort legeme. Sortlegemestrålingen for hver frekvens er i følge Plancks lov givet ved:

hvor er radiansen, hvilket er effekten pr. areal, pr. rumvinkel og pr. frekvens. Plancks konstant er skrevet som , er lysets hastighed i vakuum, er Boltzmanns konstant, og er temperaturen af det sorte legeme, målt i Kelvin. Plancks lov kan bruges til at udlede både Wiens forskydningslov og Stefan-Boltzmanns lov.[1]

Radiansen pr. bølgelængde i stedet for frekvens er givet ved:[1]

Historisk var Plancks strålingslov en af de første kvantemekaniske resultater.

Kildehenvisninger[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ a b Blundell, Stephen J.; Blundell, Katherine M. (2006). "23.6 Black body distribution". Concepts in Thermal Physics (engelsk) (1. udgave). Oxford University Press. s. 254-257. ISBN 978-0-19-856770-7. 
FysikStub
Denne artikel om fysik er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den.