Slaget ved Thermopylæ

Slaget ved Thermopylæ
Del af Perserkrigene
[[Fil:|frameless|Leonidas ved Thermopylae, af Jacques-Louis David (1814)]] Leonidas ved Thermopylae, af Jacques-Louis David (1814)
Dato 11. august 480 f.Kr. Sted Thermopylæ Resultat Persisk sejr
Parter
Græske bystater	Persien
Ledere
Leonidas †	Xerxes
Styrke
300 spartanere 700 thespianere 6.000 andre græske allierede2	Omstridt; fra 60.000 til flere millioner1
Tab
300 spartanere og 700 thespianere; I alt 1.500 dræbte grækere	20.000 (ifølge moderne skøn) 20.000 (Herodot) 80.000+ (Ctesias)

I Slaget ved Thermopylæ i år 480 f.Kr. kæmpede en alliance af græske bystater mod den invaderende, persiske hær ved Thermopylæ-passet. Selv om de var i undertal, formåede grækerne at standse fjenden i et af de mest berømte slag i historien. En lille styrke på 300 spartanske elitesoldater, anført af kong Leonidas, formåede at spærre den eneste vej, som den enorme persiske hær kunne passere. Perserne led uhyre store tab, før det lykkedes dem at omgå spærringen, og selv det skete kun, fordi en græker ved navn Ephialtes forrådte de kæmpende grækere og afslørede en bjergvej, der gik bag om grækernes forsvarslinjer. Kong Leonidas blev tilbage i passet med de førnævnte 300 spartanske elitesoldater og omkring 700 thespiatiske frivillige for at forsinke den persiske hær, hvilket medførte, at den resterende del af hæren kunne falde tilbage og forsvare sig mod den persiske afdeling, der havde taget bjergvejen.

Baggrund

Efter at det persiske felttog mod Grækenland var sat i gang, sendte Xerxes sendebud til alle de græske stater, der blev tilbudt gode betingelser hvis de overgav sig og forsynede ham med vand og jord til bytte. Mange af de mindre stater overgav sig, men athenerne kastede de persiske repræsentanter ned i en grube, mens spartanerne kastede deres sendebud ned i en brønd og hånede dem med kommentaren: Grav det selv op.

De to ledende stater, Sparta og Athen, fik snart støtte fra andre stater. Flere repræsentanter fra de græske bystater mødtes til en kongres i Korinth i efteråret i 481 f.v.t.., og her blev en konføderation af græske bystater dannet. Det er intet bevis for at en stat stod i spidsen for modstanden mod perserne; Herodot kalder dem fx bare ’’grækerne’’ eller ’’ de grækere, som har samlet sig.’’ Det var hovedsageligt en defensiv konføderation, der skulle sørge for at Grækenland stod samlet mod den persiske invasionshær.

Themistokles

Den persiske armé mødte først en samlet spartansk og athensk styrke på 10 000 hoplitter ledet af Euanetus og Themistokles ved Tempe. Da Xerxes hørte dette, sendte han en hær gennem det ubeskyttede Sarantaporostræde. Hoplitterne, advaret af Alexander 1. af Makedonien, flygtede derpå fra passet. De allierede grækere forudså, at den næste strategiske flaskehals, hvor perserne kunne blive stoppet, var Thermopylæ. De bestemte sig derfor til at beskytte det sted med en mindre styrke, og samtidig sende en flåde til området ved Artemistempelet i Efesos, der var en maritim flaskehals. Xerxes' hær fik primært sine forsyninger ad søvejen.

Det er siden blevet diskuteret hvad den strategiske grund til denne fordeling af tropperne havde været. Hermann Bengtson mener fx at landstyrken skulle standse den persiske hærs fremrykning mens den persiske flåde blev slået til søs. En anden teori har været at de persiske tropper kunne blive decimeret af udmattelse, epidemier og sult, hvis den blev holdt mod nord, så længe som muligt. Enkelte har hævdet, at athenerne følte, at Leonidas' lille styrke var stærk nok til at stoppe perserne, ellers ville de selv have forladt deres by og sendt hele hæren til Thermopylae. Vi kender til et senere tilfælde, hvor det lykkedes en lille græsk styrke at stoppe en større invasionshær; i 353-352 f.v.t. stoppede 5,000 athenske hoplitter og 400 ryttere Filip 2. af Makedoniens overlegne hær.

Herodot hælder selv til den sidste forklaring, da han skriver at ’’de styrker som Leonidas havde med sig fra Sparta, virkede opmuntrende for de allierede og hindrede dem i at gå over til mederne (perserne)’’.

