Kristenforfølgelse

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Kristenforfølgelse er mere eller mindre organiseret forfølgelse af kristne. Oftest finder kristenforfølgelse sted, hvor kristne er i mindretal, og forfølgelsen udøves af magthaverne eller befolkningsflertallet, eller begge. Kristenforfølgelser kan f.eks. bestå i chikane, smædekampagner, fratagelse af ejendom, udelukkelse fra offentlige hverv, fængsling eller henrettelse.


Kristenforfølgelser i Romerriget[redigér | redigér wikikode]

Det mest kendte eksempel på kristenforfølgelse er kristenforfølgelserne i Romerriget.

Romerstaten lod de undertvungne folk beholde deres religion, når de blot ydede de romerske guder den skyldige respekt, men de kristne var jo ikke et folk i almindelig forstand, og de havde et social-politisk ideal, Gudsriget, som var diametralt modsat Romerriget. De kristne forkyndte, at der ikke var forskel på træl og på fri, de gav kvinden en med manden jævnbyrdig stilling og stillede jøde og barbar på lige trin med romer og græker. Et sådant demokrati og en sådan internationalisme vendte op og ned på alt det, som var helligt for en romer. Kristennavnet samlede i sig alt, hvad der var skændigt, selve det at være en kristen var en forbrydelse og nok til domfældelse, enten det nu var til bålet eller til som folkeforlystelse at kastedes for de vilde dyr, til deportation eller for kvindernes vedkommende til at sættes i bordellerne.[1] En kristen var en gudsfornægter, fordi han ikke deltog i den kultus, alle hæderlige romerske borgere deltog i; han var majestætsforbryder, fordi han ikke vilde ofre til kejseren; han drev unaturlig utugt og åd menneskekød i forsamlingerne — en kristen var fredløs i Romerriget. Og midt i en verden af hævn, blodtørst og grumhed stod den kristne menighed og vidnede om kærligheden og freden og tålsomheden.[2]

Den første kristenforfølgelse var den under Nero (64), der gav de kristne skylden for Roms brand og lod en mængde kristne henrette, også under Domitian (81-96), blev de kristne igen forfulgt, denne gang både i Rom og Lilleasien, men disse forfølgelser dæmpedes efter Domitians død.[2]

Under Trajan (98117) var der flere kristenprocesser, og i et brev til statholderen i Bithynien, Plinius den Yngre, skriver han (ca. år 100), at de kristne ikke skal opsøges, men når man får dem under behandling, skal de straffes. Dette trajanske reskript blev rettesnoren for behandlingen af de kristne i 150 år, og om den tid gælder Origenes’ udtalelse fra 244: "De, der i tidens løb er døde for Kristus, kan let tælles", men historien melder dog om ikke få og ret betydelige kristenforfølgelser også i dette tidsrum. Voldsom var forfølgelsen i Gallien (Lyon) under Marc Aurel (177) og i Afrika under Septimius Severus (197—212) i de første år af det 3. århundrede, hvor mange kristne blev dræbt i anledning af en lov fra kejser Septimius Severus, som forbød udbredelsen af kristendom og jødedom, samt under Maximinus Thraker (235—38), men hos mange af de orientalske kejsere, især hos deres kvindelige slægtninge, var der sympati for kristendommen.[2]

Før kejser Decius’ tid havde romerstatens lovgivning ikke beskæftiget sig med de kristne. Forfølgelserne før den tid var spredte og hvilede enten på kejserlige reskripter (ikke edikter), som ikke bandt efterfølgere, eller på, at lokale øvrighedspersoner gjorde sig til redskaber for folkehadet.[2]

Da Decius blev kejser (249251), ville han genoplive den gamle romerånd, derfor måtte han den kristne menighed til livs, og hermed begynder den første almindelige kristenforfølgelse, idet han 250 udstedte et edikt om, at de kristne inden for en vis tid skulle fornægte Kristus og ofre til Roms guder; de, der ikke gjorde det, skulle fængsles og ved pinsler tvinges til frafald; bisperne skilte man ved livet.[2]

