Spring til indhold

Radiobølger

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Radiostøj)
Animation af en lodret halvbølge dipolantenne, der udstråler radiobølger, visende de elektriske feltlinjer.

Radiobølger er elektromagnetiske bølger i det frekvensområde, man normalt benytter til radiotransmissioner. Bølgerne spredes gennem luften på en bærebølge, fra radiosender til radiomodtager. Omsætningen mellem elektriske svingninger i antenneledningen til radiobølgerne i luften sker i antennen, der i princippet er to ledninger, hvortil der tilføres en vekselspænding.

Radiobølgens natur ligner lysets, og de har samme udbredelseshastighed i vakuum, nemlig 299.792.458 m/s. Radiobølgen karakteriseres oftest ved dens frekvens der måles i Hertz (Hz), men den kan også karakteriseres ved dens bølgelængde i vakuum. [1]

Atmosfærisk støj og menneskelavet støj

[redigér | rediger kildetekst]
Kvantisering af atmosfærisk støj ved langbølge, mellembølge og kortbølge ifølge CCIR 322

Der er en radiostøj som funktion af frekvensen, som modtages af radioantenner (se figur). Denne støj varierer med mængden af atmosfærisk støj (sorte kurver), solens solfakler og solpletter (indvirker på de sorte kurver), galaksestøj (radiostøj stiblede sorte kurve til højre) - og hvor meget elektrisk støj (typisk nærfeltstøj), som bliver lavet i en boligs nærområde eller som ledes via elnettet (eksempel rød streg).

De radiofrekvenser, som anvendes til radiobølger, er vist i tabellen nedenfor:


ITU frekvensinterval.[2]
Lav grænse ikke med.
Høj grænse med.
ITU bølgelængdeinterval
i vakuum.
Høj grænse ikke med.
Lav grænse med.
International
engelsk ITU frekvensbenævnelse
International ITU
frekvensforkortelse
ITU bånd Danske frekvensbenævnelser Danske bølgelængdebenævnelser
i vakuum[3]
3–30 kHz 100–10 km Very low frequency VLF 4 Myriameterbølger
30–300 kHz 10–1 km Low frequency LF 5 Lavfrekvens Kilometerbølger
Langbølger
300 kHz – 3 MHz 1 km – 100 m Medium frequency MF 6 Mellemfrekvens Hectometerbølger
Mellembølger
3–30 MHz 100–10 m High frequency HF 7 Højfrekvens Decameterbølger
Kortbølger
30–300 MHz 10–1 m Very high frequency VHF 8 Meterbølger
Ultrakorte bølger
300 MHz – 3 GHz 1 m – 10 cm Ultra high frequency UHF 9 Decimeterbølger (mikrobølger)
3–30 GHz 10–1 cm Super high frequency SHF 10 Centimeterbølger (mikrobølger)
30–300 GHz 1 cm – 1 mm Extremely high frequency EHF 11 Millimeterbølger (mikrobølger)
300–3000 GHz 1 mm – 0,1 mm Tremendously high frequency THF
(kilde ikke ITU)
12 Decimillimeterbølger
T-bølger


Langbølgers frekvensinterval (fra men ikke med) 30-300 kHz og en bølgelængde (fra men ikke med) 10-1 km. De længste bølger bruges ved skibstelegrafi og radionavigation. Langbølger følger jordkrumningen, de opsuges stærkt over landområder, men passerer over vand uden væsntlige energitab. Langbølgeområdet er uafhængigt af kosmiske forstyrrelser og atmosfæriske forhold. Der kræves store sendereffekter og store antenneanlæg.[1]

Mellembølger

[redigér | rediger kildetekst]

Mellembølgers frekvens ligger (fra men ikke med) 300-3000 kHz og har en bølgelængde (fra men ikke med) 1000-100 meter. De bruges under navigation og forbindelser med skibsfarten, samt offentlige radioudsendelser. Mellembølger opsuges over land på nogenlunde samme måde som langbølger. Imidlertid reflekteres mellembølger udmærket i ionosfæren, bedst dog om natten. Derved bliver forbindelser over lange afstande muliggjort. [1]

Se også Mellembølgebåndet.

Hvis man producerer en stor mængde vekselspænding, kan det frembringe vekselstrøm i ledningerne. Dette forekommer, selvom de to ledninger ikke er forbundet til et kredsløb eller med hinanden. Da de to ledninger ikke er sammensat, vil vekselstrømmen skabe et elektronfelt i de to ledninger, en positiv ladning i den ene ledning, og en negativ ladning i den anden ledning. Ledningselektronerne løber frem og tilbage i ledningerne, og der vil da ske et skift mellem de to ledningers ladning, hvilket frembringer en elektronacceleration. De elektroner, der accelererer, udsender en energi i en form af elektromagnetisk stråling. De to ledninger danner så en antenne, som udsender radiobølger i den samme frekvens som vekselspændingen.[1]

Det kan vælges skal udsendes eller modtages med linear polarisering (fx vandret, lodret i forhold til jorden) eller cirkulær polarisering (venstre- eller højre-drejet).

Kilder/referencer

[redigér | rediger kildetekst]
  1. ^ a b c d Kaare Per Johannesen (1965) Unions Universal Håndbog, Dansk Mono og Fotosats, København.
  2. ^ itu.int: Radio Regulations, edition of 2016; RR2016Vol-I_EA5.pdf CHAPTER I Terminology and technical characteristics. Section I – Frequency and wavelength bands. 2.1. side 27. backup, hovedside
  3. ^ EDR OZ 1968 nr 12 side 431.