Radiobølger

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Radiobølger er elektromagnetiske bølger i det frekvensområde, man normalt benytter til radiotransmissioner. Bølgerne spredes gennem luften på en bærebølge, fra radiosender til radiomodtager. Omsætningen mellem elektriske svingninger i antenneledningen til radiobølgerne i luften sker i antennen, der i princippet er to ledninger, hvortil der tilføres en vekselspænding.

Radiobølgens natur ligner lysets, og de har samme udbredelseshastighed i vakum, nemlig 299.792.458 m/s. Radiobølgen karakteriseres oftest ved dens frekvens der måles i Hertz (Hz), men den kan også karakteriseres ved dens bølgelængde. [1]

De radiofrekvenser, som anvendes til radiobølger, er vist i tabellen nedenfor:

Frekvensinterval Bølgelængdeinterval International
engelsk benævnelse
International
forkortelse[2]
3–30 kHz 100–10 km Very low frequency VLF
30–300 kHz 10–1 km Low frequency LF
300 kHz – 3 MHz 1 km – 100 m Medium frequency MF
3–30 MHz 100–10 m High frequency HF
30–300 MHz 10–1 m Very high frequency VHF
300 MHz – 3 GHz 1 m – 10 cm Ultra high frequency UHF
3–30 GHz 10–1 cm Super high frequency SHF
30–300 GHz 1 cm – 1 mm Extremely high frequency EHF

Langbølger[redigér | redigér wikikode]

Langbølgens frekvens er 10-285 kHz og en bølgelængde på 1-30 km. De længste bølger bruges ved skibstelegrafi og radionavigation. Langbølger følger jordkrumningen, de opsuges stærkt over landområder, men passerer over vand uden væsntlige energitab. Langbølgeområdet er uafhængigt af kosmiske forstyrrelser og atmosfæriske forhold. Der kræves store sendereffekter og store antenneanlæg.[1]

Mellembølger[redigér | redigér wikikode]

Mellembølgens frekvens ligger fra 285-4000 kHz og har en bølgelængde på 75-1000 meter. De bruges under navigation og forbindelser med skibsfarten, samt offentlige radioudsendelser. Mellembølger opsuges over land på nogenlunde samme måde som langbølger. Imidlertid reflekteres mellembølger udmærket i ionosfæren, bedst dog om natten. Derved bliver forbindelser over lange afstande muliggjort. [1]

Se også Mellembølgebåndet.

Udsendelse[redigér | redigér wikikode]

Hvis man producerer en stor mængde vekselspænding, kan det frembringe vekselstrøm i ledningerne. Dette forekommer, selvom de to ledninger ikke er forbundet til et kredsløb eller med hinanden. Da de to ledninger ikke er sammensat, vil vekselstrømmen skabe et elektronfelt i de to ledninger, en positiv ladning i den ene ledning ledning, og en negativ ladning i den anden ledning. Ledningselektronerne løber frem og tilbage i ledningerne, og der vil da ske et skift mellem de to ledningers ladning, hvilket frembringer en elektronacceleration. De elektroner, der accelererer, udsender en energi i en form af elektromagnetisk stråling. De to ledninger danner så en antenne, som udsender radiobølger i den samme frekvens som vekselspændingen.[1]

Polarisation[redigér | redigér wikikode]

Det kan vælges skal udsendes eller modtages med linear polarisering (fx vandret, lodret i forhold til jorden) eller cirkulær polarisering (venstre- eller højre-drejet).

Se også[redigér | redigér wikikode]

Kilder/referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ a b c d Kaare Per Johannesen (1965) Unions Universal Håndbog, Dansk Mono og Fotosats, København.
  2. ^ Jeffrey S. Beasley; Gary M. Miller (2008). Modern Electronic Communication (9th udg.). s. 4–5. ISBN 978-0132251136.