Roms brand

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Version fra 28. dec. 2013, 15:38 af Steenthbot (diskussion | bidrag) Steenthbot (diskussion | bidrag) (Datomærker kilde mangler-skabeloner)
Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.
Fil:Great Fire of Rome.jpg
Illustration af Roms brand fra Foxes Book of Martyrs

Roms brand var en stor brandkatastrofe i antikkens Rom, der – ifølge den romerske historiker Tacitus – begyndte 18. juli 64 e.Kr. i området omkring Circus Maximus. Eftersom de fleste huse i området var bygget af træ, spredte branden sig hurtigt. Tacitus beretter, at det næsten lykkedes at slukke branden efter fem dage (ved at rive bygninger ned og derved skabe et brandbælte), men branden tog alligevel til i styrke igen og hærgede, ifølge Sveton, i alt i seks dage og syv nætter. Tacitus opgjorde, at ud af Roms 14 distrikter blev tre jævnet med jorden og yderligere syv beskadiget ved branden.

Ifølge Tacitus var det den almindelige mening blandt folket, at Kejser Nero havde anstiftet branden. Hvorvidt de havde ret i denne mening, kan ikke fuldstændigt afgøres, men i hvert fald følte Nero behov for at skyde skylden videre på en i forvejen hadet gruppe i det romerske samfund: de kristne. Som følge deraf beordrede Nero forfølgelse, tortur og henrettelse af alle Roms kristne. Disse forfølgelser var, omend kortvarige og begrænsede til byen Rom, nogle af de første centralt organiserede kristenforfølgelser i Romerriget, og Tacitus' beretning om dem har – sammen med rygterne om, at Nero selv var skyld i brandstiftelsen, samt at han så passivt til, mens han sang om Trojas fald og spillede på lyre – været med til at konsolidere den almindelige opfattelse af Nero som en ualmindeligt grusom kejser.

Efter branden foranledigede Nero, at der blev anlagt brede veje og bygget nye huse af mursten i de ødelagte områder. Desuden byggede han også et nyt palads til sig selv: Domus Aurea ("det Gyldne Hus"). Dette har formentlig været en medvirkende årsag til mistanken om, at branden var anstiftet på Neros foranledning.

De vigtigste kilder til episoden er Tacitus' Annales, Svetons biografi af Nero og Dio Cassius' Historia Romae.

HistorieSpire
Denne historieartikel er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.