Islamiske ekspansion

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Den islamiske ekspansion betegner de territoriale udvidelser, som blev opnået af de muslimske i middelalderen. I den tidligste fase (632732) bredte det første muslimske rige, under Rashidun og Umayyade-kalifaterne, sig hastigt fra sit kerneområde på den Arabiske halvø, ekspanderede det islamiske rige, først i Mellemøsten, siden Centralasien, Nordafrika og Spanien.

Senere islamiske ekspansioner omfatter bl.a., lokale arabiske dynastiers erobringer, det nu muslimske persiske imperium og tyrkiske folkeslag.

Det tidlige islamiske rige

Tidlige erobringer (632-732)[redigér | redigér wikikode]

De første islamiske erobringer fandt sted i det første århundrede efter profeten Muhammeds død I 632, og de var præget af en hurtig arabisk ekspansion med udganskpunkt i den Arabiske halvø. Denne periode med hurtige og omfattende territoriale annekteringer sluttede med slaget ved Tours, da en muslimsk invasionsstyrke led nederlag til en frankisk hær i 732. På dette tidspunkt strakte kaliffernes imperium sig fra Indien, over Centralasien, Mellemøsten og Nordafrika til Spanien.

Denne fase af den muslimske ekspansion kan deles op i række selvstændige faser:

Byzantinsk-arabiske krige: 630-750[redigér | redigér wikikode]

Den lange række af konflikter mellem Det byzantinske kejserrige, som araberne kaldte Rûm, og det arabiske imperium begyndte under de allerførste faser af ekspansionen, og fortsatte i form af stadig grænsekonflikter indtil det 1. Korstog. Det endelige resultat af disse krige blev at det byzantinske territorium mistede størstedelen af sine sydlige provinser.

Første del af konflikten varede fra 630 til 717, hvor Konstantinopel blev angrebet af araberne for anden gang, hvor de arabiske styrker led et meget alvorligt nederlag, der betød at den muslimske ekspansion I Lilleasien blev bremset. Fjendtlighederne mellem kejserriget og kalifatet fortsatte imidlertid; de byzantinske besiddelser i Syditalien blev tabt til araberne i 9. og 10. århundrede, mens det makedonske dynasti på den anden siden genvandt en del af de områder, kejserriget tidligere havde mistet.

Konflikten var i denne periode præge af mindre plyndringstogter i grænseregionerne; Byzantinerne allierede sig med khazarerne og havde en overlegen flåde, hvilket var stærkt medvirkende til deres sejre ved Konstantinopel i 717 og ved Akroinon i 739. Disse fiaskoer var medvirkende til ummayade-dynastiets fald og derved etableringen af først abbasiderne og siden fatimidernes dynasti. En ustabil magtbalance blev etableret mellem de to magter, indtil ankomsten af de tyrkiske seljukker vendte om på den og endnu engang trængte byzantinerne væk fra Lilleasien.

Kalifatets vigtigste erobringer under de Byzantinsk-arabiske krige var:

Persien: 636-651[redigér | redigér wikikode]

Den sidste hersker Yazdegerd III i sassanidernes rige led et meget afgørende nederlag til de fremrykkende arabere i slaget ved al-Qādisiyyah (636). Det blev efterfulgt af endnu et nederlag i (642) ved Nihawānd, hvor hele den persiske hær blev udslettet og kontrollen over rigets centrale dele blev overtaget af araberne. Yazdegerd fortsatte dog modstanden frem til 651, hvor han blev myrdet. Hans søn Pirooz måtte derefter flygte til Kina.

Transoxanien 662-709[redigér | redigér wikikode]

Efter den første Fitna fortsatte umayyadernes deres østlige fremstød mod Khorasan og Silkevejen. Efter sassanidernes kollaps var de østlige provinser i deres imperium blevet splittet op i række småstater, der blevet styret af lokale tyrkiske og iranske stammer. Det kinesiske Tang dynasti benyttede også denne situation til at rykke deres indflydelsessfære mod vest. I 709 havde araberne vundet kontrollen over hele den region der omfattede Khorasan, Samarkand og Sogdiana, et område, der omfatter det moderne Afghanistan og dele af Centralasien, og hvor nogle af de vigtigste stationer på Silkevejen lå.