Den spartanske konge blev sat til at lede de græske allierede ved Thermopylæ. Men han var selv ifølge Herodot overbevist om at han gik en sikker død i møde - noget han ikke havde gjort, hvis han havde troet, at den styrke han havde fået, var stor nok til sejr. Han valgte kun at tage de mænd med sig, som havde sønner, der var gamle nok til at overtage ansvaret for deres familie. Plutarch skriver at Leonidas skal have givet følgende svar til sin kone, på hendes spørgsmål om hvad hun skulle gøre efter han var draget væk: ’’Gift dig med en god mand, og få gode børn’’.

En anden almindelig afskedshilsen blandt spartanske kvinder til deres mænd var: ’’Kom hjem enten med eller på dit skjold’’. Dette betød at soldaten enten skulle komme hjem som sejrherre (med skjoldet) eller død, dvs. båret væk fra slagmarken (på skjoldet), frem for at kaste skjoldet væk og flygte fra slaget, eller overgive sig.

Kort over Thermopylæ og Malisbugten med datidens og dagens kystlinjer indtegnet.

Slagmarkens topografi

På denne tid bestod passet ved Thermopylæ af et smalt stykke vej langs kysten af Malisbugten, så smal at kun en hestevogn kunne passere ad gangen . Sydsiden af passet var afgrænset af klipper, mens nordsiden stødte op til bugten. Langs den vej var der tre indsnævringer (pylai), og i midten var der en kort mur, bygget af fønikerne et århundrede før som forsvar mod thessaliske invasioner . Navnet Thermopylæ betød ’’de varme porte’’ og kom af de varme kilder, der fandtes i nærheden.

Passet ser i dag meget anderledes på grund af en omfyldning af Malisbugten, og den gamle vej ligger nu ved foden af de højder der strækker sig rundt om en slette. Stedet regnes dog stadigvæk den dag i dag for en vigtig forsvarsposition af den græske hær.

Slaget

Slaget ved Thermopylæ og forflytningen til Salamis.

Persernes ankomst

Da den persiske hær nåede indgangen til Thermopylæpasset, forsamledes grækerne til rådslagning. Peloponneserne foreslog en tilbagetrækning til hjemområderne for at forsvare Peloponnes der. De vidste selvfølgelig at perserne måtte besejre athenerne før de kom frem til Peloponnes. Fønikerne og lokrierne som havde deres stater i nærheden, mente derimod at de skulle stå imod og forsvare Thermopylæ. Leonidas fandt det bedst at holde sig til den sidstnævnte plan.

I mellemtiden var perserne nået helt frem til passet og havde sendte en spejder ud for at rekognoscere. Grækerne lod ham komme helt hen til lejren for at observere. Perserne og Xerxes morede sig meget over det spejderen havde at fortælle om størrelsen på den græske hær og at spartanerne var optagede af gymnastik (kalostenhos) og af at ordne håret (spartanerne havde langt hår). Demaratos spurgte en af de grækere, der var med hos perserne om råd, og fik til svar at spartanerne forberedte sig til slag og at det var et af deres ritualer at pynte håret før man gik ud i krig. De var de modigste mænd i hele Grækenland, fik han fortalt, og de var opsatte på at forsvare passet.

Xerxes var skeptisk. Ifølge en anden beretning sendte han en udsending over til den græske side. Han tilbød Leonidas at gå over på persernes side i bytte mod at blive konge over hele Grækenland. Leonidas svarede:

Hvis du vidste hvad der er godt i livet, havde du ikke haft et ønske om udenlandske ting. For mig er det bedre at dø for Grækenland end at blive konge over mine landsmænd.

Derefter bad Xerxes ham endnu engang om at overgive sig. Til dette gav Leonidas det berømte svar:

Μολών Λαβέ - Molon labe!

som betyder ’’kom og tag dem’’. Dette citat er senere blevet brugt af mange generaler og politikere som et forsøg på at påkalde sig grækernes bestemthed og vilje til at ofre sig frem for at overgive sig uden kamp. Det er i dag emblem for den græske hær. Xerxes ventede i fire dage på at de græske styrker ville splittes og derefter overgive sig, men på den femte dag beordrede kongen mederne og cisserne at tage grækerne til fange og bringe dem til ham.

Første frontalangreb

En falanksformation

Xerxes sendte mederne først, formentlig på grund af forventningerne om deres heltemod, eller som Diodorus Siculus har antydet , fordi han ønsket at de skulle bære hovedbyrden af angrebet (mederne var få år før blevet underlagt perserne).

