Slaget ved Bouvines

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Slaget ved Bouvines
Del af Den Anglo-franske krig 1213-1214
La Bataille de Bouvines. Maleri af Horace Vernet fra 1827. (Galerie des Batailles, Chateau de Versailles)
La Bataille de Bouvines. Maleri af Horace Vernet fra 1827. (Galerie des Batailles, Chateau de Versailles)
Dato 27. juli 1214
Sted Bouvines, Grevskabet Flandern, Kongeriget Frankrig
Resultat Total fransk sejr
Parter
Arms of Flanders.svg Grevskabet Flandern
Royal Arms of England.svg Kongeriget England
Ledere
Styrke
6.500-7.660
  • 1.200-1.360 riddere
  • 300 sergenter til hest
  • 5.000-6.000 infanteri
8.800-8.900
  • 1.200-1.360 riddere
  • 300 sergenter til hest
  • 7.500 infanteri
Tab
Relativt få 169 riddere dræbt
131 riddere taget til fange
400-700 infanteri fra Brabant dræbt
Store tab for infateriet

Slaget ved Bouvines blev udkæmpet den 27. juli 1214 nær byen Bouvines i Grevskabet Flandern. Det var det afsluttende slag i den Anglo-franske krig af 1213–1214. En fransk hær på cirka 7.000 mand, der var kommanderet af kong Filip 2. August, besejrede en allieret hær på cirka 9.000 under ledelse af den tysk-romerske kejser Otto 4.

I begyndelsen af 1214 blev en koalition samlet mod kong Filip August af Frankrig, bestående af Kejser Otto 4., Kong Johan af England, Grev Ferdinand af Flandern, Hertug Henrik 1. af Brabant, Grev Vilhelm 1. af Holland, Hertug Theobald 1. af Lorraine og Hertug Henrik 3. af Limburg. Koalitionens mål var at annullere de erobringer, som Filip havde foretaget tidligere i sin regeringstid.

Efter den første krigsmanøvrering i slutningen af juli, fandt slaget sted nær Bouvines den 27. juli. Den lange allierede kolonne blev kun langsomt ordnet til kamp, hvilket gav de allierede ulempe. De franske ridderes overlegne disciplin og orden gjorde det muligt for dem at udføre en række ødelæggende angreb og knuse de flamske riddere på de allieredes venstre flanke. I centrum havde de allierede riddere og infanteri under Otto i begyndelsen succes og fik spredt det franske borgerinfanteri og næsten dræbt Filip. Et kontraangreb fra de franske riddere knuste det isolerede allierede infanteri, og hele Ottos division i centrum faldt tilbage. Otto flygtede fra slaget og hans riddere blev besejret af de franske riddere, som ovenikøbet også erobrede den kejserlige Rigsørnefane (Reichsadler). Med det allierede centrum og venstre flanke besejret, var det kun soldaterne på højre flanke under Rainald af Boulogne og William de Longespee, der holdt stand. De blev dræbt, taget til fange eller drevet fra slagmarken. Der skete ingen forfølgelse, da det næsten var blevet mørkt.

Den knusende franske sejr betød, at det engelske og flamske håb om at genvinde tabte territorier blev knust. Frederik 2. af Hohenstaufen afsatte Otto som kejser efter slaget. Kong Johan blev af hans utilfredse baroner tvunget til at acceptere Magna Carta i 1215 og til at overgive det engelske besatte Anjou til Filip som en del af en fredsaftale. Greverne Ferdinand, Rainald og Longespée blev taget til fange og fængslet. Magtbalancen i Europa blev rykket, da Paverne i det 13. århundrede i stigende grad søgte støtte hos et magtfuldt Frankrig.

Optakt[redigér | redigér wikikode]

I 1214 ønskede Ferdinand, Infante af Portugal og greve af Flandern at generobre byerne Aire-sur-la-Lys og Saint-Omer, som han for nylig havde mistet til Filip 2., Frankrigs konge i Pont-à-Vendin-traktaten. Han brød således sin troskab til Filip og samlede en bred koalition med Kejser Otto 4., Kong Johan I af England, Hertug Henrik 1. af Brabant, Grev Vilhelm 1. af Holland, Hertug Theobald 1. af Lorraine og Hertug Henrik 3. af Limburg.

