Portal:Historie/Udvalgt artikel/januar, 2013

Et af de kendteste bygningsværker fra senantikken: Hagia Sophia i det nuværende Istanbul, påbegyndt 325. Minareterne blev først tilføjet efter tyrkernes erobring i 1453.

Senantikken er en moderne betegnelse for en epoke eller periode i middelhavsområdets historie i overgangen fra antikken til middelalderen. Begrebet selv blev skabt i slutningen af 1800-tallet af den østrigske kunsthistoriker Alois Riegl. Også selv om den nøjagtige tidsmæssige afgrænsning af senantikken i forskningen er omstridt, regner man for det meste begyndelsen af denne overgangsperiode fra kejser Diocletians regeringsperiode 284 e. Kr., mens slutningen er genstand for en større videnskabelig diskussion. Som en grov ramme kan gælde at senantikken i vesten i det mindste varede til fjernelsen af den sidste kejser Romulus Augustulus i 476, snarere dog til longobardernes indfald i Italien i 568.

I det østlige rige rækker perioden enten til den østromerske kejser Justinian 1.s død 565 eller til den islamiske ekspansion i 600-tallet; denne fase i den østromerske historie bliver ofte også betegnet som den tidlig-byzantinske tid. Igennem senantikken gennemløb det østromerske rige en transformationsproces med store territoriale tab, mens den anden senantikke stormagt, det nypersiske Sassaniderige, til sidst helt gik under 651.

    ... læs mere