Mederne, som skulle tage grækerne til fange, befandt sig nu i et frontalangreb. Grækerne havde taget opstilling på begge sider af den genopbyggede fønikiske mur. Detaljer om taktikken er uklare, grækerne var med stor sandsynlig opstillet i en falanksformation, der skabte en væg af overlappende skjold, hvor spyd stak ud, og som strakte sig tværs over hele passet. Herodot fortæller at enhederne fra hver stat stod samlet hver for sig. Perserne, bevæbnet med pile og korte spyd, kunne ikke komme frem til den græske falanks gennem de lange spyd, og de let pansrede persiske soldater havde kun lidt at stille op overfor de langt bedre beskyttede og disciplinerede græske hoplitter.

Grækerne tog desuden et kneb i brug som overlistede perserne. De lod som om de trak sig tilbage, for derefter at gøre et modfald mod de nu uorganiserede medere. På denne måde dræbte de så mange medere at Xerxes, som det blev det fortalt, skal have hoppet op tre gange fra den stol, hvor han sad og betragtede slaget. Ifølge Ctesias skal denne første bølge have bestået af 10,000 soldater, ledet af Artapanus.

Grækerne bliver omringet

Sent den anden dag, idet kongen planlagde sit næste træk, fik han en tip fra en malier ved navn Efialtes om en omvej rundt om Thermopylæ, og Efialtes tilbød sig selv som guide. Efialtes var motiveret af ønsket om en rigelig belønning, men blev senere myrdet. Denne omvej gik øst for den persiske lejr, langs ryggen af Anopiabjerget, bag de klipper, der flankerede passet. Vejen delte sig i to, en der gik til Fokis, mens den anden gik til Malisbugten. Leonidas havde udstationeret 1,000 fokisere til at vogte denne vej, men de blev overrumplet af perserne, da de ikke var forberedt til et modangreb på så stor en styrke.

Perserne blev ledet af Hydarnes, og han havde frygtet at det var spartanerne, som vogtede passet, men fik at vide at det ikke var tilfældet af Efialtes. For at undgå et stormangreb, iværksatte Hydarnes en taktik som senere skulle vise sig at være den afgørende: han beordrede en ’’pileregn’’ affyret mod de forsvarende grækere. Fokiserne trak sig tilbage til toppen af bjerget, hvor de skulle gøre en sidste modstand. Perserne satte nu kursen mod Alpenus.

Efter denne hændelse fik navnet Efialtes en varig skamplet; det kom til at betyde ’’mareridt’’ og er på moderne græsk stadig synonym med ’’forræder’’.

Afslutningen for spartanerne og thespiaierne

Statue af Leonidas 1.

Ingen af persernes træk kom som en overraskelse for Leonidas, og han blev informeret fra flere hold om alle de bevægelser, som perserne foretog.

Da Leonidas hørte at fokiserne var faldet, sammenkaldte han et råd ved daggry. Under dette møde argumenterede nogle grækere for at trække sig tilbage på grund af den overvældende persiske styrke, mens andre insisterede på at stå fast, og efter mødet trak mange af de græske styrker sig tilbage og rejste hjem. Herodot hævder at Leonidas selv gav ordre til deres afrejse, men Herodot gengiver også selv den alternative forklaring at de græske styrker forlod slagmarken uden Leonidas samtykke. Spartanerne havde indgået et løfte om at kæmpe til døden, mens thebanerne blev holdt som gidsler. Et kontingent på omtrent 700 thespiere ledet af general Demofilos havde nægtet at forlade slaget sammen med de andre grækerne, og valgte i stedet at stå sammen med spartanerne.

Grækerne flyttede sig længere frem for at møde perserne i en bredere del af passet i håbet om at kunne dræbe så mange persere som muligt. De kæmpede med spyd så længe de holdt og skiftede derefter til xiphoi (kortsværd). I denne kamp, fortæller Herodot, faldt to af Xerxes brødre, Abrocomes og Hyperanthes. Leonidas skal også selv været faldet i denne træfning. Leonidas blev senere gravlagt ved Thermopylæ, og gravstenen skal have været en løve af sten.