Felttoget blev planlagt af Johan, der var alliancens omdrejningspunkt. Hans plan var at trække franskmændene væk fra Paris mod syd mod sine egne styrker og holde dem beskæftiget, mens hovedhæren under Kejser Otto 4. marcherede mod Paris fra nord.[1] Johans plan blev oprindeligt fulgt, men de allierede i nord bevægede sig langsomt. Johan trak sig efter to træfninger med franskmændene tilbage til Aquitanien den 3. juli.

Den 23. juli, efter at have tilkaldt sine vasaller, havde Filip en hær bestående af 6.000 til 8.000 soldater.[2] Det lykkedes endelig for kejseren at samle sine styrker ved Valenciennes, skønt dette ikke gjaldt Johan, og i mellemtiden var Filip marcheret tilbage mod nord og omgrupperet.[3] Filip tog nu offensiven selv, og efter at have manøvreret for at opnå optimal placering til sit kavaleri gjorde han klar til kamp den 27. juli på sletten øst for Bouvines og floden Marque. [4]

Otto blev overrasket over sin fjendes hastighed og blev antageligt taget på sengen af Filip, som sandsynligvis bevidst lokkede Otto i sin fælde. Otto besluttede at starte et angreb på det, der på det tidspunkt var den franske bagtrop.[5]

Den allierede hær stillede sig med front mod sydvest mod Bouvines, det tunge kavaleri på flankerne, infanteriet i en stor klump i centrum, støttet af et kavalerikorps under Otto selv. Den franske hær stillede sig op modsat i en lignende formation, kavaleri på flankerne, infanteri, herunder bymilitserne, i centrum. Filip, med kavalerireserverne og den kongelige fane Oriflamme placerede sig bag ved fodsoldaterne.[4] Det bliver sagt af Vilhelm af Bretagne, Filips feltpræst i slaget, at soldaterne stod på en linje på et areal af 15 hektar, som efterlod meget lidt plads og inviterede til hånd-til-hånd-kamp. Vilhelm af Bretagne fortæller også i sin krønike, at "de to hærlinjer blev adskilt af et lille område".[6]

Slagets opstilling[redigér | redigér wikikode]

Franskmændene[redigér | redigér wikikode]

Opstillingen før slaget.

Den franske hær bestod af 1.200-1.360 riddere (hvoraf 765 var fra det kongelige domæne) og 300 sergenter til hest.[7][8] Filip havde udsendt en appel til byerne i det nordlige Frankrig for at få deres støtte. 16 af de 39 byer i det kongelige domæne reagerede på opfordringen og sluttede sig til. De leverede i alt infanteri 3.160 mand fordelt på: Amiens 250, Arras 1000, Beauvais 500, Compiegne 200, Corbie 200, Bruyeres 120, Cerny og Crepy-en-Laonnais 80, Crandelain 40, Hesdin 80, Montreuil-sur-Mer 150, Noyon 150, Roye 100, Soissoins 160 og Vailly 50.[8] Resten af Infanteriet, muligvis yderligere 2.000 mand, bestod af lejesoldater.[9] De andre kommuner i det kongelige domæne skulle have bidraget med yderligere 1.980 infanteri, men det er tvivlsomt, om de gjorde det.[8] I alt bestod den kongelige hær af cirka 6.000-7.000 mand.