Sindh 664-712[redigér | redigér wikikode]

De første arabiske felttog i Indien fandt sted samtidigt med fremstødene i Centralasien. 664 indledte den arabiske general Mohalib fra Persien en serie plyndringstogter i det sydlige Punjab. I 711 anførte Muhammad bin Qasim et stort felttog, hvor han besejrede rajaen Dahir af Sindh ved Hyderabad. Qasim underlagde sig i de følgende tre år hele det område, der i dag hedder Pakistan. Han blev imidlertid kaldt hjem, og regionen blev hurtigt splittet op i to semiautonome arabisk dominerede stater Mansura og Multan.

Den iberiske halvø 711-718[redigér | redigér wikikode]

Erobringen af det kristne visigotiske kongerige i Spanien blev indledt, da den berberiske general Tariq ibn Ziyad i 711 landede med en berberdomineret her ved Gibraltar. De besejrede tidligt en talmæssigt overlegen visigotisk hær, der betød at han kunne etablere et støttepunkt, som kunne danne udgangspunkt for de følgende otte års erobringskrig. Tariqs overordnede, Musa ibn Nusair, sluttede sig til ham allerede året efter, og sammen underlagde de sig størstedelen af halvøen, på nær de baskiske områder i Pyrenæerne og Asturien, hvor de fordrevne visigotiske fyrster etablerede små kristne kongeriger.

De muslimske erobringer blev kaldt al-Andalus, og blev først et emirat, men blev siden centrum for et nyt kalifat, da umyyade-dynastiet blev afsat af abbasiderne. Dette kalifat faldt dog sammen i 1031 og blev erstattet af de mindre taifa-kongedømmer. Langsomt fik de kristne kongedømmer overtaget, og det muslimsk kontrollerede område blev gradvist mindre da de kristne genvandt deres territorium mod syd. I 1492, da Granada faldt, blev det sidste kongeriget i al-Andalus annekteret af det nyetablerede kongerige Spanien.

Afslutningen på umayyadernes erobringer: 718-750[redigér | redigér wikikode]

Bulgarernes og byzantinernes succesfulde afvisning af den arabiske invasion i 718 og den senere sejr ved Akronion stoppede den arabiske ekspansion mod Konstantinopel. Umayyaderne iværksatte efter deres etablering i Spanien en fremstød i 721 nord for Pyrenæerne, frankerne stoppede det ved Toulouse, og samtidigt blev de stoppet af asturerne ved Covadonga. Et nyt forsøg i 732 endte i slaget ved Poitiers, Berrefloden, da Karl Martel ledte en allieret kristen forsvarstyrke, som tilføjede muslimerne en række nederlag. Hans søn Pippin den Lille generobrede Narbonne, hvorfra han krydsede Pyrenæerne og indtog Girona og Barcelona. Han oprettede her den Spanske Mark, der sammen med Asturien blev udgangspunkt for de fremtidige erobringer i al-Andalus.

Et oprør blandt berberne brød ud i 740 og svækkede de muligheder umayyaderne havde for yderligere felttog mod Frankerriget. I 756 blev deres dynasti væltet og resterne af det måtte søge tilflugt i al-Andalus, hvor de etablerede en selvstændig arabisk stat. I Nordafrika blev kalifatets herredømme også svækket, og blev afløst af en række autonome stater.

Kalifatets østlige regioner var i midten af 8. århundrede præget opstande og lokal utilfredshed, fra shiitter og indfødte folkeslag, der følte sig reduceret til andenrangs borgere. Den ekspansion, riget havde oplevet, var især drevet af jagten på rigdomme skabt ved plyndring, og da araberne nu havde lidt flere nederlag, der fjernede muligheden for nye erobringer, steg utilfredsheden blandt de militære ledere. Abbasiderne brugte de mange lokale konflikter som springbræt for den revolte, der bragte dem til magten.

Erobring af efterfølgerstater og dynastier[redigér | redigér wikikode]

Abbasidekalifferne måtte efter deres magtovertagelse overlade mere magt til de regionale ledere, og samtidigt havde fatimiderne etableret et selvstændigt kali-fat i Egypten, der hurtigt udviklede sig til en væsentlig rival. Dette var begyndelsen til frag-menteringen af den muslimske verden, og til opkomsten af nye lokale dynastier. Muslimsk ekspansion var nu ikke længere et resultat af en samlet islamisk krigsførelse, men i stedet nye muslimske kongeriger og imperiers indbyrdes konflikter og krige mod naboområder. De vigtigste af de senere imperier var Mamelukkernes, seljukkernes, khwarezmshah og ayyubidernes, i Melllemøsten, og ghaznavidernes og ghoridernes i Indien

Ekspansion: 8. til 11. århundrede[redigér | redigér wikikode]

Sudan blev i løbet af 3 århundreder underlagt et muslimsk styre, og indbyggerne konverte-rede til islam fra kristendommen.