Da grækerne modtog information om at Efialtes og de Udødelige var undervejs, trak de sig tilbage og stillede sig op på en lille bakketop bag muren. Thebanerne under Leonidas overgav sig, men nogen af dem blev dræbt før deres overgivelse blev accepteret af perserne. Ifølge Herodot, sloges nogle af de tilbageværende grækere med hænderne og tænderne. Xerxes beordrede at bakketoppen skulle omringes, og perserne sendte nu en pileregn af sted, der fortsatte helt til den sidste græker var død. Moderne arkæologer har siden fundet beviser for pileregnen mod afslutningen.

Eftervirkning

Da Leonidas lig blev fundet af perserne, beordrede Xerxes i raseri over det store tab han havde lidt, at hovedet skulle hugges af og kroppen korsfæstes. Dette var en meget usædvanlig handling for perserne, der ellers havde for vane at behandle de fjender som havde kæmpet tappert, med ære. Xerxes var kendt for sit temperament, som da han fik Hellesponten pisket fordi den ikke ville adlyde ham.

Efter at perserne havde forladt slagmarken, samlede de overlevende grækere deres faldne kammerater og gravlagde dem på bakketoppen, hvor de var faldet. En stenløve blev rejst til minde om Leonidas. 40 år efter slaget blev Leonidas' levninger dog bragt fra Thermopylæ til Sparta, for at blive genbegravet der, og begravelseslege blev afholdt hvert år til hans minde.

Det samtidige søslaget ved Artemisium var endt uafgjort, hvorpå den athenske flåde trak sig tilbage. Perserne havde nu kontrollen over Ægæerhavet og hele Grækenland så langt mod syd som Attika. Spartanerne forberedte sig nu på at forsvare landtangen ved Korinth og Peloponnes, mens Xerxes indtog Athen, hvis indbyggere allerede var flygtet til øen Salamis. De store tab foruroligede den persiske konge, Xerxes, og da hans flåde senere blev besejret ved Salamis, forlod han Grækenland. Han efterlod kun en lille del af sine styrker, under ledelse af Mardonios. Denne hær blev til sidst slået i slaget ved Plataiai af en forenet græsk armé, nok en gang ledet af spartanerne, denne gang under rigsforstanderen Pausanias.

Eftertidens opfattelse

De 300 spartaneres kamp bliver ofte brugt som en eksempel på, hvordan fordelene ved træning, udstyr, og en gennemtænkt brug af terrænet kan øge en hærs potentiale, og ikke mindst som et symbol på standhaftighed imod overvældende dårlige odds. Spartanernes heroiske indsats har desuden givet stof til eftertanke hos mange mennesker gennem tiden.

Efter legenden skal grækerne have rejst et mindesmærke ved Thermopylae. Det bar en påskrift, forfattet af Simonides af Keos (556 -467):

• Oldgræsk: ὦ ξεῖν', ἀγγέλλειν Λακεδαιμονίοις ὅτι τῇδε | κείμεθα τοῖς κείνων ῥήμασι πειθόμενοι.
• Transskriberet: Ó xein', ángelleín Lakedaímonioís hoti téde | keímetha toís keinón rhémasi peíthomenoí.
• Ordret oversættelse: Fremmede, meld Lakedæmonierne (Spartanerne), at du har set os ligge her, adlydende disse lakedæmonieres regler.
• Moderne omskrivning Oh fremmede, bring kvinder og mænd i Sparta budskab om, at vi har gjort, hvad vi bør, og ligger døde her.

• Slaget ved Thermopylæ
• 
  Slaget ved Thermopylae 480 f.Kr. og de senere flåde- og hærmanøvrer.
• 
  Nutidig mindeplade ved Thermopylae med den overleverede indskrift.
• Monument i Thermopylæ
  Monument i Thermopylæ

Oraklet i Delfi

Herodot beretter at spartanerne havde konsulteret Oraklet i Delfi før de gik i krig mod den persiske armé. Oraklet skulle ved den lejlighed have uttrykt følgende profeti i heksametervers[2]:

O eder mænd som dvæler i gaderne i Lakedaimon!

Enten bliver deres storslåede by plyndret af Perseus' børn,

Eller, i bytte, må alle i Lakonia

Sørge over tabet af en konge, efterkommere af den store Herakles.

Han kan ikke blive bekæmpet af hverken en okses eller løves mod,

Stride som de kan være; han er mægtig som Jupiter; der er ingenting som kan ham standse, ‘'

Før han har nået sit bytte, deres konge, eller deres pragtfulde by.

Oraklet advarede på denne måde om at enten blev Sparta erobret og efterladt i ruiner, eller også måtte en af deres to konger ofre livet for at redde byen.