Den kongelige hær var delt i tre dele:[10]

  • Højre flanke, bestående af riddere fra Champagne og Burgund, blev kommanderet af Odo 3., hertug af Burgund og hans løjtnanter: Gaucher de Châtillon, greve af Saint-Pol; Grev Vilhelm I af Sancerre, greve af Beaumont; Matthieu de Montmorency og Adam 2. Viscount af Melun. Foran højre flanke stod bevæbnede ryttere og militsen fra Burgund, Champagne og Pikardiet ledet af 150 sergenter til hest fra Soissons .
  • Centrum blev ledet af Filip August og hans vigtigste riddere - Guillaume des Barres, Barthélemy de Roye, Girard Scophe, Guillaume de Garland, Enguerrand de Coucy og Gautier de Nemours. Foran kongen og hans 175 riddere stod et infanteri på 2.150 fra byerne i Île de France og Normandiet .
  • Venstre flanke blev ledet af Robert af Dreux, støttet af Grev Vilhelm af Ponthieu. Hoveddelen af venstre flanke bestod af bretonere og militser fra Dreux, Perche, Ponthieu og Vimeux.
  • Bouvines-broen, det eneste måde at kunne trække sig tilbage over marsken, blev beskyttet af 150 bevæbnede sergenter, der også dannede den franske reserve.

De allierede[redigér | redigér wikikode]

Ottos hær bestod af ca. 1.300–1.500 riddere: 600–650 fra Flandern, 425–500 fra Hainaut og 275–350 andetsteds fra.[11] Han havde yderligere et infanteri på ca. 7500 mand, som dermed gav en samlet styrke på knap 9.000 mand. Den kejserlige hær blev også opstillet i tre dele:[12]

Slagets gang[redigér | redigér wikikode]

Kong Filip, Kejser Otto 4. og deres riddere støder sammen i en illustration fra slaget fra det 14. århundrede.

Den allierede venstre flanske[redigér | redigér wikikode]

Slaget blev åbnet med et angreb fra 150 lette kavalerister fra klosteret Saint-Médard de Soissons mod de flamske riddere på de allieredes venstre flanke, med det formål at skabe forvirring. De flamske riddere drev let rytterne uden rustning tilbage. Nogle flamske riddere forlod deres formationer og drog efter det tilbagetrækkende lette kavaleri. 180 franske riddere fra Champagne angreb så og dræbte eller tilfangetog de overaggressive flamske riddere.[13][14] Greven af Flandern iværksatte et modangreb med hele sin styrke på 600 riddere og drev franskmændene tilbage.[15]

Gaucher de Châtillon angreb med sine 30 riddere mod den flamske styrke, efterfulgt af yderligere 250 riddere.[13][14] De gennemførte en kontinuerlig række af angreb og standsede det allierede fremskridt.[14] Mange riddere på begge sider faldt fra deres heste i det første sammenstød. Franskmændene var i bedre orden end de mere løst styrede flamske riddere, og de allierede rækker blev tyndere, da de blev angrebet af de kompakte franske masser. Châtillon og Melun og deres riddere brød igennem rækken af deres flamske modstykker, drejede rundt og ramte dem bagfra og skiftede konstant mål. St. Pols riddere og burgunderne tog del i en udmattende kamp mod flamlænderne uden at tage fanger. Hertugen af Burgunds hest blev dræbt og hertugen kastet til jorden, men han blev frelst af sine riddere, der slog flamlænderne tilbage og fandt ham en ny hest.[16]

Flamlænderne kæmpede videre i tre timer på trods af deres stadig mere desperate situation, drevet af ridderære. Endelig blev den sårede greve af Flandern, der var blevet kastet af sin hest, taget til fange af to franske riddere, hvilket udløste sammenbruddet for hans ridderes moral.[16][17]

Centrum[redigér | redigér wikikode]

Kong Filip 2. af Frankrigs sejr ved Bouvines, illustration fra 1410 af Vincent af Beauvais

Den franske borgermilitsinfanteri på 2.150 mand var samlet omkring Oriflammen i centrum, foran Filips riddere og fleur-de-lis-fanen.[18] Kort efter opstillingen blev de angrebet af allierede riddere og infanteri under Otto og drevet tilbage.[16] Otto og hans riddere var næsten nået hen til den franske konge, da de blev standset af franske riddere.[19] De allierede infanterister brød igennem til Filip og hans håndfuld af riddere omkring ham, hvor de rev ham ned af hesten med deres krogede spyd. Den franske konges rustning afbøjede en fjendes lanse og reddede hans liv. Gales de Montigny brugte den kongelige fane til at sende et signal om hjælp, og en anden ridder gav Filip en ny hest.[20]