Forfølgelserne fortsattes under Gallus (251—254) og Valerianus (254—260), der i 257 forbød de kristnes forsamlinger og forviste bisperne og præsterne og 258 befalede, at bisper og præster samt kristne standspersoner straks skulle henrettes. Til trods for dette lykkedes det ikke at udrydde kristendommen, og i 260 besluttede kejser Gallienus (260—268) at indstille forfølgelserne og erklærede straks ved sin tronbestigelse kristendommen for en tilladt religion, og nu havde de kristne fred århundredet ud, og kristendommen bredte sig og blev en magt i officers- og hofkredse.[2]

Kejser Diocletian’s (284—305) hustru og datter samt overkammerherre var kristne, men under ham udbrød den voldsomste kristenforfølgelse, idet han, tilskyndet af sin medregent, Galerius, i 303 udstedte et edikt, hvor efter alle soldater, også de kristne, skulle ofre; kort efter udstedte han et nyt, som bød at jævne alle kirker med jorden, at brænde de kristnes hellige skrifter, at fratage alle kristne borgerrettighederne og friheden; alle kristne slaver mistede for stedse håbet om at få frihed. Hertil kom et edikt om, at alle menighedsforstandere skulle fængsles, og 304 et andet om, at alle kristne skulle tvinges til at ofre. Herved udbrød en kristenforfølgelse i hele Romerriget, som man hverken har kendt før eller siden. Denne gang var de kristne dog mere standhaftige, og til sidst måtte kejser Galerius indstille forfølgelserne og anerkende kirken i 311.[2]

Den 28. oktober 312 sejrede Konstantin den Store under korstegnet over Maxentius og det gammel-romerske parti, og 313 udstedte han sammen med sin svoger, Licinius fra Milano et edikt, hvorved kristendommen blev gjort til en tilladt religion i Romerriget. Hermed ophørte kristenforfølgelse i Romerriget.[2]

Nuværende situation (1989 til nu)[redigér | redigér wikikode]

Ifølge flere eksperter, at kristne den religiøse gruppe, der er udsat for det mest massive religiøse forfølgelse i moderne tid.[3] Især lande som Nordkorea, der udfører en absolut udryddelse og forfølgelse af kristne, men også i flere muslimske lande, foregår der forfølgelse af de kristne mindretal.[3] Den forrige pave, Pave Benedikt 16., har udtrykt bekymring over udviklingen i den muslimske verden.[4]

Lektor i teologi ved Aarhus Universitet, Peter Lodberg, mener at dele af den moderne forfølgelse, sker som en bebrejdelse af vestlige regeringers manglende indgriben i de tidligere totalitære regimer som f.eks. Syrien, Egypten og Irak. Han mener også, at den store magt, som de islamitiske grupper har fået under det Arabiske Forår, spiller en stor rolle i forfølgelsen i de lande.[3]

Den kristne non-profit organisation "Åbne Døre" offentliggøre hvert år en top-50 liste, over lande hvor forfølgelse af kristne er værst. I 2013 var følgende lande på top-10 listen, over lande, hvor kristne mindretal er udsat for den største trussel:[5]

  1. Nordkorea Nordkorea
  2. Saudi-Arabien Saudi Arabien
  3. Afghanistan Afghanistan
  4. Irak Irak
  5. Somalia Somalia
  6. Maldiverne Maldiverne
  7. Mali Mali
  8. Iran Iran
  9. Yemen Yemen
  10. Eritrea Eritrea

Muslimske verden[redigér | redigér wikikode]

Afghanistan[redigér | redigér wikikode]

I 2006 blev den 41-årige afghaner Abdul Rahman anholt, for at konvertere fra Islam til Kristendom, der ifølge Sharia lov medfører dødsstaf. Han blev dog efter et massivt vestligt pres, frigivet, hvorefter Abdul flygtede til Italien, hvor han var lovet asyl.[6][7] I 2008 blev den britiske velgørenhedsarbejder Gayle Williams dræbt af Taliban, "fordi hun arbejdede for en organistion, der havde til formål at prædike kristendom i Afghanistan", selvom hun var meget omhyggelig, for ikke at konvertere afghanere.[8]

Algeriet[redigér | redigér wikikode]

Natten mellem den 26-27 marts 1996 blev syv katolske munke kidnappet, som en del af den algeriske borgerkrig. De blev holdt indespærret i to måneder, indtil de blev fundet dræbt den 21. maj 1996. Omstændighederne ved deres kidnapning og død er forsat kontroversiel, da både den islamitiske gruppe, Armed Islamic Group tager ansvar for både kidnapning og dræb, mens en pensioneret fransk general, Francois Buchwalter rapportere, at munkerne ved et uheld blev dræbt af den algeriske hær, i et forsøg på at redningsforsøg.