Tidsfæstelse af slaget

Ud fra Herodots fremstilling i Historie bog VII kan tidspunktet for Efialtes' forræderi og persernes passage over passet dateres til september 480 f.v.t.. Da perserne ikke kendte terrænet måtte de bruge en form for belysning for at finde vej, men de kunne ikke bruge fakler, for da ville de have afsløret deres intentioner. De ventede derfor til fuldmåne, hvor passet ville blive oplyst naturligt. I bog VII nævner Herodot den solformørkelse, som fandt sted da perserne krydsede Hellespont, og ved at kalkulere hvor langt den persiske hær kunne bevæge sig hver dag, er det muligt at estimere tidspunktet for slaget til september 480 f.v.t. Og ved at bruge månekalenderen, kan datoen for forræderiet blive fastsat til enten 18., 19. eller 20. september 480 f.v.t.

Størrelsen af hærene

Xerxes I, konge af Persien, havde i årevis forberedt sig på at gennemføre felttogene i Grækenland, som hans far Dareios I havde påbegyndt. Efter fire års forberedelser blev den persiske hær og flåde sendt til Lilleasien i 481 f.v.t. En bro af skibe blev lagt ved Abydos i Hellespont, og dette gjorde det mulig for landhæren at krydse strædet. Herodot, der skrev den ældst kendte beretning om krigen, beskrev størrelsen på Xerxes' hær på følgende måde:

Enheder	Antal
Flådemandskab	517 610
Infanteri	1 700 000
Kavaleri	80 000
Arabere og libyere	20 000
Græske allierede	324 000
Totalt	2 641 610

Dette tal skal næsten fordobles hvis hjælpestyrkerne skal medregnes, for Herodot nævner at den totale styrke var nåede op på i alt 5 283 220 mænd, moderne historikere har dog siden sået tvivl om antallet reelt har været så stort. Andre antikke kilder har andre tal, fx Simonides af Keos, der levede omtrent på samme tid, der beskriver en styrke på fire millioner. Ctesias skrev en historie om Persien på grundlag persiske kilder, som desværre ikke har overlevet frem til i dag, og hans estimat var på 800 000. Moderne historikere har også forsøgt at beregne sig frem til størrelsen af den persiske hær, baseret på forskellige metoder, herunder vores viden om det persiske militærsystem, den logistiske kapacitet, det græske landskab, og mulighed for at skaffe forsyninger langs hærens invasionsrute.

Nogle historikere afviser alle tal i de antikke kilder, og begrunder det med, at tallene er en overdrivelse fra sejrherrernes side. Baseret på analyser af de ressourcer som var tilgængelige for oldtidens hære, er den persiske hær i begyndelsen af felttoget blevet estimeret til at bestå af mellem 60 000 og 120 000 krigere, dertil kom en gruppe af ikke–krigere, der i hovedreglen var tjenere for kongen og den persiske adel. Den øvre grænse er derpå blevet beregnet til at være på 250 000 landsoldater. Vandmangel er i disse analyser den primære begrænsende faktor, den britiske general fra første verdenskrig, sir Fredrick Maurice, var den fx første som betvivlede de antikke tal, og han hævdede at den persiske hær aldrig kunne have overgået 175 000, da den aldrig ville kunne skaffe vand nok til flere.

Det faktum, at Xerxes stod i spidsen for en multikulturel hær, og ikke en rent persisk, har andre skoler brugt som argument for at de tal, der gengives i de antikke kilder er realistiske. I følge disse tekster rådede grækerne mod slutningen af slaget ved Plataæ over mellem 110 000 (Herodot) og 100 000 (Pompeius) mand: 38 700 hoplitter og 71 300 eller 61 300 peltaster, I dette slag mødte de, ifølge Herodot, en styrke på 300 000 persere og 50 000 græske allierede. Dette giver forholdet 3 til 1.

Andre har påpeget at Herodot kan gengive navnene på seks betydningsfulde generaler og 29 μυρίαρχοι (muriarchoi) – ledere af baivabaram, den persiske basisenhed, der bestod af 10,000 mand. and Macan Baivabaram, som havde lidt store tab blev normalt opløst og soldaterne blev forflyttet til andre enheder. Det betyder at alle må have været ved fuld styrke i begyndelsen af felttoget og at det totale antal som minimum må have været 400,000.. Ifølge denne skole er vandmangel heller ikke et problem, idet mængden af overfladevand i de aktuelle egne af Grækenland, i dag dækker behovet hos en langt større befolkning end i oldtiden.