Det allierede infanteri brugte dolke til at stikke de franske riddere, der var blevet kastet af hesten, gennem øjensprækken i deres lukkede hjelme eller tøndehjelme og andre svage pletter i deres rustning. Den normanniske ridder Etienne de Longchamp blev dræbt på denne måde, og franskmændene led store tab. Efter gentagne franske modangreb og en langvarig kamp blev de allierede drevet tilbage.[20][4]

Slaget i centrum var nu blevet til en nærkamp mellem de to reserver til hest, ledet af kongen og kejseren personligt. Den franske ridder Pierre Mauvoisin tog næsten Otto og hans hest til fange og Gérard la Truie stak kejseren med en dolk, som prellede af på hans ringbrynje og ramte Ottos hest i øjet og dræbte den. Otto blev frelst af fire tyske stormænd og deres støtter.[4] Da franskmændene sendte flere riddere for at angribe ham personligt, flygtede han fra slagmarken. De tyske riddere kæmpede til den bitre ende for at redde deres kejser, hvorved alle blev dræbt eller taget til fange. Den kejserlige fane med ørnen og dragen blev erobret af de franske riddere, der bragte den til deres konge. På dette tidspunkt var den allierede modstand i centrum ophørt.[20]

Den allierede venstre flanke[redigér | redigér wikikode]

Samtidig på den franske venstre flanke blev Robert af Dreux' tropper først presset af mænd under ledelse af William Longespée.[21] William Longespée blev kastet af hesten og taget til fange af Filip af Dreux, biskoppen af Beauvais, og de engelske soldater flygtede. Mathieu de Montmorency erobrede tolv af fjendens bannere. (Til minde om denne bedrift, fik Montmorencys våbenskjold yderligere tolv ørne eller seksten i alt i stedet for de foregående fire.)[22]

Sidste modstand[redigér | redigér wikikode]

Ferdinand af Flandern og Rainald af Boulogne transporteres som fanger til Paris i en illustration fra det 14. århundrede. Ferdinand blev frigivet i 1227 og døde kort efter af en sygdom, som han havde pådraget sig i fængsel. Rainald blev holdt i kæder og begik selvmord i 1227.

Dagen var allerede blev afgjort til franskmændenes fordel, da deres flanker begyndte at lukke indad for at afskære det kejserlige centrums tilbagetoget.[20] Slaget blev afsluttet med at Rainald af Boulogne, en tidligere vasal til Kong Filip, gjorde sin berømte modstand ved at danne en ring på 400–700 pikenére fra Brabant. De afviste ethvert angreb fra det franske kavaleri, mens Rainald foretog gentagne udfald med sin lille ridderstyrke.[21] Til sidst, længe efter at den kejserlige hær havde trukket tilbage, blev brabanternes forsvarslinje løbet over af 50 riddere og 1.000-2.000 infanterister under Thomas de St Valery. Rainald blev taget til fange i nærkamp. Der blev ikke iværksat nogen forfølgelse, da det var ved at blive mørkt og af frygt for, at fangerne kunne undslippe. De franske formationer blev kaldt tilbage ved hjælp af trompeter.[23]

Efterspil[redigér | redigér wikikode]

De franske ridderes tab blev ikke registreret, men det franske infanteri led store tab. På de allieredes side blev 169 riddere dræbt, og "rigtig mange", men ikke bestemt angivet, infanterister, herunder mellem 400 og 700 dræbte infanterister fra Brabant, blev dræbt.[4] Såvel som Rainald af Boulogne blev to andre grever taget til fange af franskmændene: Ferdinand af Flandern og William Longespée, samt 25 baroner og over 100 riddere.[23]