Den 9. januar 2010 blev en pinsekirke i Tizi Ouzou plyndret og brændt ned til grunden af islamistiske unge. Præsten er citeret for at sige, at kirkegængere var nødsaget til at flygte, da politi lod en lokal bande uromagere fortsætte, uden af tjekke deres ærinde.[9]

Egypten[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Kopteforfølgelse
Kost Tekst mangler, hjælp os med at skrive teksten

Indonesien[redigér | redigér wikikode]

Kost Tekst mangler, hjælp os med at skrive teksten

Iran[redigér | redigér wikikode]

Kost Tekst mangler, hjælp os med at skrive teksten

Irak[redigér | redigér wikikode]

Kost Tekst mangler, hjælp os med at skrive teksten

Malaysia[redigér | redigér wikikode]

Kost Tekst mangler, hjælp os med at skrive teksten

Pakistan[redigér | redigér wikikode]

Kost Tekst mangler, hjælp os med at skrive teksten

Saudiarabien[redigér | redigér wikikode]

"Ikke-muslimer" er forbudt adgang til Mekka.
Kost Tekst mangler, hjælp os med at skrive teksten

Sudan[redigér | redigér wikikode]

Kost Tekst mangler, hjælp os med at skrive teksten

Syrien[redigér | redigér wikikode]

Kost Tekst mangler, hjælp os med at skrive teksten

Tunesien[redigér | redigér wikikode]

Kost Tekst mangler, hjælp os med at skrive teksten

Tyrkiet[redigér | redigér wikikode]

Kost Tekst mangler, hjælp os med at skrive teksten

Andre lande[redigér | redigér wikikode]

Indien[redigér | redigér wikikode]

Kost Tekst mangler, hjælp os med at skrive teksten

Nigeria[redigér | redigér wikikode]

Kost Tekst mangler, hjælp os med at skrive teksten

Indien[redigér | redigér wikikode]

Kost Tekst mangler, hjælp os med at skrive teksten

Kina[redigér | redigér wikikode]

Kost Tekst mangler, hjælp os med at skrive teksten

Nordkorea[redigér | redigér wikikode]

Kost Tekst mangler, hjælp os med at skrive teksten

Indokina[redigér | redigér wikikode]

Kost Tekst mangler, hjælp os med at skrive teksten

Se også[redigér | redigér wikikode]

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Arne Søby Christensen, Kristenforfølgelserne i Rom indtil år 250 : en forskningsdiskussion, Gad, 1977. (Studier fra sprog- og oldtidsforskning / udgivet af Det Filologisk-Historiske Samfund, nr. 292). ISBN 87-12-83845-4.

Ekstern henvisning[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Salmonsens Konversationsleksikon, 2. udgave, bind XIV, s. 691
  2. ^ a b c d e f g h Salmonsens Konversationsleksikon, 2. udgave, bind XIV, s. 692
  3. ^ a b c Lars From (14. april 2013). Kristne er de mest forfulgte. JyllandsPosten. Hentet 15. april 2013. 
  4. ^ Frances D'Emillo (16 December 2010). Pope calls Christians the most persecuted. Associated Press. Hentet 7 January. 2011. 
  5. ^ Christian Persecution Rankings, Where Christian Persecution Exists | World Watch List
  6. ^ "Afghan on trial for Christianity". BBC News. 20 March 2006. Hentet 22 May 2010. 
  7. ^ Al Jazeera English – Archive – Afghan Convert's Trial Put In Doubt
  8. ^ Killed for being Christian, The Independent, 21 October 2008
  9. ^ "Protestant Church Burned in Algeria". New York Times (New York, New York: nytimes.com). 11 January 2010.