Trods de divergerende estimater over antallet af soldater er det tydeligt at Xerxes havde gjort sig store anstrengelser for at sikre sig success, ved at indsætte en numerisk meget overlegen styrke.

Ifølge Herodot bestod den græske hær af følgende styrker:

Enheder	Antal
Spartanere	300
Mantineianere	500
Tegeanere	500
Arkadiske Orkhomenos	120
Andre Arkadianere	1 000
Korinthere	400
Fliusere	200
Mykenere	80
Thespiaiere	700
Thebanere	400
Fokisere	1 000
Østlige lokriere	Alle de havde.
Total	5 200+

Til dette tal må 1 000 lakedaimonere, der bliver nævnt af Diodorus Siculus, lægges til sammen med omkring 800 hjælpetropper fra andre græske byer. Diodorus sætter det totale antal græske tropper til 4 000, mens geografen Pausanias mener at det var 11 200. I dag fæster de fleste historikere mest lid til Herodot.

Emnet bliver stadig debatteret indenfor historieforskningen, men blandt vestlige forskere er der opstået en konsensus omkring den formodning at Herodot har blandet de persiske betegneler for chiliarchy og myriarchy (tal for éttusind og titusind) sammen, ]]). og at den persiske hær aldrig oversteg 200,000 i Grækenland.

Populærkulturelle fremstillinger af slaget

Bøger

Bog	Forfatter	Beskrivelse
Gates of Fire, på dansk Flammernes Porte	Steven Pressfield	Fremstiller slaget, set gennem øjnene på en af Dienekes ledsagere, som blev såret under slaget, men som blev plejet for at kunne fortælle Xerxes om det spartanske heltemod.
The Spartans	Paul Cartledge	Bogen indeholder en detaljeret beskrivelse af slaget, de Dienekes og kong Leonidas personlige historie, samt en mængde information om Sparta. Publiceret i 2002.
300 (tegneserie)	Frank Miller	Tegneserien er en fremstilling af de hændelser der ledte op til slaget, set fra Leonidas' synspunkt.
Ghost, 2004	John Ringo	Indeholder en beskrivelse af slaget og citater fra Simonides' epigram.

Film

Film	premiereår	Beskrivelse
The 300 Spartans	1962	Beskriver slaget ved Thermopylene.
Go Tell the Spartans	1978	Laver en reference mellem spartanerne ved Thermopylæ og de franske soldater, som beskytter en vietnamesisk landsby.
The Last Samurai	2003	Kaptajn Nathan Algren reflekterer over slaget ved Thermopylæ før han går ud i et tilsvarende slag mellem en lille gruppe japanske samuraier og en langt mere overlegen, moderne hær, udstyret med skydevåben og kanoner. I filmen siger Algren, at 300 græske soldater holdt stand mod en million persere, indtil de (perserne) mistede viljen til at kæmpe.
300	2007	Baseret på Frank Millers tegneserie, 300.

Referencer

• Herodot, Historie ISBN 82-525-5205-6, ib
• Diodorus Siculus, Library
• Ctesias, Persica

Se også

Følgende hjemmesider har detaljerede kort over regionen:

• Kart 1, www.mlahanas.de
• Kart 2, uoregon.edu

Disse hjemmesider indeholder billeder af terrænet:

• Sett fra øst fra livius.org. Til venstre er klippene i syd, til højre er vejen og kanten af det jordbrugsområde, som engang var Malisbugten.
• Moderne monument fra siu.edu
• Spartansk begravelsesmonument fra coloradocollege.edu
• Artemisium fra prigsbee.com

Litteratur

• Cartledge, Paul. Thermopylae: The Battle That Changed the World. Woodstock, NY; New York: The Overlook Press, 2006 (hardcover, ISBN 1-58567-566-0).
• Hammond, Nicholas G.L. "Sparta at Thermophylae", Historia: Zeitschrift für Alte Geschichte, Vol. 45, No. 1. (1996), pp. 1–20.
• Matthews, Rupert. The Battle of Thermopylae: A Campaign in Context. Stroud, Gloucestershire, UK: Tempus Publishing, 2006 (hardback, ISBN 1-86227-325-1).
• Morris, Ian Macgregor. "To Make a New Thermopylae: Hellenism, Greek Liberation, and the Battle of Thermopylae", Greece & Rome. Vol. 47, No. 2. (2000), pp. 211–230.
• Johan Henrik Schreiner Antikkens historie Oslo, 2006 ISBN 82-991248-3-2

Wikimedia Commons har medier relateret til: Slaget ved Thermopylae