Slaget gjorde en ende på truslen fra både Otto og Johan.[24] Ifølge den franske historiker Jean Favier er Bouvines "et af de mest afgørende og symbolske slag i Frankrigs historie".[25] I den franske historiekr Philippe Contamine "havde Slaget ved Bouvines både vigtige konsekvenser og en stor indvirkning". [26] Den franske historiker Ferdinand Lot kaldte det for et "middelalderligt Austerlitz".[27]

Filip vendte tilbage til Paris i triumf og marcherede sine tilfangetagne fanger efter sig i en lang procession, da hans undersåtter fyldte gaderne for at hilse den sejrrige konge. I kølvandet på slaget trak Otto sig tilbage til sin borg i Harzburg og blev hurtigt styrtet som tysk-romersk kejser af Frederik 2., der allerede var blevet anerkendt som kejser i Sydeuropa halvandet år tidligere.[28] Grev Ferdinand forblev fængslet efter sit nederlag, mens kong Johan opnåede en fem-årig våbenhvile på meget gunstige vilkår omstændighederne taget i betragtning.[29]

En detalje fra et af glasmalerierne, der blev installeret i Bouvines sognekirke i 1914

Filips afgørende sejr var fik stor indflydelse på den politiske situation i England. Slaget gjorde en ende på alt håb om en genopretning af Det Angevinske Rige.[30] Så svækket var den besejrede Kong Johan, at han snart var nødt til at underkaste sig sine baroners krav og acceptere Magna Carta, som begrænsede kronens magt og etablerede grundlaget for almindelig lov.[31]

Minder om slaget[redigér | redigér wikikode]

I taknemmelighed over sejren grundlagde Filip August klostret Notre Dame de la Victoire mellem Senlis og Mont l'Evêque.[32] I 1914, til markering for slagets syvhundredeårsjubilæum, fik Félix Dehau, Bouvines borgmester gennem 62 år, byens sognekirken ombygget med et antal glasmalerier, der fortæller slagets historie.[33] I 2014 blev ottehundredeårsjubilæet fejret i Bouvines af en forening kaldet Bouvines 2014. En række begivenheder, herunder en officiel ceremoni og et show kaldet "Bouvines la Bataille", tiltrak mere end 6.000 besøgende til Bouvines.[34]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Verbruggen 1997, s. 239.
  2. ^ Verbruggen 1997, s. 245–246.
  3. ^ Verbruggen 1997, s. 240.
  4. ^ a b c d e Chisholm 1911, s. 336–337.
  5. ^ Verbruggen 1997, s. 241.
  6. ^ Duby 1990.
  7. ^ Bradbury 1996, s. 244–245.
  8. ^ a b c Verbruggen 1997, s. 245.
  9. ^ Heath 1990, s. 10.
  10. ^ Verbruggen 1997, s. 242–245, 250.
  11. ^ Verbruggen 1997, s. 246–247.
  12. ^ Verbruggen 1997, s. 249–250.
  13. ^ a b Verbruggen 1997, s. 242.
  14. ^ a b c Verbruggen 1997, s. 251.
  15. ^ Verbruggen 1997, s. 246, 251.
  16. ^ a b c Verbruggen 1997, s. 252.
  17. ^ DeVries 2006, s. 80–89.
  18. ^ Verbruggen 1997, s. 245, 252.
  19. ^ Verbruggen 1997, s. 252–253.
  20. ^ a b c d Verbruggen 1997, s. 253.
  21. ^ a b Verbruggen 1997, s. 254.
  22. ^ Eysenbach 1848, s. 321.
  23. ^ a b Verbruggen 1997, s. 255.
  24. ^ Baldwin 1986, s. 381.
  25. ^ Favier 1993, s. 176.
  26. ^ Contamine 1992, s. 83.
  27. ^ Lot 1941.
  28. ^ Kamp 1995.
  29. ^ Gillingham 1984, s. 106.
  30. ^ Sumption 1990, s. 355.
  31. ^ France 2015, s. 251–253.
  32. ^ Morel 1864, s. 280.
  33. ^ Association Bouvines a 2014.
  34. ^ Association Bouvines b 2014.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]