Aghlabiderne fik I forbindelse med abbasidernes kup control over Nordafrika, Ifriqiya. Og med Tunesien som base foretog de et fremstød mod Sicilien, hvor de en efter en erobrede de byzantiske byer; Palermo i 831, Messina i 842, Enna i 859, Syracus i 878, Catania i 900 og til sidst fæstningen i Taormina i 902. Nye oprør blandt berberne og andre nordafrikanske folkeslag førte til at fatimiderne tog magten i Egypten, hvorefter de afrikanske provinser løsrev sig fra abbasidernes kontrol. Udover de muslimske områder i Nordafrika, fik fatimiderne også magten over de erobrede områder i Calabrien og på Sicilien.

Kort efter blev der etableret flere små emirater på det italienske fastland, som dog efter få år blev generobret af byzantinerne. Et siciliansk emirat blev oprettet i 948, som bestod indtil 1053, hvor intern uro splittede det ad, og svækkede den muslimske dominans inden den normanniske erobring i 1091.

Anatolien[redigér | redigér wikikode]

Abbasidekalifatet blev præget af både erobringer og opsplitning af imperiet; Kreta blev annekteret i 840, men opmærksomheden måtte hurtigt vendes andre steder hen, da dele af riget begyndte at løsrive sig, hvor bl.a. de shiitiske fatimiders etablering af et selvstændigt kalifat i Egypten skabte en væsentlig rival til sunni kaliffen. Byzantinerne benyttede svækkelsen til at generobre Kreta, Kilikien, Kypern og foretage en række fremstød langt ind i Levanten, hvor de også fik et overtag overfor fatimiderne. Dette overtag varede kun indtil ankomsten af de tyrkiske seljukker, der først allierede sig med abbasiderne, og siden blev de reelle magthavere i riget.

I 1068 invaderede Alp Arslan sammen med en række allierede tyrkiske stammer de Byzans’ territorium og generobrede store områder, der tidligere havde været muslimske. Han fortsatte fremstødet ind i Anatolien og vandt en afgørende sejr ved Slaget ved Manzikert i 1071, der betød at byzantinerne mistede kontrollen med størstedelen af Anatolien. Seljukkernes dynasti kollapsede få år senere, og de nyerobrede regioner blev til selvstændige kongedømmer, som måtte kæmpe indbyrdes og med invasionen af korsfarere fra Vesteuropa. Disse småriger blev med tiden opslugt af osmannerne.

Ekspansion: 1200-1800[redigér | redigér wikikode]

I Afrika syd for Sahara udvidede de muslimske kongeriger i Sahel deres territorier langt ind i landet. Muslimske handelsfolk spredte islam til rigerne i Zanj, langs den østafrikanske kyst og til Sydøstasien. En række sultanater opstod efterhånden i disse områder, som fx Mataram og Sulu.

I 1258 indtog og plyndrede en mongolsk hær Bagdad og styrtede abbasidekaliffen. De tog kontrollen over de muslimske lande, men kort efter konverterede herskerne selv til islam. En ny periode med islamo-mongolsk ekspansion i Centralasien og Indien begyndte under Timur Lenk og siden mogulerne, der oprettede en stort rige i Indien.

I nyere tid blev osmannerne den dominerende muslimske magt, de indtog bl.a Konstantinopel i 1453 og indlemmede Balkan, Mellemøsten og Egypten i deres rige. To gange belejrede de habsburgernes hovedstad Wien, men måtte dog opgive begge gange. I tiden efter De store opdagelser begyndte de vesteuropæiske magter at søge indflydelse oversøisk.

Portugiserne var de første til at udfordre de muslimske staters position, men siden fulgte flere lande. Samtidig begyndte Rusland, der kort inden havde frigjort sig fra mongolsk overherredømme, at ekspandere mod øst og syd og underlægge sig de muslimske lande i Centralasien. Mange andre muslimske lande blev i denne periode ligeledes underlagt europæiske stater. I løbet af det 20. århundrede brød de store imperier et efter et sammen og en lang række nye selvstændige muslimske stater så dagens lys.

Se også[redigér | redigér wikikode]