Grøn

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Disambig bordered fade.svg For alternative betydninger, se Grøn (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Grøn)
Question book-4.svg Der er få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel. Du kan hjælpe ved at angive kilder til de påstande som fremføres i artiklen.
Grøn
Green 00FF00 9x9.svg
Spektralkoordinater
Bølgelængde 495 – 570 nm
Frekvens ~575 – 525 THz
— Repræsenterer ofte —
Natur, liv, sundhed, ungdom, forår
Misundelse
Paradis, profeten Mohammed (i islamisk kultur)
— Farvekoordinater —
Hex-triplet #00FF00
sRGBB (r, g, b) (0, 255, 0)
HSV (h, s, v) (120°, 100%, 100%)
Kilde [Ingen kilde]
B: Normaliseret til [0–255] (byte)
Grønfarve.

Grøn er en farve, som indgår i farvespektret. Den grønne del af spektret regnes omtrent fra 520 til 565 nanometer.

Ordet "grøn" kommer fra den indoeuropæiske rod ghre-* (= at gro, vokse), i lighed med ord som "græs" og "at gro". [1]

Den giftige grønfarve[redigér | redigér wikikode]

Under sit arbejde med arsenik fik Carl Wilhelm Scheele en stærk grønfarve frem, der blev kendt som "Scheeles grøn". Der fandtes den gang ikke mange stabile grønne farver at vælge mellem, og glansen blev ikke lige smuk, hvis man blandede gult og blåt. I starten af 1800-tallet blev Scheeles grøn erstattet med den nye farve smaragdgrønt, skabt af Wilhelm Sattler i Schweinfurt, og derfor kaldt Schweinfurter Grüntysk; men da den blev brugt til at dræbe rotter i kloakkerne i Paris, fik den navnet vert de Parisfransk og Paris greenengelsk. [2]

Sattlers smaragdgrønt var med sin kobberblanding giftig, ligesom den arsenikholdige "Scheeles grøn". Scheele selv vidste udmærket, at hans grønfarve var giftig, men følte sig tryg for, at ingen ville tage skade af den. Der tog han fejl. På trods af sin giftighed blev Scheeles grøn benyttet i sæbe, stearinlys, spillekort, tøj, indpakningspapir, legetøj, tapeter, madvarer og godter. Tapetruller begyndte at fremstilles maskinelt i 1875, og snart prydede farvestærke tapeter borgerskabets hjem. Stormønstrede, grønne tapeter var højeste mode. Scheeles grøn kom her til nytte. Ulempen var, at tapeterne kunne indeholde så meget som 1 gram arsenik pr kvadratmeter. I en tapetseret stue kunne der dermed være nok arsenik til at dræbe et hundredetals mennesker. Allerede i 1839 havde den tyske kemiker Leopold Gmelin [3] skrevet en advarsel i Karlsruher Zeitung. Han beskrev "eines widrigen, mäuseartigen Geruchs" (= en modbydelig lugt af mus) i nordvendte værelser, især de uopvarmede. I England skrev Andrew Taylor, der nær var blevet forgiftet af brød, der havde ligget på grønt papir i bageriet: "the Prussian poison-symbol of a scull and cross-bones...should be printed as a pattern upon it." Tapeterne var fæstet med gelatine og melbaseret lim, og straks det blev fugtigt, begyndte de at mugne. Mens vi skiller arsenik ud med urinen, danner nogle mugsvampe i stedet gassen trimetylarsin (CH3)3As. Den er giftig, og kaldes iblandt "Gosios gas" efter Bartolomeo Gosio, [4] der havde studeret sammen med Robert Koch og forsket sig frem til gassen. Arsenikforgiftning fra mugne tapeter kaldes også "Gosios sygdom". Man har spurgt sig, om Napoleon døde af forgiftning fra tapeterne på St. Helena. [5] Først måtte man vide, om han overhovedet havde grønne tapeter i sin bolig. I et radioprogram i England i 1980 blev lytterne spurgt, om nogen havde kendskab til sagen. Utroligt nok fandtes en notitsbog fra et besøg på St. Helena i 1823, kun to år efter Napoleons død, og notitsbogens ejer havde ovenikøbet taget en bid af tapetet fra Napoleons værelse med som souvenir og lagt den i bogen. Tapetet var vitterligt grønt, og en analyse tydede på Scheeles grøn. Analyser af to hårstrå fra kejseren viste et ret højt indhold af arsenik yderst og nærmest ved hovedet, men mindre på midten, hvad der passer med sæsonvariationerne på St. Helena. Høj luftfugtighed giver stor mugaktivitet og dermed høj eksponering for gas fra tapeterne. [6]

Ironisk nok var tapeterne med det højeste arsenik-indhold de mindst farlige. Der tog arsenikken nemlig livet af eventuelle mugsvampe. Og i 1890'erne forsvandt problemstillingen, da den kemiske industri fik fremstillet grønfarverne "malakitgrøn" og direct green. [7]

Symbolik[redigér | redigér wikikode]

Den grønne farve er håbets, det levende og vækstens farve. I farvelæren, såsom hos Goethe i Zur Farbenlehre fra 1810, er grønt ofte farven i midten. [8] At "sove på sit grønne øre" er at sove trygt; og når trafiklys lyser grønt, er der fri bane.

Grønt symboliserer også umodenhed, en grønskolling.

I islam er grøn profetens farve. I Irland er grøn katolikkernes farve, mens orange er protestanternes. [9]

Kristi kors afbildes ofte som grønt som symbol på håb og frelse. Evangelisten Johannes afbildes ofte med grøn kappe. I kirken er grøn den liturgiske farve i Hellig tre kongers- samt trinitatistiden, hvor evangelieteksterne handler om Jesu barndom og opvækst.

"Håbet er lysegrønt", skrev Johanne (Hanna) Christiane Irgens (1793–1853) fra Næstved i sin vise Livets farver fra 1840:

Livet er altid skønt, håbet er lysegrønt,
mismod er stedse grå, glæden er himmelblå.

Eksempler på toner af farven grøn:

                   
                   

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Harper, Douglas (November 2001). Online Etymology Dictionary. Hentet 22. november, 2007. 
  2. ^ Emerald green - ColourLex
  3. ^ Biography of Leopold Gmelin - from Obituary, The Chemical Society of London (1854)
  4. ^ http://www.sciencedirect.com/science/article/pii/S0065216401480051
  5. ^ Doctor's Review | Without a trace
  6. ^ Grand Illusions - Articles - The Strange Story of Napoleon's Wallpaper - Page 3
  7. ^ Ulf Ellervik: Ond kjemi (s. 74), forlaget Cappelen Damm, Oslo 2014, ISBN 978-82-02-42867-9
  8. ^ Sove på sit grønne øre - Kristeligt Dagblad
  9. ^ St. Patrick's Day 2012; Why We Wear Green | HuffPost

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: